Efter en PhD, og et lille årtis erfaring med eksperimentel syntesekemi i rygsækken, er jeg halv-paranoid type når det kommer til de kemikalier som jeg er i kontakt med i hverdagen. Det rækker også til kemien udenfor laboratoriet. Jeg er bevidst om hvor den chokolade jeg spiser har sin kakao fra, da kakaobønnen er god til at akkumulere tungmetaller. Jeg rører ikke mikrobølgeovnspopkorn, grundet risikoen for perfluorerede stoffer, hvis skadelige effekter er anerkendte. Jeg holder vejret når lugten af stearin fra dieseltoget spreder sig på perronen om morgenen, og jeg tjekker hyppigt luftkvaliteten i mit nærområde.

Roundup, fra de fødevarer som jeg spiser, er ikke på min liste. Mine bekymringer har jeg et nogenlunde fagligt belæg for, men min faglige viden frigør mig også fra en del bekymringer om kemikalieeksponering, deriblandt Roundup. Jeg har tidligere skrevet om toksicitet af Roundup (eller manglen på samme) i et andet indlæg. I det indlæg kom jeg bl.a. ind på hvad Roundup består af, hvordan man bruger det og hvorfor eksponering via fødevarer ikke er farligt for os. Grunden til at jeg tager fat i Roundup igen er, at det har fået folkelig og politisk modstand i Danmark den seneste tid. En underskriftindsamling på borgerforslag.dk som foreslår ”Øjeblikkeligt ophør med salg af Roundup og andre bekæmpelsesmidler til privat brug i haver og på offentlige fællesarealer” har nået de 50.000 underskrifter, hvilket betyder at forslaget skal fremlægges i folketinget. Det Radikale Venstre fremlægger et lignende forbud hvis regeringen tøver, så der er reelt to forslag på vej til folketinget.

Sundhed og glyphosat

At noget er et pesticid, betyder ikke at det er giftigt for alt. Vi bruger pencillin til at slå bakterier ihjel, og det er sikkert for os, da der er en forskel på bakterier og mennesker. Måden glyphosat er giftigt på overfor planter, er ligeledes ikke gældende for dyr.

Glyphosat virker ved at hæmme et enzym i planter, der er nødvendigt for plantens produktion af bestemte aminosyrer. Dyr og mennesker har ikke det pågældende enzym, så vi går fri af nogen effekt af stoffet. Det er meget vandopløseligt, så skulle man have spist det, kommer det hurtigt ud med urinen. Mit tidligere indlæg går i dybden i kemien og sundheden, men det korte af det lange er, fra det sundhedsmæssige perspektiv ikke er noget at være bange for. Det er også biologisk nedbrydeligt, så det forsvinder af sig selv i naturen, med en halveringstid mellem 2-197 dage, alt efter de konkrete betingelser. Nedbrydningsprodukterne kan ligeledes totalt nedbrydes til vand og CO₂, så en vedvarende forurening er ikke mulig.

Det er ikke overraskende det er så populært. Det virker som det skal, uden nogle ubehagelige overraskelser.

Hvad med miljøet?

Der, hvor der kunne være noget at komme efter, er påvirkningen af glyphosat i natur og miljø. Biodiversitet og natur er i høj grad truet af landbrug, og kunsten er at finde en balance.

Om glyphosat er mere eller mindre skadeligt for miljøet, i forhold til andre dyrkningsformer, er et teknisk kompliceret spørgsmål. Alle dyrkningsformer skal på den ene eller anden måde håndtere ukrudt, og hver metode har sine fordele og ulemper.

Det er skadeligt for miljøet at pløje, og glyphosat tillader pløjningsfri dyrkningsformer. En landbrugsform, som jeg er begejstret for, er ”Conservation Agroculture”, som er en dyrkningsform, hvor naturen i højere grad trives på den opdyrkede jord.¹ Denne dyrkningsform benytter sig af glyphosat. Min pointe er dermed, at Roundup kan facilitere dyrkningsmetoder, der muligvis er mindre destruktive for naturen, end økologiske dyrkningsmetoder hvor bestemte pesticider som udgangspunkt ikke må bruges, heriblandt glyphosat.

Det store perspektiv om hvilke dyrkningsformer der er de bedste, er jeg ikke kvalificeret til at vurdere. Det jeg taler imod, er en dogmatisk og følelsesladet tilgang til emnet, og min forståelse er at der ikke er én korrekt landbrugsform, men at specifikke omstændigheder afgør hvad de bedste valg er.

Landbruget er det endelige mål

At offentligheden bruger så meget tid på at debattere Roundup, virker for mig bizart. Debatten synes mest at have rod i følelser om landbrugsformer, og det står klart, at det egentlige formål for borgerforslaget og de politiske partier, der støtter det, er at fjerne glyphosat fra landbruget og ikke kun den private borger.

Zenia Stampe og Jens Rohde fra Radikale Venstre lægger direkte op til et totalt forbud.

De skriver:

”…kemikalieindustrien har trods adskillige advarsler forsømt at udvikle miljøvenlige alternativer. EU har derfor givet industrien og landbruget fem år til at udfase brugen af Roundup og udvikle alternativer. Men fra 2023 er det slut.”

Om det reelt er slut med at bruge Roundup i 2023, må tiden vise. Som kemiker har jeg svært ved at forestille mig et stof med mindre skadelige karakteristika, og jeg håber at et mere fagligt syn på emnet vil få vind blandt magthaverne og i befolkningen. Et totalforbud mod glyphosat er jeg sikker på, ikke er et skridt i en fagligt funderet retning.

Modstanden mod Roundup er en interessant situation, for modstanden hviler på et meget følelsesladet grundlag, på trods af der stort set er enighed om sikkerheden blandt de nationale fødevare- og kemi agenturer. ²

Politik, følelser og faglighed

På trods af alt dette, har folkestemningen vendt sig mod glyphosat. Præcist hvordan det er sket, ved jeg ikke, men jeg tror, det har noget at gøre med, at det er berømt, og alle kender navnet.³ Derudover har firmaet Monsanto også et utroligt dårligt image, og sammen bærer Monsanto og Roundup en fortælling om globalisering, industrialisering, monopoldannelse, og gift.

Amerikanske domstole har tilkendt erstatninger til kræftramte, der mener at deres sygdom skyldes glyphosat, mens der er i faglitteraturen ikke belæg for, at der skulle være en sammenhæng.⁴ Videnskab afgøres dårligt ved retssager, noget som Galileo nok gerne vil skrive under på, efter han fik stuearrest for at støtte hypotesen om, at solen er centrum i vores solsystem. Jeg kan dog godt forstå den skepsis og frygt offentligheden har.

Der er en del tilfælde, hvor kemiske produkter, der ikke var gennemtænkte, blev taget i brug, med katastrofale følger. Vi er blevet klogere, men tilliden til kemien vakler. Her står kemien i en særlig position, i forhold til andre videnskaber. Der er tillid til broer, på trods af at dårlig ingeniørkunst har kostet menneskeliv. Ingeniører lærer af deres fejl, og det gør kemikere også. Ingeniørvidenskaben tilgives i højere grad deres fejl, måske fordi det er en umiddelbart mere intuitiv videnskab. Kemien er mere fremmed, og det gør dens rygte mere udsat.

Det hjælper bare heller ikke der stadig er kemiske produkter i omløb, der vides at være meget problematiske. Et eksempel er at Brasilien benytter sig af et pesticid der er baseret på perfluorerede fedtsyrer der aldrig bliver nedbrudt i naturen, men derimod akkumuleres op igennem fødekæden, ligesom tungmetaller og dioxiner.

Lande, der handler med Brasilien, ville kunne presse landet til at forbyde dette kemikalie, men det vil nok kræve mere medieopmærksomhed på problemet. I hvert fald ville offentlighedens energi være bedre brugt bedre på at begrænse udbredelsen af produkter som disse, end på glyphosat.

Disclaimer

Som en pre-fodnote vil jeg gerne gøre det klart at jeg ingen tilknytning har til landbrug eller kemikalieproducenter. I forhold til det aktuelle emne har jeg ingen interessekonflikter, og er på ingen måde betalt for at engagere mig i dette emne. Den eneste grund til at jeg skriver er samfundsengagement. Min forskning er pt. støttet af Novo Nordisk Fonden, og er på ingen måde relateret til emnet.

Det konkrete forslag om et privat forbud, er mig ligegyldig. Jeg er af den overbevisning at havepleje er rekreativt, og haveejere snyder sig selv for et zen øjeblik ved ikke at bruge knofedt. Men jeg er ikke haveejer, så det er en billig holdning for mig at have. Jeg tror dog ikke der er noget zen ved mekanisk at tømme en mark for ukrudt.

————————————————————————————-

1. Landmanden Søren Ilsøe der driver et landbrug med denne metode har givet et interview på Zetland. Det er værd at læse.

2. Et enkelt agentur bryder med de øvrige, International Agency for Research on Cancer (IARC), og de har i 2015 klassificeret glyphosat som 2A: sandsynligvis kræftfremkaldende. Blandt de statslige og overstatslige miljø- og fødevareagenturer står IARC alene med denne vurdering. Den praktiske anvendelse af IARCs klassificering er begrænset, idet ikke tager dosis med i deres vurdering. Glyphosat udgør det man kalder en hazard og ikke risk. Hvis noget vurderes som en hazard  skal det forstås at IARCs ikke kan udelukke, at der er scenarier hvor glyphosat kan foråsage kræft. Efter denne definition er glyphosat i kategori med natarbejde og varme drikke i forhold til en chance for at udvikle cancer (cancer hazard), men glyphosat vurderes mildere end rødt kød. Forskellen på hazard og risk er lidt kringlet. Der er en hazard forbundet med at drikke kakao med teskeen nede i koppen, da man kan blive blind af at få den i øjet under de rigtige omstændigheder. Hvad den reelle risk er, er en anden snak. Hazard vurderinger er i min optik en lidt løjerlig konstruktion, men hvis man ikke har tilstrækkelig data om et emne kan de give et praj. Det er ikke tilfældet her. IARCs klassificering af glyphosat har fået kritik som følge af at meget få dyreforsøg var udslagsgivende (som en post-udgivet note vil jeg her gøre opmærksom på at linket er en respons på den kritik. Selve kritikken kan findes bla. her), hvori epidemilogisk data blev mindre vægtet. Vurderingen resulterede i at flere statslige og overstatslige miljø- og fødevareagenturer genovervejede glyphosat som et risikabelt stof, men de holdte fast i deres gamle konklusion; at glyphosat med alt sandsynlighed ikke forsager kræft. Dvs. IARC stadig står alene med deres vurdering, godt nok med enkelte lande, og amerikanske stater, der vælger at ændre bestemmelser i dette efterspil.

Det skal også nævnes formanden for den pågældende arbejdsgruppe der vurderede glyphosat til at være kræftfremkaldende hos IARC, har modtaget er honorar på 120.000 pund, for at vidne i de californiske retsager mod Monsanto, som er den oprindelige patenthaver af glyphosat. Hele sagen omkring IARCs klassificering har ikke medført en konstruktiv videnskabelig dialog i min optik.

3. Jeg har tidligere snakket med en PR repræsentant fra Monsanto. Vedkommende mente at det skyldes Monsanto i midten af 2000erne droppede alt lobby-modstand mod Enviromental Working Group, som er en Amerikansk interesseorganisation, støttet af øko-lobbien. Der er sikkert flere faktorer på spil, men klikker man rundt på EWGs side er det klart de lukrerer på glyphosat frygten.

4. Læs evt. mit tidligere indlæg. Der er selvfølgelig forskere der tager overskrifter med at have fundet en sammenhæng, efter nok statistiske krumspring, men det er ikke god forskning. Det seneste skud på stammen over forskere der mente der var en sammenhæng er denne, som svar på den vil jeg referere til DTUs notat om dette studie.