Kategoriarkiv: Formidling

Indlæg om formidling af naturvidenskab.

Vaccinationer redder liv

Jeg har som bekendt skrevet en del om HPV-vaccinen – senest dette indlæg – og mon ikke emnet dukker op igen på et tidspunkt. Men det er ikke kun denne vaccine, jeg forsvarer – det er hele vores fantastiske børnevaccinationsprogram. Ja, jeg lader mig sågar vaccinere imod influenza!

Det har i tidens løb ført til en del konfrontationer både i den virkelige verden og på sociale medier. Nogle er bestemt ikke enige med mig, andre er glade for, at jeg tager sagen op, og andre igen forstår slet ikke, at jeg gider. Forleden blev jeg – endnu engang – spurgt om, hvorfor jeg dog går så meget op i, om forældre lader deres børn vaccinere. Særligt undrede vedkommende sig over, at jeg kaster mig ind i debatten om HPV-vaccinen. Her kommer et kort svar på dette hyppigt stillede spørgsmål.

Det skyldes ganske simpelt, at jeg ikke bryder mig om, at folk dør af sygdomme, vi kan forhindre. Så enkelt er det.

Vi har et vaccinationsprogram, der er med til at forhindre talrige tilfælde af sygdom, hospitalsindlæggelser og, ja, dødsfald hvert år. Mange glemmer, at børnesygdomme som f.eks. mæslinger kan føre til alvorlige komplikationer som hjernebetændelse og i værste tilfælde dødsfald – noget man så hvert år i Danmark, inden vi indførte vaccinen. Vaccinationerne er sikre og effektive, og det er svært at overdrive den positive effekt, de har haft på folkesundheden. Alligevel fravælger flere og flere vaccinationerne på grund af myter, anekdoter og skræmmekampagner, og det er et stort problem.

Hvis du fravælger at følge vaccinationsprogrammet, udsætter du ikke kun dit eget barn for en unødig risiko – du udsætter også andre mennesker for en unødig risiko: De helt små børn der endnu ikke er vaccineret, de mennesker der rent faktisk ikke kan tåle at blive vaccineret, de få vaccinerede hvor vaccinen ikke virkede optimalt, syge og udsatte medborgere som f.eks. cancerpatienter. Dit valg udsætter dem for en enorm risiko.

Derfor optager det mig.

Med hensyn til HPV-vaccinen gør alt dette sig gældende: Vi har en vaccine, der kan forhindre mange tilfælde af cancer og andre ubehagelige sygdomme, men som bliver fravalgt på baggrund af anekdoter – på trods af at data viser, at den er sikker og effektiv. Alt det har jeg jo skrevet uddybende om flere gange.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Flertalsformen af “anekdote” er “anekdoter” – ikke “data“.

HPV kan ikke kun føre til livmoderhalskræft, som ellers er den kræftform, vi hører mest om i denne sammenhæng. Den kan også føre til halskræft, endetarmskræft, strubekræft og meget andet. En nylig rapport fra Canada har vist, at netop disse kræftformer er på vej frem, og at de i høj grad rammer mænd. Den samme tendens ser vi desværre også i Danmark. Problemet med disse kræfttyper er, at man modsat livmoderhalskræft ikke kan screene for dem.

Så jeg vil blive ved med at forsvare vaccinationer, såfremt der er evidens for, at de virker og er sikre – og det er tilfældet for vaccinationsprogrammet i Danmark.

Jeg vil endda gå skridtet videre og argumentere for, at man også burde tilbyde HPV-vaccinen til drenge. Ikke alene vil det være med til at mindske smitten generelt, det er også tydeligt, at ikke kun kvinder bliver ramt af HPV-relaterede kræftsygdomme.

Tilslutning, effekt og bivirkninger: Når anekdoter møder data

Som trofaste læsere ved, er debatten om HPV-vaccinen og frygten for bivirkninger noget, der optager mig, og som jeg har skrevet flere blogindlæg om allerede – det startede i januar, fik en opfølger i maj, og jeg skrev en kort opdatering igen i juni. Nu er det tid til endnu en omgang, for der er sket flere væsentlig ting, der fortjener at blive bredt anerkendt.

Kritikere af HPV-vaccinen hævder gerne, at der ikke er bevis for, at vaccinen virker, fordi man – ganske oplagt – ikke har lavet et randomiseret, dobbeltblindet studie. Det har jeg og andre skrevet om før, og vi har også henvist til, at man kender årsagskæden, der fører til bl.a. livmoderhalskræft, og at man ved, at vaccinen beskytter mod de vigtigste vira i den forbindelse. Vi har også sagt, at man jo med tiden kan lave et retrospektivt studie.

Nu er de første af den slags studier kommet. Dels er der et metastudie, der kigger på effekten efter 10 år med vaccinen. Tallene herfra er virkelig positive for især lande med høj vaccinationsgrad. De rapporterer et fald i HPV-infektioner på op imod 90% – det er fænomenalt godt. Hvad der er endnu mere interessant er, at de også ser markante fald i de sygdomme, man havde forventet ville blive reduceret: Antallet af kønsvorter er faldet med op imod 90%, og alvorlige tilfælde af celleforandringer er reduceret med op imod 85%. Det var jo netop det, man havde sagt, ville ske.

Men det stopper ikke her, for et andet studie har kigget på effekten i USA, hvor tilslutningen har været markant lavere – kun 37% piger og 13% drenge i alderen 13 til 17 år er fuldt vaccineret. Modsat Danmark skyldes den ringe tilslutning ikke frygt for bivirkninger men moralske kvababbelser over at give børn en vaccine imod en seksuelt overført sygdom. Ikke desto mindre har de set et fald på op imod 64% af HPV-infektioner.

Det er jo gode nyheder, så lad os straks dæmpe optimismen ved at se på tallene for tilslutning til HPV-vaccinen i Danmark. Hos Statens Serum Institut kan man se data for tilslutningen efter fødselsår. De seneste tal er fra 2015 og viser derfor tilslutningen blandt piger født i 2003, da vaccinen jo gives i 12-års alderen. Det er sørgelige nyheder: Hvis man ser på, hvor mange piger der får den første dosis af vaccinen, var tilslutningen tidligere helt oppe omkring 90% af en årgang.  Den er nu styrtdykket til 42%:

Beautiful bokeh backdrops

 

Altså fravælger 58% af forældre en vaccine, der kan beskytte deres børn imod en række vira, som vi ved kan forårsage en masse sygdomme og i værste fald cancer. 

Endnu værre er det, hvis man kigger på, hvor mange der får begge doser og derved er fuldt beskyttede. Tidligere årgange var næsten oppe på 80% dækning – hvilket stadig er lavt – men nu er det faldet helt ned til 11%:

hpv-graf-2

Det er virkelig trist, og jeg håber inderligt, at vi kan få vendt denne tendens. Data viser jo, at den virker.

Men hvad så med disse bivirkninger? Jeg har skrevet meget om de såkaldte HPV-piger, og jeg håber oprigtigt, at de får den hjælp, de har brug for, for der er jo ingen tvivl om, at de lider. Min pointe har dog hele tiden været, at der ikke var nogle gode grunde til at mistænke HPV-vaccinen, og at jeg derfor var bange for, at man stirrer sig blind på den forkert ting og derved ikke finder frem til den sande årsag. Der er nu endnu mere data, der bakker mig op. I et nyligt studie i PLOS ONE har forskere lavet et registerstudie, hvor de sammenholder data for de piger, der har rapporteret alvorlige bivirkninger, med data for en gruppe piger, der er vaccineret men ikke har rapporteret nogle bivirkninger. Resultaterne er virkelig interessante.

Pigerne med påståede bivirkninger havde en sygdomshistorie, der signifikant adskilte sig fra de andre – vel at mærke før de blev vaccineret. De benyttede sig oftere af email- og telefonkonsultation, de gik hyppigere til fysioterapi, og de var hyppigere hos psykolog eller psykiater. Derudover led de i forvejen hyppigere af forskellige diagnoser, der passer godt med de historier, man nu kan se præsenteret som vaccineskader. Dette er et virkelig vigtigt studie.

Betyder det, at pigerne ikke kræver behandling? Slet ikke. Men det viser, at hvad det end er, de lider af, så ligger det forud for vaccinen. Altså bør man nu endelig begynde at se efter den reelle bagvedliggende årsag i stedet for at skyde skylden på en vaccine, der ikke kan være skurken. Resultatet af denne strategi har vi jo set: Skræmmekampagner og faldende tilslutning, hvilket uundgåeligt vil føre til, at flere piger og drenge bliver smittet med HPV. Konsekvenserne af dette kender vi.

Rettelse den 6. oktober: Jeg har opdateret grafen og tallet for andelen af vaccinerede piger med de nyeste oplysninger fra Statens Serum Institut.

Og endnu en opdatering den 6. oktober: Jeg har opdateret afsnittet omkring vaccinationsdækningen for at gøre det klart, hvor stor forskel der er på andelen af piger, der får en hhv. to doser af vaccinen.

Farlig kemi, naturlige stoffer og mediernes misinformation

For en lille uges tid siden havde jeg (mis)fornøjelsen af at lytte til nattevagten på Radio24syv. Her blev jeg eksponeret for en verdensopfattelse jeg vidste eksisterede, men naivt har opfattet som tilhørende en minoritet.

Det var værten Keith Thomas Lohse og naturlægen Koko der snakkede om alternativ behandling. Som kemiker lærte jeg utrolig meget på den halve time, bla. at syntetisk kemi er dødt i forhold til den levende naturmedicin, der jo naturligvis er uden bivirkninger.

Mine øjenbryn kravlede helt op til hårkanten da jeg hørte at når kemikeren isolerer, strukturbestemmer og bagefter syntetiserer et naturstof er det ikke det samme fordi det jo er dødt. Konspirations-sølvpapirs-hatten kom på overfor medicinalindustrien og den etablerede lægevidenskab, som jo bare er ude på at tjene penge.

De naturlige alternativer blev rost til skyerne og selve ordet ”naturlig” blev brugt som et positivt ladet adjektiv, med den forglemmelse at dårlig ånde, aflatoxiner, forkølelse, cancer, stryknin solanin og fluoroacetate alle også er naturligt forekommende. Det er kun i markedsføringen af kosmetik og naturmedicin at ”naturligt” er et positivt ladet trylle-ord fremfor et adjektiv der bare betyder at noget ikke er menneskeskabt.

Programmet ulmede af modstand overfor den etablerede viden, især indenfor kemien og lægevidenskaben. Nu ekstrapolerer jeg udover mit datasæt, men jeg finder det rimeligt at antage at Koko også har stærke holdninger om fluorid i tandpasta, genmodificerede organismer og vacciner. Hun må endelig rette mig hvis jeg tager fejl.

Keith fortæller i programmet at han har type 1 diabetes, og jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet over at han kan takke insulinproducerende genmodificerede organismer samt den etablerede lægevidenskab for at han fortsat er i live. Det ligger udenfor min fatteevne at synspunkter som dem Keith og Koko klappede hinanden på ryggen med fortsat eksisterer, men tilsyneladende kan den simpleste etablerede videns validitet stadig diskuteres.

Situation er sandsynligvis opstået som følge af det fokus medierne har med nyhedsformidling; at forarge og underholde, fremfor at informere.

Som kemiker bliver jeg især personlig trist når jeg kun hører om den farlige kemi, når jeg selv bare kender den som kemi; Værktøjet jeg bruger til at forstå verden. Bevares, der er da kemi der er skadeligt, men den kan nemt unødigt fremmedgøres ved at bruge kemiske fagtermer.

Det er enormt ærgerligt at et fagsprog bruges til at skræmme, for det er meget neutrale ord der bare kræver lidt viden at forstå. Jeg har mødt veluddannede, intelligente mennesker (hovedsageligt i den kreative klasse) der var af den grundopfattelse at kemikalier hvis navne de ikke kunne udtale måtte være skadelige. Værre er at de har stærke holdninger om ”kemi i mad” på trods af at de fagligt befinder sig et sted hvor de slet ikke kan bunde.

I august bragte Politiken en artikelserie om sænkning af kravene til kemikalieafgivelse fra vandhaner i Danmark. Dette var som følge af vores medlemskab af EU og de regler og krav der derfor stilles til Danmark i forhold til resten af EU. Politiken prøvede dens bedste for at få folk til at finde høtyvene frem med en grafik der fortalte om phenols og formaldehyds skadevirkninger. Disse stoffer bruges i fremstillingen af plast og gummi og kan afgives til vandet fra vandhanen.

Politiken glemte dog at informere om, at begge stoffer er at finde naturligt i langt højere koncentrationer i mennesker, dyr, planter og fødevarer, uden at det er til nogen målbar skade.

Dermed ikke sagt at det ikke var relevant at diskutere.

Der var også øgede mængder af akrylonitril i de europæiske vandhaner. Bekymringen om dette stof er mere reel, men uden kemisk viden vil lægmand ikke have en chance for at forstå det. Retorikken om phenol og akrylonitril er identisk, men kun den ene vil for en fagperson være bekymringsværdigt i denne sammenhæng.

Den almindelige borger er ikke tjent med en fordummende udlægning af videnskab der kun efterlader ham en misforståelse og en frygt rigere. Når alt der er kemisk betragtes som værende farligt bliver det svært at skabe opmærksomhed om de reelle problemer der kan være. For der er reelle problemer, men de bliver ikke set og hørt tilstrækkeligt med den støj der er i pressens nuværende formidling af videnskaben.

Værre er at pressens valg af retorik og dækning fodrer en folkelig skepsis overfor den mest valide videnskabelige viden vi har. Det kan virke harmløst, men konsekvensen ved denne skepsis overfor videnskaben kan aflæses på faldet af tilslutningen til børnevaccinationsprogrammerne samt modstanden overfor GMO som koncept (Monsanto’s juridiske praksis ligger udenfor mit vidensområde så det vil jeg ikke kommentere på da jeg i modsætning til Koko synes man skal tie stille om ting man ikke forstår).

Konsekvensen er til syvende og sidst tab af menneskeliv, eksempelvis via vaccinemodstand og blokeringen af udviklingen og udbredelsen af ny teknologi, samt en tilbageholdelse af almindelige samfundsfremskridt.

At informere er at influere, og væsentlige elementer af den danske presse er ikke en god indflydelse som det står til nu.

Nordeuropas største akvarium ligger i en lille dansk fiskerby

De fleste af min barndoms sommerferier blev afholdt i Vendsyssel, og jeg har derfor et særligt forhold til diverse nordjyske attraktioner som f.eks. Nordsøen Oceanarium i Hirthals, som jeg nok besøgte første gang tilbage midt i 1980erne.

Her 30 år senere er jeg selv som familiefar begyndt at tage mine egne små børn med til Nordjylland, og både denne og de sidste to somre besøgte vi da også oceanariet.

Nordsøen Oceanarium har en lang historie. Det blev indviet tilbage i 1984 i forbindelse med det eksisterende fiskeriforskningscenter Nordsøcentret. Dengang kaldte man det Nordsømuseet, et kulturhistorisk museum for fiskerierhvervet kombineret med et akvarium og et udendørsanlæg for sæler.

Jeg husker det som et rigtig hyggeligt sted, hvor det store sælanlæg helt klart var hovedattraktionen.

Jeg husker endda en enkelt sæl særlig tydeligt: Sæl nr. 16. Navnet skyldtes ganske enkelt, at tallet 16 var frysemærket ind i pelsen i forbindelse med et forskningsprojekt, og sælen, som var med ved åbningen i 1984, kunne jeg hilse på igen i 2014. Danmarks ældste spættede sæl i fangenskab døde efter 31 år i sælanlægget i juni 2015.

Og det bringer mig frem til, hvad forskellen på Nordsømuseet i 1980erne og Nordsøen Oceanarium i 2016 er:

For det første er sælanlægget blevet opdateret. Det nye anlæg på 800.000 liter havvand, der løbende udskiftes, åbnede i 2001, og det er virkelig godt. Sælerne er aktive og nysgerrige, og det er nemt at komme helt tæt på de store dyr, der kan konstant svømmer forbi de store vinduespartier både udendørs og i den undersøiske tunnel, der er stor og rummelig med plads til mange mennesker (se billedet øverst i indlægget).

©Nordsøen Oceanarium
©Nordsøen Oceanarium

Selv om sælanlægget er fremragende, er det dog degraderet lidt som hovedattraktion. Baggrunden for navneskiftet til “Oceanarium” er nemlig, at man i 1998 indviede et gigantisk akvarium på 4,5 mio. liter vand. Her er det muligt at se stimefisk, rokker og hajer, samt et par kæmpestore klumpfisk svømme rundt.

©Nordsøen Oceanarium
©Nordsøen Oceanarium

Og så har du måske hørt om stedet, for ja, det var her man i 2003 blev ramt af en storbrand, hvor akvariet revnede og den tidligere klumpfisk døde.

Du kender måske også stedet fra den danske film “Klumpfisken” fra 2014, der netop omhandler en forsker fra Nordsøens forskerpark, som indleder et forhold til en lokal fisker, i øvrigt genialt spillet af Henrik Birch, som blev præmieret for sin præstation.

Nå, tilbage på sporet…

Oceanariet er Nordeuropas største akvarium. Det kalder Den Blå Planet i København sig sådan set også, men her måler man vist på samlet akvarievolumen og ikke de enkelte akvarietanke. Den Blå Planets største tank er i øvrigt “kun” på 4 mio. liter vand.

Kendere af Scienceblog husker måske min medbloggers kritik af Den Blå Planet som et sted, der mangler plads til publikum (et sted “skabt udelukkende af arkitekter og en presseafdeling”), men det problem har man ikke i Hirtshals.

Nordsøen Oceanarium har ikke fine koralrev som Den Blå Planet eller tropiske hajer som Kattegatcenteret i Grenå. Der er fokus på de hjemlige vande ud for den jyske vestkyst, men sæler, rokker, små hajer, klumpfisk og store fiskestimer er også interessante, og man påstår faktisk, at man har (næsten) alle fiskearter, der lever i Nordsøen.

Man kan endda se en helt fantastisk 8-armet blæksprutte samt en flok fascinerende søheste. Sidstnævnte art lever dog godt nok i Australien, men der findes såmænd søheste nede i Den Engelske Kanal og i Themsen, så de har også fået plads i Nordsøen.

Børnene kan more sig med den populære krabbefisker-aktivitet, og et rørebassin med fladfisk, søstjerner og krabber er også populært hos de små. Desuden kan man komme op i toppen af det store akvarium og fodre stimefiskene.

©Nordsøen Oceanarium
©Nordsøen Oceanarium

Butikken skal også have rosende ord med. Ethvert museum eller science center har selvfølgelig en medfølgende butik, hvor diverse ragelse og souvenirs kan købes.

Nordsøen har også en sådan butik, men mit indtryk er, at den er lidt større end gennemsnittet, og selv om der selvfølgelig er det sædvanlige skrammel, t-shirts og tøjdyr, kan man også finde glaskunst (som er ret udbredt på toppen af Jylland), Nordsøens egne mikrobryggede øl, en lommelærke med ægte sælskind eller et skakbræt af rav til 18.000 kroner. Trods alt et bredt udvalg!

Jeg er med andre ord meget positiv over for stedet, men lidt kritik skal der da også falde:

Ved siden af rørebassinet finder man endnu et rørebassin. Her er det vist meningen, at man kan hilse på en rokke, som dog som regel ligger nede på bunden, hvor man ikke kan nå den, og hvor der i øvrigt ikke rigtigt skrives noget om de øvrige fisk, der er i akvariet. Her halter formidlingen en del.

Går man længere hen finder man en udstilling om planteplankton, som selvfølgelig er en vigtigt del af havmiljøet. Jeg ved ikke, hvordan man skal formidle plankton på en spændende måde, men det virker efter min mening slet ikke på Nordsøen. Det er også sjældent, man finder publikum i denne ende af udstillingen.

Under mit besøg overvejede jeg også at kritisere cafeteriaets forholds tynde legeområde, som ellers kan være en god hjælp til at parkere børn, mens familien spiser færdig. Området er dårligt belyst og kun udstyret med få legeredskaber. Men jeg må indrømme, at mine egne børn elskede stedet og brugte overraskende lang tid der, så den kritik må jeg hellere holde tilbage.

Det er jo også dyrene, det handler om…

Min største kritik går måske mod stedets helt store nyhed denne sommer, en hvalforskerhytte. Det er virkelig et kedeligt sted. Nordsøen beskriver det selv som “et autentisk miljø … hvor gæsterne får indblik i hvalforskerens arbejde med observationer og forskning“.

Fair nok, men formidlingsmæssigt er man altså rejst tilbage til 80’erne med en gammeldags museumsudstilling uden publikumaktivering. Der er et par hvalskeletter, nogle gamle bøger, to skærme viser videofilm (den ene var godt nok i stykker), og så kan man da lige tage fat i fire forskellige “telefoner” og lytte til hvalers lyde.

Den "spændende" udstilling i Hvalforskerhytten.
Den “spændende” udstilling i Hvalforskerhytten.

Det er bare for tyndt her i 2016.

Hvalforskerhytten er etableret på grundlag af en donation på 1,1 mio. kroner fra Det Obelske Familiefond. Man kan tillade sig at stille spørgsmål ved det etiske i at lade penge fra en tobaksfabrikant financiere en udstilling for små børn – men penge er vel penge.

Nå, men Nordsøen Oceanarium har været en integreret del af min egen barndom, og nu er det så småt ved at blive en del af mine egne børns sommerminder. Og mon ikke vi kommer der igen. Jeg har i hvert fald stadig et rigtig godt indtryk af stedet.

Min anmeldelse er selvfølgelig farvet af, at jeg har særlige følelser for stedet, men er det i virkeligheden ikke også den største ros, et science center kan få: at gæsterne husker det så tydeligt og positivt selv 30 år efter første besøg?

En HPV-tretrinsraket

Jeg ved godt, at der er andet i livet end HPV-vaccinen, livmoderhalskræft og uvidenskabelig vaccinationsmodstand. Ikke desto mindre kommer der lige et tredje indlæg om emnet fra mig som opfølgning på mine to tidligere indlæg her og her. Der er nemlig sket tre ting, der fortjener en hurtig kommentar.

1) Omtale på Vaccinations Forum

Lad os starte i den lettere ende: På hjemmesiden vaccineinfo.dk kan man læse om Vaccinations Forum, der – ifølge deres egen beskrivelse – er en objektiv forening. De “er principielt hverken for eller imod vaccinationer”. Det lyder jo godt. Det kræver dog ikke mange minutter på hjemmesiden, før man får indtryk af noget ganske andet – det er de klassiske antivaccinationsargumenter, man hører igen og igen. Uvidenskabeligt, konspiratorisk, misinformerende og frygtskabende. Det er også en forening, hvor formanden Else Jensen havde et fantastisk svar, da hun i Kristeligt Dagblad blev præsenteret for noget så træls som fakta og statistik:

“Jeg havde håbet, at vi ikke skulle ud i at tale i tal og måle værdien ud fra, hvor mange, der bliver skadede eller syge.”

For det er jo helt irrelevant at se på antallet af bivirkninger i forhold til antallet af sygdomstilfælde, man forebygger…

Nå, de har skrevet en artikel, der bl.a. henviser til mit forrige blogindlæg, hvor jeg kritiserer overlæge Kim Varming, fordi han kræver studier, der ‘beviser’ HPV-vaccinens virkning. Som jeg forsøger at forklare, er hans krav absurd, fordi det ville forudsætte et dybt uetisk forskningsprojekt. Heldigvis har Vaccinations Forum en løsning, som de kækt fremhæver er blevet overset af både undertegnede og eksperter i HPV-vaccinen: Man behøver da ikke lave et dobbeltblændet, kontrolleret studie (sådan som Varming ellers antyder) – man kan jo bare følge populationen og tælle antallet af livmoderhalskræft i den vaccinerede vs. den ikke-vaccinerede del. Tada! Dumme forskere.

Det sjove er bare, at det netop var min pointe: Etisk og praktisk kan man kun gøre det retrospektivt ved at se på incidensen i vaccinerede vs. ikke-vaccinerede piger. Man må også se på de eksisterende studier, der viser, at vaccinen beskytter mod HPV-infektion fra bestemte vira. Da vi derudover ved, at HPV-infektion kan medføre celleforandringer, og at celleforandringer kan føre til kræft, kan man så regne på det forventede antal kræfttilfælde og dødsfald, man forhindrer ved f.eks. at vaccinere en årgang. Der er derfor en klar og videnskabeligt velunderbygget forventning om, hvad der vil ske. Men – som både jeg, Sundhedsstyrelsen og andre har pointeret – kan det reelle antal først gøres op om mange år. Indtil da er det eneste etisk forsvarlige valg at lade piger (og drenge) vaccinere. Jeg vil også endnu engang understrege, at man ikke kun skal fokusere på antallet af dødsfald efter livmoderhalskræft. Der er flere andre kriterier, der er væsentlige: Følgevirkninger af cancer og behandling (smerter, inkontinens, barnløshed osv.), andre former for cancer, andre sygdomme osv.

Det interessante er her, at en forening af vaccinationsmodstandere foreslår, at vi gør netop det, vi er i gang med. Tak for det.

Det er også væsentligt at fremhæve en anden detalje: Inden vaccinerne blev godkendt, har de selvfølgelig været igennem omfattende kliniske studier, hvor bl.a. bivirkninger er blevet undersøgt. Derudover bruger man jo netop den metode, vaccinationsmodstanderne her foreslår (og som man må formode, at de finder brugbar), til løbende at holde øje med indrapporterede bivirkninger, og man kan konstatere, at der ikke er evidens for en højere frekvens af alvorlige bivirkninger i den vaccinerede del af befolkningen. Så må de vel anerkende, at der ikke er videnskabelig dokumentation for de påståede bivirkninger?

2) HPV-magasin fra Dansk Handicap Forbund

Så til noget lidt mere alvorligt. Dansk Handicap Forbund er en fantastisk forening, der har eksisteret siden 1925. De yder en stor og vigtig indsats for mennesker med bevægelseshandicap i form af f.eks. hjælp til kompensation, rettigheder og fællesskab, ligesom de arbejder for at sikre tilgængelighed i byrummet generelt, så man ikke ekskludere mennesker med handicap. Da nogle af de såkaldte HPV-piger jo netop lider af bevægelseshandicap, er det oplagt og prisværdigt, at Dansk Handicap Forbund også kæmper deres sag.

Jeg har tidligere skrevet, at der jo ikke er nogen tvivl om, at pigerne lider, og at de skal have hjælp og udredning, så man kan yde dem den bedst mulige behandling.

Hvad jeg har advaret om, og som jeg stadig vil understrege, er, at hvis man på forhånd har låst sig fast på en forklaring, så udelukker man samtidig alle andre mulige forklaringer. Hvis man derfor – stik imod den videnskabelige dokumentation – holder fast i, at HPV-vaccinationen er årsagen til pigernes lidelser, så risikerer man altså aldrig at finde den rigtige årsag. Det tjener hverken de ramte piger eller samfundet generelt. I stedet må målet være at finde ud af, hvad pigerne fejler, og hjælpe dem bedst muligt.

Nu har Dansk Handicap Forbund udsendt “HPV-magasinet” med det prisværdige mål at få nuanceret debatten. Det kan jeg kun bakke op om. Desværre synes jeg ikke, at foreningen lever helt op til målet. Magasinet er på mange måder mere balanceret end flere andre publikationer, men der er stadig en del problemer, og der er en i mine øjne tydelig underliggende antagelse om, at HPV-vaccinen er skyld i disse alvorlige bivirkninger. Det er problematisk.

En positiv ting er, at de i starten af magasinet skriver, at vaccinen virker, og at man forventer at forhindre omkring 1400 tilfælde af cancer og omkring 280 dødsfald om året. Jeg synes godt, man kunne have gjort mere ud af at fremlægge den gode videnskabelig evidens for, at vaccinen beskytter mod HPV-infektion og derfor må forventes at forebygge cancer (jvf. ovenfor), men det kan diskuteres. De kommer desværre heller ikke ind på alle de andre alvorlige følgevirkninger, der kan komme af en HPV-infektion – ikke bare dødsfald men også inkontinens, smerter, barnløshed osv. Meget af magasinet er enten interviews med piger eller fagfolk, der er kritiske. Det farver alt andet lige budskabet, og det er efter min smag for meget pathos og for lidt fakta.

De oplister en række studier, som de giver et kort resumé af. Desværre er det ikke alle, der har fulde henvisninger, hvilket gør det svært at finde originalartiklerne. Jeg har heller ikke haft tid til at gennemgå alle artikler men startede fra en ende af:

  • “Det dansk-svenske studie”: De refererer helt korrekt, at dette ret omfattende studie ikke fandt en sammenhæng imellem HPV-vaccinen og 53 alvorlige bivirkninger. Som kritik skriver de så, at studiet ikke kigge på POTS, hvilket er korrekt – det var ikke en parameter, så derfor kan de ikke udtale sig om denne diagnose. Intet studie er komplet, og det er ikke en fair kritik. Man kunne i stedet pege på de store randomiserede, kontrollerede studier [1, 2, 3], der ikke har fundet symptomer på POTS eller CRPS.
  • “Spansk Studie”: Referatet er fejlbehæftet, da der bliver rodet lidt rundt i tallene. Artiklen kigger på frekvensen af synkope (besvimelse) og krampeanfald efter vaccination. Tallene for HPV-vaccinen er 17 tilfælde af synkope ud af 100,000 doser (6.4 ud af 100,000 doser for andre vacciner) og 3.2 tilfælde af krampeanfald ud af 100,000 doser (0.4 for andre vacciner). Der er altså øget frekvens for HPV, men konklusionen i artiklen (som udelades i magasinet) er (SAR: Serious Adverse Reaction):

“the overall information obtained on SARs following the qHPV vaccine suggests a good safety profile.”

  • “Amerikansk studie”: Det første, der springer mig i øjnene, er forfatternavnene: Det er far/søn-duoen Mark og David Geier, der tidligere har været i vælten for uetisk forskning. Faderen er læge men ikke uddannet i vacciner, og hans søn er bachelor i biologi men har ingen lægelig uddannelse. De har været i vælten før, da de anbefalede kemisk kastration af autistiske børn, og Mark Geier mistede da også sin autorisation i 2011. De tilhører den uvidenskabelige gruppe af propagandister, der stædigt holder fast i, at kviksølv i vacciner giver autisme. Ingen burde tage “forskning” fra dem seriøst.
  • “Data fra 13 lande peger på invaliderende symptomer efter HPV-vaccinen”: Dette studie fremstilles ikke retvisende, og afsnittet om “kritik” får det til at lyde som om, at det kun kan kritiseres for ikke at passe med EMAs konklusion. For det første er det en spørgeskemaundersøgelse, hvilket ikke er nær så stærkt som et reelt klinisk studie. Det er kun 45 respondenter, og de er udvalgt ved at kontakte personer, der havde indrapporteret svære lidelser – det siger altså intet om frekvensen i forhold til en kontrolgruppe. I stedet starter artiklen med at sige, at flere af de omtalte lidelser har overlappende symptomer, hvilket gør det svært at adskille dem fra hinanden. I dette studie udspørger de patienterne detaljeret for at inddele dem i tre grupper for at give et mere detaljeret billede. Det er det hele. Man kan ikke konkludere noget om hyppighed eller andet, da alle deltagere jo netop havde lidelser.

Selvfølgelig er der bivirkninger ved HPV-vaccinen ligesom der er ved al anden medicin, der har en effekt. Spørgsmålet er hvilke bivirkninger, hvor hyppige og hvor alvorlige. Jeg kan sagtens sætte mig i forældrenes sted, og jeg forstår til fulde deres ønske om en forklaring og om muligt behandling af deres børn. Det er klart, og jeg ønsker dem og deres børn alt det bedste.

Det er bare vigtigt at se på data og holde den reelle risiko for at få en alvorlig bivirkning op imod risikoen for en HPV-infektion og de virkninger, det kan have.

3) Analyse af de danske indrapporterede bivirkninger

Endelig er der netop kommet en undersøgelse i Ugeskrift For Læger, der er den første samlede rapport, der ser nærmere på de indrapportede bivirkninger efter HPV-vaccinen i Danmark. Selve introduktionen er god og giver en hurtig gennemgang af fakta:

  • HPV-vaccinen beskytter imod de vira, der forårsager 70-90% af livmoderhalskræft (afhængigt af udgaven).
  • HPV-vaccinen beskytter imod de vira, der forårsager 90% af kondylomer (kønsvorter).
  • Gardasil har medført et signifikant fald i antallet af kondylomer i Danmark.
  • HPV-vaccinerede kvinder i Danmark har 70-80% lavere risiko for celleforandringer i livmoderhalsen.
  • Der har været et drastisk fald i tilslutningen til vaccinen: 82% af piger født i 1998-2000 fik alle tre anbefalede doser, mens kun 18% af piger født i 2002 fik alle tre doser.
  • Siden HPV-vaccinen blev en del af børnevaccinationsprogrammet i Danmark den 1. Januar 2009, er over 500,000 piger og kvinder blevet vaccineret. Antallet af mænd er knapt 13,400.

Artiklen gennemgår vores viden på området og er anbefalelsesværdig. Den samlede frekvens af alvorlige bivirkninger ligger på ca. 0.1% af vaccinerede personer, men der har været en markant stigning siden 2012. Der er bl.a. en ret sigende graf, der viser udviklingen i indrapporterede bivirkninger over tid, og som har en markant stigning på det tidspunkt, hvor det blev en sag i medierne.

Nu skal man passe på med at sammenblande korrelation og kausalitet, men der er gode grunde til at antage, at der kunne være en sammenhæng.

HPV-debatten tager endnu en tur

Debatten om HPV-vaccinen dukker op i medierne igen og igen. Jeg skrev tidligere et længere indlæg om sagen, og dette blog-indlæg er en redigeret og udvidet udgave af en opdatering, jeg skrev på Facebook.

Hvis man har fulgt med, ved man, at der for nylig udkom en rapport fra EMA (European Medicines Agency), der endnu engang understregede, at HPV-vaccinen er sikker, og at der ikke er evidens for en sammenhæng mellem de indrapporterede bivirkninger og vaccinen. Denne rapport blev for få dage siden kritiseret af bl.a. Peter Gøtzsche. Denne kritik går mere på formen end på indholdet, og jeg er enig i dele af den – bl.a. at EMA ikke burde have kritiseret en navngiven forsker, og at de til tider fremstår for firkantede. Som jeg selv nævner i mit oprindelige indlæg, så bør man tage pigerne alvorligt, da de jo lider og har det dårligt, og man bør ikke affeje dem. Omvendt skal man – som EMA også gør – stå fast på, at der ikke er evidens for, at deres lidelser skyldes vaccinen, og det er det væsentlige.

Nu udtaler overlæge Kim Varming fra Aalborg Universitet så kritik af Sundhedsstyrelsen, fordi den – ifølge overlægen – vildleder befolkningen ved at hævde, at HPV-vaccinen beskytter mod livmoderhalskræft. Han går endda så vidt som til at anklage Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm for videnskabelig uredelighed, hvilket er den mest alvorlige anklage imod en forsker, man kan komme med. Der er ikke foretaget studier, der beviser, at vaccinen redder liv, mener Varming, og derfor handler Sundhedsstyrelsen uredeligt.

Og det er rigtigt – disse studier findes ikke!

Men det er en absurd stråmand, han kommer med, og det overrasker, at en person med forskningserfaring kan rejse denne kritik. Hvordan forestiller Kim Varming sig, at man skulle opstille et sådan forskningsprojekt og få den nødvendige etiske godkendelse? Det ville aldrig komme til at ske, da man per definition ville være nødt til at lade forsøgspersoner dø undervejs for at få bevist virkningen. Skulle man lade to grupper af kvinder – en vaccineret gruppe og en kontrolgruppe – udvikle celleforandringer uden at gribe, før det udviklede sig til cancer – og så stadig ikke gribe for at man kan tælle antallet af dødsfald? Jeg håber, at det blot drejer sig om, at overlægen ikke lige har fået tænkt tanken til ende og blev fanget af et farvet spørgsmål.

Faktum er, at HPV-eksperter internationalt (og det dækker hverken overlægen eller undertegnede) er enige om følgende:

  • HPV-infektion er en nødvendighed for at udvikle langt de hyppigste former for livmoderhalskræft, og den kan føre til andre former for kræft og kønsvorter.
  • HPV-vaccinerne beskytter mod infektion af de udvalgte HPV-typer, der findes i vaccinerne.
  • Ved at beskytte mod infektion, beskytter HPV-vaccinerne derfor imod forstadier til kræft. Dette er bevist.
  • At der er færre HPV-infektioner vil føre til færre celleforandringer, hvilket oplagt vil lede til færre kræfttilfælde og færre dødsfald.

Som nævnt er jeg enig i noget af den kritik, der er blevet rejst omkring EMAs måde at udtale sig på – det var dumt og kritisabelt ikke blot at holde sig til fakta. Dernæst skal Sundhedsstyrelsen lære at kommunikere bedre, da den nuværende strategi tydeligvis ikke virker.

Det er tankevækkende, at Informations artikel starter med at nævne, at “internationale eksperter” bakker overlægen op. Det lyder jo som om, at hele den internationale forskerverden er imod Sundhedsstyrelsen. Dette er slet ikke korrekt. Konsensus på området er klar og er på linie med den danske politik. I stedet har Information gravet en kendt vaccinemodstander frem i form af professor Christopher Shaw, der tidligere har lavet tvivlsom forskning på området og bl.a. har måttet trække en artikel om HPV-vaccinen tilbage. De nævner også Diane Harper, der igen og igen bliver misrepræsenteret af medierne.

Det er en skam, at der er så meget dårlig journalistik på området, hvilket nok er en af hovedårsagerne til, at tilslutningen til HPV-vaccinen i Danmark er skræmmende lav. Jeg tilhører klart den gruppe, der mener, at vi vil komme til at se resultatet i dødsstatistikkerne om føje år.

Edit: Jeg kom til at omtale Kim Varming som professor. Det er nu rettet til overlæge.

Sølvpapirshat – Om hvordan journalister ødelægger befolkningen

En organist har fået en masse nyt tøj, fordi hun påstår, at hun er overfølsom overfor elektromagnetisk stråling. Det er jo en glimrende historie. Det er historier som denne, der sælger aviser.

At nogle mennesker tror, at de er overfølsomme overfor elektromagnetisk stråling er ikke nyt. Det er heller ikke første gang, at sådan en historie rammer de danske medier. Hver gang sådan en historie kommer frem, står medierne med et valg. Skal vores dækning være underholdende, hvor vi nedgør disse stakler eller skal vi vinkle historien, så læserne bliver forargede over, at en menighed bruger 30.000 kroner på accessories til deres organist. En tredje mulighed kunne være: Skal vi benytte lejligheden til at prøve at forklare fænomenet og forsøge at lære vores læsere, at det slet ikke giver mening at snakke om en overfølsomhed.

Den sidste mulighed bliver sjældent brugt. Den sælger nemlig ikke så godt. Det er en skam, at medierne bliver nødt til at bruge så billige tricks som underholdning og forargelse for at sælge deres aviser.

DR behøver ikke at synke til andre tabloidmediers niveau. De er jo licensbetalte. Hvorfor de så gør det alligevel er mig en gåde.

I anledningen af den føromtalte organists køb af nye klæder lavede Go’ Morgen P3 et indslag om en studerende fra RUC, som ved hjælp af et lille kirurgisk indgreb er i stand til at mærke elektromagnetisk stråling.

Hør indslaget her (spol frem til 01:42:46 )

Frederik Tollund Juutilainen, som den studerende hedder, fortæller i et kvarter om, hvordan han nu er blevet i stand til at mærke elektromagnetisk stråling ved hjælp af en lille indopereret magnet i fingeren. Det eneste problem med indslaget er, at alt hvad han siger er forkert. Det er som sådan ikke Frederik Juutilainens skyld. Han læser filosofi på RUC, men bliver af journalisterne brugt som ekspert indenfor fysik.

Jeg forestiller mig ikke, at man bruger meget tid på at studere elektromagnetisk stråling på filosofistudiet på RUC. Frederik Juutilainen har sammen med en gruppe medstuderende skrevet en rapport med titlen “Sensorisk modalitet i et transhumanistisk perspektiv“. Det lyder flot, måske rapporten endda er god set med filosofibriller på. Problemet er bare, at han bliver brugt som ekspert indenfor et område, hvor han bestemt ikke er ekspert.

Frederik Juutilainens forklarer i indslaget, hvorledes han kan mærke stråling fra mikrobølgeovne,  gamle harddiske osv. Jeg er bange for at et sådant indslag kan komme til at overbevise flere og ikke færre mennesker om farerne ved elektromagnetisk stråling. Det er ikke godt for samfundet, at vi får en mere uoplyst befolkning på grund af dårlige journalister, som ikke kan deres håndværk. Det er kun godt, hvis man har en biks, der sælger sølvpapirshatte.

Jeg vil ikke gå i detaljer med hvori fejlen ligger. Meget kort ligger fejlen i, at det Frederik Juutilainen kan mærke er magnetiske felter og ikke elektromagnetiske felter. Jeg er med på, at der sprogligt ikke er den store forskel. Men fænomenerne er meget forskellige.

Jeg har skrevet til redaktionen på Go’ Morgen P3 og givet dem muligheden for at forklare sig, men de har valgt at lade være.

Hjerne, Sprog og Virkelighed

For nogle år siden deltog min tvillingebror Hans og jeg i en undersøgelse på Glostrup sygehus, Center for Neuropsykiatrisk Skizofreniforskning (efter sigende var vi med som kontrolsample), som involverede, at vores hjerner skulle undersøges på diverse leder og kanter. Dette involverede både undersøgelser af vores kognitive evner (hvor min bror som sædvanlig var en anelse skarpere end mig – på trods af et han og jeg er genetiske kloner) og diverse målinger på hjernen. Blandt andet skulle vi gennem en ca. 2 timer lang MR-scanning og på billedet herunder kan man se, hvordan mit hoved ser ud inden i.

En MR scanning af min hjerne.
En MR scanning af min hjerne.

Dette billede leder mig frem til et af mine yndlingsemner, nemlig spændingsfeltet mellem vores hjerner, sprog og den virkelighed vi prøver at begribe. Mit udgangspunkt er følgende: vi mennesker er et blandt et utal (faktisk flere millioner) arter på jorden. Vi forestiller os, at alle de andre arter på jorden ikke er i stand til at fatte, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen (f.eks. naturlovene, hvor vi er i verdensrummet, hvordan livet udvikler sig, hvordan universet begyndte og måske ender). Ovid formulerer det sådan her i “Forvandlinger”:

Ellers går dyrene bøjet,
med blikket rettet mod jorden,
men mennesket bød han at rejse sit åsyn
og skue mod himlen og hæve sit hoved i vejret,
op imod stjernernes vrimmel.
Sådan blev det, der just var råt og uformeligt mudder,
forvandlet til noget nyt:
til menneskeskikkelsens former.

I teksten står der egentlig ikke “dyrene”, men “de umælende væsener”. De umælende væsener – dem uden sprog – er anderledes end vi mennesker. Vi stræber efter himlen, mens dyrene er jordbundne og mere primitive væsener. Men det må så næsten uvægerligt være sådan, at vi også er begrænsede i vores fatteevne og at der er aspekter af virkeligheden som vi ikke (op)fatter. Alternativt har vi passeret en form for tærskel, hvor vi lige pludselig forstår Universet som det er, mens de andre arter ikke gør, men det forekommer mig naivt og usandsynligt. Dette er naturligvis ikke nogen særlig frugtbar diskussion i og med at vi meget vanskeligt (eller langsomt gennem evolution) kan sætte os ud over vores menneskelige begrænsing. I princippet kunne vi en dag møde en mere udviklet civilisation som kunne hjælpe med at “åbne vores øjne”. Ikke desto mindre synes jeg det er et interessant emne at “gå rundt om” og det vil jeg forsøge i dette klumme indlæg v.h.a. citater fra kloge folk. jeg undskylder på forhånd, at indlægget bliver lidt langt og ikke særlig klart i spyttet. Her trøster jeg mig ved Niels Bohrs ord: “Det modsatte af sandhed er enkelthed”.

Sproget i hjernen

Først er det interessant og komme omkring hvad vi har lært om sprogcentre i hjernen.

Her citerer jeg fra Den store Danske:

De hjernebarkområder, der ligger tæt på de såkaldte motoriske og sensoriske områder, er funktionelt knyttet til disse. Således er sprogfunktionen lokaliseret til to hjernebarkområder i venstre hemisfære. Det ene, Brocas talecenter (beskrevet af den franske kirurg og antropolog Paul Broca), beliggende lige foran den motoriske cortex, er nødvendigt for menneskets taleevne, da det kontrollerer taleorganets muskulatur. Personer med læsioner af dette område får motorisk eller ikke-flydende afasi med langsom, besværet tale i telegramstil, men de kan ofte synge, og deres forståelse af det talte og skrevne sprog er intakt. Det andet sprogcenter, Wernickes talecenter (beskrevet 1874 af den tyske neurolog Carl Wernicke), ligger tæt ved tindingelappens hørecenter, og en skade her fører til sensorisk eller impressiv afasi, hvor taleproduktionen er hurtig og ubesværet (flydende afasi), men sprogindholdet er svært at forstå eller helt uforståeligt som ved sort tale, mens personer med denne afasiform kan skrive pæne, men indholdsløse breve. Beskadigelse af andre områder af hjernebarken kan give karakteristiske udfaldssymptomer som fx manglende evne til at opfatte den modsatte legemshalvdel eller mangel på orienteringsevne. Konsekvenserne af forskellige hjerneskader er beskrevet af den russiske neuropsykolog A.R. Luria.

Det er interessant, at skader specifikke steder i hjernen hæmmer evnen til at udtale (Brocas talecenter, motorisk afasi) og forstå/formulere (Wernickes talecenter,  sensorisk eller impressiv afasi). Afasi kommer af græsk: ‘a’ er nægtende og fasis betyder “tale”. Vores sprogevner er altså i høj grad bestemt af hjernen – endda bestemte steder i hjernen.

Kvantemekanikken

Med afdækningen af de fænomener, der gav anledning til udviklingen af kvantemekanikken for knap 100 år siden nåede vi frem til dele af virkeligheden som ligger fjernt fra de hverdagserfaringer, der har været med til at præge menneskets hjerne de seneste hundredetusinde år eller så. Niels Bohr, som min arbejdsplads er opkaldt efter, var en umådelig klog mand og han så meget klart den nye erkendelsessituation “kvanteverdenen” blotlagde. Det bringer os til sproget. Blandt andet skrev Bohr (her gengivet på engelsk):

“What is it that we humans depend on? We depend on our words… Our task is to communicate experience and ideas to others. We must strive continually to extend the scope of our description, but in such a way that our messages do not thereby lose their objective or unambiguous character … We are suspended in language in such a way that we cannot say what is up and what is down. The word “reality” is also a word, a word which we must learn to use correctly.”  

(Citeret fra Philosophy of Science Vol. 37 (1934), p. 157, and in The Truth of Science : Physical Theories and Reality (1997) by Roger Gerhard Newton, p. 176)

Det er en vigtig pointe Bohr her trækker frem. Vi hænger i sproget. Vi er pisket til at bruge sproget, hvis vi vil tale sammen om vore erfaringer. Vi må konstant stræbe efter at udvide og forfine sproget, så vi på mest mulig objektiv måde kan formidle vore erfaringer til hinanden. I studiet af den mikroskopiske verden mødet denne bestræbelse nogle meget bizarre problemer:  For at beskrive et fysisk fænomen i den mikroskopiske verden (f.eks. elektroner) må vi benytte elementer, hvis nøjagtige angivelse gensidigt udelukker hinanden, men som alle er nødvendige for at give en fuldstændig beskrivelse af fænomenet. Dette kaldte Bohr for komplementaritetsprincippet. Der er et interessant Bohr-citatet, hvor dette bredes lidt ud: “Der findes to slags sandheder: Trivialiteter, hvor det modsatte er åbenbart urimeligt, og dybe sandheder, som kendetegnes ved, at deres modsætning også er en dyb sandhed.

Virkeligheden er ikke så lige til.

Jeg finder dette komplementære træk ved vores virkelighedsbeskrivelse meget svært at forstå, og jeg tænker, at vi her befinder os et sted, hvor vores (i hvert fald min) hjerne har svært ved at følge med, da den mikroskopiske verden er helt hensides de erfaringer, der har præget vore hjerners funktionalitet. Vi er nået til et sted, hvor udvidelsen af sproget for at beskrive de ny-opdagede sider af virkeligheden gør det svært for vores hjerner at følge med.
En intéressant pointe er her, at matematikken ikke har noget problem med at følge med. Jeg kunne godt tænke mig at se, hvad kloge folk kan sige om forholdet mellem sprog, virkelighed og matematik – det er et yderst interessant emne som jeg desværre ikke føler jeg kan belyse.

For at komme problemstillingen Sprog/Virkelighed nærmere har jeg fundet nogle andre kloge ord om sproget og virkeligheden. Wilhelm von Humboldt skrev i 1800-tallet:
“Language is deeply entwined in the intellectual development of humanity itself, it accompanies the latter upon every step of its localized progression or regression; moreover, the pertinent cultural level in each case is recognizable in it. … Language is, as it were, the external manifestation of the minds of peoples. Their language is their soul, and their soul is their language. It is impossible to conceive them ever sufficiently identical… . The creation of language is an innate necessity of humanity. It is not a mere external vehicle, designed to sustain social intercourse, but an indispensable factor for the development of human intellectual powers, culminating in the formulation of philosophical doctrine.” 

(Citeret fra Wilhelm von HumboldtHumboldt: ‘On Language’: On the Diversity of Human Language Construction and Its Influence on the Mental Development of the Human kind.)

og
“The interdependence of word and idea shows clearly that languages are not actually means of representing a truth already known, but rather of discovering the previously unknown. Their diversity is not one of sounds and signs, but a diversity of world perspectives [Weltansichten].” 

(Citeret fra The Linguistic Relativity Principle and Humboldtian Ethnolinguistics : A History And Appraisal (1963) by Robert Lee Miller, and The Linguistic Turn in Hermeneutic Philosophy (2002) by Cristina Lafont).

Humboldt beskriver meget fint sprogets dynamiske natur. Sproget afspejler vores “blik” på og billede af verden og hvert sprog er præget af sprogbærernes verdensforståelse. Humboldt fortsætter det sidste citat med:

“… The sum of the knowable, as the field to be tilled by the human mind, lies among all languages, independent of them, in the middle. Man cannot approach this purely objective realm other than through his cognitive and sensory powers, that is, in a subjective manner.”  

Med andre ord: vores stræben efter at gribe den objektive virkelighed er begrænset af vores kognitive evner (hjerner) og af vores begrænsede (evt. forfinede gennem instrumenter) sanseapparat.

Edward Sapir, der var en Amerikansk lingvist og antropolog, der levede fra 1884 til 1939, gik endnu videre med dette synspunkt:
Human beings do not live in the objective world alone, nor alone in the world of social activity as ordinarily understood, but are very much at the mercy of a particular language which has become the medium of expression for their society. The fact of the matter is that their “real world” is to a large extent unconsciously built up in the language habits of the group…. We see and hear and otherwise experience very largely as we do because the language habits of our community predispose certain choices of interpretation.

Hvert sprog indebærer (eller er tonet af) en bestemt verdenstolkning som præger, hvad der kan siges i det enkelte sprog og måske endda påvirker, hvad der erfares af  i den enkelte sprogkreds.

Endelig vil jeg citere filosoffen Ludwig Wittgenstein (f. 1889, d. 1951) som også har sagt meget interessant om forholdet mellem sprog og virkelighed:

“If a lion could talk, we could not understand him.”
“The limits of my language means the limits of my world.”
“Whereof one cannot speak, thereof one must be silent.”
“Like everything metaphysical the harmony between thought and reality is to be found in the grammar of the language.”
“Logic is not a body of doctrine, but a mirror-image of the world. Logic is transcendental.” 
“Our greatest stupidities may be very wise”
“Philosophy is a battle against the bewitchment of our intelligence by means of our language.”
“If people never did silly things nothing intelligent would ever get done.”

Det er nogle interessante citater som er gode at fundere over.

Poetiske udtryk for sprogets begrænsning

Nogle af de ideer der er belyst herover er også ubeskrevet smukt poetisk, f.eks. af Piet Hein:

Den farvede verden – En fabel
Muldvarpen dybt i sin natmørke gang,
fra solen og dagen vendt bort,
grynted en underlig sortsynet sang,
om at verden var ravende sort.

Musen, som bygged i visnende løv
sin blad-rede lukket og lun,
peb på en vise blandt smuldrende støv,
om at verden var efterårsbrun.

Blodcellen inde i årernes net,
som strømmed i bankende stød,
bruste den hymne, som aldrig blir træt,
om at verden var glødende rød.

Fuglen i skovenes trækronehvælv,
hvor lys er som lys i en brønd,
fløjted en kort melodi for sig selv,
som forkyndte, at verden var grøn.

Fisken i havet med skæl-panser på
og haren i kornmarkens skjul
nynned, at den var naturligvis blå
og selvfølgelig simpelthen gul.

Menneskene gik under skyer af gråt
I rugende selvmordshumør.
De svarede blot, at de vidste det godt:
Verden var uden kulør.

Men højt gennem himlens dugdråbede rum
slog regnbuen blændende bro.
Og verden stod spejlet i hvert af dens bånd.
Og regnbuen – regnbuen lo.

og igen Piet Hein:

Ordet
Først var de navnløst virkelige ting.
Så skabtes ordet til at ordne kaos.
Et greb på tingen! Men en tryllering
som snart drog verden nær, snart holdt den fra os.

Og ordet blev en verden for sig selv
der skød sig ind imellem os og tingen.

Og vi var fanget i dets himmelhvælv.

Og uden ordets verden var der ingen.

Men du skal bo på denne nøgne jord
og ta det liv igen som blev mig nægtet.
Og du skal æde anden ånd end ord
og eje andet lys end intellektet.

Din kamp skal gøre livet livet værd.
Din ånd er ild. Den ulmer. Lad den brænde.
Der er eet liv. Det leves nu og her.
Der er een virkelighed.
Det er denne.

Mystikere

Den sidste vinkel på problemstillingen Hjerne, Sprog og Virkelighed som jeg gerne vil kort forbi er begrebet “mystik”. Ordet kommer af græsk, hvor det betyder “indviet”. Normalt er ordet et naturvidenskabsfolk rynker på næsen af, men i denne sammenhæng er det interessant, da det betegner en anden måde at stræbe efter forståelse og indsigt end den sproglige. Hos wikipidia læser man:
“mystik er en religiøs praksis hvor aktøren stræber efter at opnå en særlig mental forbindelse til den transcendente og mere ægte/bedre verden (Unio Mystica). Aktøren oplever at skellet mellem selvet og omgivelserne forsvinder, og at det smelter sammen med det oplevede. Inden for forskellige religioner kan den mystiske oplevelse have forskellige betegnelser; fx åndelig bevidsthed, kommunion med eller kontakt til det guddommelige, åndelige sandhed eller gud. Kontakten kan beskrives gennem forskellige termer som intuition, indsigt eller direkte åbenbaring.

Forestillingerne, om hvad mystikeren oplever, varierer alt efter religiøs tradition, og inkluderer fx troen på eksistensen af en reel virkelighed adskilt fra vores egen, men som ikke kan sanses på normal vis, eller at den menneskelige forstand er i stand til at opfatte denne verden på en måde der ikke kan beskrives intellektuelt eller logisk. Et almindeligt tema inden for mystiske traditioner er at hele verden er en sammenhængende enhed, og formålet med den mystiske praksis er at opleve denne enhed som reel. De vigtigste teknikker for at opnå oplevelsen er meditation og kontemplation.”

Hjemme har jeg en interessant bog: The Cloud of Unknowing (Middle English: The Cloude of Unknowyng), som er et anonymt værk skrevet af en kristen mystiker i 1300-tallet. Han skriver:

“For He can well be loved, but he cannot be thought. By love he can be grasped and held, but by thought, neither grasped nor held. And therefore, though it may be good at times to think specifically of the kindness and excellence of God, and though this may be a light and a part of contemplation, all the same, in the work of contemplation itself, it must be cast down and covered with a cloud of forgetting. And you must step above it stoutly but deftly, with a devout and delightful stirring of love, and struggle to pierce that darkness above you; and beat on that thick cloud of unknowing with a sharp dart of longing love, and do not give up, whatever happens.”
– og
“When we intend to pray for goodness, let all our thought and desire be contained in the one small word “God.” Nothing else and no other words are needed, for God is the epitome of all goodness. Immerse yourself in the spiritual reality it speaks of yet without precise ideas of God’s works whether small or great, spiritual or material. Do not consider any particular virtue which God may teach you through grace, whether it is humility, charity, patience, abstinence, hope, faith, moderation, chastity, or evangelical poverty. For to a contemplative they are, in a sense, all the same. Let this little word represent to you God in all his fullness and nothing less than the fullness of God.”

Lignende tanker finder man i østens filosofi, f.eks.:

Speech and Silence: “Speech is blasphemy, silence a lie. Above speech and silence there is a way out.”

I-tuan (義端) one of Nan-ch’uan’s great disciples (The Golden Age of Zen 250, 322 n.13)

Inexpressible: What is inexpressible is inexhaustible in its use.”
A Chinese Zen master (The Golden Age of Zen 253, 322 n.19)

Jeg har læst Harald Bloom citere Nietzsche for dette lignende udsagn: “Det, som vi kan finde ord for, er allerede dødt i vore hjerter. Der er altid en form for foragt i det at tale.”

Jeg er ikke sikker på, at jeg fuldt forstår disse tanker, men jeg fornemmer, at de “har fat i noget”. Vores “hjerners” stræben efter virkelighed er ikke kun sproglig – der er mere at hente.

For at slutte, hvor jeg begyndte: jeg mener der er interessante forhold mellem sprog, virkelighed og vores hjerner. Vi ved idag, at der er specifikke sprogcentre i hjernen (Brocas og Wernickes  talecentre) som styrer vores evne til at udtale og forstå sprog. Vores udforskning af verden tvinger os konstant til at udvide og forfine sproget, så vi kan formidle vore erfaringer til hinanden på entydig måde. Endelig er det vigtigt at huske, at vores tilgang til “virkelighed” ikke er ren sproglig. Der er andre indsigter at hente.

Her er artiklen, du ikke vil fortryde at læse!

Som aktiv videnskabsformidler anno 2016 er det svært at komme uden om de digitale platforme, uanset om det drejer sig om nyhedsmedier, blogs eller sociale medier. Når man kommunikerer elektronisk, er man dog desværre også nødt til at tage højde for den nye digitale realitet, at antallet af læsere i høj grad afgøres af overskriften. En forsker, der er en dygtig formidler, kan sagtens skrive en fremragende og medrivende fortælling om sit seneste arbejde, men hvis overskriften ikke er i orden, er der formentlig kun ganske få, der vil læse det på nettet.

Det har professionelle mediefolk for længst fundet løsningen på. Overskrifter serveres i dag som velduftende madding, der narrer folk til at klikke sig ind i på selve artiklen, også selv om de egentlig ikke interesserer sig synderligt for det reelle indhold. Der spilles forførende på nysgerrighedens tangenter, og overskrifterne lokker med “Sådan gør du…”, “Her er forklaringen…”, “Disse 5 ting skal du gøre…”, “Du gætter aldrig…” og så videre.

Videnskab og clickbait
Læseren ved nok, hvad jeg taler om, for metoden er ikke længere forbeholdt tabloidpressen. Også de mere seriøse danske dagblade benytter sig i forskellig grad af “clickbait”, som fænomenet hedder. Mange læsere, inklusiv undertegnede, er ved at være træt af det. Man føler sig nemt bondefanget, når artiklens indhold ikke lever op til overskriftens sensationalisme. Ordet clickbait bruges da også oftest i nedsættende betydning.

Men sagen er, at det virker, hvilket enhver journalist eller reklamekonsulent kan skrive under på. På nettet er antal klik lig med reklamekroner, og overskriften alene kan nemt betyde en 5-dobling eller mere af læsertallet. Også selv om folk faktisk ikke læser selve artiklens indhold.

Men hvad gør man så, når man som forsker vil formidle sin videnskab elektronisk? Jeg er selv redaktør af sitet ScienceBlog.dk, et blogger-fællesskab bestående af en række danske videnskabsfolk, der skriver personligt om alt fra egen forskning til politik og naturvidenskab i hverdag og medier. Vi får langt den største del af vores trafik fra deling af historier på sociale medier, og for at få trafik har vi selv benyttet clickbaiting i relativ mild grad.

Blandt de mest læste artikler de sidste to år finder vi for eksempel overskrifter som “Derfor skal du blende din Barolo”, “Er bacon lige så farligt som rygning?” og “De DØDSENSFARLIGE asteroider slår til igen”.

Vi er et ikke-kommercielt foretagende, og vi skal ikke tjene penge på vores historier, men når vi skriver, ønsker vi naturligvis, at folk læser vores budskab. Og præcis som de kommercielle medier, hungrer vi derfor efter læsere. Vi er ikke det eneste formidlingssite, der må forholde sig til problemstillingen. Vores kollegaer på Videnskab.dk kender i høj grad betydningen af pirrende overskrifter, som de ofte formulerer som spørgsmål. Der anvendes også hyppigt ord som “Vild”, “Overraskende” og “Derfor” i overskrifter, der dækker over i øvrigt ganske seriøse og interessante artikler om moderne forskning.

Blandt de mest populære videnskabssites på nettet finder vi I Fucking Love Science (IFLscience.com), der især er kendt fra virale indlæg på Facebook. Her har der været udbredt kritik fra formidlingsverdenen, idet sitet ikke kun kan finde på at hugge materiale uden at oplyse kilde, men også at clickbaite i en grad, hvor overskriften ikke længere støttes af den forskning, der beskrives. Er IFLscience.com god for videnskaben? Tjah. Populariteten drømmer enhver formidler om at have, men måske er den kommet på bekostning af seriøsiteten.

Vi må følge med tiden
Som fagperson er jeg opdraget til at holde den faglige fane højt, når jeg kommunikerer videnskab. Så jeg har først og fremmest fokuseret på, at indholdet skal være i orden. Men uanset min modvilje mod clickbait har jeg også indset, at vi, der på et fagligt grundlag beskæftiger os med videnskabsformidling, må følge med tiden. Jeg tror derfor ikke, at der er nogen vej udenom at ofre overskrifterne meget mere opmærksomhed i fremtiden. Brugt på en seriøs og raffineret måde, kan overskriften som clickbait bringe vores videnskabsformidling ud til et væsentligt større publikum. Men det er en kunst at skrive en god overskrift – det kan tage lige så lang tid som at skrive selve indholdet. Og man skal selvfølgelig nøje overveje, om historien virkelig kan bære en sensationel overskrift. Vi gør ikke videnskaben nogen tjeneste, hvis læserne føler sig snydt.

 

Indlægget er skrevet som “Synspunkt” til seneste nummer af tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab. Det videregives med deres tilladelse.

Er GMO en god ide?

Da jeg for nylig skrev om HPV-vaccinen i et forsøg på at få lidt flere nuancer og lidt mere fakta ind i debatten, havde jeg ikke regnet med den voldsomme diskussion, det medførte på Facebook. Hvis der er et andet emne, der kan bringe følelserne frem i folk, så er det åbenbart diskussionen om genmodificerede organismer (GMO). Jeg blev for nylig opfordret til at deltage i en debat om dette emne på Facebook, og det var en voldsom oplevelse… Ikke desto mindre er det et emne, der i mine øjne er så vigtigt, at jeg vover pelsen atter engang. Hvad er den videnskabelige konsensus egentlig, når det kommer til GMO? Bør vi forbyde brugen af GMO? Er det sundhedsskadeligt? Eller er frygten baseret på uvidenhed?

Det er måske på sin plads hurtigt at definere GMO: Det er enhver organisme, hvor man har brugt genteknologi til målrettet at modificere organismens DNA. Det kan være, at man har taget et gen fra én organisme og indsat i en anden, eller at man har lavet ændringer direkte i organismens eget DNA. Det er en langsommelig og kostbar proces, og det er bestemt ikke ligetil at få en ønsket egenskab udtrykt i en specifik art. Hvis det endelig lykkes, er det (heldigvis) heller ikke ukompliceret at få den sikkerhedsgodkendt og frigjort til dyrkning. Målet for forskerne kan for eksempel være at skabe varianter, der bedre kan overleve tørke eller hedebølger, som er mere næringsrige, eller som kan gøre dem resistente overfor bestemte skadelige organismer.

Det er også relevant at forklare (meget kort og forsimplet), hvordan man i dag prøver at fremavle varianter med nye egenskaber uden brug af genteknologi. Du skal have to varianter af den art, du arbejder med – en allerede anvendt god variant, og en ny variant med den ønskede egenskab. Man skal så krydse de to, hvilket giver f.eks. frø med en blanding af DNA fra de to forældre. Frøene skal sås ud og vokse op, og nogle af de nye planter vil have den ønskede egenskab og nogle (men ikke alle) de gode ting fra den allerede anvendte variant. Dem kan man så arbejde videre med ved f.eks. at krydse dem tilbage med den oprindelige anvendte variant, således at man arbejder sig hen imod en ny variant, der har den nye egenskab og de fleste gode ting fra den allerede anvendte variant. Dette er meget langsommeligt, arbejdstungt og kompliceret, og man er ikke garanteret, at det virker.

Det interessant spørgsmål til dig, kære læser, er: Hvor kommer varianten med den nye egenskab fra? Tænk lidt over det…

I princippet kan man godt forestille sig, at man finder en naturligt forekommende variant derude et sted, som har en eller anden ønsket egenskab. Det er dog meget usandsynligt. I stedet bruger man andre metoder, hvor man udsætter eksempelvis frø for stråling eller kemikalier, der laver tilfældige, talrige og ofte store ændringer i cellens DNA – det kan være enkelte mutationer eller store stykker, der ødelægges. Disse frø kan man så plante ud og se, hvad der sker. Således opbygger man store frøbanker, og hvis man er heldig, får man en variant med en interessant egenskab.

Den målrettede procedure, hvor man specifikt ændrer et eller flere gener, kaldes GMO og er generelt ikke velanset. Den mere tilfældige procedure, hvor man ikke ved hvilke og hvor mange ændringer der er i organismens DNA, er ikke GMO og derfor accepteret. Under alle omstændigheder er det et faktum, at vi mennesker har grebet – og stadig griber – voldsomt ind i naturens gang, når det kommer til eksempelvis de afgrøder, vi alle tager for givet. Er det et problem? Ikke i sig selv. Er det problemfrit? Ikke nødvendigvis.

Disclaimer

Baseret på mine erfaringer fra HPV-debatten er det nok nødvendigt at pointere et par ting til at begynde med – og så kan jeg jo kun håbe på, at folk tror mig: Jeg er ikke betalt af Monsanto eller andre GMO-virksomheder. Jeg har faktisk aldrig arbejdet med GMO som sådan (om end en del af det data, jeg har set i tidens løb, naturligvis kommer fra genmodificerede organismer). Jeg har ingen interesser i GMO, men jeg brænder for, at vi baserer vores valg på den bedste forhåndenværende viden. Uenighed er fint, men lad det ske på et fagligt fundament. Jeg køber selv i vid udstrækning økologiske varer – om end ikke eksklusivt – og jeg ser helt oplagte fordele i f.eks. at minimere brugen af pesticider og forbedre dyrevelfærden. Jeg har dog også nogle problemer med den nuværende definition af økologisk landbrug såsom brugen af homøopatisk “medicin” og modstanden imod netop GMO.

Min egen holdning er klar: GMO som teknologi kan bruges både godt og skidt, og at gå ind for et generelt forbud er helt forfejlet og vidner i udstrakt grad om manglende faktuel viden og en ubegrundet teknologiforskrækkelse. Det betyder ikke, at vi skal tillade alt, eller at der ingen problemer kan være. Netop fordi GMO er et ret kompliceret emner, er dette indlæg på ingen måde fyldestgørende, men jeg vil forsøge at indsætte relevante links, så man kan læse videre selv.

Anti-GMO som bevægelse

Hvis man har fulgt debatten i noget tid, er det ret tydeligt, at der er en del lighedspunkter med andre grupperinger, der går imod den videnskabelige konsensus – uanset om det er vaccinationer, klimaforandringer eller GMO. I den nævnte Facebook-debat om GMO var der en blanding af meget omfattende konspirationsteorier, der involverer eksperterne på området (forskere, læger, politikere, virksomheder osv.), og en markant mistillid til (eller manglende viden om) den videnskabelige litteratur. Dette blev suppleret med en stærk tillid til selvudråbte “eksperter”, mavefornemmelser og i udpræget grad den naturalistiske fejlslutning. Det var også interessant at se, at de få, der forsvarede GMO, meget hurtigt blev angrebet på deres motiver – hvem var de betalt af? Der var dog også flere, der luftede reelle bekymringer og spørgsmål, som fortjener svar. Følgende er en opsummering af de mest gængse argumenter:

  • Det er “unaturligt”.
  • Det er sundhedsskadeligt.
  • Man bør mærke varer, der indeholder GMO.
  • Manglende kontrol og tillid.
  • Det fører til større forbrug af pesticider.
  • Det skader naturen og skaber monokulturer.
  • Man risikerer at skabe farlige superplanter.
  • Bønderne skal købe deres korn etc. hver sæson.
  • Man har aldrig udviklet en GMO, der er gavnlig.
  • Monsanto er onde.
  • Alle, der udtaler sig positivt, er betalt af industrien.

Naturlighedsargumentet

Som udgangspunkt er dette en logisk fejlslutning – at noget er naturligt, gør det ikke godt. Bare tænk på alle de ting i naturen, der kan slå dig ihjel eller gøre dig alvorligt syg. Men det er da rigtigt, at vi med GMO påvirker naturen og forsøger at fremavle egenskaber, vi gerne vil have. Det har vi dog gjort i årtusinder til stor glæde for os alle, og vores “unaturlige” fremgangsmåde har været med til at fremavle sorter, der er langt mere velsmagende og næringsrige end de naturlige varianter.

Det er sundhedsskadeligt

Nej, GMO er med alt overvejende sandsynlighed ikke en helbredsrisiko. Den videnskabelige konsensus på området er meget stærk og støtter klart op om sikkerheden ved GMO – og det gælder for en lang række af de store nationale og internationale videnskabelige organisationer. Når der er så stærk konsensus blandt eksperterne, er der normalt god grund til at antage, at det nok passer. De få studier, der sår tvivl om sikkerheden ved GMO, kommer – ligesom man ser det med f.eks. vacciner – fra enkelte grupper, der har gjort det til deres levevej. Flere af disse studier er nu under kraftig mistanke for manipulation og dårlig videnskabelig praksis, og nogle af de mest udbredte artikler – f.eks. om GMO-majs der giver rotter cancer – er blevet trukket tilbage på grund af seriøse problemer med deres forskning. På trods af den overvældende opbakning fra videnskaben (88% af “American Association for the Advancement of Science”-medlemmer), så er det kun 37% af voksne amerikanere, der tror, det er sikkert at spise GMO. Det er den største forskel mellem fagfolk og den almene borger blandt alle de undersøgte emner – selv klimaforandringer og evolution skaber mindre splid.

Det fører til større forbrug af pesticider.

Dette er ikke så sort/hvidt, som det ofte præsenteres. GMO kan bruges til at forhindre (eller minimere) brugen af pesticider, men også til at fremme brugen af bestemte pesticider fremfor andre. For eksempel opdagede man, at bakterien Bacillus thuringiensis producerer et stof, der fungerer som insektgift. Ved at indsætte dette gen i f.eks. majs, har man produceret såkaldte “Bt-varianter”, der ikke behøver at blive sprøjtet i samme grad imod insekter. Det burde alle da være glade for.

Så er der den anden og mere sprængfarlige variant: Monsantos “Roundup Ready”-varianter. Her har man udviklet planter, der er resistente overfor Roundup, således at bønderne kan sprøjte imod ukrudt uden at skade deres afgrøder. En konsekvens er i flere tilfælde, at der bliver sprøjtet med mere Roundup end ellers, da det er en effektiv behandling. Det vil altså føre til et større forbrug af en bestemt pesticid. Spørgsmålet er så, om det er værre eller bedre end alternativet. Det afhænger af flere faktorer: Er Roundup mere eller mindre skadelig end andre pesticider? Selv om man selvfølgelig skal undgå direkte kontakt med Roundup som med alle andre sprøjtegifte, så forsvinder Roundup relativt hurtigt fra både jord og vand, ligesom det tyder på at være en relativt sikker pesticid – men sikkerheden er ikke 100%, og der er stadig ubesvarede spørgsmål. Et andet alternativ er at bearbejde jordbunden for at begrænse ukrudtsvækst, men også det har en række negative konsekvenser såsom udtørring og øget udvaskning af kvælstof. Med andre ord er det ikke så simpelt, som det ofte præsenteres, og man er nødt til at se på de samlede effekter.

Det skader naturen og skaber monokulturer.

Mange frygter, at brugen af GMO på en eller anden måde skader miljøet, på trods af, at GMO ofte har fokus på netop at skabe planter, der kan klare klimaforandringer og belaster miljøet mindre. Igen må man derfor kigge på data for at vurdere, hvad konsekvensen har været over tid. Et stort studie, der undersøgte konsekvenserne af GMO over en 15-årig periode, havde nogle meget vigtige konklusioner: Brugen af GMO har medført et fald i brugen af pesticider på 474 millioner kg (8.9%), hvilket er ret markant og burde blive mere alment kendt. Derudover har brugen af GMO medført et fald i udledningen af drivhusgasser svarende til at fjerne 10.2 millioner biler fra vejene. Overordnet set har brugen af GMO været positivt for miljøet. Spørgsmålet om monokulturer hænger mere sammen med den måde, landbruget drives på i dag, end det har noget med GMO at gøre.

Man risikerer at skabe farlige superplanter.

Denne frygt er på overfladen forståelig, men som altid er djævlen i detaljen. For det første er det vigtigt at se på, at der aldrig har været eksempler på GMO-planter, der har produceret et eller andet nyt, farligt stof – og der er heller ingen grund til, at GMO skulle gøre det, eller at det skulle ske hyppigere end ved traditionel forædling som skitseret i starten. Tværtimod er GMO netop en mere målrettet proces, så den traditionelle metode er “farligere”.

Men der er et andet potentielt problem ved f.eks. de Roundup Ready-varianter, jeg skrev om ovenfor – nemlig at forøget brug af Roundup kan være med til at fremelske ukrudt, det ligeledes er resistente imod Roundup. Vi kan se, at det netop er sket, hvilket er en direkte konsekvens af, hvor populære Roundup Ready-planter har været. Forskere har pointeret, at det delvist skyldes dårlig praksis, idet man bør rotere afgrøder for at skifte imellem forskellige pesticider (hvilket vil minimere risikoen for udviklingen af resistens), men Monsanto har ikke villigt indrømmet deres del af ansvaret, om end de har opdateret deres retningslinier for korrekt brug. Dette er dog ikke kun et GMO-problem, da det ikke skyldes spredning af gener men er en konsekvens af langvarig brug af en bestemt pesticid, og man har også talrige eksempler på planter, der er resistente imod f.eks. atrazin, uden at der har været GMO indblandet.

Bønderne skal købe deres korn etc. hver sæson.

Dette er sandt – men det er allerede tilfældet med ikke-GMO afgrøder. Bønderne køber f.eks. såsæd fra store virksomheder. Det er muligt at gemme korn efter høsten og bruge det næste sæson, men kvaliteten er ikke lige så god, og derfor kan det ikke betale sig. Man kan selvfølgelig diskutere, om man kan lide denne model eller ej, men det har intet med GMO at gøre.

Der findes ikke en gavnlig GMO

Det er oplagt ikke rigtigt. Til gengæld er det rigtigt, at anti-GMO bevægelsen ofte har haft succes med at forhindre eller forsinke disse projekter, hvilket har målbare konsekvenser i form af dødsfald og mangelsygdomme, man kunne have forhindret. Nogle eksempler på “biofortified” fødevarer, der er blevet udviklet i tidens løb er:

  • Golden rice: En risvariant der producerer beta-karoten, som kan omdannes til A-vitamin. Mangel på A-vitamin leder årligt til, at mellem 250,000 og 500,000 underernærede børn bliver blinde, og omtrent halvdelen af disse børn dør indenfor det efterfølgende år.
  • Golden banana: En variation over samme tema er en banan, der overproducerer beta-karoten. Menneskeforsøg, der skal vise om den dannede beta-karoten er tilgængelig, blev forsøgt stoppet af anti-GMO bevægelsen. De mener, at man ikke har eftervist, at det er sikkert for mennesker (om end det er i modstrid med videnskaben jvf. ovenfor), men vil samtidig ikke have der forsøg, der kunne vise sikkerheden.
  • Cassava: Cassava er en vigtig afgrøde i Afrika, men det lave vitaminindhold leder til fejlernæring. Forskere har derfor udviklet en variant, der producerer mere B6-vitamin, hvilket kan være med til at forhindre nogle af de alvorlige følger.
  • Perlehirse: Indiske forskere har udviklet en variant af perlehirse, der har et højere indhold af jern og zink. Den bliver dyrket i forsøg nu, og rapporterne er positive.

Mulighederne er til stede, men viljen mangler.

Man bør mærke varer med GMO

Det mener jeg egentlig ikke, fordi der ikke er nogen grund til det. GMO er ikke sundhedsskadeligt, så hvad skulle pointen med det være? Det ville kun skabe en endnu større unødig frygt i befolkningen, da det ville signalere, at der var et eller andet potentielt farligt ved GMO – for hvorfor dog ellers mærke dem? Derudover er der alle de praktiske problemer i forslaget, for hvad skal mærkes? 100% GMO? 1% GMO? Og hvorfor skulle dette DNA være farligere end andet DNA? Grundlæggende mangler jeg et argument for, hvorfor en mærkningsordning skulle være relevant.

Manglende kontrol og tillid.

Der er tydeligvis et stort skel imellem fagfolk og den almene befolkning, når det kommer til GMO, og det har medført en stor skepsis til GMO. Det er en skam, da der ikke er nogle videnskabelige argumenter imod brugen af GMO. Hvordan denne manglende tillid kan genopbygges, har jeg ikke et nemt svar på. Forhåbentlig kan et øget fokus på fakta i stedet for følelser i debatten være et skridt på vejen. I forvejen er der skrappe krav til forsøg af GMO for at teste indholdet af f.eks. de vitaminer, man ønsker at tilføje, og for at sikre sikkerheden, inden de kan godkendes til dyrkning. Denne kontrol skal man selvsagt bevare, og jo mere åbenhed der er omkring forskningen og resultaterne, jo bedre er det for alle.

Monsanto er onde.

Jeg skal ikke forsvare Monsanto eller andre store virksomheder – de har som mål at tjene penge, og derfor vil nogle af dem forfalde til ufine metoder eller træffe tvivlsomme valg for at øge profitten. Den slags skal der selvsagt være kontrol med, og enhver virksomhed, der bryder loven, skal straffes. Når det er sagt, er det dog nødvendigt at forholde sig til fakta – også hvis man ikke kan lide dem, der bliver angrebet. For kan det nu passe, at Monsanto konsekvent opfører sig ulovligt og uetisk på en måde, der får SPECTRE til at blegne? Efter at have undersøgt sagen lidt mere, er det min opfattelse, at Monsanto ikke er værre end så mange andre virksomheder, men at de til gengæld er udsat for konstante og misvisende angreb fra ideologiske modstandere. Her er et par af de anklager, man ofte hører:

  • Terminator gene: Monsanto kritiseres ofte for at udvikle planter, der vokser i en enkelt periode, men hvor næste generation er sterile. Dette er ikke sandt – de har købt et firma, der har denne teknologi, men det har aldrig og bliver aldrig anvendt.
  • Monsanto sagsøger folk, hvis GMO-pollen blæser ind på deres marker: Dette er ikke sandt, om end florerer masser af historier om det. Faktum er, at Monsanto er meget udfarende, når det kommer til at forsvare deres patenter, og de sagsøger bønder, der bevidst planter deres GMO-såsæd uden at betale licens – det kan f.eks. være bønder, der gemmer frø fra høsten for at plante dem i næste sæson, hvilket er et brud på kontrakten med Monsanto. Men Monsanto har aldrig sagsøgt nogen for at have planter voksende, der kommer fra vindblæst GMO-pollen. Tværtimod har de tilbudt at fjerne disse uønskede GMO-planter, og kun sagsøgt folk, hvis de udnytter disse planter ved at gemme frø og så dem senere. Det er en ret væsentlig forskel. Man kan synes som patentsystemet eller ej, men det har intet med GMO at gøre.
  • Monsanto har ført til selvmord blandt indiske bønder: Flere aktivister hævder, at antallet af selvmord blandt bønder steg voldsomt, efter Monsanto kom ind på det indiske marked med deres Bt-bomuld, da det har medført økonomisk ruin. Historien bliver gentaget ofte, og den burde jo være nem at be-eller afkræfte. Selvmord blandt indiske bønder er et trist problem, men det har intet med Monsanto at gøre.

Monsanto er ganske givet ikke en samling englebørn – det er en stor virksomhed, der vil tjene penge – men lad os holde kritikken til det, der rent faktisk foregår.

Alle, der udtaler sig positivt, er betalt af industrien

Det er forkert. Ganske simpelt. At forfalde til dette angreb er at fjerne fokus fra substansen, så man slipper for at forholde sig til data.

Konklusion

GMO er et kompliceret emne, der har det med at skabe en umiddelbar og voldsom reaktion fra de fleste mennesker. Men netop fordi det er kompliceret, er det på sin plads at lytte til dem, der kender emnet – forskerne. Her er konsensus klar: GMO er ikke en sundhedsrisiko, og der er mange gode eksempler på, hvordan teknologien kan bruges positivt. Desværre er der en generel modvilje i befolkningen, der står i skarp kontrast til fagfolkenes. Forhåbentlig kan en åben og ærlig debat være med til at flytte på det.