Kategoriarkiv: Biologi

Indlæg om biologi.

Kun svage aktivister slipper mink løs

Aktivisters tekst på plankeværkt
Aktivisters tekst på plankeværk

I weekenden kunne man på tvs NYHEDER læse, at de fleste mink er fanget igen. Over 950 af 1000 mink er indfanget af frivillige, jægere og minkavlere. Historien bunder i, at ukendte gerningsmænd var brudt ind hos en minkavler ved Ølgod i Sydvestjylland, og havde åbnet burene så minkene kunne slipper ud til friheden.

En kombination af fælder, jagt og indsamling har dog nu sikret at der igen er mink i burene hos avleren. At fange knap 1000 mink er dog ikke så svært som man skulle tro. Langt de fleste blev siddende i deres bure. Andre er så uvant med friheden at de nemt samles op i nærheden af farmen. Resten blev med en samlet jagt-indsats taget med haglgevær og hund.

At det er aktivister der står bag, tyder graffitien med “stop lidelsen” og logoet “ARF” på. Om det er en ny gren af ALF, Dyrene  Befrielses Front (Animal Liberation Front) eller om der blot er stavet forkert, er der ingen afklaring på endnu.

Men at der er tale om amatører er der ingen tvivl om.

For det første, kan det at slippe dyrene fri på ingen måde være i nogens interesse, ihvertfald ikke minkenes eller den danske naturs. De er fremmede for hinanden, og mange frivillige kæmper hvert år en ulige kamp med invasive arter. Dyr der ikke har en rolle i det danske økosystem, og derfor falder udenfor, enten ved at leve en kummerlig tilværelse med en kamp for overlevelse i et ukendt tærren, eller ved at overtage nicher der ellers var forbeholdt de danske arter. Langt de fleste når dog at bliver jagtet, fanget, skudt og indsamlet inden de når at gøre skade på den danske natur.

Flot, sat ud til jagt, hvor er det vi har set det før?

Så, hvis I virkelig vil stoppe lidelsen, så slå dem da ihjel med det samme. På den måde skader i ikke den danske natur, minkene får fred og man rammer avlerne hvor det virkelig gør ondt. ”Pels er ikke for mennesker” er også malet på væggen hos minkavleren. Næh, måske ikke. Men så lad os smide læderhandskerne, pelskraverne og uldtæpperne. Lad os slukke køleskabet og leve af nedfaldsfrugt i haven.

Selvfølgelig skal nyttedyr have ordenlige vilkår, men jeg ser ikke mange aktivister der slipper grise, kyllinger eller private hunde løs?Man kan ikke løser problemer ved at lave mere bøvl.

Tidsspilde og egoistisk glorievaskning!

Hvis I skal gøre noget, så gør det ordenligt. Jeg foreslå at I samler 10-15 mand, det burde være muligt. Udstyret med trækæppe med pigge (jeg vil tro at et rundboldbat med søm i enden kunne gøre det) sniger I jer ind til minkfarmen.

Når I så har fået burene op, smadrer I dyrene med kæppene. Der er sikkert andre lige så effektive metoder, måske en kombi af giftgasser og maling? Måske en brand? Ideen er, at få slået dyrene ihjel hurtigt OG få ødelagt skindende.

På den måde undgår I den lidelse I snakker så meget om, plus I rammer avlerne hvor det virkelig gør ondt.

Kan maling virkelig rådne?

Jeg lærte noget nyt idag.

Der blev lige koblet to nervebaner sammen i min hjerne. Et motorvejsspor hvor min viden om mikroorganismer suser afsted, og så en lille stille grusvej hvor min viden om handymanarbejde tøffer rolig fremad.

Sammenkoblingen blev ikke gjort nemmere af at det åbenbart er almindelig viden for alle andre.

Vi står midt i en tømt klubhus (dykkerklub), der er dækket op med pap på gulvet, plastic på bordet og malertape langs panelerne. Vi er klar til at male. Men, da den nye bøtte med  hvid vægmaling åbnes, spreder der sig en stank af væltet winogradskysøjle. En meget stor winogradskysøjle.

Det lugter af rådne æg, en lugt man også kan møde på stranden hvis man graver dybt nok til sit sandslot. Bøtten bliver med største naturlighed fra de andre lukket og sat til bytning hos forhandleren. Heldigvis havde vi rigeligt med maling, så i kan tro at vores klubhus er blevet fint.

Jeg var dog mystificeret, for mig er maling noget der står i gamle bøtter bagerst i den gamle lade. De kan skille, de kan størkne, de kan ændre farve, de kan alt muligt kemisk. Men rådne? Decideret rådne?

Alle mikroorganismer skal bruge vand, noget at spise og nogen (f.eks alger) skal bruge sollys. Så langt er jeg med, men jeg har brug for hjælp til at komme dybere!

Er der en læser der kan hjælpe med at klarlægge hvilken slags bakterier der kan være tale om? Og uddybe hvordan processen er?

Kender du andre overraskende steder der findes bakterier?

Byd ind i kommentarfeltet herunder, og hjælp en undrer!

105 unidentified deep-sea creatures were found off the coast of Kouchi, Japan yesterday

105 unidentified deep-sea creatures were found off the coast of Kouchi, Japan yesterday.

En veninde sendt dette billede til mig idag. “Hvad kan det være?”spurgte hun. Jeg tjekkede linket og læste overskiften.

105 unidentified deep-sea creatures were found off the coast of Kouchi, Japan yesterday.

Først tænkte jeg at hvis hele verden havde set billedet, og endnu ikke vidste hvad det var, hvor skulle jeg så vide det fra? Jeg er uddannet marinebiolog, men alligevel. Jeg er ikke japansk dybhavsfiskeekspert.

Men jeg dykkede ned i det, og opdagede at billedet af de flotte og sortglinsende fisk optrådte flere steder på de sjove og hurtige sider som 9gag, imgur og reddit. Men umiddelbart kunne jeg ikke finde det andre steder.

Lidt dybere research fremskaffede en googleoversættelse der fortalte at de er fanget to kilometer ud for kysten, på ca. 70 meters dybde. Dette kommer dog fra Japan Sea Turtle Association, der så vidt jeg kan se ikke har haft nævneværdig aktivitet siden 2007.

Længden er 10-25 cm og en enkelt blev fanget i live, den er dog svag og jeg tvivler på at de kan holde liv i den. Den kan ses her:

Billedet af de sorte mystiske og ukendte fisk har fået rigtig mange tastatur-ryttere afsted.  Alt fra spekulationer om radioaktivitet til jordens kommende undergang bliver kommenteret under billedet. Flere hundrede kommentarer på ganske kort tid.

Jeg kan dog ikke komme op af stolen over dem. Eller jo, lige nøjagtig langt nok til at række ned på hylden efter Claire Nouvian´s  THE DEEP, the extraordinary creatures of the abyss. 240 sider med kendte og ukendte fantastiske dyr fra dybet. For i øvrigt en aldeles imponerende bog jeg aldrig bliver færdig med.

Efter en kort bladren, kan de sorte fisk slet ikke imponerer mig mere. Dybhavet er så fuld af fantastiske skabninger, at disse fisk faktisk er de mest genkendelige og kedelige af dem.

Reelt er der nok tale om en slags black dragonfish. De små øjne, den store mund (når der endelig er noget mad i nærheden, så skal den sluges, om det så er på størrelse med dig selv), og føletråden (der muligvis kan udsende lysglimt) tyder på det.

At de er fanget på 70 m er som at fange dem i overfladen. For dybhavsfisk skal vi ned på dybder mellem 500 og 8000 meters dybde før det bliver rigtig interessant.

Vi er virkelig hurtige til at sende awesome nyheder videre i vores netværk, især på de hurtige medier som 9gag, twitter, facebook osv.

Men lige så hurtigt som de er sendt videre, lige så hurtigt er de glemt.

 

Bly i benzin forårsager kriminalitet

En yderst interessant historie har spredt sig på nettet gennem de seneste år, og nu får den fornyet styrke efter en artikel i går på BBC News:

I løbet af det meste af 1900-tallet har benzin været tilsat blyforbindelser for at øge motorens effektivitet. Anvendelsen ophober bly i vores omgivende miljø, og det er velkendt, at blyforgiftning kan give skader som lavere IQ og anti-social opførsel.

Og fra denne sammenhængskæde er følgende teori opstået: Bly i benzinen fører til mere kriminalitet!

Og statistisk er der faktisk noget, der tyder på, at sammenhængen er reel.

Bly blev udfaset i løbet af 1980’erne, og i 1990’erne blev det efterhånden helt forbudt i de fleste lande. Ser man på mængden af bly i miljøet, kan dette korreleres rigtig tæt til bl.a. voldtægt, overfald, mord og selv teenage-graviditeter! Da bly blev forbudt, faldt mængden af kriminalitet.

Se bare nogle af de bemærkelsesværdige grafer i denne artikel.

Sammenhængen er også tydelig i forskellige stater i USA, og i forskellige lande i resten af verden, hvor blyforbuddet er indført på vidt forskellige tidspunkter. Ændringer i mængden af kriminalitet sker godt 20 år efter en tilsvarende ændring i blyudledning. Her er f.eks. en graf for USA:

_74298891_lead_crime_gra624

Ifølge artiklen fra BBC antyder dataene, at “lead could account for as much as 90% of the changing crime rate during the 20th Century across all of the world“.

Hvis resultaterne her virkelig er valide og ikke bare en tilfældig statistisk sammenhæng, kan man lege med tanken om, hvordan verden ville se ud i dag, hvis blyet aldrig var introduceret. Vi havde måske haft langt mindre kriminalitet, og dermed kunne verden måske have opnået langt større velstand. Dermed måske færre krige. Måske endda endnu større teknologisk udvikling.

Men nu bliver det vist bare spekulation…

Enzymerne kommer – er vores øl i fare?

Niels BuchwaldGæsteindlæg: Øl brygges traditionelt af maltet korn, men i dag kan maltningsprocessen springes helt over ved i stedet at tilsætte industrienzymer til almindeligt byg. Hvor udbredt er det, hvad betyder det for vores øl, og kommer kvaliteten af det danske bryg til at falde? Scienceblog har spurgt Niels Buchwald, der er uddannet brygmester fra Den Skandinaviske Bryggerhøjskole, og i dag er ejer af Aarhus Bryghus.

Der er mange områder at tage fat på, når talen falder på enzymer i bryggerierne:

1) enzymer til at forbedre produktionen:

a. enzymer til at fremme fraløbet i sikarret og hjælpe på filtrerbarheden

b. enzymer til at hjælpe med forsukringen, hvis der sker et uheld i bryghuset

c. enzymer til at nedbryde ikke forgærbart sukker og dermed lave lav-kalorie-øl

d. enzymer til at hjælpe med rengøringen af membranfiltre

2) enzymer til at erstatte malt med umaltet korn (byg)

3) enzymer til mikrobryggerier

Ad 1) enzymer til at forbedre produktionen

Det er ganske almindelig kotyme på de store bryggerier at anvende et udvalg at enzymer under punkt 1. især enzymer til at hjælpe fraløbet i sikarret, som samtidig har en effekt på filtrerbarheden af øllet, er populære. De er effektive og hjælper bryggerierne med at få et bedre udbytte og dermed hjælper de med at få fremstillet en bedre og mere prisgunstig øl.

Enzymer til at hjælpe med forsukringen, er som skrevet noget man har stående til brug i nødstilfælde. Det er yderst sjældent de kommer i anvendelse. Men hvis der sker et uheld for eksempel med dampforsyningen, så indmæskningen sker ved for lav eller for høj en temperatur, risikerer man at stå med et bryg, som man kan blive nødt til at kassere, med store omkostninger til følge. Det er heldigvis noget der sker yderst sjældent. Her kan det være på sin plads at tilsætte eksterne enzymer, som kan erstatte og hjælpe naturens egne enzymer. Det siger sig selv at dette har omkostninger, og derfor ikke er noget man ønsker at gøre frivilligt. Til gengæld kan omkostningerne være langt større ,hvis brygget skal kasseres. Jeg har personligt oplevet det måske en eller to gange i løbet af de 30 år jeg har arbejdet med øl.

Enzymer til at lave lav-kalorie-øl er nødvendige, hvis man vil lave en ”Light” øl. Naturens amylaser kan kun nedbryde cirka to tredjedele af stivelsen til forgærbare mono-, di- og tri-saccharider. De højere sukkerarter (dekstriner) forbliver tilbage og giver fylde og karakter til øllet. Disse dekstriner kan nedbrydes, hvorved øllet bliver nærmest fuldstændig forgærbart. Så kan man nøjes med at anvende eksempelvis 30% mindre malt (færre kalorier) for at opnå samme alkohol indhold. Samtidig bliver øllet meget drikkeligt, da alle de højere sukkerarter, som giver smag og fylde er lavet til alkohol. Dette er især tilstræbt i varme klimaer. Man skal ikke kimse af dette, for Light øllet er meget let at drikke i varmen. Når termometeret viser temperaturer på den forkerte side af 40 grader, er det ganske rart med en let drikkelig øl.

I dag anvender de fleste bryggerier stadig kiselgur til filtrering af øl. Cross-flow membran teknologien har i mange år været anvendt i mælke-, juice, vin- og spiritus industrien til filtrering. Imidlertid har øl vist sig meget vanskeligt at filtrere i CMF-filtre. Samtidig skal membranerne rengøres, og her har enzymer vist sig ganske nyttige til denne rengøringsproces. Dermed er enzymerne ikke direkte involveret i produktionen af øl, men vigtige for at få membranfiltrene til at fungere. Der er stadig ganske få bryggerier som anvender denne teknologi. I mere end 20 år har vi ventet på et gennembrud.

Ad 2) enzymer til at erstatte malt med umaltet korn (byg)

Enzymer til at erstatte malt med umaltet korn har jeg det sværere med. Det er en trend, som er blevet ganske udbredt på de store bryggerier. Nogle bryggerier har i mange år erstattet en andel af malten med umaltet korn. Nu breder det sig og mængden af umaltet korn stiger i øllerne, samtidig med at der tilsættes eksterne enzymer, da det umaltede korn jo ikke indeholder enzymer.

Definitionen af malt er korn, som er spiret og tørret. Under spiringen dannes de enzymer, som skal nedbryde stivelsen til forgærbare sukkerarter. Tørringen/ristningen tilfører smags- og aromakomponenter og gør samtidig malten lagerfast, ligesom spiringsprocessen standses. Det koster 20% i ”maltnings-svind” at omdanne korn til malt. Det er den pris man betaler for at lade naturen lave sine egne enzymer.

Der er ikke noget galt i at erstatte noget af malten med umaltet korn og enten anvende de naturlige enzymer i den andel af malten, som stadig er tilbage, eller tilføre eksterne enzymer.

Dog har jeg et problem når bryggerierne tilsætter rent korn, og det kan smages i det færdige øl. Korn har en grim smag i forhold til malt. Alle aromakomponenterne fra ristningen af kornet mangler. Visse bryggerier anvender ristet korn i stedet for malt. Så ser jeg ikke noget problem. Jeg er ret sikker på at de store bryggerier arbejder på højtryk med hele tiden at optimere deres processer og laver mange forsøg og prøvesmagninger for at sikre at den smag, som netop er deres varemærke, ikke forringes ved erstatning af en del af malten med umaltet korn.

Konkurrencesituationen vil medføre at alle bryggerier før eller siden har erstattet en del af deres malt med umaltet/ristet korn.

Ad 3) enzymer til mikrobryggerier

Forskellen på mikrobryggerier og industrielle bryggerier er blandt andet at brygmesteren har meget mere indflydelse på mikrobryggeriet. Jeg tror ikke, at mikrobryggerier anvender enzymer i nogen af ovenstående situationer. Dog vil jeg ikke udelukke, at der står en lille sjat amylase til nødbrug, hvis det går galt i bryghuset. Det svarer til at have en forsikring.

Til gengæld er der spændende perspektiver i at anvende enzymer kreativt til at udvikle nye øl. Jeg er ikke fortaler for at anvende enzymer til procesoptimering. Men hvis man ved hjælp af enzymer kan opnå en effekt, man ikke kan opnå uden enzymer, så har jeg det fint med enzymer.

[Scienceblog.dk]: Jeg synes, det er interessant, at der er en væsentlig besparelse og ingen smagsforskel, men at du alligevel ikke forventer, at nogen mikrobryggerier vil bruge det. Hvorfor egentlig ikke – faglig stolthed? Bange for forbrugernes reaktion?

Jeg er nok bare gammeldags. Jeg sammenligner lidt det at være et mikrobryggeri med at være møbelsnedker. Fordi IKEA masseproducerer og bruger spånplade, behøver vi andre ikke at gøre det. Og hvis vi gør det, vil til enhver tid tabe kampen. Vi kan aldrig konkurrere på pris. Jeg tror også der er mange følelser involveret i dette.

Hvornår går hjorten over vejen?

Myten om sammenhængen mellem trafikramte rådyr og sommertid.

En netop udgivet rapport har analyseret forholdet mellem trafik og påkørt større vildt (krondyr, rådyr og dådyr). Rapporten er et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Schweiss Registret og Aarhus Universitet. Især Schweiss folket ved hvad de taler om, i 2013 havde de 5449 eftersøgninger efter påkørt råvildt. Hertil skal så lægges de dyr der a) er døde på stedet b) ikke bliver indberettet c) folk ikke opdager de er kørt ind i. Så det reelle tal for påkørte dyr må formodes at være væsentligt større.

Schweiss hunde og deres fører er trænet til at søge efter påkørt og anskudt vildt. Et skadet dyr i flugt vil efterlade sig fært, blodspor, hårtotter og lign. og den fært er schwiess hundende fantastisk dygtige til at følge. Selv over store områder, og et godt stykke tid efter at vildtet er forsvundet kan de opsporer det og sørge for dyret bliver slået helt ihjel, i fald det er skadet.

En generel stigning i antallet af påkørte dyr over de sidste 10 år kan ifølge rapporten hverken forklares ved øget trafik, eller øget indrapportering. Til gengæld finder de at der er en tilsvarende stigning i jagtudbytte, hvilket kan tyde på at mængden af dyr simpelthen er steget.

Det sjove ved denne rapport, finder vi når der ledes efter sammenhæng mellem skiftet i sommer- og vinter tid, og påkørte rådyr. Hvert forår og efterår buldrer bla. Dyrenes beskyttelse om at man skal køre særligt forsigtigt i disse dage. Men her kan rapporten altså ikke finde en sammenhæng, hvilket i min hjemegn (Norddjurs) ellers altid har været et samtaleemne ”pas nu på når du kører på arbejde i morgen tidlig, dyrene ved jo ikke at vi har skiftet sommertid”.

Myten hedder at dyrene har indrettet deres færden efter den voldsomme morgen- og aftentrafik, og når vi så forskyder vores trafik en time, så burde der går et par uger før dyrene også har rettet ind, og dette burde kunne aflæses som en stigning i påkørte dyr umiddelbart efter skiftet. Men rapporten finder altså ingen stigning i indrapporterede påkørsler af rådyr efter skiftet. Rapportens forfattere har heller ikke været i stand til at finde tidligere dokumentation for at der skulle være en sammenhæng.

dette kort kan du selv se hvor stor risiko du har for at køre ind i et rådyr på vej til arbejde. Hvor jeg bor er der rødt på alle veje, så især her burde risikoren lige netop i disse dage være højest. Men samtidig er vi så langt ude på landet, at der altså ikke er en decideret morgen- eller aftentrafik.

I de områder hvor der virkelig er tale om tidsspecifik pendlertrafik, ja der er nok ikke så mange rådyr?

Hvis du har oplevet en sammenhæng mellem vores skift i tid, og påkørte rådyr, så byd ind i kommentarfeltet herunder.

Naturhistorisk Museum: Ny hjemmeside, nyt indhold?

Så er der ny hjemmeside på adressen http://www.naturhistoriskmuseum.dk/.

Jeg har selv haft min gang både foran og bagved scenen på museet i mange år. Faktisk siden jeg i 9. klasse var i erhvervspraktik på museet. Meget er sket siden dengang, og meget har fået lov at være det samme. En ny hjemmeside er et skridt på vejen mod en opdateret udgave.

Museet kom for nyligt i vælten både nationalt og internationalt pga. den berømte dissektion af Marius (og nej, der var ikke tale om en obduktion, vi VED godt hvad dyret døde af…).

Da vinterferien efterfølgende dukkede op gjorde Naturhistorisk Museum (både i Århus og Statens i København) blot hvad de altid har gjort. Nemlig at holde offentlige dissektion af døde dyr. Jeg har selv haft fornøjelsen af at skære og klippe både hajer og blæksprutter op på museet, foran en fyldt sal af glade og interesserede børn og voksne. Og ja, det lugter, og ja det er grænseoverskridende. Men når man høre børnenes ligefremhed og nysgerrighed så….

Hov, det var slet ikke det indlægget skulle handle om. Tilbage til hjemmesiden.

Hjemmesiden har fået et gevaldigt løft. Siden er blevet opdateret og rummer nemt tilgængelige oplysninger, både mht. til det praktiske (det er utroligt hvor mange hjemmesider hvor f.eks et telefonnummer eller adressen er gemt godt af vejen). Siden er nem at navigere rundt på, og virker lige godt på mobile platforme som på almindelig webbrowser.

Der er ikke tale om noget nyt indhold, der er ikke mange nye features, og webbutikken er stadig brugbar men ikke særlig sexet. Jeg kan heller ikke finde oplysninger om kantinen, men det kan man heldigvis ringe og snakke med de venlige og erfarne mennesker i receptionen om. Telefonnummeret står på forsiden.

Der er stadig enkelte småting, noget tekst står mærkeligt, og enkelte genveje er blevet til blindgyder. Jeg mangler også lidt mere dybde om selve udstillingerne, og gerne endnu flere billeder. Jeg bruger selv billeder til at danne mig et indtryk og lidt ejerfornemmelse inden et besøg, og der er nok af flotte motiver både på museet og på deres afdeling på Mols. Brug det.

Linket til deres Instagram viser et blot et enkelt billede fra 2012. Hvis den ikke er opdateret, så lad være med at linke til den!

Til gengæld bruges deres Facebookprofil som et supplement til hjemmesiden, med backstagebilleder, link til interessante artikler, og “husk nu weekendens krybdyrstur på mols”-indlæg. Bliv ved med det.

Lad os håbe at de holder opdateringerne ved lige, får udviklet nye features og får rettet de små ting til. Så burde museet kunne aflæse hyppigere og længervarende besøg i deres hjemmesidestastik.

Ny hjemmeside, gammelt indhold.

Løvemord og andre vigtige nyheder

Havde egentligt en naiv forestilling om at mit første blog indlæg skulle dreje sig om en fantastisk god ide, som nogle virkeligt smarte mennesker i en eller anden forkromet tænketank havde udklækket. Eller om en løsning som en græsrodsgruppe havde udviklet, og dermed kunne sprede en masse optimisme og glæde, over alle de ting vi formår at opnå som samfund, når vi sætter os det for. Du ved, man sætter hurtigt høje forventninger op. Men i stedet blev jeg gjort opmærksom på nogle Breaking News.

Københavns Zoo har igen været ude med boltpistolen og har begået løvemord denne gang. Min første indskydelse var at det kan da umuligt være en historie en gang til? Men jo, jeg sidder og kigger på at historien ligeså langsomt kravle op ad trending listen på Facebook. Ligger nu ligger den lige under historien om Gwyneth Paltrow og Chris Martin’s separation. Lige interessante nyheder leger åbenbart bedst.

Men lad os da tage den en gang til så. Københavns Zoo har slået fire løver ihjel. Fire stk. Fire. De havde sikkert alle sammen et navn, fordi vi kun kan relatere til naturen hvis den bliver antropomorfiseret (læs: tillagt menneskelige egenskaber). De gjorde det fordi de vælger at følge retningslinjer udstedt af EAZA (European Association of Zoos and Aquariums) og IUCN’s (International Union of Conservation of Nature) programmer der skal sørge for at holde generne raske og diverse i vores dyr i zoo´s rundt om i verden.

Sidstnævnte er samme organisation som laver rødlisten over truede dyrearter, og dem der kortlægger hvor disse arter findes samt hvor truede de er. Det stoler vi nok på dem til de får lov at styre. De retningslinjer specificerer at aflivningen er set som en sidste udvej, og ifølge EAZA selv “We are ethically obliged to strike an informed balance between the life of an individual and maintaining the long term viability of a managed population.” Altså at det er artens overlevelse der er den vigtige, ikke individets. Som evolution nu engang virker. Ifølge BBC er der på europæisk plan ca. 3000-5000 aflivninger om året. Dog er ikke alle dyr med samme cute factor som giraffer eller løver.

Hvorfor er vi ikke vildt forargede over at der  i første omgang overhovedet skal være et program som sikrer arternes overlevelse? Hvorfor er vi ikke forargede over, at disse gener skal holdes sunde og raske, fordi det måske ender med at være de eneste levende eksemplarer der er tilbage, med den hast vi udrydder arterne med? Vi sidder midt i den sjette masseudryddelse af arter på jorden, og går i moralsk stivkrampe over fire løver og en giraf. Hold nu op hvor er det bare tamt og hult at høre på. Nej giv mig hellere nogle vigtige nyheder, som Gwyneth’s og Chris’ break-up. Se det er noget man kan forstå bliver verdensomspændende..

Hvorfor gik tudsen over vejen?

…anemoner, bøgeblade, svaler, springvand, sommerdæk, sommertid…

Dette er et lille udpluk af de forårstegn vi danskere er så vilde med. Men der findes et forårstegn der er virkelig overset. Et tegn jeg personligt er helt vild med, og som jeg kigger efter hvert år i marts. Når frosten er af jorden, og de første solstråler begynder at varme, og gerne når det første våde regnskyl har efterladt den spæde forårs jord fugtig. Så kommer de frem fra deres huller og starter deres flere kilometer lange færd. De små hanner først, de store hunner vraltende lidt forsinket bagefter, de har ikke helt så travlt. Du har sikkert selv set dem, men måske troet at det blot var visne blade der lå på vejen.

De ligner visne blade, som de står der på vejen når deres profil tegner sig mod aftenhimlen, med forlygternes skær glimtene i deres mørke øjne.
Helt stille vandrer de i massevis. Helt stille står de hvis de forstyrres, med løftet hage og afventende blik.
Bufo bufo
Skrubtudsen
Tudserne er på vej til den årlige befrugtningsfest i deres hjemlige vandhul. Et vandhul de selv forlod. Med nydannede ben og en appetit på livet drog de afsted, for at vende tilbage dette forår, år efter år.

Når man har udvendig befrugtning som tudserne, gælder det for hannerne om at være til stede i samme øjeblik æggene forlader hunnen. Så hannerne springer på hunnerne, allerede inden vandhullet er nået. Dette mistolkes tit som en decideret parring. Men en parring sker kun hos de dyrearter der har indvendig befrugtning, herunder mennesket. Hannerne kravler rigtig nok op på ryggen af hunnerne, og kan sidde der allerede flere hundrede meter inden de har nået deres bestemmelsessted. Og at der måske i forvejen sidder én han, betyder ikke at han nr. 2 blot vandrer videre til den næste, man kan jo altid lege ”hvem kan holde skansen” indtil der dukker noget andet op. Så han hopper blot oven på han nr. 1 og enten klamre han sig fast der eller også prøver han at få han nr. 1 af pinden.

Hunnen vandrer blot videre, hun blander sig ikke videre i den kamp om toppen der foregår bag hendes ryg. Hendes sikkerhed ligger i at den stærkeste han (og dermed den bedst egnede til at befrugte hendes æg), er ham der kan holde skansen ned til søen, og indtager sin rettelige plads som befrugter af æggene. Hvis en han uheldigvis hopper på en anden han, har de en indbygget sikkerhedsmekanisme. Et lille piv fra den overrumplede han giver besked om at det er spildte kræfter, og de kan begge kravle videre mod en hun.

Tudsernes vandring er ikke et forårstegn man hører om på TV2 vejret, men for mig er det årets vigtigste tegn på at der er varme, lys og nyt liv er på vej.