Rumskibet roterede langsomt i sit kredsløb og det var da, at William Anders så Jorden. Månens grå kraterlandskab strakte sig ud under ham, og over ham hang det kulsorte verdensrum. Han kiggede ud af et vindue i Apollo-kapslen og så en plet i strålende blå og hvide farver kravle op over Månens horisont.
“Oh my God! Look at that picture over there! There’s the Earth coming up. Wow, that’s pretty,” udbrød William Anders.
Han greb sit kamera og trykkede på udløseren.
Foto: Image Science and Analysis Laboratory, NASA-Johnson Space Center.
“You got a color film, Jim? “, spurgte William Anders. Hans astronaut-kollega Jim Lovell skyndte sig at lede efter en rulle farve-film.
Rumskibet blev ved med at rotere. I samme øjeblik som Jim Lovell rakte William Anders farve-filmen, forsvandt Jorden ud af syne fra det vindue, William Anders havde kigget igennem.
Han svævede over til et andet vindue. Han trykkede på udløseren.
Foto: Image Science and Analysis Laboratory, NASA-Johnson Space Center.
Lyset fra Jorden og Månen blev fanget på filmrullen i William Anders’ kamera for 50 år siden den 24. december 1968 klokken 17:39 dansk tid.
Det var første gang et menneske så sit hjem fra Månen.
Billedet – som har fået navnet “Earthrise” – landede på forsiden af New York Times den 30. december bare tre dage efter, at William Anders, Jim Lovell og Frank Bormann vendte tilbage til Jorden. Det er siden blevet et ikon.
Da William Anders tog billedet rasede Vietnam-krigen nede på Jorden. USA og Sovjetunionen var parate til at udslette hinanden og resten af civilisationen ved det mindste tegn på et angreb fra den anden side. Industrien buldrede frem og det begyndte at gå op for folk, at naturen led under menneskernes forurening.
Earthrise viser, hvor bittesmå vi er på vores blå planet, og hvor skrøbelige vi er. Vi bor på en lille ø i det tomme verdensrum. Månen står som en diametral modsætning til vores oase – øde, grå og hærget af asteroiders ustandselige bombardament over milliarder af år. Er det sådan, vi efterlader Jorden, hvis ikke vi tænker os om?
Jim Lovell har senere fortalt Business Insider om, hvordan det var at se sin hjemplanet fra Månen:
“When I put my thumb up to the window I could completely hide it, and then I realized that behind my thumb that I’m hiding this Earth, and there are about 6 billion people that are all striving to live there.”
Billeder af Jorden fra rummet sætter os i perspektiv til universet. Med vores rumsonder, har vi været i stand til at tage billeder af vores lille blå klat fra både Mars, Saturn og det ydre solsystem.
Efter solnedgang den 31. januar 2014 tog NASAs Curiosity rover dette billede af Mars’ horisont og Jorden, der titter frem bag Mars’ tynde atmosfære. Et menneske på Mars’ overflade ville nemt være i stand til at se Jorden og Månen som to klare “aften-stjerner”. Da Curiosity tog billedet var Jorden omkring 160 millioner kilometer fra Mars. Foto: NASA Jet Propulsion Laboratory-Caltech/Malin Space Science Systems/Texas A&M University. NASAs Cassini-rumsonde tog det her billede af Jorden, Saturn og dens ringe den 19. juli 2013. Billedet blev taget i en afstand på 1,4 milliarder kilometer fra Jorden. Foto: NASA/JPL-Caltech/Space Science Institute Da NASAs Voyager 1 i 1990 var på vej ud af Solsystemet bad astrofysiker Carl Sagan NASA om at få rumsonden til at tage et billede af Jorden og solsystemets øvrige planeter. Det blev til billedet “Pale Blue Dot”, hvor Jorden ses i en afstand på seks milliarder kilometer på et grynet foto – fanget i en solstråle. Foto: NASA JP
For folk som astrofysiker og videnskabsformidler Carl Sagan (1934-1996) transcenderer billeder som disse det rent videnskabelige. De får os til at stoppe op og tænke over vores plads i universet, og hvordan vi forvalter vores hjem:
“To me, it underscores our responsibility to deal more kindly with one another and to preserve and cherish the only home we’ve ever known.”
2019 starter med mere end fyrværkeri og skihop – klokken 06:33 nytårsmorgen dansk tid er der stævnemøde i den yderste ende af solsystemet – seks milliarder kilometer fra Jorden. Hvis champagne-rusen har lagt sig, kan du overvære den sidste gang i adskillige år, at et hidtil ukendt himmellegeme i det ydre solsystem åbenbarer sig for os.
Det er NASAs rumsonde New Horizons, som nytårsmorgen suser forbi “asteroiden” Ultima Thule med en hastighed på 14,6 kilometer i sekundet (52.650 kilometer i timen) og en afstand på 3.500 kilometer.
En illustration af, hvordan Ultima Thule måske ser ud. Illustration: Johns Hopkins University Applied Physics Laboratory/Southwest Research Institute (JHUAPL/SwRI)
(Jeg skriver asteroide, for NASA bruger en ret intetsigende betegnelse for himmellegemer i den del af solsystemet – Kuiper Belt Object (KBO). I forvejen har forskerne vanskeligheder med at finde de rigtige betegnelser til himmellegemerne Kuiper-Bæltet. Spørg blot en tilfældig NASA-forsker, om han eller hun mener; er Pluto en planet eller en dværgplanet.)
New Horizons kommer dermed tættere på Ultima Thule end på Pluto, som rumsonden suste forbi i 2015. Ultima Thule er også noget mindre – blot 25 kilometer i diameter mod Plutos 2377 – og hvis Plutos sammensætning er karakteristisk for KBOerne, så er Ultima Thule en snebold af frossen kvælstof.
Billedet er en serie af billeder af Ultima Thule. Holdet bag New Horizons har længe holdt øje med, om der er støv eller ringe i området. Når en rumsonde flyver med 14,6 kilometer i sekundet, kan selv det mindst støvkorn forvolde ekstrem skade. Den gul-grønne plet i midten er Ultima Thule og de to stiblede linjer uden om, repræsenterer de to afstande New Horizons kunne vælge at flyve forbi Ultima Thule med. Fordi NASA-forskerne ikke har fundet tegn på støv eller ringe, har de valgt den inderste af de to muligheder – markeret med et X. Foto: NASA/Johns Hopkins Applied Physics Laboratory/Southwest Research Institute.
Rumsonden vil forsøge at kortlægge overfladen og afgøre, hvad Ultima Thule helt præcist består af. Samtidig vil New Horizons’ kameraer spejde efter naturlige satellitter og ringe, som dem Saturn har.
Fra 3.500 kilometers afstand vil kameraene være i stand til at tage billeder, hvor hver pixel svarer til 35 meter. Billederne kan imidlertid blive lidt slørede af, at rumsonden flyver så hurtigt, samt at der så langt ude i solsystemet ikke er særlig meget sollys at tage billeder i.
Infografik, NASA.
Forskerne bag New Horizons-missionen brugte Hubble-teleskopet til at lede efter KBOer hinsides Pluto, og det var sådan, de fandt Ultima Thule i 2014.
Navnet betyder “Et fjernt ukendt område; Opdagelsens ekstreme grænse” på latin.
De første billeder bliver offentliggjort i dagene frem til den 4. januar. Men fordi New Horizons er så langt væk fra Jorden, kan rumsonden kun sende sine data tilbage med 1000 bit i sekundet. Det betyder, at det vil tage 20 måneder – helt frem til udgangen af 2020 – før al data fra Ultima Thule er tilbage på Jorden.
Følg med i missionen den 1. januar klokken 06:33 på NASA TV
Den 13. december fløj to astronauter ombord Virgin Galactics VSS Unity op i en højde på 82,7 kilometer over Mojave-ørkenen i USA. Foto: Virgin Galactic
Dagen hvor de første rumturister forlader Jordens atmosfære rykker nærmere.
Den 13. december lykkedes det virksomheden Virgin Galactic at flyve deres rumskib, SpaceshipTwo VSSUnity, op til kanten af verdensrummet med to astronauter ombord.
Fra Mojave-ørkenen nåede de op i en højde på 82,7 kilometer og fløj med næsten tre gange lydens hastighed.
Det er første gang siden rumfærgen gik på pension i 2011, at astronauter fra amerikansk jord flyver så højt.
Og det er første gang nogensinde, at de gør det i et privatbygget rumskib.
På vej ned bremsede rumskibet ved at bukke vingerne – en metode kaldt ”feathering”. Herefter landede astronauterne Mark Stucky og Frederick Sturckow sikkert på landingsbanen.
Foto: Virgin Galactic Foto: Virgin Galactic
Virksomhedens ejer, Richard Branson, sagde efter flyvningen:
”Today, we have shown that Virgin Galactic really can open space to change the world for good.”
Virgin Galactic hævder selv, at de har nået ud I rummet, skønt den officielle grænse – også kendt som Karman-linjen – starter ved 100 kilometer.
Den amerikanske luftfartmyndighed FAA lykønskede ligeledes virksomheden med sin første rumflyvning.
Federal Aviation Administration
Flyvningen er den sidste i en række tests Virgin Galactic har foretaget siden 2014.
Virksomheden skriver, at de vil flyve kunder ud i rummet, når de mener, det er sikkert nok, og når de har fået myndighedernes tilladelse. Mere end 600 personer fra 60 lande har reserveret en flyvetur ud i rummet, heriblandt danskeren Per Wimmer.
Og Virgin Galactic er ikke de eneste, der forsøger sig med rumturisme.
Virksomheden Blue Origin vil til næste år også begynde at sende folk ud i rummet ombord på deres raket New Shepard.
Fra den sovjetiske rumsonde Vega 1 lyste Venus op i halvmåneform den 9. juni 1985, da sonden frigjorde det kugleformede nedstigningsmodul forrest på fartøjet. I to dage faldt nedstigningsmodulet mod planeten, før den ramte den øvre atmosfære. I en højde af 61 kilometer delte kuglen sig i to stykker. Det ene stykke fortsatte sit fald mod overfladen for enden af en faldskærm. Nede på overfladen overlevede den i blot 56 minutter før Venus’ atmosfæriske tryk og varme slog den ihjel. Læs videre Balloner i rummet – den fjerde vej i planetudforskning→
Cape Canaveral. I morgen – tirsdag – klokken 19.30 dansk tid har virksomheden SpaceX tænkt sig at gennemføre den første testflyvning af deres længe ventede raket Falcon Heavy. Lykkes det uden at den eksploderer undervejs, vil Falcon Heavy blive menneskehedens »stærkeste« raket i drift. Stærk er i denne sammenhæng et udtryk for, hvor mange tons den kan sende i lavt kredsløb om Jorden (LEO-kredsløb) og Falcon Heavy kan skyde 63 tons i lav bane rundt om Jorden. Det er mere end dobbelt så meget som den indtil nu stærkeste raket på markedet; Delta IV Heavy (28 tons i LEO-kredsløb).
Washington DC. I et udkast til NASAs budget i 2019, som internetmediet The Verge har fået adgang til, lægger den amerikanske Trump-regering op til at stoppe USAs finansiering af Den Internationale Rumstation (ISS) i 2025. Det skriver The Verge torsdag.
Cape Canaveral. Næsten en måned efter at, raketvirksomheden SpaceX første gang rejste sin nye kraftfulde Falcon Heavy raket, lykkedes det onsdag for dem at afprøve alle 27 motorer på én gang. Afprøvningen har været længe undervejs af flere grunde: Planen var, at affyringen skulle være sket kort efter nytår, men åbenbart har SpaceX ikke følt sig sikre nok til at teste Merlin-motorerne, for raketten er – siden den første gang blev rejst – taget ned igen, rejst, fyldt med brændstof, tømt og taget ned igen.
Detaljerne om hvordan det skal lade sig gøre er endnu uvisse. SpaceX er ikke kommet med en plan for prøveflyvningen, men i deres tweet skriver de, at detaljerne kommer inden længe.
Men selv om deres mål om at lande et ubemandet rumskib på Mars rammer målskiven med et par års forsinkelse, vil det være en revolutionerende begivenhed for rumfarten.
SpaceX har allerede vist, at de mestrer raketvidenskaben. I december landede de en løfteraket, efter den havde sendt en satellit i kredsløb om jorden. Den bedrift gentog virksomheden i marts, hvor raketten landede på et skib til havs (læs mere her). Der er imidlertid ingen, hverken stater eller private, som nogensinde har landet et rumskib designet til mennesker på en anden planet.
Fakta: Hvad er en rumkapsel? Rumkapsel er et andet ord for et rumskib, som er designet til at have mennesker ombord. De fleste bemandede rumskibe er bygget som en kapsel, hvilket gør det lettere for fartøjet at trænge igennem jordens atmosfære, når astronauterne skal hjem igen. Undtagelsen fra denne regel er den amerikanske rumfærge, som er formet som en flyvemaskine. Den bliver imidlertid ikke længere brugt.
NASA skriver i et indlæg på deres hjemmeside, at de samarbejder med SpaceX om at sende en ubemandet Dragon 2 kapsel til Mars. Rumfartsorganisationen vil yde teknisk støtte, for i bytte at få adgang til det data, som kapslen indsamler under landingen.
NASA’s egen plan om at sende mennesker til Mars er sat til 2030’erne. Historisk har den amerikanske rumfartsorganisation haft store drømme om at sende astronauter til den røde planet, men igen og igen er drømmene løbet ud i sandet.
Det ser dermed ud som om SpaceX kan komme til at overhale NASA indenom i ræset om at være de første til at plante sine fodaftryk på en anden planet. Dog har SpaceX nogle udfordringer på vejen. Det kræver en stærkere raket end Falcon 9, som er den eneste raket virksomheden fremstiller nu, at sende en Dragon 2 kapsel til Mars. Deres næste generation af raketter, Falcon Heavy, vil imidlertid være den kraftigste siden måneraketten Saturn 5. Falcon Heavy kan ifølge SpaceX’ hjemmeside sende 13 tons til Mars. Det er omkring dobbelt så meget som deres Dragon 2 kapsel kommer til at veje. Falcon Heavy har aldrig fløjet før og dens første prøveflyvning er sat til engang i efteråret.
Dragon 2 kapslen har heller ikke haft sin første prøveflyvning endnu og der vil derfor være mange usikkerheder i forhold til, hvordan den vil klare rejsen. Ikke mindst om den kan lande ved hjælp af dens egne raketter. På Mars er det ikke muligt at lande kun ved hjælp af faldskærme, fordi atmosfæren er for tynd.
Fakta: At lande på Mars:
Af alle rumsonder der er sendt til Mars klarede kun lidt over halvdelen turen og deres mission. Mars er svær at lande på, fordi atmosfæren er lige præcis så tynd, at det ikke er nok at bruge faldskærme alene. Samtidig er atmosfæren tyk nok til at smadre rumskibe der ikke kan modstå de aerodynamiske kræfter. NASA’s robotter på Mars brugte en kombination af faldskærme og raketter for at nå ned på den røde overflade.
Hvordan virksomheden regner med at løse de udfordringer, må deres kommende udmeldinger vise. Deres tweet er allerede blevet delt 6.000 gange.
Blandt kommentatorerne på Twitter er rumfartsjournalisten Emily Lakdawalla, som er redaktør hos interesseorganisationen Planetary Society – en forening som arbejder for flere midler til udforskning af verdensrummet. Hun er umiddelbart begejstret, men udtrykker også bekymring i forhold til, hvad konsekvenserne kan være ved at private virksomheder lander på Mars. Hun skriver, at miljøet på Mars kan blive forurenet af bakterier og mikroorganismer fra jorden, hvis ikke SpaceX sørger for at sterilisere deres rumkapsel. Mars-forskere udelukker ikke muligheden for, at der stadig kan være liv på Mars i form af encellede organismer. Bakterier fra jorden der sniger sig ombord på en rumkapsel kan true de lokale organismers overlevelse. Emily Lakdawalla skriver samtidig at hun har spurgt SpaceX hvad de har tænkt sig at gøre. De forsikrer hende om, at de vil samarbejde med NASA for at undgå at organismer fra jorden ’smitter’ den røde planet.
Elon Musk har tidligere sagt at han vil offentliggøre den overordnede plan for, hvordan SpaceX vil kolonisere Mars IAC’s kongres i Mexico der kører fra den 26.-30. september
Tolv amerikanske astronauter gjorde det umulige og satte de første fodaftryk på månen for snart et halvt århundrede siden. Deres korte og farefulde udflugter i rummet brændte milliarder af skattedollars af. Allerede før 1969, da Neil Armstrong og Buzz Aldrin landede i the sea of tranquility, havde politikerne i Washington DC skåret kraftigt i NASA’s budget. 12 mænd gik på månen. Den sidste astronaut tog derfra i december 1972. Siden er ingen vendt tilbage.
Spol frem til år 2014. I Silicon Valley ankommer NASA-medarbejdere, videnskabsfolk og entreprenører til en workshop, hvor de skal besvare følgende spørgsmål:
Er det muligt at bygge en base på månen med plads til 10 personer for 32 milliarder kroner inden år 2022?
Deres svar: Ja!
Til sammenligning kostede Storebæltsbroen 37 milliarder kroner i 2016-penge. En base på månen for lidt under en Storebæltsbro. Hvabehar!
Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?,
Rumfart er notorisk dyrt. Hvis den danske astronaut Andreas Mogensen ville have haft en liter øko-mælk med sig op på rumstationen, ville det have kostet lidt over 143.000 kroner, hvis han have den med i sin rumkapsel. Blandt andet derfor har ingen astronauter taget turen tilbage til månen siden 70’erne.
Men tingene er ved at ændre sig. Den store forskel på månelandingerne og nu, er at private virksomheder for alvor har kastet sig over rumfarten. Virksomheden SpaceX har gjort rumfart sexet, på samme måde Tesla har givet elektriske biler sex appeal. Ikke overraskende har begge virksomheder den samme grundlægger – Elon Musk. Han har en idé om at kolonisere Mars indenfor de næste 20-30 år. Da han regnede på hvad det ville koste, var der én ting som gjorde projektet alt for dyrt – raketterne. Særligt motorerne koster kassen og de er typisk en engangsfornøjelse ligesom almindelige nytårsraketter. Godt nok sprænger de (som regel) ikke i luften, men når en rumraket har brugt sit brændstof, falder den til jorden og går til grunde.
Undtagen SpaceX’ Falcon 9 raket. Når den er næsten tør for brændstof, slipper den først sin last, som går i kredsløb om jorden, og vender så tilbage til moder jord. Det er lykkedes SpaceX at lande to af deres raketter indtil videre – en på land og en til havs.
Ved at genbruge sine raketter regner Elon Musk med at kunne gøre rumfart til en relativt billig affære. Så billig endda, at almindelige mennesker i fremtiden kan tage med SpaceX til Mars og blive vaskeægte rumkolonister.
Men nok om SpaceX’ visioner. Der er stof nok til et blog-indlæg for sig. Tilbage til visionerne om en månebase.
Hvis SpaceX er flyttefirmaet, så er virksomheden Bigelow Aerospace ejendomsmægleren. Deres produkt – sammenfoldede habitater – er en idé, som de har købt af NASA. Habitat er et andet ord for værelse i rummet, det vil sige et modul, hvor astronauter kan bo uden at have rumdragt på. I 60’erne undersøgte NASAs ingeniører billige måder at konstruere rumbaser på. En udfordring indenfor raketvidenskaben er at sende store ting ud i rummet. En raket skal først igennem jordens atmosfære, hvor den må kæmpe imod de aerodynamiske kræfter. Desuden skal en raket bruge mere brændstof, jo større masse den har med sig. Det ekstra brændstof gør raketten endnu tungere og lige pludselig bliver det meget svært at sende raketten afsted. En base som er lavet af et let materiale og som kan foldes ud, når det har undsluppet atmosfæren, gør det muligt at bruge en mindre raket, hvilket er billigere end en stor raket.
De første oppustelige habitater som NASA eksperimenterede med var lavet af gummi. Men ingeniørerne fandt hurtigt ud af, at gummi ikke har styrken til at klare længere ophold i rummet. Ideen døde ud, men blev genoplivet i 90’erne med opfindelsen af kevlar. Kevlar er det samme materiale som skudsikre veste er lavet af. Det kan modstå kosmiske stråler, mikro-meteroitter og alle de andre farer, som kan gøre astronauter fortræd. Samtidig er det let og fleksibelt og et habitat af kevlar kan pakkes sammen og foldes ud, når det er fri af jordens tyngdekraft.
Men den amerikanske kongres gav ikke NASA midlerne til at gå videre med ideen, fordi de allerede brugte alt for mange penge på at konstruere den internationale rumstation. Heldigvis købte Bigelow Aerospace ideen fra NASA og arbejdede videre på den. I 2006 og 2007 sendte virksomheden to eksperimentelle habitater i kredsløb om jorden, som stadig svæver rundt derude. Og så sent som søndag den 10. april ankom virksomhedens seneste habitat BEAM (Bigelow Expandable Activity Module) til den internationale rumstation
I magasinet New Space har forskere fra NASAs Ames Research Center skrevet en artikel, hvor de bruger den internationale rumstation som model for en månebase. Mandskabet skiftes ud en gang hvert halve år og de skal have omkring 300 kubikmeter plads at leve på. På ét punkt vil de to baser dog adskille sig kraftigt fra hinanden. Den internationale rumstation har en masse på 420 tons, hvilket er cirka det samme som en fuldt lastet Boeing 747. Grunden til at den vejer så meget, er fordi dens skrog primært er lavet af metal. NASAs forskere vurderer, at Bigelow Aerospaces lette habitater kan bringe månebasens samlede masse ned på 150 tons.
Planen er så at bruge SpaceX’ næste raket, som skal flyve for første gang til november – Falcon Heavy. Det er den eneste raket som har evnen til at sende den nødvendige masse til månen og som samtidig kan genbruges. Men en enkelt opsendelse er ikke nok. Den første Falcon Heavy sender en delvist fyldt tank med brændstof i kredsløb om jorden. Derefter flyver cirka ti Falcon 9 raketter op til tanken og fylder den op med brændstof indtil den er fyldt. Så fyrer man endnu en Falcon Heavy i kredsløb om jorden, men denne gang har den det første sammenfoldede månehabitat med sig. Habitatet er Bigelow Aeorospace’s BA-330MDS, som har en masse på 20 tons. Den flyver hen til tanken, overfører brændstoffet til sine egne motorer og skyder sig afsted mod månen.
I kredsløb om månen navigerer rumskibet sig frem til endnu en tank, som er blevet sendt op i forvejen og er fyldt med brændstof. Den overfører brændstoffet og påbegynder sin landing. Hele processen gentager sig, indtil den færdige månebase står klar på overfladen.
Det mest ideelle sted at lande en base er ved månens poler, hvor der er nærmest konstant sollys, som kan generere elektricitet. Samtidig er der tegn på, at der gemmer sig vand-is i de skyggefulde kratere og det kan astronauter bruge til raketbrændstof og drikkevand.
Efter basen er bygget på måneoverfladen ankommer astronauterne i en SpaceX Dragon kapsel. De kan nu se frem til et halvt år på månen. Omkostninger til transport af gods og mennesker vil årligt beløbe sig på lidt over 13 milliarder kroner. Det er 6,6 milliarder kroner billigere end prisen for at holde den internationale rumstation ved lige på årlig basis.
Perspektiverne i en månebase er store. Ikke bare videnskabeligt, men også for civilisationen som sådan. Såfremt vand-is er tilgængeligt i kraterne, kunne månen blive det springbræt, der sender menneskeheden endnu dybere ud i solsystemet. Fordi der ikke er nogen atmosfære og fordi alting vejer en sjettedel af vægten på jorden, er det utrolig nemt at sende rumskibe afsted fra månen.
Om det vil lykkes inden år 2022 at etablere en månebase må tiden vise. Men tingene er ved at ændre sig. Verdensrummet er for alvor blevet en arena, hvor private virksomheder åbner muligheden for, at mennesker kan rejse endnu længere ud i solsystemet.
Omkring midnat dansk tid natten mellem fredag og lørdag opsendte SpaceX en Falcon-9 raket med forsyninger til den internationale rumstation. Det var den ottende forsyningsmission til rumstationen udført af SpaceX og som sådan et skridt i NASA’s strategi om at lægge flere af de “rutinemæssige” opgaver i rummet over til private aktører. Fredag nat havde dog perspektiver der rakte noget udover en helt rutinemæssig flyvning til rumstationen. Af to grunde:
Den første og vigtigste grund er at det lykkedes at lande rakettens første trin sikkert på en pram i havet.
SpaceX har tidligere haft flere mislykkede forsøg:
Og har i december sidste år lavet en vellykket landing på land:
Men fredag nat var første gang det lykkedes at lande på havet:
Det er en imponerende teknisk bedrift og det er ikke en overdrivelse at kalde det historisk. Perspektivet er naturligvis at den dyreste del af raketten faktisk ikke er brændstoffet men selve “skallen”. Og da det første trin repræsenterer hovedparten af rakettens vægt er der rigtigt mange penge at spare. SpaceX er allerede den billigste aktør på markedet og hævder at man med rutinemæssigt genbrug af første trin vil kunne reducere prisen til 1/10.
Hvorvidt det bliver virkelighed indenfor en overskuelig årrække er måske et åbent spørgsmål, men mindre prisreduktioner kan også være nok til at gøre en stor forskel. Prisen på at løfte et kilogram materiale op i kredsløb er det allervigtigste tal, som bestemmer udviklingen indenfor alle grene af rumflyvning. Hvis den pris kan reduceres betydeligt er perspektiverne enorme.
Rumfærgen var jo også genanvendelig men programmet var uhyre dyrt og den kom aldrig til at flyve ofte nok til at der var besparelser i det. Der er god logik i SpaceX’s mere simple koncept hvor man genanvender kun det første trin, som jo naturligvis er betydeligt nemmere at bringe ned igen (da det ikke når så højt op) og som ikke udsættes for nær så stor belastning som rumfærgen, der jo skulle de-accellerere fra kredsløb i Jordens atmosfære.
Grunden til at det er vigtigt at lande på havet er at raketter faktisk ikke går lodret op. De går lodret op det allerførste stykke for at nå over den allertætteste del af atmosfæren hurtigt så luftmodstanden reduceres, men derefter lægger de sig hurtigt ned og accellererer “sidelæns”. Grunden er, populært sagt at: “rummet er ikke et sted, men en hastighed”. Udfordringen er ikke at nå op, hvor atmosfæren slutter. Den virkelige udfordring ligger i at nå en høj nok fart til at man ikke falder ned igen men i stedet “falder rundt om Jorden” – i kredsløb. Og til det skal man jo pege i den rigtige retning (“sidelæns”).
Af samme årsag accellererer man stort set altid mod øst, fordi man derved får et skub bagpå af Jordens rotation – et skub som i parentes bemærket er stærkere jo tættere på ækvator man er.
Fordi ting kan gå galt og raketter kan styrte ned ønsker man gerne at accellerere raketten udover vand og det er grunden til at den ideelle placering for en rumhavn er på en østvendt kyst tæt på ækvator. Derfor sender NASA op fra Florida (den sydligste østvendte kyst i USA) og derfor sender ESA typisk op fra fra Guyana, som ligger præcist på ækvator.
Og derfor er det vigtigt at man kan lande på havet. Så man ikke spilder værdifuldt brændstof på at returnere raketten til land.
Så vidt den første og nok vigtigste grund til at opsendelsen fredag nat var perspektivrig.
Den anden grund er, at en del af nyttelasten var et oppusteligt modul til rumstationen. Modulet er bygget af firmaet Bigelow Aerospace, måler omkring 3×4 meter og skal installeres og testes på rumstationen. Perspektivet her handler igen om masse og pris. Oppustelige moduler kan gøres meget lettere end massive moduler og prisen for opsendelsen kan tilsvarende reduceres. Derfor er der betydelig interesse omkring sådanne både til brug i rummet men også for eksempel på Månen eller Mars. Hvis man pumper op til en atmosfæres tryk har man jo et overtryk på en atmosfære i forhold til det tomme rum udenfor (og næsten det samme gælder på Mars hvor trykket er mindre end 1% af en atmosfære). Derved holder modulet nemt sin form og kan også hjælpe med at holde sig selv oppe mod tyngdekraften på Månen eller Mars.
Det er meningen at BEAM-modulet skal monteres i løbet af April, pumpes op i Maj, og være installeret på rumstationen i to år, hvor astronauter periodisk vil inspicere det og monitorere tryk, temperatur, strålingsbeskyttelse, effekter af eventuelle mikrometeorer etc.
Måske et par små skridt på vej mod en fremtid hvor raketter lander på benene i stedet for at styrte i havet, hvor astronauter bor i oppustelige moduler i rummet, på asteroider, på Månen og Mars, og hvor adgangen til rummet er betydeligt billigere end i dag ?
Uafhængig dansk blog om naturvidenskabelig forskning, formidling, undervisning og politik.
