Som nævnt her på bloggen i forbindelse med 20-års dagen for ulykken på atomkraftværket Tjernobyl er debatten om atomkraft som energikilde langt fra død. I forbindelse med weekendens Forskningens Døgn havde Videnskabsministeren lavet en konkurrence, hvor 30 danske forskere fordelt på 5 hold på 24 timer skulle løse følgende opgave: “Skab en løsning, der kan forebygge, at den nuværende energisituation får uoverskuelige konsekvenser for verdens befolkning!“.
Vinderholdet ledet af professor Karl Anker Jørgensen fra Aarhus Universitet foreslog blandt andet, at vi i Danmark igen skal til at overveje atomkraft. Læs historien på hjemmesiden for Forskningens Døgn.
Som beskrevet her på bloggen i april har man i Tyskland for første gang nogensinde tilbagekaldt et nanoteknologisk produkt fra markedet, da flere forbrugere havde oplevet helbredsmæssige problemer i forbindelse med brug af produktet. I fredagens udgave af Nyhedsmagasinet Ingeniøren tog avisen sagen op med forsideoverskriften “Forskere frygter for nanoprodukters giftighed“, hvilket har ført til skarpe reaktioner fra politikere på Christiansborg.
Det blev desværre ikke til unger for de to canadiske havørne i denne omgang. I går opgav parret også det andet æg. Webkameraet har dog været en helt kolossal succes, og derfor fortæller firmaet bag sitet, at et nyt kamera i løbet af i dag vil begynde at sende fra en anden ørnerede. Ydermere fortæller de, at nærmeste fremtid også vil byde på et kamera, der følger nogle grizzlybjørne. Jo, naturen er for alvor gået på nettet!
Som beskrevet midt i april kan man i øjeblikket følge et par canadiske havørne på direkte webcam. Kameraet er blevet en kolossal succes med 3,3 millioner besøgende om dagen, hvilket desværre betyder, at både kameraet og det tilhørende diskussionsforum er yderst hårdt belastede.
Den aldrende amerikanske rumfærge er i øjeblikket i store problemer. Siden Columbias forlis den 1. februar 2003 har NASA kun opsendt én rumfærge, nemlig Discovery sidst i juli måned. Den mission viste dog, at der stadig er problemer med sikkerheden på rumfærgen, og siden har NASAs ingeniører arbejdet intenst med at forberede næste opsendelse. Lige nu tyder det på, at Discovery er klar til en ny opsendelse om godt to måneder.
Amerikanske og canadiske forskere har muligvis opfundet en behandling mod de såkaldte “hæmorrhagiske febre” (blødningsfebre) Ebola- og Marburg-virus. Forskerne har kombineret gener fra Marburg-virus med et almindeligt, ufarligt virus, og når aber inficeret med Marburg fik en insprøjtning med den nye vaccine, overlevede de i månedvis, mens aber uden behandling døde inden 2 uger. Forskningsresultaterne er publicerede i den britiske journal The Lancet. Læs historien hos Reuters eller New Scientist.
På onsdag er det 20 år siden, en voldsom ulykke på atomkraftværket Tjernobyl spredte en radioaktiv sky over store dele af Europa. Debatten om atomkraften kører videre, og nu har en af Greenpeaces stiftere skiftet mening om den kontroversielle energikilde.
I Stillehavet foregår i disse måneder en interessant militær øvelse. Den store amerikanske flåde har siden 18. juli 2005 jagtet en lille, svensk ubåd, som indtil nu har formået at holde sig skjult.
Der er rigtig mange spændende fossilfund, der i øjeblikket finder vej til nyhedsoverskrifterne. En af de historier blev beskrevet her på bloggen for to uger siden, og nu har man fundet endnu et interessant fossil.
Det er i dag 100 år siden, at San Francisco blev raseret af et voldsomt jordskælv på 7,9 på Richterskalaen. Skælvet ramte lidt over klokken 5 om morgenen lokal tid, og kombineret med den efterfølgende 3-dages storbrand lagde skælvet det meste af byen øde. Mindst 3.000 mennesker omkom, og 250.000 ud af 400.000 indbyggere blev hjemløse. Men næste gang kan det gå værre!