Kategoriarkiv: Fag

En helt anderledes måde at se solformørkelse på

22. marts 2015 Klaus Seiersen

Fik du ikke set fredagens solformørkelse, så går det nok.

Jeg er personligt af den mening, at en solformørkelse kun er rigtig interessant, hvis den er total. Selv hvis solen dækkes med 80% af månen – som den blev i denne uge – vil det menneskelige øje ofte ikke opfatte, at det faktisk bliver mørkere, dels fordi formørkelsen foregår ganske langsomt, og dels fordi øjets pupil åbner sig og lukker mere lys ind i takt med, at solen forsvinder.

Men elektroniske måleinstrumenter er sværere at snyde, og en ven gjorde mig opmærksom på denne side, som viser Tysklands produktion af solcellestrøm.

Og her ser man tydeligt, hvordan produktionen faldt markant, mens solformørkelsen var i gang i løbet af formiddagen:

Forskning, Fysik, Nanoteknologi

Du er en ion – og du er på vej på dit livs flyvetur!

7. marts 2015 Robert Jensen 1 kommentar

En af de store glæder ved at arbejde i et eksperimentelt laboratorium er de mange instrumenter og dimser man får lov at arbejde med. Selvom et instrument jo er et middel og ikke et mål er nogle af dem nu alligevel så fantastiske, at de fortjener omtale. I dag vil jeg viser jer et af mine absolutte yndlingsinstrumenter, nemlig vores Time-of-Flight massespektrometer.

Et massespektrometer er et apparat som kan skelne forskellige typer af molekyler og på den måde give en beskrivelse af hvilken sammensætning man har i den gas man ønsker at undersøge. Dette kan anvendes til alt fra læksøgning af et vakummkammer til avanceret analyse af kemiske stoffer. I vores lab anvendes i stor stil massespektrometre til at påvise omdannelse af kemiske stoffer under katalytiske reaktioner.

Inspireret af Jonas’ indlæg som viser en film af hvordan solsystemet ser ud set fra en rumsonde fik jeg lyst til at lave det samme visualisering af hvordan en ion oplever sin begivenhedsrige tur gennem et massespektrometer. Desværre har jeg ikke kunne finde sådan en film, så I må i stedet tage til takke med mit ydmyge forsøg på at beskrive turen.

Forestil dig, at du er et molekyle, lad os for nemheds skyld antage, at du er en ædelgas, hvis du føler dig ganske særlig og enestående kunne du forestille dig, at du et et Xenon atom, føler du dig mere gennemsnitlig og almindelig kan du være et Argon atom. Som et neutralt atom bevæger du dig omkring i et relativt kaotisk mønster hvor du konstant flyver fra den ene væg til den anden.

For at fungere må et massespektrometer operere i et relativt højt vakuum; hvis trykket er for højt vil de enkelte gasmolekyler ramme hinanden, og det bliver umuligt at styre ionerne gennem den relativt komplicerede rute de skal igennem for, at vi kan opnå den ønskede masseseparation. En betingelse for at kunne håndtere gassen på en kontrolleret måde er, at vi kan ionisere den, dette foregår i ioniseringskilden:

Pludselig og uden varsel oplever du, at en elektron rammer dig meget hårdt! Efter at have sundet dig et kort øjeblik oplever du til din skræk at kollisionen har frarøvet dig en af dine elektroner – du er blevet til en ion. I dit nye liv som ion er dit bevægelsesmønster kraftigt forandret idet du opdager, at du nu påvirkes af elektriske kræfter, og lige nu kigger du ned i en lille fordybning med hul i midten – din tur ind i massespektrometret er begyndt!

Efter at have ioniseret gassen og ledt den ind i selve massespektrometeret gennem en serie af simple elektrostatiske linser er ionerne nu klar til selve masseseparationen. Der findes flere måde at adskille de forskellige typer af gas, men fra navnet Time-Of-Flight kan man nok hurtigt gætte, at vi i dette apparat baserer os på et princip hvor vi adskiller de enkelte komponenter via deres flyvetid hen over en bestemt afstand.

Langsomt bevæger du dig ned mod hullet og ude på den anden side ser du, at du nu befinder dig i et egentlig ganske fredeligt område hvor du er fanget i en smal gyde med et tæt hønsenet til den ene side og en massiv kobberplade til den anden. Glad og tilfreds driver du langsomt gennem gyden indtil du pludselig overraskes af et kraftigt elektrisk felt som sender dig direkte gennem gitteret (pas på at ramme mellem hullerne, ellers bliver dit liv som ion ikke meget længere!).

Ude på den anden side af gitteret raser du nu af sted med en hastighed på 44km/s (24km/s hvis du er et xenon atom). Men ikke nok med, at du pludselig farer afsted, du befinder dig nu på en meget stejl rampe som uden hvil bliver ved med at forøge din hastighed til svimlende højder. Da du efter meget kort tid når en hastighed på 111km/s (61 for xenon) farer du igennem endnu et tæt vævet net og befinder dig nu i et meget langt rør. Der sker så mange ting på en gang, at du måske slet ikke bemærker, at du får et lille skub som drejer din bane så du nu flyver en lille smule skævt.

Pludselig synes din høje fart ikke længere at være et problem, her er fred og ingen fare og dit nye højhastighedsliv forekommer egentlig at være ganske ubekymret. Forude anes dog problemer; det er som om røret slutter i en lang stejl bakke, og det er ikke godt at vide hvad der er på den anden side… bekymringen skal dog hurtigt vise sig at være ubegrundet for bakken viser sig at være nøje afstemt så du roligt og kontrolleret ruller op indtil du et kort øjeblik ligger stille for derefter at rulle ned igen.

På turen ned bemærker du, at bakker i det elektriske felt er ægte gnidningsfri og du rammer derfor bunden af bakken med nøjagtigt samme hastighed som du kom med, og du farer igen med voldsom hastighed ud i røret. Glad og ubekymret fortsætter du turen tilbage, ikke siden du for mere end 15μ-sekunder siden mistede en elektron i en voldsom kollision har du oplevet noget rigtig ubehagelig og da du som atom har en uhyre kort hukommelse er den lille oplevelse for længst glemt.

Nej, livet er trygt og ubekymret på vej gennem det store og rummelig rør. Selv ikke da du i det fjerne aner endnu en bakke finder du grund til bekymring – du har prøvet det før og det plejer at gå fint. Men hov, vent, stop, stands!!!!! Alt, alt for sent indser du, at denne bakke er helt anderledes end sidst, denne gang er møder du ikke en blød bakke, men derimod en bakke så stejl, at du fra din vinkel ikke kan se om det faktisk er en væg. Inden du når at se dig om kolliderer du meget voldsomt med væggen, og faktisk rammer du så hårdt at du trænger mange atomlag ind i vægen – kaos råder og du kæmper for at forstå hvad der er sket men’s atomer og elektroner vælter rundt mellem hinanden rundt om dig.

Det sidste du ser er, at endnu flere af dine elektroner er blevet flået af i kollisionen – du ser dem i det fjerne tordne op ad den samme væg som du lige er ramt ind i og først da kommer du i tanke om, at hvad der er en massiv væg for en type ion er en rutsjebane for andre ioner – det hele handler om fortegn, men det kan være lige meget nu…

Når ionen er kommet sikkert gennem hele flight-tube og har ramt detektoren vil dens flyvetid fortælle os hvor tung den er, forudsat at vi kender geometrien af røret samt hvilke spændinger vi anvender til acceleration af ionerne. Hvis vi sender en lang række ioner ud på samme tur som vores ven og plotter alle flyvetiderne får vi en repræsentation af hvilke elementer som var til stedet i den prøve eller den gasstrøm vi ønsker at analysere. Svaret pa, hvad man så kan bruge sådan en analyse til, må vente til en anden gang, men her kommer i hvert fald et eksempel på hvordan sådan et spektrum kan se ud.

Skriv en kommentar hvis du er nysgerrig efter hvilket stof vi her kigger på:

Biologi, Medicin, Medier

Hån og latterliggørelse i videnskabens navn

25. februar 2015 Klaus Seiersen 3 kommentarer

Debatten om mæslinger og vaccination raser både her og i udlandet. Videnskabsfolk har valgt at imødegå tvivlerne (“anti-vaxxers” kaldes de i USA) med masser af information og saglige argumenter, som det for eksempel også har været tilfældet her på Scienceblog.

På sociale medier raser dog en anden krig. Her forsøger mange sig i stedet med sjove vittighedstegninger, der ofte ligefrem håner og latterliggør de forældre, som ikke vaccinerer deres børn.

Er den strategi i orden? Kom gerne med din mening i kommentarfeltet.

Her bringer vi et lille udsnit af de tegninger og billeder, der florerer på nettet i øjeblikket (klik på billederne for at forstørre):

Biologi, Gæsteindlæg, Medicin

Hvorfor undlader moderne forældre at vaccinere deres børn mod mæslinger?

13. februar 2015 Guest

Gæsteindlæg: Flere og flere forældre undlader at vaccinere deres små børn mod mæslinger, men det er en beslutning, der ikke er uden konsekvenser.

Peter Henrik Andersen er speciallæge og har arbejdet med vacciner og forebyggelse af smitsomme sygdomme i 15 år. Han er ansat som afdelingslæge på Afdeling for Infektionsepidemiologi på Statens Serum Institut (SSI) og repræsenterer SSI i både Sundhedsstyrelsens Vaccinationsudvalg og i dets Vaccinationspanel. Her fortæller han om hele problematikken omkring de manglende vaccinationer:

Hvorfor kan vi ikke få moderne forældre til at vaccinere deres børn mod mæslinger?

Svaret er ikke simpelt. Der kan være flere årsager. I mange tilfælde skyldes det simpelthen glemsomhed. Måske har barnet været sygt, da det skulle vaccineres, og man har aldrig fået lavet en ny aftale med lægen. Mange af dem kan vi nå ved at minde om, at barnet mangler at blive vaccineret. Det har en ny påmindelsesordning allerede kunnet vise.

Der er også dem, der mener, at mæslinger ikke rigtig findes mere, at de er elimineret, og at det derfor ikke er nødvendigt at vaccinere. Dem kan vi måske nå ved at fortælle dem, at mæslinger rigtig nok er blevet sjældne i Danmark – netop fordi vi har massevaccineret i så mange år – men at de stadig findes i mange lande inden for Europa eller i fjernere dele af verden og kan ødelægge familiens sommerferierejse til Italien eller drømmerejsen til Philippinerne for det unge par.

Og at det derfor stadig er en rigtig god ide at blive vaccineret, hvis man missede det som barn. Måske fordi ens forældre foretog et aktivt fravalg på ens vegne. En beslutning som kan få konsekvenser også i voksenlivet.

Og så er der dem, der mener at vaccinen kan være farlig for barnet og faktisk foretrækker, at barnet smittes med ”naturlige” mæslinger, så det kan få et så stærkt immunsystem som muligt! Disse forældre ser risikoen for bivirkninger ved vaccinen, mens de helt overser risikoen for komplikationer ved sygdommen. De har jo selv haft mæslinger og klaret det fint. Og sygdommen er der jo ikke mere. Så hvis bare de andre er vaccineret, så behøver deres barn det jo ikke.

Individet sættes altså før samfundet. Dette er en trend i tiden. Man søger information fra mange forskellige kilder, for at kunne træffe et oplyst valg. Og her vægtes holdninger og enkelthistorier nogle gange højere end det videnskabelige grundlag og den historiske sygdomsbyrde og dødelighed, som fortaber sig i horisonten.

Én artikel som har kostet død og elendighed

I slutningen af 1990’erne publicerede det ansete medicinske tidsskrift The Lancet en artikel om 12 børn med autisme, som fik påvist mæslingelignende virus i tarmen, og som alle var MFR-vaccineret. ”MFR” fordi vaccinen – ud over mod mæslinger – også beskytter mod fåresyge og røde hunde. Denne postulerede sammenhæng mellem MFR-vaccinen og autisme ramte mange landes vaccinationsprogrammer hårdt. I England faldt tilslutningen til vaccination med 12%-point i starten af 2000-tallet, og det tog 10 år at nå den samme tilslutning som før. Tilslutningen er dog stadig ikke nået op på det nødvendige niveau, hvorfor England stadig må rapportere om mange tilfælde af mæslinger hvert år.

Også i Danmark kunne det aflæses på kurven over vaccinationstilslutningen, og man kunne se små annoncer i aviserne med indholdet ”Mæslinger haves”. Altså forældre der tilbød, at deres børn kunne smitte andre forældres børn. Ud fra en forestilling om, at det var sundere for barnet at få en sygdom end at få en vaccination.

Denne forestilling er forkert. Risikoen for alvorlige bivirkninger efter vaccination er langt, langt mindre end risikoen for komplikationer til mæslingesygdom.

Men hvad var egentlig op og ned på autismehistorien. Der var jo vitterligt en stigende forekomst af autisme i den periode, hvor mange børn blev MFR-vaccineret. Og udviklingen af autismesymptomer blev tit observeret af forældre i tiden efter, at deres barn var blevet vaccineret.

Men det er jo ikke altid, at to hændelser er forbundne, blot fordi de optræder efter hinanden. For eksempel to trafikulykker kort tid efter hinanden på samme vej, men i hver sin ende. Det, at to hændelser optræder i tidsmæssig relation, betyder altså ikke nødvendigvis, at det ene er årsag til det andet. Til videnskabelig vurdering af årsagssammenhæng er for mange år siden opstillet de såkaldte Bradford-Hill kriterier. Og det er denne systematiske tilgang man må anvende, for at kunne påvise en såkaldt kausal sammenhæng.

Mange store befolkningsstudier har siden ikke kunne påvise en større hyppighed af autisme blandt vaccinerede børn end blandt uvaccinerede. Et af de største studier er faktisk lavet i Danmark, takket være vores gode registre. Og siden er artiklen i Lancet, som den eneste nogen sinde, blevet trukket tilbage af tidsskriftet. Det viste sig nemlig, at der var manipuleret med resultaterne i undersøgelsen. Og førsteforfatteren, Andrew Wakefield, som blev ved at stå ved sine fund, blev frataget retten til at praktisere som læge i England og opnåede martyr-status blandt vaccinemodstandere.

At forekomsten af autisme er steget i samme periode som MFR-vaccinationsprogrammet har andre forklaringer, bl.a. større opmærksomhed, bedre mulighed for at stille diagnosen, samt at autisme nu opfattes som en samlebetegnelse for en række forskellige udviklingsforstyrrelser.

Men den påståede sammenhæng mellem MFR vaccination og autisme er blevet ved med at hænge over vaccinen i mange år. For mens det er lykkedes videnskabeligt ikke at påvise en sammenhæng, så kan det være nærmest umuligt videnskabeligt at kunne afvise en sammenhæng. Og frygten for autisme kan derfor fortsat tænkes at spille ind, når unge forældre skal beslutte, om deres barn skal vaccineres.

Er mæslinger overhovedet en alvorlig sygdom, og hvor smitsom er den egentlig?

Mæslingevirus er det mest smitsomme virus, som kan give sygdom blandt mennesker. Det er så smitsomt, at viruspartikler kan findes i mikro-partikler fra luftvejene fra en smitsom patient i op til 2 timer efter, at denne har forladt et rum. Rummet kan være et værelse i et hus. Men det kan også være et venteværelse hos lægen, et metrotog eller en transithal i en lufthavn. Og man har altså ikke nødvendigvis nogensinde mødt den, man er blevet smittet af.

Sagt på en anden måde: I en befolkning som aldrig har mødt mæslingevirus, og hvor alle derfor er modtagelige for smitte, vil én patient med mæslinger, som ”introduceres” i befolkningen, i gennemsnit smitte 15 personer. Dette tal kaldes det basale reproduktive tal for sygdommen mæslinger. Hver af disse vil i gennemsnit smitte 15 nye, og epidemien vil fortsætte, indtil det effektive reproduktive tal falder til en værdi under én. Det gør det først, når andelen af immune i befolkningen er nået op på 95 %.

Det er også årsagen til, at man skal vaccinere de fleste i befolkningen to gange for at kunne forhindre smittespredning i samfundet. Selvom mæslingevaccinen er god, er den ikke er 100% effektiv, og da ikke alle danner beskyttende antistoffer efter 1. vaccination, men de fleste af disse efter 2. vaccination, er det nødvendigt, at mindst 95 % af befolkningen vaccineres to gange, for at opnå den ønskede flokbeskyttelse, som betyder, at større udbrud kan undgås.

Langt hovedparten af børn, der får mæslinger, kommer sig heldigvis helt, og vil ikke have mén efter infektionen, men forskellige komplikationer ses med forskellig hyppighed efter mæslinger.

I lande med god hospitalsstandard som i Danmark vil få børn dø af mæslinger, men dødsfald vil alligevel optræde blandt 1 ud af 2.500-3.000 mæslingetilfælde. I udviklingslande er dødeligheden desværre væsentligt højere, mellem 1 og 5 per 100 mæslingetilfælde.

Kan man tvinge forældre til at lade deres børn vaccinere?

Debatten om mæslingevaccination er blevet aktuel efter omtale af de seneste udbrud i USA og i Tyskland. I USA lykkedes det faktisk at eliminere mæslinger allerede for 15 år siden. For her kræves det normalt, at et barn er vaccineret for at komme i skole. Men det er muligt at undgå vaccination, fx hvis det strider mod ens religiøse overbevisning. Og i de mest liberale stater kan man fritages, blot det strider mod ens personlige overbevisning. I Californien betaler man p.t. prisen for denne holdning, hvor et mæslingeudbrud breder sig på skolerne og i samfundet. Et mæslingeudbrud som formodes at være startet, da en smitsom patient besøgte Disneyland og gav adskillige gæster en uventet souvenir med hjem.

Men skal vi så tvinge forældre til at vaccinere deres børn i Danmark? Tvangsmæssig børne-vaccination har været gennemført i mange lande i det østlige Europa i tiden før kommunismens fald, og hvor man opnåede god kontrol over mange smitsomme sygdomme. Og der er faktisk bestemmelser i den danske epidemilov, der muliggør tvangsmæssig vaccination. Men selv om mæslinger kan være en alvorlig sygdom, er den ikke omfattet af disse bestemmelser. Og det ville også stride mod det danske samfunds traditioner om sundhedstilbud at indføre sådanne foranstaltninger. Så selv om det kunne være fristende, er det ikke vejen frem.

Svaret på det indledende spørgsmål er i øvrigt: Det kan vi også godt! Ni ud af ti børn får den første MFR-vaccine og mere end 8 ud af 10 får også den anden. Så langt de fleste forældre kan godt se de fornuftige i at få deres barn vaccineret, som sundhedsmyndighederne anbefaler. Men der er en mindre restgruppe, som vi i stigende grad skal nå, hvis målet om at eliminere mæslinger i Danmark og i Europa skal lykkes.

Vejen frem må fortsat være sober, saglig og balanceret information baseret på den bedste videnskabelige evidens kombineret med at møde unge forældres bekymring, både hos lægen, men også der hvor de færdes i dag og søger information, på de sociale medier og på blogs som denne.

Forskning, Fysik, Teknologi

Gemmer du dine data?

5. februar 2015 Robert Jensen

…eller opbevarer du dem bare midlertidigt?

Jeg tror de fleste med daglig gang i forskellige grene af eksperimentel videnskab kender til problemet med håndtering af data. Det er som om, det er et punkt, hvor teoretikerne bare er 10.000 år foran os andre. Jeg har aldrig mødt en teoretiker som ikke liiige kan finde den der beregning af båndgapet i silicumdioxid eller den oversigt over smeltepunkter af 4000 legeringer han lavede sidste år. Det forekommer også, at astronomer har utroligt velorganiserede databaser over alt mellem (bogstavlig talt) himmel og jord. Vi eksperimentalister derimod… data har det med at være spredt ud over en hærskare af forskellige mapper, computere og netværksdrev i en pærevælling hvor ambitionsniveauet normalt rækker til at forsøge at holde et overblik længe nok til at artiklen kan skrives hvorefter data typisk diffunderer rundt til et punkt hvor de reelt er umulige at finde igen.

Sådan er det også i vores lab, eller rettere, sådan var det i vores lab. For snart en del år siden var vi nogle stykker som tænkte, at det kunne da ikke være så svært at få lidt organisering på den lille sag. Men det viser sig ret hurtigt, at der er gode grunde til, at det netop er i de eksperimentelle laboratorier, at kaos råder; mængden af forskellige dimser, apparater, filformater, billedformater og spektroskopidata er ganske overvældende og det viser sig derfor at være et betydeligt stort projekt at organisere det hele. Faktisk har det udviklet sig til et efterhånden større software projekt som vi løbende har holdt opdateret under det mundrette navn PyExpLabSys hvor vi vedligeholder drivere og filformat-parsere til et stadigt større antal apparater. Alt dette har en lang række fordele, som vi kan gemme til en anden god gang, men bare fordelene omkring datahåndtering har enormt potentiale. Faktisk så meget, at det har vist sig at kunne publiseres.

Og hvad er det så man får ud af at kunne kommunikere med sine dimser med eget software i stedet for det program eller filformat, man normalt har brugt. Svaret er, at det giver fantastiske muligheder for at organisere data på tværs af formater og datatyper. Hvis jeg eksempelvis gerne vil kende trykket i et af vores vakuumkamre, er oplysningen kun et klik væk, og bare fordi jeg kan, har jeg for demonstrationens skyld lige plottet vandflowet gennem kammerets røntgenkanon på den anden akse:

Disse oplysninger er ofte utroligt nyttige i forbindelse med fejlfinding eller ved simpel koordinering og vedligehold af en eksperimentel opstilling. Afstanden fra en graf som denne og til at opstille et simpelt alarmsystem som sender emails eller sms’er hvis parametre falder uden for fastsatte rammer er meget kort, og det er derfor en simpel sag altid at vide, at ens opstilling er sund og rask.

Vi har nu adgang til alt fra STM-billeder og XPS-spektre til værdier for tryk og temperatur af kølevand og central forsyning af Argon. Princippet kan udvides til stort set enhver faggruppe, eksempelvis kunne det jo være rart at kende temperaturen af sin 80 graders fryser gennem de sidste par år – både for at kunne dokumentere at ens prøver er uskadte, og for at kunne fange potentielle problemer i opløbet. Hvis effektforbruget af en fryser gennem nogle uger stiger stødt kunne det jo være en god anledning til at få den serviceret inden den faktisk gik i stykker. Udvid selv til dit eget fag.

Hele projektet er open source og vi håber meget at andre laboratorier og grupper kunne få lyst til at være med i projektet. Jo flere der deltagere jo flere instrumenter kan vi inkludere.

I et senere blogindlæg vil jeg vise hvordan systemet ikke kun kan bruges til at holde styr på helbredsdata for udstyr men også i meget høj grad kan bidrage til både at kunne organisere, visualisere og sammenligne rigtige eksperimentelle data. I mellemtiden kan man kigge lidt på denne kurve over temperatur og tryk af kølevandet i vores bygning. Blå kurve er kølevand på vej frem fra varmeveksleren, rød kurve er på vej tilbage. Sort kurve viser trykket af kølevandet.

Quiz: hvorfor er der en invers korrelation mellem trykket og temperaturen af vandet?

Astronomi, Fysik, Rumfart

Med Lysets Hast Gennem Solsystemet

3. februar 2015 Jonas Haase 1 kommentar

Lys er hurtigt, meget hurtigt. Hvert sekund bevæger en foton sig 299.792.458 meter, en ufattelig afstand.

Men universet er jo også ret stort, så hvordan ville man opleve det, hvis man ville kigge ud af bagruden på et rumskib, der fjerner sig fra solen med lysets hast?

Det prøver den efterfølgnde video at vise.

Riding Light from Alphonse Swinehart on Vimeo.

Det skal nok lige siges at filmen udelukkende illustrerer hvor lang tid det tager at komme gennem det indre solsystem. Hvis man virkeligt ville kigge ud af vinduerne på et rumskib tæt på lysets hast, ville universet se ret mærkeligt ud på grund af relativistiske effekter: Lys forfra vil være blåforskudt, lys bagfra rødforskudt og begge dele vil kun kunne ses i en plet lige foran eller bagved skibet, resten er mørk.

I videoens beskrivelse siger han I øvrigt ikke noget om rumskibe, men bekriver det som en fotons oplevelser fra den forlader solen. Her er det faktiske billede endda endnu mere mærkeligt – en foton mærker slet ikke tidens gang…

Teknologi

Derfor skal du blende din Barolo

21. januar 2015 Klaus Seiersen

I weekenden lavede jeg et interessant eksperiment. Eller eksperiment og eksperiment; jeg drak rødvin med en god, gammel ven…

Men vi prøvede noget nyt, som jeg læste om for et par år siden, nemlig at ilte vinen ved at hælde den i en blender og give den 30 sekunder for fuld power!

Lad mig med det samme komme en del af kritikken i forkøbet: Det er virkelig ikke en charmende måde at ilte sin dyre rødvin på. Nogen vil måske mene, det er respektløst. Jeg er også selv meget mere til flotte, stilfulde glaskarafler med stor væskeflade, hvor vinen kan plaskes ned og slynges rundt.

Men sagen er, at blenderen virker. Og vinen bliver på ingen måde ødelagt, selv man uundgåeligt krummer tæer, og overvejer hvad man har gang i, når vinen skummende drøner rundt i en støjende køkkenmaskine.

Resultatet er dog en rundere og blødere vin, der tydeligvis har fået de egenskaber, som iltningen bidrager med, og der er eksempler på, at selv vineksperter er blevet snydt af metoden i blindtests (som f.eks. denne spanske hertug).

Metoden kaldes også hyper-dekantering, og du kan læse mere om det her og her.

Værsgo at blende:

Biologi, Forskning, Fysik, Geologi, Kemi, Klimatologi, Teknologi

Planetary Boundaries – Klimaforandringer er ikke planetens største problem

17. januar 2015 Katrine Grace Turner

Klimaforandringerne har efterhånden vundet indpas i de fleste menneskers forståelse, men klimaforandringerne er kun én af de effekter, der er forbundet med vores tilstedeværelse og vores omsætning af de ressourcer vi har til rådighed. Mennesket er nu blevet en naturkraft i sig selv, og vores tidsalder kaldes af mange for Anthropocen, menneskets tidsalder.

Vores indflydelse på Jorden handler altså ikke kun om overforbrug af fossile brændstoffer, men at det påvirker mange globale processer og kan i mange tilfælde måles direkte. Hvis vi stresser dette system og ændrer for meget på processerne, risikerer vi at nå et punkt hvor planeten tippes ud af ligevægt, et såkaldt tipping point, og forandringerne bliver varige.

En ny artikel i Science peger på ni processer der er vitale for at opretholde en stabil planet, og undersøger hvor meget vi kan ændre på det globale system inden vi når et tipping point. Konceptet kaldes ’Planetary boundaries’, Planetens grænser, og viser hvordan vi på flere andre områder presser de globale systemer der er grundlag for liv, eller i hvert fald vores civilisation, på Jorden. Planetary boundary ideen er relativ simpel, og bygger på ideen om at jorden er et lukket, men meget komplekst system, og at alle processer i dette system påvirker hinanden.

Pointen er at det ikke kun er klimaet der har et problem. De ni forskellige processer som er undersøgt i denne artikel, er beviseligt er blevet ændret af menneskelig indflydelse: klimaet, ozonlaget, havets forsuring, kemiske cyklusser, ferskvand, landskabet, biosfæren, aerosoler i atmosfæren, samt en kategori der kaldes nye enheder. Den sidste kategori dækker over nye menneskeskabte substanser som fx CFC-gasser og mikropartikler, der er uhyre praktiske for os, men som ikke før har eksisteret på jorden, og som vi ikke rigtigt hvad der sker med når de bliver sluppet fri. Forskerne bag denne artikel mener, at vi bliver nødt til at se på hele systemet i stedet for kun delelementerne som ozonlaget eller klimaforandringer.

http://www.sciencemag.org/content/early/2015/01/14/science.1259855/F3.large.jpg

Ideen med denne artikel er at den skal hjælpe os til at bestemme ”the safe operating space”, en sikker operationszone, altså hvor meget vi kan presse og påvirke disse processer, før det går ud over planetens evne til at genvinde balancen. Der bliver opstillet tre niveauer til at bestemme hvorvidt vi er ved at overskride denne sikre zone, og hvis vi bevæger os ud over den sikre zone, vides det ikke hvad konsekvenserne er. Desuden, er nogle af processerne ikke engang mulige at måle endnu. Zonerne er ment som en advarsel så vi kan nå at reagere i tide til at rette op på problemet, som vi faktisk nåede det i 80’erne ved at forbyde CFC gasser, før de gjorde uoprettelig skade på ozonlaget.

Det kommer nok ikke bag på nogen at vi overskrider grænsen for den sikre operationszone, for CO₂ i atmosfæren, som er lagt fast på 350 ppm (vi er pt omkring 400 ppm). Det som mange nok vil finde overraskende er, at vi er i endnu større problemer med de massive ændringer vi forsager i de kemiske processer i naturen (fx fosfor og kvælstof der bliver ledt væk fra landjorden og ud i havet af landbruget), og den vilde tilbagegang i biodiversitet, også kaldet den 6. masseuddøen (den 5. var den meteor der gjorde kål på dinosaurerne).

Både det nuværende tab af biodiversitet og udledningen af næringsstoffer ligger begge i den røde højrisiko-zone, dér hvor der beviseligt sker ændringer af systemet. Men også de ændringer vi forsager i landskabet, dvs. urbanisering, skovfældning og landbrug, er rykket ind i den forhøjede risiko-zone, hvor vi forringer vores miljø og økosystemer og dermed risikerer permanent nedsættelse af vores livskvalitet og vores civilisations grundlag.

Det er altså ikke nok kun at koncentrere sig om klimakrisen. Vi skal i gang med at navigere og rette ind på langt flere punkter, hvis vi ikke skal nå dertil hvor vi ikke kan redde den hjem. Forskerne mener dog stadig er der er tid til at reagere og vende udviklingen som historien har vist er mulig.

Forskningspolitik, Nyheder, Rumfart, Teknologi

Når ræven vogter høns

16. januar 2015 Stinus Lindgreen

Nogle gange kan politik både herhjemme og i udlandet få en til at undre sig inderligt. Som for eksempel når man vælger, hvem der skal træffe vigtige økonomiske beslutninger. Det virker oplagt, at man overvejer både personens kompetencer og eventuelle interessekonflikter. Nogle valg er så åbenlyst absurde, at de aldrig burde blive realiseret.

Men man kan alligevel blive overrasket. Som for eksempel det seneste valg i USA til posten som formand for senatets udvalg for “Space, Science and Competitiveness”. En magtfuld post der bestemmer over NASAs budget såvel som en række andre videnskabelige programmer. Manden med magten er den republikanske senator fra Texas, Ted Cruz.

Ted Cruz er en ekstremt konservativ Tea Party-republikaner, der med sin benhårde og kompromisløse stil har skubbet både demokrater og republikanere væk og efterhånden kun har støtte fra de mest ekstreme dele af partiet. Dette er måske ikke underligt, når han er vokset op med en højrekristen prædikant som far, der mener, at evolution er en kommunistisk løgn, og at ateister bør leve i indhegnede lejre. Men selv uden partipolitiske briller på har Ted Cruz en historie, der gør ham til et potentielt skæbnesvangert valg for netop en så tung post med ansvar for videnskabelige budgetter.

De fleste husker nok, da det offentlige USA lukkede ned i 16 fulde dage tilbage i oktober 2013. En af hovedmændene bag at det gik så galt var Ted Cruz. Konsekvenserne af denne handling var enorme, og det ramte bl.a. forskningsverdenen hårdt, da offentligt finansierede projekter måtte standse. Det kan være ødelæggende, dyrt og tidskrævende med en uplanlagt pause på over 2 uger midt i følsomme eksperimenter. Det påvirkede blandt andet NASA voldsomt, og de hører nu under Ted Cruz’ kyndige styre.

Og det er ikke første gang, Ted Cruz har været efter NASA – tidligere i 2013 forsøgte han at komme igennem med et forslag, der ville have beskåret NASAs budget voldsomt men heldigvis uden held.

Det ser desværre ikke bedre ud, hvis man kigger på hans videnskabelige forståelse generelt. Som god Tea Party-republikaner mener han selvfølgelig, at global opvarmning er fup og fidus, og han er ikke bleg for at øse ud af sin uvidenhed. Cruz mener ikke, at der har været global opvarmning de seneste 15 år (det er desværre ikke sandt), ligesom han gerne hævder, at de forvirrede forskere i 70’erne advarede imod en kommende istid (hvilket der – modsat hvad vi ser i dag – aldrig var konsensus omkring).

Og det er manden, der nu har ansvaret for budgetterne for NASA og en række andre forskningsprojekter. Det skal nok blive interessant.

Medicin, Nyheder, Teknologi

Her er leverandøren af Danmarks nye partikelterapicenter

5. januar 2015 Klaus Seiersen

Et helt år med intense møder, tykke dokumenter, korrekturlæsning og analyser er endelig kulmineret med den pressemeddelelse, der netop er udsendt.

Danmark skal som bekendt have et nyt anlæg til strålebehandling mod kræft, et anlæg som ikke “bare” tilbyder partikelterapi til danske kræftpatienter, men som har ambition om at blive et forskningsbaseret center i den absolutte verdensklasse.

Jeg har haft ære og fornøjelse af at sidde med i det store udvalg, der har vurderet de interesserede leverandørers tekniske færdigheder i forbindelse med det danske EU-udbud.

Først udvalgtes tre leverandører blandt alle ansøgere på baggrund af tidligere referencer. Herefter indledtes en række yderst grundige dialogrunder med de tre leverandører, hvor de tekniske muligheder inden for moderne acceleratorteknologi blev undersøgt.

Det blev brugt til at formulere en endelig kravspecifikation for Dansk Center for Partikelterapi (DCPT), som blev sendt i afsluttende udbud i starten af oktober. De tre leverandører svarede med hver deres bud på den tekniske løsning, de kunne levere, og mindst lige så vigtigt: en pris.

Pris og teknologi er altså vurderet samlet som det “økonomisk mest favorable tilbud”, hvor man ikke kun ser på pris, men kvalitet i forhold til pris. Prisen var dog faktisk så god, at den kun tager omkring 2/3 af budgettet.

Vinderen kan hermed bekendtgøres: Det bliver Varian Medical Systems, som skal levere udstyr til det danske partikelterapianlæg!

Varian er kendt i Danmark som stor leverandør af udstyr til konventionel strålebehandling, mens markedet for protonterapi stadig er nyt og under udvikling.

Det er en virkelig stor milepæl for dansk kræftbehandling – men der går stadig indtil 2018, før vi kan begynde at behandle patienter.

Læs hele Region Midtjyllands pressemeddelelse her.

ScienceBlog