Kategoriarkiv: Fag

Astronomi, Biologi, Forskning, Forskningspolitik, Geologi, Nyheder

Ny forskningsminister: Uvidenskabelig eller blot uvidende?

14 kommentarer

For et års tid siden skrev jeg et indlæg om den nyudnævnte engelske minister med ansvar for forskning og spurgte, om man kan have tiltro til en forskningsminister, der tror på magi – i dette tilfælde homøopati.

Nu står vi i en situation, hvor vi måske skal stille det samme spørgsmål om vores nyudnævnte minister for forskning og uddannelse, Esben Lunde Larsen (V). Alene det, at der kan herske tvivl om noget så centralt, er uheldigt – uagtet hvad man ellers enten måtte mene om den siddende regering.

For er vores nye forskningsminister kreationist? I et interview med Jyllands-Posten kom Esben Lunde Larsen – der er valgt i “Bibelbæltet på Ringkøbing-egnen” –  med nogle udtalelser, der har fået mange mennesker til at reagere. Kreationismedebatten er ikke ny for mig, og jeg var selv temmelig forbløffet over de ting, han sagde – og måske lige så vigtigt: De ting han ikke sagde.

Som minister med ansvar for forskning i Danmark er det nødvendigt, at man forstår den videnskabelige metode og har et blot nogenlunde kendskab til det felt, man skal forvalte. At Esben Lunde Larsen er troende kristen hersker der ingen tvivl om, og det er selvfølgelig ikke i sig selv diskvalificerende. Men hvad tror han på? Det er – modsat hvad mange andre siger – endog meget relevant i netop det embede, han har fået tildelt. I interviewet påpeger han det vigtige i, at der i regeringsgrundlaget er indskrevet, at Danmark er et kristent land. Vi ved, at han i Per Ramsdal-sagen opfordrede til en fyring, fordi Ramsdal som præst havde sagt, at Jesus ikke sådan rigtigt genopstod fra de døde. Betyder det, at vores minister tror på, at døde mennesker kan blive levende igen? I hvert fald én gang.

Men hvad med evolution, Big Bang og Jordens alder – hvad er hans holdning til disse spørgsmål, og hvordan flugter det med videnskaben? Netop dette blev han spurgt om efter sin udnævnelse, hvilket mange har påpeget var mærkværdige spørgsmål til en minister. Det kan de have ret i, men hans svar viser, at det var væsentlige spørgsmål at stille. Han må også selv have indset, at hans umiddelbare svar var problematiske, for journalisten blev indkaldt til en opfølgende samtale om emnet. Hans uddybende forklaring finder jeg dog ikke meget mere beroligende.

Adspurgt om sit syn på, om mennesket nedstammer fra aberne (det er et dårligt spørgsmål – vi nedstammer ikke fra aberne; vi er aber og deler en fælles stamfader med chimpanser cirka 6 millioner år tilbage i tiden) eller om han tror på skabelsesberetningen, svarer han:

“Jeg tror, at der står en skabende gud bag. Hvordan han så har gjort det, det har jeg ikke forholdt mig så meget til. Og det er der jo heller ikke nogen, der kan give en teologisk forklaring på eller lignende. På den måde har jeg ikke forholdt mig til det”

Hvilket han senere uddyber med:

“Jeg mener, at der er en skabende gud, der står bag det hele. Og hvordan udviklingen så er fra det tidspunkt, kan jeg på ingen måde give nogen kvalificerede bud på. Og det er sådan set heller ikke afgørende. For det afgørende er, om der er plads til balancen mellem videnskab og tro. Og det er der.”

Og igen:

“Jamen jeg tror, som jeg har sagt flere gange, nu: Der sker en udviklingsproces i, hvordan vi er. Jeg tror, at der står en skabende Gud bag. Hvordan det så er sket – hvordan det har udviklet sig – jamen, jeg er ikke videnskabsmand på det felt.”

I mine øjne er der ikke så meget mere i det uddybende svar, der belyser hans ståsted. Så hvad svarer han egentlig? Ja, han tror på en skabende Gud, der muligvis har brugt evolution som virkemiddel. Han siger ikke så meget, men det, der har ramt mig og flere andre, er, at hans ord ligger meget tæt på Intelligent Design-bevægelsens pseudointellektuelle udgave af kreationisme. Problemet ligger lige så meget i, hvad han ikke siger – for han kunne have svaret klart og entydigt på spørgsmålet (især når han beder om tid til uddybende kommentarer). Direkte adspurgt kunne han have sagt, at den videnskabelige konsensus er klar; at skabelsesberetningen kun er en myte og selvfølgelig ikke skal tages bogstaveligt; at Adam og Eva aldrig har levet. Eller han kunne have sagt, at det var ikke hans kompetence og henvise til fagfolk i stedet. Men det gør han ikke, og som videnskabsminister er det ikke bare en ligegyldighed.

Han svarer stort set det samme, når han bliver spurgt om Big Bang og Universets tilblivelse:

“Jeg tror, at der står en skabende gud bag det meste i verden, og hvordan det er blevet til, ja, der giver bibelen én forklaring, og naturvidenskaben giver sin forklaring. Det er ikke afgørende for mig. Det afgørende er, at verden er til. Og at jeg som et troende menneske tror, at der står en gud bag.”

Her bider jeg mærke i to ting: For det første at han mener, at der er to forklaringer, der her nærmest præsenteres som ækvivalente – og det er de ikke. Slet ikke. Kristendommen har ikke en forklaring, der kan bruges til noget i praksis. For det andet at det ikke er afgørende for ham – det burde det ellers være, for det har ret voldsomme implikationer, om en gud har skabt universet eller ej.

Det, der kunne ligne en manglende nysgerrighed overfor og indsigt i andre felter en teologien, kommer også til udtryk, da han bliver spurgt om Jordens alder:

“Jeg har faktisk nærmest aldrig forholdt mig til, hvor gammel jorden er. Der er jo alle mulige geologiske undersøgelser, der viser, at den er flere milliarder år gammel. Der er videnskabelige beviser, som man forholder sig til som videnskabsmand. Bevæger man sig så fra videnskaben og over i teologien, så siger teologien, at én dag er som 1.000 år, og 1.000 år er som en dag. Og det er et meget godt billede på, at det ikke er tidsaspektet for, hvor gammel jorden er, der er afgørende.”

Igen mener han ikke, at det er afgørende – men det er det, og vores forståelse for Jordens og Universets alder har haft stor indflydelse på en række felter fra biologi over geologi til kosmologi. Det betyder noget, men endnu vigtigere: En videnskabsminister med en Ph.D-grad har aldrig rigtig tænkt over Jordens alder? Jeg har samtaler med min 6-årige søn om den slags, fordi det er spændende og noget, nysgerrige mennesker på et eller andet tidspunkt tænker over. Det synes jeg er tankevækkende.

Som minister med ansvar for forskning bør man forstå den videnskabelige metode og den proces, der fører til, at vi ved, hvad vi ved. Man bør have en nysgerrighed for verden omkring os. Og man bør have en basal indsigt. På alle disse punkter fejler vores minister umiddelbart. Selv når han skal tale om forskningsfrihed, får han sagt nogle ting, der lyder mærkværdige:

“Det afgørende er, at der er forskningsfrihed. Så forskeren – uanset om han forsker i teologi eller naturvidenskab – kan dykke kritisk ned i det. Det skal enhver forsker, og så er der et privat rum for forskeren, hvor han kan tro mere eller mindre på det, som han arbejder med.”

Første del er indlysende rigtigt, men hvad betyder den anden del om, at man kan tro mere eller mindre på det, man forsker i? Er det en håndsrækning til kreationistiske forskere om, at det er ok at lade som om, man accepterer evolution?

Han siger videre, at religion og videnskab ikke nødvendigvis udelukker hinanden med henvisning til, at både Niels Bohr og Albert Einstein var troende – udover at det er irrelevant, idet deres forskning var uafhængig af eventuel tro, så er det også forkert: Niels Bohr var ikke troende, og Einstein var om noget deist og i hvert fald ikke teist. Hele diskussionen omkring religion og videnskab må vente til en anden gang.

Danmark er et sekulært samfund, så derfor skal en videnskabsminister selvfølgelig kunne være både troende eller ikke-troende. Andet ville stride imod vores helt grundlæggende principper. Det er dog også et krav, at en ministers religiøse overbevisning ikke karambolerer med det felt, han eller hun har ansvar for. At man som forskningsminister har valgt en person, der ikke alene lader til at være stærkt religiøs men også udviser sympati for kreationisme, er stærkt bekymrende.

Det ærgrer mig, at man har valgt en teolog. Han er Ph.D, hvilket er et plus i forhold til at kende systemet – det er mere end langt de fleste medlemmer af Folketinget – men når man ser på teologis størrelse i forhold til Københavns Universitets samlede størrelse, er det ikke det mest repræsentative valg. I 2014 var der 670 studerende på hele Det Teologiske Fakultet, hvilket er 1.6% af KUs samlede antal studerende. Det skal ses i forhold til f.eks. naturvidenskab (23%) og humaniora (28%). Dertil kan man indvende, at teologi er et noget anderledes forskningsområde end f.eks. naturvidenskab, hvilket især er relevant at huske på, når regeringen samtidig ønsker at der skal “være et tættere samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv”. Sidst jeg tjekkede, var Danmarks største eksport ikke bibelsk eksegese.

Det ville være fantastisk, hvis der generelt var flere naturvidenskabeligt uddannede politikere på Christiansborg, dels fordi det ville betyde et mere repræsentativt Folketing, men også fordi der er flere felter – forskning, sundhed og klima for blot at nævne tre – hvor en naturvidenskabelig baggrund ville være en styrke. Det ville også være fantastisk med politikere (måske endda en forskningsminister), der har reel forskningserfaring. Jeg hverken kan eller vil udtale mig om Esben Lunde Larsens afhandling – jeg er sikker på, at det er et solidt stykke arbejde, men det ligger langt væk fra mit område – men det må nødvendigvis være begrænset, hvor meget forskningsarbejde han har kunnet nå at lave, siden han fik tildelt sin grad i januar 2013, når han lige siden har siddet i Folketinget på fuld tid og været forskningsordfører for Venstre.

Derudover har Esben Lunde Larsen tidligere gjort sig til talsmand for at nedlægge Det Frie Forskningsråd og sammenlægge det med Grundforskningsfonden – et forslag der mødte modstand fra Dansk Folkeparti til Radikale Venstre. Det ville da også være en sørgelig udvikling, da DFF fungerer fantastisk og giver mulighed for unge forskere. Esben Lunde Larsen var da også ude at kritisere det nu famøse “Krølle-Bølle projekt” [http://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-krolle-bolle-forskning-er-faktisk-vigtig], fordi det ifølge ham ikke var “fornuftigt” og skabte arbejdspladser i Danmark [http://politiken.dk/indland/politik/ECE2437805/v-ordfoerer-kroelleboelle-forskning-er-ude-af-trit-med-danmarks-behov/], uagtet at det er et antropologisk studie og altså ikke en eller anden, der hævder at tale med trolde i naturen. Man kunne også sige, at det klinger lidt hult, når en teolog begynder at snakke om, at forskning skal skabe arbejdspladser og være fornuftigt…

Dertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt han handlede efter bogen, da han var med til at forhandle en bevilling hjem til Grundtvigcenteret, som han er tilknyttet men dog har orlov fra.

Det generelle indtryk efter godt en uge er, at vi nu har en forskningsminister, der ikke forstår naturvidenskab og den videnskabelige metode, som ikke interesserer sig for helt afgørende dele af vores verdensbillede, og som ikke kan svare klart på helt grundlæggende videnskabelige spørgsmål.

Vil han så også give plads til, at de få kreationistiske forskere, vi har, kan få større spillerum? Jeg håber det ikke. I sidste ende må vi jo bare se, hvordan han forvalter sit ansvar.

Biologi, Formidling, Forskning, Teknologi

Er lorte transplantationer den nye mirakelkur?

1 kommentar

Kunne du tænke dig at få proppet en anden persons lort op i røven? Ikke? Jamen så har du måske lige sagt nej til fremtidens nye mirakelkur mod såvel overvægt, depression som div. former for tarmsygsdomme

Det kaldes fæcestransplantation, og er faktisk ikke så ulækkert som det måske umiddelbart lyder, og så er det faktisk allerede en afprøvet behandling. Fæcestransplantation som medicinsk behandling blev nemlig første gang beskrevet tilbage i 1958, men har sidenhen kun optrådt sporadisk som behandlingsmetode. Nu ser det Fog ud til at forskere og læger for alvor er begyndt at få øjnene op for sammenhængen mellem vores helbred og vores tarmflora.

Når vi spiser en hamburger, er en hel hær af billioner af små mikroorganismer (bakterier) klar i tyktarmen til at spalte føden og gøre den tilgængeligt for vores krop, sådan at vi kan vokse, leve og formere os. Inden maden når dertil har der dog været en hel bunke af enzymer i tyndtarmen der også har gjort deres del. Men i denne sammenhæng er det aktiviteten i tyktarmen der er interessant. Denne tarmflora i tyktarmen er sammensat af en masse forskellige typer af bakterier, og det er denne sammensætning der variere fra person til person, og som ikke altid kun består af godartede bakterier.

Jeg fik selv en ordenlig omgang salmonella (en bakterietyper der giver opkastning og diarre) tilbage i 2009. Jeg brugte en hel weekend på at indtage væske der i samme hastighed løb ud af bagenden. Naturens egen måde at “skylle ud” på så at sige.

Der er andre måder end salmonella hvorved man kan ødelægge sin tarmflora, f.eks patienter der har været afhængig af sondemad, folk med kroniske tarmsygdomme, anoreksiramte eller måske er man blot født med en uheldig flora.

Lige  siden min salmonellainfektion har jeg haft problemer med fordøjelsen, og bliver nemt oppustet og får ondt i maven ved indtagelse af visse fødevarer.  Det har kostet mange aftner på sofaen med mavesmerter. Det er først efter flere år med streng diæt at jeg er fri for mavesmerterne og problemerne.

Men måske der faktisk nu findes en “quick fix” til et ødelagt tarmsystem?

Konceptet for fæcestransplantationer er rimelig enkelt. Man tager en afføringsprøve fra en rask person, og poder den den syge person, enten oralt eller analt. Selve metoderne er stadig under udvikling. Denne raske tarmflora vil så forhåbentlig kunne udkonkurrere en dårlig tarmflora, eller erstatte en ødelagt tarmflora, og violá nu burde din fordøjelse fungere optimalt igen. Udover fordøjelsen, er der forskning der tyder på at vores tarmflora også har indflydelse på andre aspekter af vores helbred, f.eks stress, tarmkræft, fedme og autisme.

Der er dog ulemper, og der arbejdes videre med at optimere behandlingen, og især er transport af donorprøver og evt opformering af prøverne stadig et problem. Idag er man afhængig af velvillige donorer der bor i tæt afstand af behandlingsstedet og som fast kan levere prøver om hver uge.

En anden og ikke uvæsentlig detalje er, at man faktisk ikke helt er klar over hvilke egenskaber, man kan tilføre en person via en fæcesprøve. Der er set eksempler på at overvægtige donorer har vidergivet tendens til overvægt til en modtager, og måske endda også personlighedstræk.

Så hvis du en dag skal bruge en fæces transplantation, så find en donor der:

  1. spiser sundt
  2. ikke er overvægtig
  3. dyrker motion
  4. er sød og rar
  5. og evt med en iQ en tak højere end dig selv.

Jeg ser et fremtidsscenarie hvor afføringsprøver fra kendisser, i  Danmark kunne det være Christiane O´connner,eller Frederik Fetterlien, sælger små farvestrålende piller med afføringsprøver.

Tættere på at blive som sit idol kommer man da ikke!

Astronomi, Geologi, Rumfart

Philae er vågnet !

Tilbage i November fulgte vi landingen af sonden Philae på kometen 67P Churyumov-Gerasimenko. Sonden landede, men landingssystemet virkede ikke helt efter hensigten, den blev ikke korrekt fastgjort til overfladen, men sprang tilbage ud i rummet og kom først ned igen efter flere timer. Det er ikke lykkedes at præcist bestemme hvor sonden er landet, men det er klart at den landede nede i et hul eller under et delvist overhængende stykke klippe. Et sted hvor lysindfaldet er begrænset.

Det betød at Philaes mission blev kraftigt forkortet da den ikke havde strøm nok fra sine små solpaneler til at gennemføre den langstrakte anden fase af sin mission, hvor den skulle lave fortløbende passive målinger fra kometens overflade. I stedet gik landeren i dvale da batteriet løb tør for strøm efter omkring 60 timer. På det tidspunkt skrev jeg at der var en lillebitte chance for at Philae ville komme til live igen når kometen kom nærmere Solen og temperaturen samt energien fra solpanelerne øgedes.

Åbenbart var chancen ikke så lillebitte igen, for det er netop sket ! Lørdag aften modtog man for første gang i 7 måneder signaler fra Philae. Endnu er der kun meget få detaljer, men et par ting står umiddelbart klart:

1) Sonden eri rimeligt god stand , med strøm på batterierne og en ikke alt for kold temperatur. Vi er stadig 2 måneder fra perihelion (det tidspunkt, hvor kometen er nærmest Solen) så der er al mulig grund til at håbe på et langt forløb, hvor Philae kan være aktiv.

2) Det er ikke første gang Philae har forsøgt at kommunikere med Rosetta. De andre gange har det øjensynligt været uden held. Hvorfor ?  Måske står Philae på en måde så kommunikationen er blokeret i mange retninger og man kun kan nå Rosetta når den befinder sig i den helt rigtige retning ? Det er ikke sikkert at det bliver simpelt at etablere stabil to-vejs kommunikation.

3) Der er stadig data fra landingen som endnu ikke er hentet ned, så vi kan vente at lære en del mere om, hvad der præcist skete tilbage i november. Inklusiv Philaes præcise placering, som man nu burde kunne bestemme.

4) Dette vil selvfølgelig gøre det ekstra ønskværdigt at bringe Rosetta tæt ned på overfladen, men det er yderst risikabelt nu, hvor kometen nærmer sig Solen, fordi kometen frigør så meget materiale efterhånden som den varmes op. Blandt andet risikerer man at Rosettas stjernekameraer, som den bruger til navigation bliver, forvirrede af de mange små glimtende iskrystaller som frigøres fra kometen, med det resultat at Rosetta pludselig ikke ved, hvad der er op og ned, fordi den ikke kan genkende stjernehimlen på grund af de mange glimt fra materiale frigivet fra kometen.

Jeg glæder mig til at følge udviklingen de kommende måneder. Det står efterhånden klart at selvom Philae gennemførte alle de planlagte målinger lige efter landingen så stod den placeret på en sådan måde at boret ikke nåede overfladen og man derfor ikke fik materiale fra overfladen ind i analyseinstrumenterne. Måske der er en måde, hvorpå man han flytte lidt på Philae og gentage denne måling, som jo var ét af de centrale formål med missionen.

 

Biologi, Formidling, Medier

Svensk økologireklame – oplysning eller skræmmekampagne?

2 kommentarer

De fleste har nok set, at den svenske supermarkedskæde Coop har bestilt en reklamekampagne forklædt som en videnskabelig undersøgelse, der skal vise, hvor farlige konventionelle fødevarer er. I al sin enkelhed er reklamekampagnen meget effektiv: En familie spiste konventionelle fødevarer i en uge og afleverede en urinprøve hver dag, der blev undersøgt for spor efter 12 udvalgte pesticider. Derefter spiste de udelukkende økologiske fødevarer i to uger, hvor de igen afgav urinprøver hver dag.

Resultatet blev vist i en dramatisk video: For de tre børn blev måleresultaterne for fire af de 12 pesticider vist i søjlediagrammer før og efter skiftet til økologiske varer, og hvor de alle fire var til stede før skiftet, var kun et enkelt af dem målbart i de to piger efter skiftet, og ingen af dem blev fundet i drengen. Koncentrationen af chlormequat chlorid var endda så høj i drengens urin, at det sprang y-aksens skala!

Konklusionen er klar: Hvis du spiser konventionelle fødevarer, fylder du dine børn med gift!

Der er dog en del grunde til, at man skal se reklamevideoen med en vis skepsis:

Der blev kigget efter 12 udvalgte pesticider, der kun er tilladt i konventionelt landbrug, og som derfor ikke bør forekomme i økologiske fødevarer. Det er derfor ikke overraskende, at man finder dem, når familien spiser konventionelt, men (næsten) ikke når de spiser økologisk. Men hvad nu hvis man havde målt efter de midler, der er tilladt i økologisk landbrug men ikke bliver brugt i de konventionelle? Det kunne have været Fe(III)fosfat eller det “naturlige” pesticid fra pyrethrum. Ja, så havde resultatet jo nok været det direkte modsatte: Ingen spor mens de spiste konventionelt men en umiddelbart voldsom stigning efter skiftet til økologisk. Man kunne lige så vel have undersøgt indholdet af koffein i urinen før og efter man forbød kaffedrikning. Det er ikke et overraskende resultat.

Derudover er det også interessant, at de valgte 12 specifikke pesticider men kun kunne finde målbare mængder af 8 af dem. Jeg går ud fra, at de valgte de pesticider, hvor der var størst chance for succes i forhold til den historie, de ville fortælle. Endvidere er det kun fire af dem, der bruges i reklamen. Når man tager reklamens mål i betragtning, er det nok ikke helt forkert at gætte på, at de har valgt de pesticider, der havde højest koncentration for at få det mest dramatiske resultat. Hvis der var tale om reel videnskab, er det selvfølgelig uhørt at skjule data på den måde. Men det er jo en reklame, og de har et budskab, så de udvælger data. Men betyder det så, at de resterende fire pesticider havde meget små koncentrationer?

Og hvorfor har de dog valgt y-aksen, så drengens koncentration af chlormequat chlorid bryder skalaen? Det giver jo ingen mening. Er det for at skabe en dramatisk effekt (han har UENDELIGT meget gift i urinen)? Eller fordi det ville få de andre koncentrationer til at se for små ud, hvis de havde skaleret data korrekt?

Hvorfor er det kun børnenes data, vi ser? Passede forældrenes data ikke ind i historien?

Men alt dette er form og retorik (og fordrejninger af data). Det væsentligste spørgsmål er selvfølgelig, om det er farligt. Skal vi være bekymrede over, at man kan måle pesticider i vores urin? Den første ting, man kan overveje, er om det overhovedet er et problem, når stofferne netop bliver udskilt i urinen. Det afhænger af stoffet, men det er dog en væsentlig ting at huske på, at vores krop netop udskiller affaldsstoffer på denne måde. At pesticiderne har været i vores krop er ikke nødvendigvis et problem. For hvor høje koncentrationer kan vi klare? Igen afhænger det af stoffet, men der foreligger mange undersøgelser af grænseværdier, og de tilladte mængder ligger langt under, hvad vi med vores nuværende viden vil klassificere som farligt.

Et eksempel: Stoffet med højest koncentration i studiet er chlormerquat chlorid (5-15 ng/ml). Den tilladte daglige mængde er ifølge WHO 0.05 mg/kg legemsvægt (LD50 er 400 mg/kg legemsvægt). Hvor meget det svarer til i urinen, ved jeg ikke, men for at oversætte til deres skala (ng/ml) er den tilladte sikre mængde 50,000 ng/kg legemsvægt, og de målte 5-15 ng/ml urin. Skal man være nervøs? Nok ikke.

Man kunne også se en anden positiv historie i dette stunt: De har valgt at måle efter 12 pesticider, som man må antage, at de have en formodning om at finde. Kun 8 af dem kunne måles, og her var koncentrationerne små – ofte så små, at de ikke kunne bruges i deres diagrammer. Det er da postivt, at den anvendte mængde af pesticider i konventionelt landbrug er så lavt.

Hvad er min pointe med dette indlæg? Er det sundt at spise pesticider? Nej, selvfølgelig ikke – men det er vigtigt at huske på forholdet mellem dosis og respons. Er det godt at sprøjte med pesticider? Nej, men det er nødvendigt. Selvfølgelig skal det begrænses mest muligt, ligesom man skal være opmærksom på skadevirkninger både i naturen og i os, når vi spiser maden.

Er det et problem at spise økologisk? Nej, selvfølgelig ikke (hvis du husker at skylle din frugt, ligesom du selvfølgelig gør med konventionelt dyrket frugt). Men er det et problem at skabe ubegrundet frygt? Ja. Er det et problem at skævvride data? Ja. Er det et problem at få forældre til at føle sig dårlige, fordi de giver deres børn konventionelt dyrket mad? Ja. Fakta bør drive enhver debat, men i diskussionen om økologi overfor konventionelt landbrug er det desværre ofte følelserne, der dominerer.

 

 

 

Se videoen her:

Astronomi, Rumfart

Et år i dværgenes tegn

Året 2015 står i dværgenes tegn, hvis man som jeg er passioneret interesseret i udforskningen af Solsystemet. Dværgplaneternes, altså.

Dværgplaneter er en ganske ny opfindelse, i hvert fald i den præcise betydning som begrebet har nu. Den opmærksomme læser vil måske have lagt mærke til, at der i dag er en planet mindre i Solsystemet end der var for et lille årti siden. Det er ikke så dramatisk som det lyder: Ingen planeter sprang i luften, det var en ren skrivebordsbeslutning som blev foretaget af den Internationale Astronomiske Union (IAU) i 2006 hvor begrebet Dværgplanet blev introduceret og Pluto blev degraderet fra planet til dværgplanet hvorved antallet af planeter i Solsystemet med et pennestrøg blev reduceret fra ni til otte.

Beslutningen var og er omdiskuteret; en diskussion jeg ikke vil blande mig i lige nu og her, andet end ved at sige at Solsystemet indeholder myriader af legemer med forskellige karakteristika og at ordene planet, måne, dværgplanet, komet, asteroide etc naturligvis blot er ord vi mennesker sætter på tingene. Klassifikation kan være en svær disciplin (som næbdyret sagde til muldyret ) og tingene passer ikke altid lige godt ind i de kasser vi gerne vil putte dem i.

Hvorom alting er, så har IAU altså indført klassen Dværgplanet. Dværgplaneterne er en ganske eksklusiv klub med foreløbigt kun 5 medlemmer (men yderligere en lang række håbefulde ansøgere).

Mit ærinde her, og grunden til at jeg kalder 2015 for Dværgplaneternes år, er at de to uden sammenligning bedst kendte medlemmer af klubben BEGGE  bliver besøgt for første gang af rumsonder i løbet af i år. Rumsonden Dawn gik i kredsløb om Ceres i Marts og sonden New Horizons passerer Pluto til Juli.

 

Dawn blev sendt op i 2007 men har ikke ligget på den lade side undervejs. Det er en innovativ mission, der efter opsendelsen har benyttet en såkaldt ion-motor til at bevæge sig ud til asteroidebæltet. I en ion-motor accelererer et elektrisk felt elektrisk ladede partikler (ioner) op til meget høje hastigheder. Rumsonden drives fremad når ionerne skubbes bagud. I modsætning til en traditionel kemisk raketmotor kommer energien altså ikke fra en forbrænding i selve motoren men skal hentes andetsteds fra. Typisk fra solpaneler, som det er tilfældet på Dawn. Ionerne er altså ikke brændstof men udelukkende drivmiddel.

Fordelen ved en ion-motor er at mundingshastigheden – hastigheden hvormed drivmidlet forlader raketten – kan blive meget høj. Dermed kan man opnå en stor samlet ændring i hastighed med en forholdsvis lille masse af drivmiddel. Ulempen er at den samlede mængde af drivmiddel der forlader raketten i et givent tidsrum er lille så accelerationen dermed er lille. Ion-motoren kan derfor ikke bruges til at forlade Jorden med, da det direkte slagsmål med Jordens tyngdefelt kræver en høj acceleration, og Dawn blev da også i første omgang sendt op med en traditionel kemisk raket. Men når man først er ude i rummet er ion-motoren uhyre effektiv og kan, givet lang nok tid, accelerere en rumsonde op til meget høje hastigheder.

Med risiko for at strække en analogi længere end den kan bære kan man måske tænke på ion-motoren som en bilmotor med meget lav acceleration (nul til hundrede på fire døgn…) men som til gengæld går virkeligt mange kilometer på literen.

 

Dawn har udnyttet sin ion-motor til at blive den første rumsonde nogensinde som har været i kredsløb om to forskellige legemer i Solsystemet (Jorden fraregnet, naturligvis). Fra Maj 2011 til September 2012 var Dawn i kredsløb om den næsttungeste af asteroiderne, Vesta. Takket være sin effektive motor kunne sonden siden igen kravle ud af Vestas tyngdebrønd og fortsætte rejsen ud til den største af asteroiderne, dværgplaneten Ceres, hvor Dawn altså ankom i begyndelsen af Marts i år.

Ceres kan tale med Pluto om at blive degraderet fra planetstatus idet den fra opdagelsen i 1801 og frem til midten af 1800-tallet var klassificeret som en planet men blev degraderet da antallet af opdagede asteroider begyndte at vokse voldsomt. Ceres er omkring 950 km i diameter. Den er som nævnt den største af asteroiderne og indeholder alene omkring 1/3 af asteroidebæltets samlede masse. På grund af sin betydelige størrelse og tyngdekraft  har Ceres en kuglerund form som det kendes fra planeter og større måner, i stedet for den irregulære form som ellers er typisk for asteroider og Ceres er den eneste af asteroiderne som er stor nok til at klassificeres som dværgplanet.

Herunder ser man Ceres som den ser ud med Hubble-rumteleskopet:

fourviewsCeres-1

Og her ses Ceres som fotograferet af Dawn den 15 April i år fra 22000 km over overfladen med en opløsning på omkring 2 km per pixel (klik på billedet for at se det i fuld opløsning):

PIA19064_hires

 

Forskellen er indlysende tydelig selvom Dawn langtfra har nået sin endelige bane. Ceres er forvandlet fra en utydelig plet på himlen næsten uden observerbare detaljer til en detaljeret klode, et geologisk objekt. Faktisk vil sonden gennem hele året trinvist reducere højden over Ceres og vil formentlig først nå sin laveste bane hen i mod slutningen af 2015. Så vi kan forvente at nye detaljer vil afsløre sig løbende gennem året.

Ceres er forholdsvist langt ude i asteroidebæltet og formodes derfor at være betydeligt rigere på vand (is) end de asteroider som blev dannet nærmere Solen. Den minder faktisk en del om flere af de isrige måner i det ydre solsystem. Traditionelt har man ment at den ikke er differentieret. Dvs. den har aldrig været varmet nok op til at den smeltede indeni og er derfor ikke opdelt i kerne, kappe og skorpe ligesom de jordlignende planeter og større måner er.  Det er tydeligt ved selv et kort blik på billedet ovenfor at meteornedslag har været den dominerende proces, som har formet Ceres’ overflade.

Meget af forhåndsinteressen har samlet sig om den lysere plet, som ses tydeligt på billederne fra Hubble. Den er ikke nem at se på billedet fra Dawn ovenfor (lille hvid plet midt i et stort krater yderst til højre). Men ses tydeligt på tidligere billeder fra Dawn, hvor planeten vender anderledes, som her på et billede fra 19. Februar hvor man faktisk kan se at der i virkeligheden er tale om to lyse pletter.

pia19185-cr

Åbenlyst nok ser vi noget lysere materiale som reflekterer sollyset bedre end resten af den ellers ganske mørke overflade. Det, at det er en refleks, forklarer også at pletterne er meget mere tydelige når lyset kommer ind fra nogle retninger end andre. Derfra bliver det dog hurtigt svært: Underjordisk is afsløret af meteornedslag ?  Kryovulkanisme (dvs flydende vand som kommer op nedefra) ? Spekulationerne er mange og det eneste rimeligt tydelige er at ingen af forklaringerne lyder helt rimelige i lyset af hvad vi troede vi vidste om Ceres som en meget kold, geologisk inaktiv klode som ikke er differentieret (og derfor ikke burde have ren is nogen steder).

Som et ekstra krydderi på historien rapporteredes det i Januar sidste år fra det infrarøde rumteleskop Herschel at man havde set vand (i meget små mængder) blive frigivet fra Ceres. Igen en overraskelse.

Hvordan historien hænger sammen er der ingen der ved lige nu, men formentlig og forhåbentlig ved vi mere når året er omme.

 

Fra Ceres springer vi nu et langt spring ud af i Solsystemet til den anden dværgplanet som får besøg i år: Pluto. New Horizons, som er på vej til Pluto, er ligesom Dawn også en sonde, med en plads i rekordbogen. Men hvor Dawn er en slags rumsondernes “hybridbil” med en innovativ motor og uhyre effektiv anvendelse af drivmidlet så er New Horizons mere en traditionel benzinsluger taget til et endnu højere niveau. Stor raket, lille nyttelast, og så bare sømmet i bund og derudaf. New Horizons forlod i 2006 Jorden med en hastighed på 16.3 km/s i forhold til Jorden, hvilket gør den til den hurtigste rumsonde nogensinde afsendt. Med den hastighed tog det under 3 måneder før den passerede Mars’ bane, hvilket ellers typisk tager 7-8 måneder for Mars-sonder (men den skulle jo så heller ikke bremse ned). Trods den store fart har det dog stadig taget næsten 10 år fra afsendelsen og til sonden nåede Pluto, længe nok til at målet, Pluto, jo så altså i mellemtiden blev degraderet og nu ikke længere regnes som en planet.

New Horizons er en såkaldt “flyby”-mission. Der er ikke brændstof til at bremse ned og gå i kredsløb om Pluto, så sonden vil passere tæt forbi og have et forholdsvist kortvarigt vindue, hvor Pluto kan observeres med høj opløsning. Ikke blot Pluto, men hele Pluto-systemet, som udover Pluto selv består af, dens store måne, Charon, og de fire små måner, Nix, Hydra, Kerberos og Styx.

 

Herunder ses Pluto og Charon rotere om deres fælles tyngdepunkt som set af New Horizons i midten af April fra omkring 100 millioner kilometers afstand. Fra den 15. Maj og frem til midten af September vil New Horizons kunne se Pluto i højere opløsning end Hubble og når sonden passerer tættest på, den 14. Juli, vil den være omkring 10.000 km væk og vil kunne kortlægge meget af Plutos overflade med en opløsning på 50 m/pixel. Hvilke overraskelser der venter kan vi lige nu kun gisne om.

2-opnav3_barycen_v7_lowres-1041_0
New Horizons’ passage af Pluto vil i en vis forstand være sidste skridt i det oprindelige program for rekognosceringen af Solsystemet og lægger sig i forlængelse af Voyager 2’s flyby’s af Uranus og Neptun. Samtidig er det vores første detaljerede blik på en hel klasse af mindre, dybfrosne legemer helt ude på Solsystemets grænse,  det såkaldte Kuiper-bælte.

Efter passagen af Pluto vil man forsøge at styre New Horizons videre mod endnu et eller to legemer i Kuiper-bæltet. Hvilke er endnu ikke fastlagt.

Pluto bærer måske nok ikke længere den distingverede titel “Planet”, men det er kloden jo ikke blevet mindre interessant af, og jeg har i hvert fald skrevet den 14. Juli i kalenderen.

 

Medier, Nyheder, Teknologi

3D-model af dit ufødte barn. Uhyggeligt, smukt eller bare naturlig teknologisk udvikling?

To streger på en lille hvid strimmel.

Sådan startede det for knap 9 måneder siden.

I dag sidder jeg ved mit spisebord, med computeren ud over kanten da jeg ellers ikke kan nå den. Min mave er i vejen. Inde i maven ligger 3,6 kilo pigebarn. Hun må gerne snart kommer ud, for jeg kan snart ikke vente længere med at se hvordan hun ser ud.

Har hun mon fået mine og min fars kinder? Eller får hun brune øjne som min søster? Eller bliver hun høj som min mand? Med smilerynker som min svigerfar? Min biologiske svigermor har jeg aldrig set, så ¼ af hendes gener kender jeg slet ikke, hvad nu hvis jeg slet ikke kan kende hende? Hun er så tæt på, og alligevel så langt væk.

Jeg tror at alle gravide har en konstant trang til at kigge ind, og tjekke om alt nu er i orden, og mange er utålmodige for at få stillet nysgerrigheden, hvem mon der ligger derinde?

Den nysgerrighed kan dog til dels stilles ved de to ultralydskanninger man tilbydes undervejs. Og som regel kan man få et par print med hjem til køleskabet, eller facebook. Det fik vi også.

Klassisk ultralydsbillede af ufødt barn

Derudover er det muligt at tilkøbe ekstra scanninger hos et hav af klinikker i hele landet. Det kan koste alt fra 500,- til 3000,- afhængig af om man vil have de klassiske scanninger, 3D scanninger på print eller 4D (filmfrekvenser).  Dette har jeg fravalgt, jeg syntes 3D billederne er lidt uhyggelige at se på. Og så kan jeg alligevel ikke se forskel på om det er et billede af mit barn, eller et tilfældigt scanningsbillede fundet på google.

Det er ikke mange generationer siden at det var helt utænkeligt at tage billeder af et ufødt barn, og dengang måtte man pænt vente til barnet kom ud med at vurdere ansigtstræk og smilerynker. Men scanningerne er en naturlig udvikling af  lægevidenskaben i samarbejde med ny teknologi. Teknikker der måske ikke er udviklet til netop dette formål, men som giver os flere og flere muligheder for at følge med i ens lille barns udvikling, og nu er det naturlige næste skridt blevet aktuelt, 3D-modeller af det ufødte barn!

Du kan på nettet (f.eks. her) bestille en 20 cm stor 3D-model af dit ufødte barn, hvilket har givet ophav til protester og kommentarer som “uhyggeligt”, “ulækkert” og “unaturligt”.

Jeg kan nu ikke se det ulækre i det. Tværtimod giver det f.eks blinde kommende mødre en mulighed for samme oplevelse af at virkeliggøre det kommende barn. Derudover er det da en sjov gimmick til et babyshower, eller som overraskelse til kommende bedsteforældre.

Hvad syntes du? Kommenter gerne herunder!

Du skal blot sende dine scanningsbilleder ind, vælge om du vil have en stor eller lille model, hudfarve og om man skal kunne se kønsorganerne. Så er det blot at vente på at din 3D-model kommer med pakkeposten. Lige til at stille ovenpå køleskab. God fornøjelse!

Page-by-Page

Medicin

Politikerne må til at vise ansvar – red sundhedssektorens økonomi nu

1 kommentar

Der spares i disse år voldsomt på vores sundhedssektor. Alt overflødigt skæres væk, men det går også direkte ud over personalet med fyringer, omrokeringer og effektiviseringer. Man forsøger hele tiden at dække sig ind under, at det ikke går ud over patienterne.

Men det gør det.

Helt tragikomisk blev det på min egen arbejdsplads, da seneste sparerunde blev annonceret i februar. Her kunne man lige under hinanden læse to nyheder, der dels annoncerede yderligere besparelser, og dels fortalte om Arbejdstilsynets påbud pga. dårligt arbejdsmiljø. Sammenhængen var tydelig for enhver:

Besparelser

Når en stor arbejdsplads indfører besparelser, vil der altid være brok fra de ansatte. Altid. Men når vi ser på sundhedssektoren i dag, så har vi med Arbejdstilsynet faktisk en uafhængig myndighed, der på mange hospitalsafdelinger har været inde og give påbud, fordi besparelser har ført til uacceptable personaleforhold. Faktisk 101 påbud på ét år.

Man er hamrende naiv, hvis man tror, det ikke går ud over patienterne.

Politikerne som svinger sparekniven står gerne frem og taler om at udvise ansvar og tage konsekvensen af den pressede økonomi. Men sagen er, at det jo ikke er at udvise ansvar, når man har skåret så meget, som man har gjort. Det er faktisk uansvarligt. For der findes en alternativ løsning, og den hedder prioritering.

Gang på gang på gang serveres sparerunderne med klagesangen om “ny dyr medicin”. Det er simpelthen udgifterne til medicin, der underminerer vores sundhedsvæsen, og vi bliver nødt til at overveje, om vi i vores velfærdssystem har råd til bare at give enhver ny type medicin til alle, der kunne få gavn af den. For den gavmilde brug af nyudviklet medicin direkte fra medicinalindustriens forskningslaboratorier koster på kvaliteten af andre patienters behandling.

Vi bør indføre et prioriteringsinstitut, der på landsdækkende plan går ind og vurderer, hvilken type medicin vi vil bruge, og hvilken vi simpelthen må stemple som for dyr for det danske samfund. Ja, det går ud over nogen patienter – men det vil gavne rigtig mange andre.

Heldigvis dukker prioritering op flere gange i disse dage, for nogle politikere har da indset, at det er den eneste vej frem. For to uger siden besluttede Danske Regioner sig endelig for at tage hul på diskussionen.

Problemet er, at beslutningen kommer for sent.

Biologi, Formidling

Nu kan du se havørne over Århus

Et ungt havørnepar – vores allerstørste rovfugl – har slået sig ned på en ø midt i Egå Engsø i udkanten af Århus. Det betegnes af ornitologer som lidt af en sensation, dels fordi det er så nær en stor by og en befærdet motorvej, og dels fordi der hele vejen rundt om søen går en sti, der er tæt befolket af motionister og især nysgerrige fuglekiggere.

Ørneparret er af en naturvejleder kaldt de mest publikumsvenlige havørne i Nordeuropa. 

Alle med en simpel håndkikkert kan uden problemer se ørnene, når de sidder ude på øen, og når ørnene letter kan man være heldig, at de flyver lavt hen over hovederne på de forbipasserende.

I dag tog jeg selv den 5 km lange tur rundt om søen. Ørnene skulle efter sigende være nemmest at se om formiddagen og så igen om eftermiddagen. Den ene ørn sad ganske rigtig på øen, og omkring klokken 10.15 lettede den, fløj et par paraderunder over søen (jaget af en stor flok vrede måger), hvorefter den fløj væk. Så vidt jeg kunne vurdere, havde den fundet følgeskab af sin partner lige før de forsvandt i det fjerne. 

Det menes, at hunnen er for ung til at være kønsmoden, men fuglene er set parre sig, så hvis der ikke kommer unger i år, er der gode chancer for det næste år.

Fuglene kan ses dagligt, og de er som sagt nemme at se i en mindre kikkert, hvis de ellers er ved søen, samtidig med at man går en tur. Er man i tvivl, kan man bare spørge de mange fugleentusiaster, der slæber rundt på kamera- og kikkertudstyr for titusindvis af kroner. De fortæller gerne løs om deres hobby. 

Jeg fik ikke selv fanget et billede i dag, men her er en video uploadet til YouTube:

Og her er nogle fotos af havørnen, der angiveligt jagter en grågås:

 

Astronomi, Datalogi og it, Rumfart, Teknologi

Tillykke til Hubble Rumteleskopet! (Her er 25 ting du nok ikke ved om det)

3 kommentarer

Som du måske har set andre steder på nettet og i medierne så markeres 25 års jubilæet for Hubble Rumteleskopet i dag.

Det fejres med events, artikler og  en masse flotte billeder som du f.eks kan se her, her, her, her og her.

Da jeg selv arbejder indenfor projektet som den europæiske arkivar for Hubble data tænkte jeg at jeg i stedet for at poste det samme materiale om igen kunne dele nogen obskure facts om Hubble og dets data som du formentligt ikke har hørt før.

Så i dagens anledning, her er i bedste blogspam manér:

25 Ting  du ikke vidste om Hubble Rumteleskopet !!!  Læs videre Tillykke til Hubble Rumteleskopet! (Her er 25 ting du nok ikke ved om det) →