Kategoriarkiv: Fysik

Indlæg om fysik.

Astronomi, Formidling, Forskning, Fysik, Geologi, Medier, Nyheder, Rumfart, Teknologi

Sludder sælger – Når penge betyder mere end fakta

1 kommentar

Så er den gal igen. På videnskab.dk kunne man d. 22. august læse, at en knogle fra en alien er fundet på Mars. Det lyder da utroligt. Det er det også, men det er ikke bare utroligt, det er også forkert. I den seneste tid har vi her på ScienceBlog.dk været lidt efter videnskabsjournalister med indlæg som Journalister er nødvendige for naturvidenskaben og De dødsensfarlige asteroider slår til igen. Her kommer endnu et indlæg i rækken.

Hele historien starter, fordi NASAs Mars-rover Curiosity har taget et billede af en bunke sten, hvoriblandt en af stenene angiveligt ligner en lårbensknogle. Det er det bare ikke, NASA skriver, at formen sandsynligvis er skabt af erosion fra vind eller vand.

Det er dette billede, der har vækket håb om liv i rummet hos alien-bloggerne. (Foto:NASA)
Dette er billedet, som har skabt hele historien. (Foto:NASA)

Videnskab.dk er et uafhængigt nyhedmedie med fokus på videnskabelig forskning. Deres vision er at gøre befolkningen klogere ved at skabe større interesse for videnskab. Som de selv skriver:

“Videnskab.dk er et uafhængigt nyhedsmedie med fokus på forskning

Redaktionen leverer daglige forskningsnyheder og andet indhold, der med afsæt i videnskabens verden giver brugerne en aha-oplevelse og gør dem klogere. Vi dækker forskningen bredt – fra kultur og samfund til teknologi og naturvidenskab. 

Vores vision er at gøre befolkningen klogere ved at skabe større interesse for videnskab – og det at vide noget – i samfundet generelt og i særlig grad hos de unge.

Videnskab.dk skrives og redigeres af en uafhængig redaktion.”

Det lyder meget smukt. Nu mangler de bare at efterleve det fine budskab. I artiklen skrevet af Anne Marie Lykkegaard er der gået noget galt. Det virker som om, skribenten prøver at skabe en stor sensation ud af ingenting. Det kunne umiddelbart bare afskrives som en smutter, måske med en undskyldning a la: ”Okay, det viste sig ikke at være en alienknogle alligevel.” Men det holder bare ikke, når skribenten allerede i artiklen skriver, at det ikke er en alienknogle. Skribenten venter bare knap 200 ord, før hun løfter sløret og fortæller, at den historie hun lige har skrevet, slet ikke er rigtig. Hun nævner nemlig selv, at NASA skriver i en meddelelse på deres hjemmeside, at der ikke kan være tale om en lårbensknogle.

For at være fair vil jeg give forfatteren, at NASA bare er en kilde ud af flere. Hun har nemlig også en kilde, der mener, at der er tale om en lårbensknogle fra en alien, nemlig en blogger fra abovetopsecret.com med navnet amazing.  Jeg vil bare mene, at NASA i denne sammenhæng virker som en mere pålidelig kilde end amazing, men hvad mener I?

Astronomi, Formidling, Fysik, Nyheder, Rumfart

De DØDSENSFARLIGE asteroider slår til igen

I lørdags havde jeg en dårlig dag. Jeg kom til at besøge Politikens hjemmeside og fandt en historie med overskriften: “Kæmpe asteroide truer med at udrydde os i 2880” (og så var jeg desuden slemt forkølet – men det skal det ikke handle om her).

Nu kunne man tro at min dag blev ødelagt fordi jeg gik rundt og gruede for Jordens undergang om 800 år, men man må tro om igen. Næ, min dag var ødelagt fordi Politikens historie er helt igennem misledende, sensationalistisk og elendig.

Selvfølgelig ved jeg godt, at den stakkels journalist på Ritzau sikkert har fået 5 minutter lige inden deadline til at koge noget suppe på en historie fra britiske the Telegraph, som allerede dér var styg. Og jeg véd at den fremgangsmåde ikke er usædvanlig. Mit ærinde her er derfor heller ikke at hænge hverken journalisten, Ritzau, Politiken eller den konkrete historie ud som unikt dårlig.

Men miséren ER en ganske nydelig demonstration af, at fornuftig videnskabsformidling sjældent harmonerer med pressens krav om dagsaktualitet og at videnskabsjournalistik uden videnskabsjournalister ofte gør mere skade end gavn. Desuden gemmer der sig faktisk en rigtig god forskningshistorie nede under vrøvlet. Så hæng ved, kære læser. Der ér guld for enden af regnbuen, selvom det bliver langt og uden mange billeder, jeg lover det !

Hvorfor var dette her overhovedet en nyhed lige i lørdags ? Jo, det var det fordi en gruppe forskere ved University of Tennessee offentliggjorde en artikel i Nature i torsdags, som ledte til historien i Telegraph fredag og derfra til historien i Politiken lørdag.

Hvad var det så artiklen i Nature handlede om?

Det var ikke opdagelsen af asteroiden (29075) 1950 DA. Den blev, som navnet antyder, opdaget i 1950. Efter opdagelsen i 1950 blev asteroiden i øvrigt ikke set igen før år 2000. Det er slet ikke så nemt at se disse meget små objekter over de gigantiske afstande i Solsystemet.

Havde forskerne fra Tennessee beregnet, at risikoen for at asteroiden skulle ramme Jorden i 2880 var 1 i 300, som Politiken og Telegraph skrev ? Nej, det tal stammer fra en artikel i Science i 2002 kort efter genopdagelsen. Det seneste (og dermed gyldige) estimat, som er fra  2013, er 1 ud af 4000, så I kan ånde lettet op. Det tal, som Politiken og Telegraph vinkler på er 10 år gammelt og en faktor 10 forkert. Ups.

1950DA

Radarbillede af asteroiden (29075) 1950 DA fra Arecibo radioteleskopet, 4. marts 2001. 

1 ud af 4000 er stadig en betydelig risiko. 1950 DA ligger nummer 2 når man rangordner asteroider efter Palermo-skalaen over potentielle meteornedslag. Palermo-skalaen sammenligner risikoen for en kollision med én bestemt asteroide med den samlede risiko for at støde sammen med en asteroide af den givne størrelse i årene inden det potentielle nedslag.

DA 1950 har en værdi på -0.83 hvilket betyder at risikoen for en kollision med denne asteroide om 800 år er 10^(-0.83) = 14% af risikoen for at ramme en tilsvarende asteroide engang i løbet af de 800 år. Værdierne på Palermo-skalaen fortolkes med ord, sådan at tal under -2 betyder “ingen grund til ekstra bekymring”. Tal mellem -2 og 0 betyder “hold lige ekstra øje med denne her” (dem er der 3 af) og tal over 0 betyder “grund til bekymring” (dem er der ingen af). Så: Lad os holde lidt ekstra øje med denne her, men ikke ligge vågne om natten. Fint nok.

Men artiklen i Nature i torsdags handlede om noget helt andet. Og før jeg kommer til det må jeg lige en lille omvej, eller to.

(29075) 1950 DA roterer hurtigt om sig selv. Ét døgn er kun 2 timer og 7 minutter. Dét i sig selv var kendt og er ikke unikt, men gælder for mange små asteroider. Mange af dem roterer faktisk så hurtigt at deres svage tyngdekraft er SVAGERE end centrifugalkraften på ækvator. Med andre ord: Hvis du stod på ækvator ville du blive kastet ud i rummet af centrifugalkraften. Normalt fortolker man det sådan, at disse små asteroider er solide klippeblokke, som holdes sammen ikke af tyngdekraften men af de (meget stærkere) kræfter som nu engang holder en sten sammen. De elektriske kræfter (ionbindinger og kovalente bindinger) mellem atomerne i de forskellige mineraler, som danner stenen.

Mange ANDRE mindre asteroider, er derimod ikke solide klippeblokke, men såkaldte “rubble piles” eller “grusbunker”. Det er asteroider som engang er blevet splintret til klippeblokke, grus og støv ved sammenstød, og som nu kun holdes sammen af tyngdekraften. Disse grusbunker har ofte ganske høj porositet. 50% er ikke ualmindeligt, hvilket vil sige at halvdelen af asteroiden består af tomt rum mellem de forskellige klippeblokke, sten og sandskorn eller støvkorn.

Itokawa4

Asteroiden 25143 Itokawa, observeret af den Japanske Hayabusa-rumsonde. Itokawa er én af mange asteroider, som er såkaldte “rubble piles” eller “grusbunker”.      

Så her kommer nyheden i artiklen fra Nature: Forskerne fra Tennessee har bestemt massetætheden på (29075) 1950 DA og fundet 1.7 gram per kubikcentimeter. Det er på den ene side for lidt til at tyngdekraften alene kan holde sammen på asteroiden, men på den anden side også alt for lidt til at asteroiden kan være en solid sten. Den må være en grusbunke med porositet omkring 50%. Så asteroiden er alt for let til at være en solid klippeblok men roterer for hurtigt til at tyngdekraften kan holde sammen på den. Noget andet må hjælpe med til at holde sammen på den. Og hvad det “noget andet” er, det kommer vi til lige om lidt.

Men hov, vent, hvordan bestemmer man overhovedet massetætheden af en asteroide ?  Normalt finder man massen af et objekt i Solsystemet ved at se på tyngdekraften FRA dette objekt på et andet, mindre objekt. Planeters masser kan beregnes ud fra deres måners bevægelser og en asteroides masse kan bestemmes hvis man for eksempel har en rumsonde i nærheden af den. Hvis man så også kender størrelsen (fra billeder) så har man massetætheden. MEN en asteroide som driver rundt helt for sig selv som denne hér gør er ikke så nem at få skovlen under. Der må mere kreative metoder til.

I dette tilfælde har man kigget på den såkaldte Yarkovsky effekt. Det er en svag kraft, som påvirker banen for små legemer i Solsystemet. Effekten opstår fordi asteroiden roterer hvilket skaber en asymmetrisk varmestråling i forhold til dens bevægelsesretning. Sagt på menneskesprog: Der er varmere om eftermiddagen end om formiddagen og der er varmere om aftenen efter solnedgang end om morgenen før solopgang. Der kommer altså mere varmestråling fra den varmere eftermiddag/aften-side end fra den koldere morgen/formiddag- side. Når asteroiden udsender varmestråling mærker den en uhyre svag kraft i den modsatte retning på grund af impulsbevarelsen. “Rekylet” fra varmestrålingen, simpelthen. Hvis asteroiden roterer sådan at aftensiden vender fremad i bevægelsesretningen vil den blive bremset ned en lillebitte smule af rekylet fra varmestrålingen. Omvendt, hvis den vender den koldere morgenside fremad vil den varmere aftenside skubbe lidt bagpå. Effekten er lille, men er ikke desto mindre kraftig nok til at være den mest betydelige kilde til usikkerhed når det handler om at bestemme banen 800 år frem i tiden.

Forskerne fra Tennessee har kigget på ændringer i asteroidens bane siden 1950 og sammenlignet med den modellerede Yarkovsky-effekt. Heri indgår asteroidens massetæthed både fordi den påvirker varmeledningsevnen og dermed varmestrålingen og fordi asteroidens reaktion på kraften afhænger af den samlede masse. Ud af denne analyse kom altså tallet 1.7 gram per kubikcentimeter for tætheden af (29075) 1950 AD. For let til at være en klippeblok men også for let til at være holdt sammen af tyngdekraften.

Hvad i alverden holder så sammen på den?

Politiken har svaret: “asteroiden udvikler nogle kræfter, der kaldes van der Walls (sic !), og som er med til at holde sammen på 1950 DA.”

Det er så på én gang rigtigt og helt forkert. For det første hedder de van der Waal, ikke van der Wall – men det kan jo smutte. For det andet er der ikke tale om nogle mystiske asteroide-kræfter, men om et helt generelt fænomen i fysisk kemi.

Van der Waals -kræfter er summen af de elektriske kræfter, der virker mellem molekyler, udover de kovalente bindinger og elektrostatiske kræfter fra ladede ioner. Altså summen af en række mindre elektriske effekter udover de stærke kræfter, som holder de enkelte molekyler eller faste stoffer sammen.

For eksempel: Nogle molekyler er polære, altså de er har lidt positiv elektrisk ladning i den ene ende og lidt negativ elektrisk ladning i den anden ende. Hvis to polære molekyler er i nærheden af hinanden og vender rigtigt (så den ene vender den negative ende mod den andens positive ende) så vil der være en tiltrækning mellem dem og det er et eksempel på en van der Waals kraft.

Den slags kræfter er medvirkende til at fint støv har en tendens til at klumpe sammen. Tænk på, hvordan mel klistrer til bordet eller kaffepulver til kanten af kaffedåsen. I et helt tørt miljø – som ude i rummet – er det lidt anderledes fordi der ikke er vand til at få støvet til at klumpe og klistre. Til gengæld kan der typisk være meget statisk elektricitet, hvilket ikke strengt taget er en van der Waals kraft, men potentielt er en anden vigtigt effekt, der får støv på en asteroide til at klistre.

Så, igen, på menneskesprog:

Asteroiden (29075) 1950 DA er for let til at være en solid sten, men roterer for hurtigt til at den kan holdes sammen af tyngdekraften. Vi formoder at dens overflade på ækvator er domineret af fint støv og at den svage elektriske tiltrækning mellem støvkornene er med til at holde sammen på den.

Asteroiden roterer som sagt en gang på 2 timer og 7 minutter. 2 timer og 12 minutter er grænsen for, hvornår tyngdekraften lige præcis kan holde sammen på den. Så den roterer kun en lille smule for hurtigt, hvilket understreger at disse elektriske kræfter i støvet ikke er særligt stærke.

En interessant krølle på historien er at asteroiders rotation kan accelerere over tid på grund af den såkaldte YORP effekt. Det er en variant af Yarkovsky effekten (YORP står for: Yarkovsky-O’Keefe-Radzievskii-Paddack) hvor asymmetrisk varmestråling fra en asteroide med ujævn form også kan øge dens rotation. Man kan altså forestille sig at (29075) 1950 DA var en grusbunke som gradvist roterede hurtigere og hurtigere indtil sten og klippeblokke på dens ækvator simpelthen løftedes af den og svævede  lige så stille væk, mens støvet blev tilbage på grund af elektrisk tiltrækning mellem støvkorn.

Den sidste pointe er naturligvis at hvis en sådan asteroide kun lige nøjagtigt hænger sammen så skal der meget lidt til at sprænge den i stumper og stykker. Hvis man om 800 år får brug for at ændre dens bane skal man derfor tænke sig om før man skyder en raket ind i den og skal måske overveje alternative metoder til at ændre dens bane. Dette får Politiken også fuldstændig forvrøvlet til følgende, som slet ingen mening giver for mig:

“I stedet foreslår der, at forskerne prøver at udvikle metoder, der kan pille ved asteroidens overflade for at forstyrre de kræfter, der holder sammen på den. Hvis de kræfter forsvinder, går den i stykker af sig selv, lyder teorien.“

 – pointen er netop at man måske ikke har lyst til at asteroiden går i stykker på vej mod Jorden men hellere vil holde den samlet og skubbe let til dens bane. Under alle omstændigheder er den generelle regel med hensyn til truslen fra asteroider at jo før man opdager dem,  jo længere tid har man til at gøre noget ved det og jo mindre kraft behøver man påvirke med. Med 800 år skulle vi stå nogenlunde sikkert. Det er nok de asteroider, vi ikke har opdaget, som vi i højere grad skal bekymre os om.

Nu vil jeg gå hjem og pleje min forkølelse efter således at have sat tingene på plads. Det tog mig så også det meste af en arbejdsdag, hvilket en journalist på Ritzau jo ikke lige har en lørdag eftermiddag…

 

PS: Phil Plait fik også sin lørdag ødelagt

 

 

 

 

Anmeldelse, Formidling, Fysik

Niels Bohr må vende sig i sin grav

3 kommentarer
Niels Bohr må vende sig i sin grav – Om fornægtelsen af kernekraften

Niels Bohr må vende sig i sin grav – Om fornægtelsen af kernekraften

“Niels Bohr må vende sig i sin grav – Om fornægtelsen af kernekraften” er titlen på en debatbog, som lige før nytår blev sendt på gaden af forfatter Thomas Grønlund Nielsen. Bogen har til formål at sætte kernekraft tilbage på den politiske dagsorden, samt at bygge bro mellem Fysik, Historie og Samfundsfag for de elever, der eventuelt måtte have interesse i et studieretningsprojekt inden for disse fag.

Bogens præmis er, at vi frygter brugen af kernekraft, fordi vi ikke forstår den, og der er jo faktisk forskel på kernekraft og kernevåben. Det kan godt være, at der sidder nogen derude, der ikke helt har fanget dén, og de skulle så kunne blive klogere af at læse denne bog. Det tror jeg nu ikke, de bliver. Bogen er ganske rodet, og argumenterne har en noget svingende kvalitet. Af og til peger de efter min mening endda i forskellig retning.

Lad mig komme med et eksempel fra side 76:

“Fysikfaget sættes nu mindre i forbindelse med menneskets fremskridt og mere med massedrab og supermagternes terrorbalance. Professorvældet på Universiteterne væltes og det er velkendt hvad der er sket med vores uddannelses system og den almindelige dannelse siden da. Fra en skole hvor man blev målt på sin faglighed og sine kundskaber, fik vi en hvor det var vigtigere at kunne snakke sin sag med stor selvtillid og lave gruppearbejde.”

hvilket er dårligt forstås. Senere skriver forfatteren på side 91:

“Vi må som fagfolk genopdage vigtigheden af der i fysik også rummes plads til hjerteblod og den gode historie og ikke helt fortabe os i matematiske formler. Den tiltagende akademisering og teoretisering der i de seneste årtier har bredt sig overalt i vores uddannelsessystem, må begrænses. For ikke alle lærer bedst gennem formler og formalistiske bøger.”

Så… først er det dårligt, at vi har fået en blødere skole, og dernæst er det dårligt, at der er en stigende akademisering (altså hårdere skole?) fordi ikke alle lærer bedst gennem formler og formalistiske bøger. Jeg er simpelthen i tvivl om, hvad forfatterens holdning egentlig er. Endnu mere er jeg i tvivl om, hvad det har med kernekraft og Niels Bohr at gøre, men her vil forfatteren nok henvise til Niels Bohrs arv.

Andre ting i bogen, jeg heller ikke forstår pointen i, er inddragelsen af fem personlige fortællinger fra forfatterens eget liv. Hjælper det virkelig på forståelsen af forskellen mellem kernekraft og kernevåben at høre om forfatterens dameproblemer på fysikstudiet, om hans stress over at have en computer stående på værelset og om hans faglige mindreværdskompleks? Det hjælper ikke mig. Til gengæld undergraver det efter min mening forfatterens troværdighed som fysiker (måske med undtagelse af dameproblemerne).

En værre forbrydelse er dog det kristne islæt, som jeg bestemt ikke mener hører hjemme i en såkaldt fysikfaglig bog. Måske kan Scienceblog.dk’s læsere forklare mig, hvad følgende budskab har med Eisenhowers Atoms for Peace-tale at gøre, side 37:

“Den ældgamle tro på at mennesket er et guddommeligt væsen der kan og skal bruge sit intellekt og sin skaberkraft til at erobre og kontrollere det fysiske rum – troen på at vi kan skabe en bedre verden forsvandt ned i en afsides skuffe.”

Her er forfatteren ikke tilfreds med, at Eisenhowers ånd i de kommende årtier skulle sygne hen til ukendelighed, hvilket også er ærgerligt, men hvad har det med mennesket som et guddommeligt væsen at gøre?

På side 37 kan vi læse at:

“Som mennesker må vi erkende at vi ikke altid evner at forstå og at dette ikke må føre til frygt men i stedet bør give plads for troen- er det ikke netop det kristendommen, vores kulturarv handler om.”

Så altså… hvis man ikke lige forstår alt det gode ved kernekraft, så må man ty til kristendommen?? Var det ikke mere passende at tage fat i en fysikbog i stedet for? (Altså en rigtig fysikbog, ikke TGN’s bog).

Og på side 39 kan vi læse om fysikken, at

“Den har ligesom kongehuset netop sin berettigelse i at hvile på tidsløse principper og være hævet over modestrømninger og småborgerlighed.”

Er det virkeligt nødvendigt at inddrage kongehuset i denne argumentation? Det mener jeg ikke, men til gengæld undrer jeg mig over, at forfatteren finder det relevant.

Jeg vil skåne læserne for flere eksempler og springe direkte til dommen:

Det er virkelig forstyrrende at læse en så rodet tekst med alle mulige og umulige påstande og upassende argumenter for og/eller imod, hvad end forfatteren lige kommer i tanker om. Det tager nok længere tid at læse bogen, end det har taget at skrive den, og det er absolut ikke en god ting!

Jeg kan ikke anbefale denne bog hverken til gymnasieelever eller nogen som helst andre med interesse i Niels Bohr og kernekraft. Beklager.

Formidling, Fysik, Medier, Skoler og uddannelse

Dansk fysikforsøg får international opmærksomhed gennem viral video

1 kommentar

Fysikshow Aarhus har endeligt fået den opmærksomhed vi fortjener. Som medlem af fysikshow glæder det mig, at vi nu er blevet populære på youtube. Vi er danske fysikstuderende fra Aarhus Universitet, som har lavet et så enestående fysikforsøg, at en video af eksperimentet er gået viralt på youtube.

Fysikshow Aarhus har i 15 år lavet spektakulære fysikforsøg på skoler og gymnasier. For fire år siden begyndte vi at lave videoer af vores eksperimenter til youtube.  Men vores youtubekanal har aldrig haft den store succes. Selvom her ligger mange fede videoer.

Heldigvis mødte vi science formidleren Derek Muller fra kanalen Veritasium til en konference for europæiske fysikshows. Derek syntes at flammebordet var så fedt, at han blev nødt til at filme det. Veritasium har mange faste følgere, og hans video af vores forsøg har på få dage fået over 2 millioner views.

Videoen viser flammebordet, som er en videreudvikling af det kendte forsøg Rubens’s Tube.

Klippet blev først rigtigt populært, da facebooksiden I fucking love science delte videoen. Denne side deler naturvidenskabelige nyheder, og har astronomiske 12 millioner likes.

Selv bt.dk har opsnappet nyheden og skrevet en lille artikel om os.

Jeg bliver interviewet over skype til RTL 2
Jeg bliver interviewet over skype til RTL 2

I eftermiddags blev jeg kontaktet af en journalist fra RTL 2, en landsdækkende tysk tv station, som vil lave et indslag om fysikshow og vores fantastiske flammebord.

Fysik, Medier, Nyheder, Rumfart

Afsløring: Denne film vinder IKKE en Oscar for bedste film i aften

3 kommentarer

I aften afvikles den 86. Oscar-uddeling i Los Angeles, og er du en af dem, der skal sidde vågen hele natten for at følge med på TV, skal du ikke læse videre, for nu bringer jeg en afsløring: Af de ni film, der er nomineret til Bedste Film, kan vi på forhånd afskrive én af dem som vinder.

 

 

Læser du stadig med?

 

 

Er du klar…?

 

 

Gravity!

Gravity vinder ikke en Oscar som Bedste Film i aften.

Hvorfor ikke? Fordi science fiction-film aldrig vinder den pris. Flere har været nomineret, men science fiction vinder bare ikke den pris. Ikke Star Wars, ikke E.T., ikke A Clockwork Orange, Inception, District 9 eller Avatar. Og heller ikke Gravity.

Og det er synd, for Gravity er en helt fantastisk film. Den er uhyre flot, den er gribende, og den viser den hidtil bedste udnyttelse af det populære 3D-format.

Det vil klæde Hollywood endelig at anerkende genren, og savner man en kunstnerisk begrundelse, kan man uden problemer finde den i de særlige filmiske virkemidler: Kun to skuespillere, masser af store panoramabilleder, ganske få men lange klip (åbningsscenen er én ubrudt 17 minutters sekvens), og så selvfølgelig lydene.

Eller mangel på samme.

For i det lufttomme rum er der jo netop ingen lyde, og som tilskuer føler man virkelig hovedpersonens angst dybt i egen krop, når man kun hører hendes paniske åndedræt, mens dræbende rumskrot farer forbi som fuldstændig lydløse projektiler, der knuser alt på deres vej.

Faktisk er filmen i mine øjne en fuldstændig klar vinder som Bedste Film.

Hvis ikke det var fordi, det netop er… science fiction.

Fysik, Kemi, Medier

Sådan! laver du ikke videnskab

1 kommentar

Internetaviserne har efterhånden lært, at hvis man skal have mange hits på en historie, skal overskriften være god. Lister er meget populære (“10 grunde til at…“), og skal det være virkelig godt, skal der stå “Sådan gør du dit og dat“.

BT er gået hele vejen og har lavet en hel serie med videoklip, der hedder “Sådan!”

I dette klip viser de angivelige, hvordan man undgår, at en rystet coladåse bruser over. BT laver dog en klassisk børnehavefejl i deres systematiske demonstrationsforsøg, idet de overhovedet ikke har styr på alle variable.

Først vises et forsøg, hvor man banker på sodavandsdåsen på én måde, og desværre bruser sodavanden over. Herefter vises, hvordan man ifølge BT banker korrekt på dåsen, og sørme om sodavanden ikke undlader at bruse over.

Men i første forsøg går der 6 sekunder, fra dåsen er rystet, til den åbnes. I andet forsøg går der 18 sekunder, altså hele 3 gange så lang tid.

Hvad kan vi lære af det forsøg?

At hvis du vil undgå, at en rystet cola bruser over, så skal du vente længe nok…