Kategoriarkiv: Fag

Nobelprisen 2007 III

I går kom den tredje naturvidenskabelige Nobelpris så, og den tilfaldt tyskeren Gerhard Ertl. Sørme om det ikke var endnu en ikke-amerikaner, der kom på årets modtagerliste!

Ertl, der har lavet banebrydende arbejde indenfor feltet nanokatalyse, blev i 2003 udnævnt som æresdoktor ved Aarhus Universitet. I forbindelse med Nobelprisen udtaler Flemming Besenbacher fra iNANO centeret i Århus: “Jeg er utroligt glad for at Gerhard Ertl har modtaget Nobelprisen. Han står for mig som faderen til moderne overfladefysik og nanokatalyse“.

Mon ikke vi snart ser Ertl give et Nobelforedrag i det østjyske…?

Nobelprisen 2007 II

Så blev det fysikprisen, der blev uddelt. Modtagerne var for en gangs skyld ikke amerikanere, men derimod tyskeren Peter Grünberg og franskmanden Albert Fert. De får prisen for arbejde, der anvendes direkte i teknologien bag harddiske, og som sådan er det altså yderst anvendt forskning, der i år hædres.

Mere info på Nobelprize.org eller hos Ingeniøren, hvis videnskabsjournalist Jens Ramskov rent faktisk forudsagde modtagerne af prisen i fredags! Godt gået, Jens.

Nobelprisen 2007

Så er det igen Nobeluge! Den første pris blev uddelt i dag, nemlig prisen i medicin og fysiologi.

To amerikanere og en brite deler prisen på 10 millioner svenske kroner for deres banebrydende arbejde inden for genteknologi. På Nobelprisens hjemmeside er der masser af uddybende information om årets pris. Læs også om prisen her på JP.dk.

I morgen uddeles fysikprisen, og på onsdag er det kemiprisen, der offentliggøres.

Fysik kun for sjov

Når jeg hver dag cykler til arbejde kører jeg under en motorvejsbro. Normaltvis er der meget larm og støj, men en gang imellem er der tilfældigvis ikke nogen biler, og alt er stille. En sådan dag kom jeg cyklende bag ved en anden person, som pludselig til min store overraskelse med høj stemme råbte: “Hvad drikker møller” og tilbage kom det flotteste og tydeligste ekko! Den mand har fra nu af min dybeste respekt – det er da alt for cool at lege med ekkoer sådan en hel almindelig morgen på vej til arbejde!

Lige siden den dag har jeg hver dag ønsket, at jeg turde gøre det samme, men genertheden er kommet over mig hver gang, så det er indtil nu kun blevet til en smule fløjten, men det lyder nu faktisk også meget godt…

Men nu er spørgsmål så; hvilke små forsøg laver du, kun for sjov? Kan du ikke se et stykke åbent vand, uden at slå smut, eller skal du altid lige puste i flasken mens du drikker, så du kan høre tonen ændrer sig, eller kan du måske ikke se et McDonaldssugerør, uden at bygge en lille fløjte? Fortæl os om din helt egen lille leg med fysik (eller måske et andet fag?) som vi andre kan kopiere og gøre hverdan lidt sjovere!

Uintelligent design

En ny udstilling på Naturhistorisk Museum tager kampen op mod Intelligent Design religionen. Budskabet lyder ganske enkelt, at hvis verden er designet af et intelligent væsen, så har dette væsen klaret sig virkelig dårligt. I udstillingen kan man nemlig se eksempler på, hvordan vi overalt i naturen genfinder tegn på millioner års evolution, der af og til har givet nogle ret dårlige resultater.

Manden bag udstillingen, museumsinspektør Jan Gruwier Larsen, udtalte sig i går om udstillingen til TV2 Østjylland. Indslaget kan ses her, hvor Jan Gruwier blandt andet omtaler en eventuel intelligent designer som “umådeligt ubegavet” og “i bedste fald inkompetent“.

Formålet med udstillingen er at “vaccinere befolkningen mod den slags vrøvl“, som Intelligent Design er.