Kategoriarkiv: Formidling

Indlæg om formidling af naturvidenskab.

Astronomi, Formidling, Forskning, Fysik, Geologi, Medier, Nyheder, Rumfart, Teknologi

Sludder sælger – Når penge betyder mere end fakta

1 kommentar

Så er den gal igen. På videnskab.dk kunne man d. 22. august læse, at en knogle fra en alien er fundet på Mars. Det lyder da utroligt. Det er det også, men det er ikke bare utroligt, det er også forkert. I den seneste tid har vi her på ScienceBlog.dk været lidt efter videnskabsjournalister med indlæg som Journalister er nødvendige for naturvidenskaben og De dødsensfarlige asteroider slår til igen. Her kommer endnu et indlæg i rækken.

Hele historien starter, fordi NASAs Mars-rover Curiosity har taget et billede af en bunke sten, hvoriblandt en af stenene angiveligt ligner en lårbensknogle. Det er det bare ikke, NASA skriver, at formen sandsynligvis er skabt af erosion fra vind eller vand.

Det er dette billede, der har vækket håb om liv i rummet hos alien-bloggerne. (Foto:NASA)
Dette er billedet, som har skabt hele historien. (Foto:NASA)

Videnskab.dk er et uafhængigt nyhedmedie med fokus på videnskabelig forskning. Deres vision er at gøre befolkningen klogere ved at skabe større interesse for videnskab. Som de selv skriver:

“Videnskab.dk er et uafhængigt nyhedsmedie med fokus på forskning

Redaktionen leverer daglige forskningsnyheder og andet indhold, der med afsæt i videnskabens verden giver brugerne en aha-oplevelse og gør dem klogere. Vi dækker forskningen bredt – fra kultur og samfund til teknologi og naturvidenskab. 

Vores vision er at gøre befolkningen klogere ved at skabe større interesse for videnskab – og det at vide noget – i samfundet generelt og i særlig grad hos de unge.

Videnskab.dk skrives og redigeres af en uafhængig redaktion.”

Det lyder meget smukt. Nu mangler de bare at efterleve det fine budskab. I artiklen skrevet af Anne Marie Lykkegaard er der gået noget galt. Det virker som om, skribenten prøver at skabe en stor sensation ud af ingenting. Det kunne umiddelbart bare afskrives som en smutter, måske med en undskyldning a la: ”Okay, det viste sig ikke at være en alienknogle alligevel.” Men det holder bare ikke, når skribenten allerede i artiklen skriver, at det ikke er en alienknogle. Skribenten venter bare knap 200 ord, før hun løfter sløret og fortæller, at den historie hun lige har skrevet, slet ikke er rigtig. Hun nævner nemlig selv, at NASA skriver i en meddelelse på deres hjemmeside, at der ikke kan være tale om en lårbensknogle.

For at være fair vil jeg give forfatteren, at NASA bare er en kilde ud af flere. Hun har nemlig også en kilde, der mener, at der er tale om en lårbensknogle fra en alien, nemlig en blogger fra abovetopsecret.com med navnet amazing.  Jeg vil bare mene, at NASA i denne sammenhæng virker som en mere pålidelig kilde end amazing, men hvad mener I?

Astronomi, Formidling, Skoler og uddannelse

Skønheden i verdensrummet

Da jeg studerede astrofysik på Aarhus Universitet for en snes år siden blev vi med interesse for astronomien ofte drillet af de andre fysikstuderende og undervisere med, at astronomien jo kun handler om at se på pæne billeder. Ærindet med dette indlæg er at pege på denne drift mod skønhed som mange fejlagtigt ikke forbinder med naturvidenskab. Fascination af skønheden i naturen i bred forstand er noget langt de fleste naturvidenskabsfolk (ikke kun astronomer) deler. Skønheden findes både i fænomenerne og underliggende i naturens orden.

Siden studietiden i Århus er astronomien blevet min levevej. Jeg har nu den udsøgte fornøjelse at undervise studerende på Niels Bohr Institutet i astrofysik. Særligt stor glæde har jeg ved at undervise i Observationel Astrofysik, idet vi her hvert år i august måned har et sommerkursus for bachelor studerende ved det Nordisk Optiske Teleskop på La Palma.

I år var vi afsted med 13 studerende og to undervisere. Hensigten med kurset er at introducere de studerende til nogle centrale praktiske aspekter i det observationelle “håndværk”, f.eks. bestemmelse af, hvornår givne himmellegemer kan observeres,  hvordan man skal observere for at besvare et givet spørgsmål, hvor længe man skal observere, hvordan man kalibrere observationer, hvordan man efterbehandler.

De studerendes observationer har over årene dækket en meget bred vifte af emner rækkende fra planeter om andre stjerner til kvasarer i den anden ende af Universet. Fælles for alle skolerne er dog, at de studerende altid er interesserede i at bruge en lille del af tiden på at tage billeder af nære, smukke objekter – netop p.g.a. af den fascination af skønheden jeg nævnte.

Her vil jeg blot give et par eksempler på de studerendes observationer fra i år.

M16HaOIIIV
Messier 16 er et stjernedannende område i vores egen galakse Mælkevejen. Stjerner dannes i kolde skyer med molekyler og støv. De blå stjerner øverst til højre er nydannede, mens man for neden til venstre kan se resterne af den kolde gassky. Den grønne farve kommer fra gas, der lyser i en kraftig linie fra ioniseret ilt.
M17
Her ses en del af den såkaldte svanetåge, der er en del af et meget stort stjernedannende område i Mælkevejen. Tågen er her observeret bl.a. i et filter, der er følsom for lys fra brintgas, der lyser stærkt i rødt lys.
Arp273
Her ses et par galakser i kosmisk dans (Arp 273). Systemet er observeret i et blåt, et grønt og et rødt filter.

Flere eksempler kan ses her.

Jeg synes det er vigtigt at huske denne skønhed. Vi er grebet af grundforskning ikke kun p.g.a. at skabe økonomisk vækst, men også p.g.a. skønheden og vores længsel efter at forstå, hvad det er for en dybere virkelighed vi er en del af.

 

Astronomi, Formidling, Fysik, Nyheder, Rumfart

De DØDSENSFARLIGE asteroider slår til igen

I lørdags havde jeg en dårlig dag. Jeg kom til at besøge Politikens hjemmeside og fandt en historie med overskriften: “Kæmpe asteroide truer med at udrydde os i 2880” (og så var jeg desuden slemt forkølet – men det skal det ikke handle om her).

Nu kunne man tro at min dag blev ødelagt fordi jeg gik rundt og gruede for Jordens undergang om 800 år, men man må tro om igen. Næ, min dag var ødelagt fordi Politikens historie er helt igennem misledende, sensationalistisk og elendig.

Selvfølgelig ved jeg godt, at den stakkels journalist på Ritzau sikkert har fået 5 minutter lige inden deadline til at koge noget suppe på en historie fra britiske the Telegraph, som allerede dér var styg. Og jeg véd at den fremgangsmåde ikke er usædvanlig. Mit ærinde her er derfor heller ikke at hænge hverken journalisten, Ritzau, Politiken eller den konkrete historie ud som unikt dårlig.

Men miséren ER en ganske nydelig demonstration af, at fornuftig videnskabsformidling sjældent harmonerer med pressens krav om dagsaktualitet og at videnskabsjournalistik uden videnskabsjournalister ofte gør mere skade end gavn. Desuden gemmer der sig faktisk en rigtig god forskningshistorie nede under vrøvlet. Så hæng ved, kære læser. Der ér guld for enden af regnbuen, selvom det bliver langt og uden mange billeder, jeg lover det !

Hvorfor var dette her overhovedet en nyhed lige i lørdags ? Jo, det var det fordi en gruppe forskere ved University of Tennessee offentliggjorde en artikel i Nature i torsdags, som ledte til historien i Telegraph fredag og derfra til historien i Politiken lørdag.

Hvad var det så artiklen i Nature handlede om?

Det var ikke opdagelsen af asteroiden (29075) 1950 DA. Den blev, som navnet antyder, opdaget i 1950. Efter opdagelsen i 1950 blev asteroiden i øvrigt ikke set igen før år 2000. Det er slet ikke så nemt at se disse meget små objekter over de gigantiske afstande i Solsystemet.

Havde forskerne fra Tennessee beregnet, at risikoen for at asteroiden skulle ramme Jorden i 2880 var 1 i 300, som Politiken og Telegraph skrev ? Nej, det tal stammer fra en artikel i Science i 2002 kort efter genopdagelsen. Det seneste (og dermed gyldige) estimat, som er fra  2013, er 1 ud af 4000, så I kan ånde lettet op. Det tal, som Politiken og Telegraph vinkler på er 10 år gammelt og en faktor 10 forkert. Ups.

1950DA

Radarbillede af asteroiden (29075) 1950 DA fra Arecibo radioteleskopet, 4. marts 2001. 

1 ud af 4000 er stadig en betydelig risiko. 1950 DA ligger nummer 2 når man rangordner asteroider efter Palermo-skalaen over potentielle meteornedslag. Palermo-skalaen sammenligner risikoen for en kollision med én bestemt asteroide med den samlede risiko for at støde sammen med en asteroide af den givne størrelse i årene inden det potentielle nedslag.

DA 1950 har en værdi på -0.83 hvilket betyder at risikoen for en kollision med denne asteroide om 800 år er 10^(-0.83) = 14% af risikoen for at ramme en tilsvarende asteroide engang i løbet af de 800 år. Værdierne på Palermo-skalaen fortolkes med ord, sådan at tal under -2 betyder “ingen grund til ekstra bekymring”. Tal mellem -2 og 0 betyder “hold lige ekstra øje med denne her” (dem er der 3 af) og tal over 0 betyder “grund til bekymring” (dem er der ingen af). Så: Lad os holde lidt ekstra øje med denne her, men ikke ligge vågne om natten. Fint nok.

Men artiklen i Nature i torsdags handlede om noget helt andet. Og før jeg kommer til det må jeg lige en lille omvej, eller to.

(29075) 1950 DA roterer hurtigt om sig selv. Ét døgn er kun 2 timer og 7 minutter. Dét i sig selv var kendt og er ikke unikt, men gælder for mange små asteroider. Mange af dem roterer faktisk så hurtigt at deres svage tyngdekraft er SVAGERE end centrifugalkraften på ækvator. Med andre ord: Hvis du stod på ækvator ville du blive kastet ud i rummet af centrifugalkraften. Normalt fortolker man det sådan, at disse små asteroider er solide klippeblokke, som holdes sammen ikke af tyngdekraften men af de (meget stærkere) kræfter som nu engang holder en sten sammen. De elektriske kræfter (ionbindinger og kovalente bindinger) mellem atomerne i de forskellige mineraler, som danner stenen.

Mange ANDRE mindre asteroider, er derimod ikke solide klippeblokke, men såkaldte “rubble piles” eller “grusbunker”. Det er asteroider som engang er blevet splintret til klippeblokke, grus og støv ved sammenstød, og som nu kun holdes sammen af tyngdekraften. Disse grusbunker har ofte ganske høj porositet. 50% er ikke ualmindeligt, hvilket vil sige at halvdelen af asteroiden består af tomt rum mellem de forskellige klippeblokke, sten og sandskorn eller støvkorn.

Itokawa4

Asteroiden 25143 Itokawa, observeret af den Japanske Hayabusa-rumsonde. Itokawa er én af mange asteroider, som er såkaldte “rubble piles” eller “grusbunker”.      

Så her kommer nyheden i artiklen fra Nature: Forskerne fra Tennessee har bestemt massetætheden på (29075) 1950 DA og fundet 1.7 gram per kubikcentimeter. Det er på den ene side for lidt til at tyngdekraften alene kan holde sammen på asteroiden, men på den anden side også alt for lidt til at asteroiden kan være en solid sten. Den må være en grusbunke med porositet omkring 50%. Så asteroiden er alt for let til at være en solid klippeblok men roterer for hurtigt til at tyngdekraften kan holde sammen på den. Noget andet må hjælpe med til at holde sammen på den. Og hvad det “noget andet” er, det kommer vi til lige om lidt.

Men hov, vent, hvordan bestemmer man overhovedet massetætheden af en asteroide ?  Normalt finder man massen af et objekt i Solsystemet ved at se på tyngdekraften FRA dette objekt på et andet, mindre objekt. Planeters masser kan beregnes ud fra deres måners bevægelser og en asteroides masse kan bestemmes hvis man for eksempel har en rumsonde i nærheden af den. Hvis man så også kender størrelsen (fra billeder) så har man massetætheden. MEN en asteroide som driver rundt helt for sig selv som denne hér gør er ikke så nem at få skovlen under. Der må mere kreative metoder til.

I dette tilfælde har man kigget på den såkaldte Yarkovsky effekt. Det er en svag kraft, som påvirker banen for små legemer i Solsystemet. Effekten opstår fordi asteroiden roterer hvilket skaber en asymmetrisk varmestråling i forhold til dens bevægelsesretning. Sagt på menneskesprog: Der er varmere om eftermiddagen end om formiddagen og der er varmere om aftenen efter solnedgang end om morgenen før solopgang. Der kommer altså mere varmestråling fra den varmere eftermiddag/aften-side end fra den koldere morgen/formiddag- side. Når asteroiden udsender varmestråling mærker den en uhyre svag kraft i den modsatte retning på grund af impulsbevarelsen. “Rekylet” fra varmestrålingen, simpelthen. Hvis asteroiden roterer sådan at aftensiden vender fremad i bevægelsesretningen vil den blive bremset ned en lillebitte smule af rekylet fra varmestrålingen. Omvendt, hvis den vender den koldere morgenside fremad vil den varmere aftenside skubbe lidt bagpå. Effekten er lille, men er ikke desto mindre kraftig nok til at være den mest betydelige kilde til usikkerhed når det handler om at bestemme banen 800 år frem i tiden.

Forskerne fra Tennessee har kigget på ændringer i asteroidens bane siden 1950 og sammenlignet med den modellerede Yarkovsky-effekt. Heri indgår asteroidens massetæthed både fordi den påvirker varmeledningsevnen og dermed varmestrålingen og fordi asteroidens reaktion på kraften afhænger af den samlede masse. Ud af denne analyse kom altså tallet 1.7 gram per kubikcentimeter for tætheden af (29075) 1950 AD. For let til at være en klippeblok men også for let til at være holdt sammen af tyngdekraften.

Hvad i alverden holder så sammen på den?

Politiken har svaret: “asteroiden udvikler nogle kræfter, der kaldes van der Walls (sic !), og som er med til at holde sammen på 1950 DA.”

Det er så på én gang rigtigt og helt forkert. For det første hedder de van der Waal, ikke van der Wall – men det kan jo smutte. For det andet er der ikke tale om nogle mystiske asteroide-kræfter, men om et helt generelt fænomen i fysisk kemi.

Van der Waals -kræfter er summen af de elektriske kræfter, der virker mellem molekyler, udover de kovalente bindinger og elektrostatiske kræfter fra ladede ioner. Altså summen af en række mindre elektriske effekter udover de stærke kræfter, som holder de enkelte molekyler eller faste stoffer sammen.

For eksempel: Nogle molekyler er polære, altså de er har lidt positiv elektrisk ladning i den ene ende og lidt negativ elektrisk ladning i den anden ende. Hvis to polære molekyler er i nærheden af hinanden og vender rigtigt (så den ene vender den negative ende mod den andens positive ende) så vil der være en tiltrækning mellem dem og det er et eksempel på en van der Waals kraft.

Den slags kræfter er medvirkende til at fint støv har en tendens til at klumpe sammen. Tænk på, hvordan mel klistrer til bordet eller kaffepulver til kanten af kaffedåsen. I et helt tørt miljø – som ude i rummet – er det lidt anderledes fordi der ikke er vand til at få støvet til at klumpe og klistre. Til gengæld kan der typisk være meget statisk elektricitet, hvilket ikke strengt taget er en van der Waals kraft, men potentielt er en anden vigtigt effekt, der får støv på en asteroide til at klistre.

Så, igen, på menneskesprog:

Asteroiden (29075) 1950 DA er for let til at være en solid sten, men roterer for hurtigt til at den kan holdes sammen af tyngdekraften. Vi formoder at dens overflade på ækvator er domineret af fint støv og at den svage elektriske tiltrækning mellem støvkornene er med til at holde sammen på den.

Asteroiden roterer som sagt en gang på 2 timer og 7 minutter. 2 timer og 12 minutter er grænsen for, hvornår tyngdekraften lige præcis kan holde sammen på den. Så den roterer kun en lille smule for hurtigt, hvilket understreger at disse elektriske kræfter i støvet ikke er særligt stærke.

En interessant krølle på historien er at asteroiders rotation kan accelerere over tid på grund af den såkaldte YORP effekt. Det er en variant af Yarkovsky effekten (YORP står for: Yarkovsky-O’Keefe-Radzievskii-Paddack) hvor asymmetrisk varmestråling fra en asteroide med ujævn form også kan øge dens rotation. Man kan altså forestille sig at (29075) 1950 DA var en grusbunke som gradvist roterede hurtigere og hurtigere indtil sten og klippeblokke på dens ækvator simpelthen løftedes af den og svævede  lige så stille væk, mens støvet blev tilbage på grund af elektrisk tiltrækning mellem støvkorn.

Den sidste pointe er naturligvis at hvis en sådan asteroide kun lige nøjagtigt hænger sammen så skal der meget lidt til at sprænge den i stumper og stykker. Hvis man om 800 år får brug for at ændre dens bane skal man derfor tænke sig om før man skyder en raket ind i den og skal måske overveje alternative metoder til at ændre dens bane. Dette får Politiken også fuldstændig forvrøvlet til følgende, som slet ingen mening giver for mig:

“I stedet foreslår der, at forskerne prøver at udvikle metoder, der kan pille ved asteroidens overflade for at forstyrre de kræfter, der holder sammen på den. Hvis de kræfter forsvinder, går den i stykker af sig selv, lyder teorien.“

 – pointen er netop at man måske ikke har lyst til at asteroiden går i stykker på vej mod Jorden men hellere vil holde den samlet og skubbe let til dens bane. Under alle omstændigheder er den generelle regel med hensyn til truslen fra asteroider at jo før man opdager dem,  jo længere tid har man til at gøre noget ved det og jo mindre kraft behøver man påvirke med. Med 800 år skulle vi stå nogenlunde sikkert. Det er nok de asteroider, vi ikke har opdaget, som vi i højere grad skal bekymre os om.

Nu vil jeg gå hjem og pleje min forkølelse efter således at have sat tingene på plads. Det tog mig så også det meste af en arbejdsdag, hvilket en journalist på Ritzau jo ikke lige har en lørdag eftermiddag…

 

PS: Phil Plait fik også sin lørdag ødelagt

 

 

 

 

Formidling, Medier, Skoler og uddannelse

Journalister er nødvendige for naturvidenskaben

1 kommentar

Dansk naturvidenskabelig forskning er blandt verdens førende. De seneste godt 100 år har ni danskere modtaget Nobelprisen i naturvidenskab. Hvis danskerne skal blive ved med at være blandt eliten, skal den offentlige interesse for naturvidenskab være stor. Flere unge skal vælge de naturvidenskabelige uddannelser og op-bakning fra den brede befolkning er vigtig. Her kommer journalisterne ind i billedet. Journalister har gode muligheder for at formidle naturvidenskaben, men de udnytter den ikke til fulde.

”Det har betydning for dansk forskning og forskningspolitik, at der er forståelse for naturvidenskab i den brede befolkning, for det er med til at sikre tilslutning til politiske beslutninger om øgede statslige investeringer i forskningen,” siger Kristian Hvidtfelt Nielsen, lektor på institut for videnskabsstudier ved Aarhus Universitet.

Landets journalister kan hjælpe med at øge befolkningens interesse gennem interessant videnskabsformidling. Men videnskabsjournalistik uden videnskabsjournalister gør mere skade end gavn. Journalistikken er med til at fastholde den naturvidenskabelige stereotyp ved for eksempel altid at interviewe den excentriske og besynderlige fysiker Holger Bech Nielsen, når nye naturvidenskabelige opdagelser skal forklares. Holger Bech Nielsen er underholdende og god på TV, men repræsentativ for den almindelige naturvidenskabsmand er han ikke. Sidste år afholdte Niels Bohr Institutet en stor konference i anledningen af hundredåret for Niels Bohrs verdensberømte atommodel. Holger Bech Nielsen viste sig atter for de mange TV seere, skønt Danmark ikke er fattig på fremragende formidlere af naturvidenskab. I det samme indslag fik journalisten sagt, at der disse dage var samlet en stor flok nørder i København til konference. Ordet nørd er ikke just positivt klingende, selvom det måske burde være det.

En fælles europæisk rapport fra 2013 viser, at danskerne er meget interesserede i naturvidenskab og teknologi, og at danskerne mener, at naturvidenskab og teknologi har positiv indflydelse på samfundet. Men alligevel bliver der set skævt til de, der arbejder med naturvidenskab. De er en slags udstødte, der trods deres nationale nytte, ikke får taletid i den danske presse.

Problemet starter allerede i folkeskolen, hvor faget natur/teknik, ifølge en rapport udarbejdet af Akademiet for de Tekniske Videnskaber, kun bliver undervist af lærere uddannet i faget 50 % af tiden. Resten af tiden er det lærere med linjefag i for eksempel dansk eller historie, der underviser eleverne. Børn har en naturlig nysgerrighed, som man kan frygte forsvinder ved dårlig natur/teknik undervisning. I udskolingen, når eleverne møder de klassiske naturvidenskabelige fag, som fysik/kemi, biologi og geografi, møder eleverne ifølge rapporten i højere grad lærere, som er klædt på til opgaven. Men hvis den indre glød for naturvidenskab er blevet slukket af dårlig undervisning i natur/teknik, kan det være svært at tænde den igen.

Det er ikke, fordi skolerne ikke gider ansætte lærere med de rigtige linjefag men derimod mangel på lærere med naturfag, der er skyld i problemet. Landets seminarier har haft svært ved at tiltrække studerende til naturfagslæreruddannelsen. Det kan skyldes den manglende almene interesse for naturvidenskab. Det er en ond cirkel, hvis manglende interesse giver færre naturfagslærere, fordi færre naturfagslærere skaber manglende interesse.

I den europæiske rapport fra 2013 svarer 72 % af danskerne, at befolkningen skal involveres i beslutninger, der handler om naturvidenskab og teknologi. Det kræver, at befolkningen bliver bedre oplyst. Det er svært at tage stilling til sager, man ikke ved noget om, skønt det bliver gjort i vid udstrækning. Der findes ikke mange danskere, der ikke har en holdning til atomkraft. Men der er ikke mange, der ved, at vi er kommet langt siden Tjernobyl, så atomkraft i dag måske er den reneste form for energi. Inden for fysikken er der stadig mange ubesvarede spørgsmål, og et af de helt store spørgsmål prøver man at besvare på CERN, som er et stort forskningsanlæg i Schweiz. Her var der desværre en fysiker, der kom til at nævne sorte huller for pressen, og så rullede historien. Det er sandt, at der på CERN bliver skabt sorte huller, men sorte huller sluger ikke hele verdener, som man ser i science fiction.

Det er et problem, at journalister hælder vrangforestillinger ind i hovedet på befolkningen, så lovende forskning må stoppes, fordi der pludseligt ikke er opbakning fra befolkningen længere.

Vi skal væk fra Ekstra Blads-journalistik, som spiller på at skabe frygt og rædsel i befolkningen, hvis befolkningen skal have et grundlag for at være med i beslutninger, der handler om naturvidenskab og teknologi.

Biologi, Formidling, Medier, Nyheder

Kun svage aktivister slipper mink løs

2 kommentarer
Aktivisters tekst på plankeværkt
Aktivisters tekst på plankeværk

I weekenden kunne man på tvs NYHEDER læse, at de fleste mink er fanget igen. Over 950 af 1000 mink er indfanget af frivillige, jægere og minkavlere. Historien bunder i, at ukendte gerningsmænd var brudt ind hos en minkavler ved Ølgod i Sydvestjylland, og havde åbnet burene så minkene kunne slipper ud til friheden.

En kombination af fælder, jagt og indsamling har dog nu sikret at der igen er mink i burene hos avleren. At fange knap 1000 mink er dog ikke så svært som man skulle tro. Langt de fleste blev siddende i deres bure. Andre er så uvant med friheden at de nemt samles op i nærheden af farmen. Resten blev med en samlet jagt-indsats taget med haglgevær og hund.

At det er aktivister der står bag, tyder graffitien med “stop lidelsen” og logoet “ARF” på. Om det er en ny gren af ALF, Dyrene  Befrielses Front (Animal Liberation Front) eller om der blot er stavet forkert, er der ingen afklaring på endnu.

Men at der er tale om amatører er der ingen tvivl om.

For det første, kan det at slippe dyrene fri på ingen måde være i nogens interesse, ihvertfald ikke minkenes eller den danske naturs. De er fremmede for hinanden, og mange frivillige kæmper hvert år en ulige kamp med invasive arter. Dyr der ikke har en rolle i det danske økosystem, og derfor falder udenfor, enten ved at leve en kummerlig tilværelse med en kamp for overlevelse i et ukendt tærren, eller ved at overtage nicher der ellers var forbeholdt de danske arter. Langt de fleste når dog at bliver jagtet, fanget, skudt og indsamlet inden de når at gøre skade på den danske natur.

Flot, sat ud til jagt, hvor er det vi har set det før?

Så, hvis I virkelig vil stoppe lidelsen, så slå dem da ihjel med det samme. På den måde skader i ikke den danske natur, minkene får fred og man rammer avlerne hvor det virkelig gør ondt. ”Pels er ikke for mennesker” er også malet på væggen hos minkavleren. Næh, måske ikke. Men så lad os smide læderhandskerne, pelskraverne og uldtæpperne. Lad os slukke køleskabet og leve af nedfaldsfrugt i haven.

Selvfølgelig skal nyttedyr have ordenlige vilkår, men jeg ser ikke mange aktivister der slipper grise, kyllinger eller private hunde løs?Man kan ikke løser problemer ved at lave mere bøvl.

Tidsspilde og egoistisk glorievaskning!

Hvis I skal gøre noget, så gør det ordenligt. Jeg foreslå at I samler 10-15 mand, det burde være muligt. Udstyret med trækæppe med pigge (jeg vil tro at et rundboldbat med søm i enden kunne gøre det) sniger I jer ind til minkfarmen.

Når I så har fået burene op, smadrer I dyrene med kæppene. Der er sikkert andre lige så effektive metoder, måske en kombi af giftgasser og maling? Måske en brand? Ideen er, at få slået dyrene ihjel hurtigt OG få ødelagt skindende.

På den måde undgår I den lidelse I snakker så meget om, plus I rammer avlerne hvor det virkelig gør ondt.

Anmeldelse, Arrangementer, Formidling, Nyheder, Science centre, Skoler og uddannelse

Frontiers in Science Teaching 2014

6 kommentarer

I denne uge blev konferencen Frontiers of Science Education 2014 holdt I Søauditorierne på AU, med ca. 100 tilmeldte og præsentationer fra internationale og danske forskere, forelæggere og undervisere, arrangeret af Center for Science Education. Temaet i år var Transforming Education with Technology, hvordan moderniserer vi vore scienceuddannelser, øger kvaliteten og tilfredsheden for de studerende, på en måde der er overskueligt og håndgribeligt for underviseren?

Rækken af speaks introducerede et godt udpluk af forskellige tiltag. Det strakte sig fra Massive Open Online Courses (MOOC), over citizen science projekter, aktiveringsøvelser og peer instruction programmer, struktureringsplatforme som Blackboard, specialiserede udgivelser fra de store forlæggerhuse, forskellige undervisningscases, samt diverse open source hjælpemidler. Alle speaks og præsentationer blev optaget og bliver lagt på nettet og vi skal nok linke til det så snart det er muligt (link), det er bestemt et kig værd!

Jeg har ventet spændt på denne konference. For to år siden var jeg med til Frontiers 2012, det var lige i starten af min PhD, og jeg blev for første gang introduceret for principper som inverted classroom, peer instruction, Just in Time Teaching, og clicker’en, som nu efterhånden er blevet en accepteret, om end nogle gange lidt tvunget tiltag (med en lidt træt kommentar om ’ja vi har jo lært at vi skal aktivere jer’ og et anstrengt forsøg på at lave et multiple choice spg integreret i et slideshowet der er dateret 2012..), dengang var det en fed oplevelse kan jeg huske.

Allerede ved introduktionen til konceptet var jeg solgt. Som et klassisk eksempel på brug af teknologien i uddannelse, greb den første speaker fra Center for Science Uddannelse, Mikkel Godsk, lige et blast from the past ud af den blå luft: Texas instruments’ Little Professor lommeregneren!

Mikkel Godsk reintroducerede den Lille Professor, et glemt 80'er ikon
Mikkel Godsk reintroducerede den Lille Professor, glemt 80’er ikon

Jeg har vitterligt ikke tænkt på den lille gule professor i over 20 år, men gensynet vakte stor glæde og minderne strømmede ganske uventet ind over mig, instant 80’er throwback.
Den lille professor var bestemt den sjoveste feature i matematikklassen da jeg var barn, men kun i matematikklassen – in class. Der var ikke noget med at den skulle med hjem. Mulighederne i dag er heldigvis helt anderledes og det åbner op for rigtigt mange muligheder for interessante ’out of class’ løsninger, til tider er det ganske unødvendigt overhovedet at have et campus kunne man være fristet til at sige.

Distanceundervisning var et oplagt emne at tage hul på når vi snakker om at inddrage teknologien i undervisningen.

Johannes Heinlein EdX: "Education should be non-profit"
Johannes Heinlein EdX: “Education should be non-profit”

EdX’s Johannes Heinlein var keynote speaker og fortalte om filosofien bag disse ny store uddannelses initiativer som MOOCs er. Open source kurser vinder større og større respekt i udlandet og der er efterhånden rigtigt mange vildt fede kurser fra Bl.a. Harvard, MIT, Stanford, UC Berkeley, Australian National University, UN University, Edinburgh University, alle sammen ganske gratis, og mange udbudt gennem EdX. Det er et interessant medie for selvom der igen i mange år har været en del forskellige langdistance uddannelser (fx Open University), har det ikke været frit tilgængeligt i så høj kvalitet før, med bl.a. webcasts og Skype-forelæsninger.
Der kan være flere tusind tilmeldte til hver kursus, fra alle hjørner af kloden. Med MOOCs og andre open source kurser er der også blevet lanceret en mulighed for bare generelt at få inspiration, at supplere materiale og bruge disse webcasts som ekstramateriale i sin egen undervisning (selvom copyright af dette nok liige skal checkes ordentligt først).

EdX How it works

Også herhjemme er der eksempler på distancekurser hvor vægten ligger i out of class aktiviteterne, og man så mødes til koncentrerede seminarer et par gange i løbet af semestret. Pernille Maj Svendsen, Centre for Science Education, viste fra hendes undervisning hvordan man kan optimere kvaliteten af den reducerede facetime der er til rådighed i disse former for kurser.

En anden out of class aktivitet var konceptet bag læring gennem selvforklaring. At skulle omstrukturere den viden man har tillært sig for at kunne dele ud af det til andre er et stærk værktøj. Keynote speaker Paul Denny fra U of Auckland, som har udviklet PeerWise fortalte om deres program og virkningen af at de studerende får lov til at reflektere over indholdet på en facon der giver underviseren mulighed for at overvære det. Det er et open source program der er udviklet som redskab til at få de studerende til at lave spørgsmål til deres medstuderende om pensummet, også kaldet peer instruction. Hver studerende laver så en række spørgsmål henover semestret og de andre skal så besvare dem, reviewe og give feedback på evt. misforståelser fra forfatteren eller deres egen side. Der var mange gode spørgsmål i bunken af de 1 million spørgsmål der er lavet rundt om på kloden, der blev virkeligt brugt noget fantasi til at formulere spørgsmålene. At selv skulle forklare og stille spørgsmål til pensummet er ikke det nyeste koncept indenfor pædagogikken, men platformen her er sjov og intuitiv med gaming elementer som leaderbords, badges og pointsystemer, det gør en stor forskel – og lad os nu være ærlige, det er lidt nemmere at relatere til fysikkens love når vi inddrager King Kong og Godzilla i en nærkamp som eksempel på to af hinanden uafhængige modsatrettede kræfter.

Det var fedt at se at det ikke kun var de store internationale inviterede der tænker udenfor boksen i den sammenhæng. De førnævnte webcasts var et hot emne. Altså at filme dele af forelæsningen eller pensummet og gøre det tilgængeligt online for de studerende. Dette er bl.a. brugt til at modernisere både introduktion til Astrofysik som Ole Eggers Bjælde, Centre for Science Education, kunne fortælle, og – til min store glæde – genfødslen af calculus undervisningen på AU. Calculus forelæsningerne står skarpt printet i mit hoved, og desværre hverken pga. af indholdet eller relevansen, nej som 16 ugers tirsdags og fredagsmorgener jeg aldrig får tilbage. Det var et af de fag hvor underviseren startede oppe i venstre hjørne af tavlen, og så ellers bare gik i gang med at skrive formler ned til han sluttede på sjette tavle, nederst til højre, to timer senere. Jeg er sikker på alle har haft et eller nærmere flere fag af den slags, og resultatet af det semester er at jeg til dato stadig ikke kan forklare hvad calculus går ud på uden at google det først…

I stedet er der nu lavet en række elegante webcasts af varierende længde (1-5 min), som forklarer de vigtigste koncepter i hvert kapitel, hver webcast efterfulgt af en spørgsmålsrække der skulle besvares, så der blev reflekteret over hvad emnet handlede om. Det var sådan lidt Veritasium møder David Attenborough i Danskernes Akademi over settingen, godt og professionelt lavet. Det så mega appetitligt ud og jeg sad helt og overvejede om man skulle tage faget igen, sådan bare lidt for sjov..

Ideen med at genopfriske minderne om den Lille Professor var nok til dels at minde os om at der er sket en del siden slut 70erne og 80’erne, og det er jo så absolut en anden verden siden Professoren lå på bordet, men også at de samme virkemidler understøtter læring i dag: leg, refleksion og gentagelser. Gamification og citizen science platforme er og bliver bare et af de mest interessante nye tiltag både inden for science generelt men også i undervisningen, og også på AU! Jacob Sherson og hans innovative gruppe lancerede StudentResearcher, som ligger under paraplyorganisationen Science@Home, under konferencen. Spillet tillader alle at blive deres egen researcher og lege sig til at hjælpe forskningen i bl.a. kvantecomputere, samtidig med at det forklarer konceptet og fysikken bag de simple spil, der så kan forbedre scoren. Samtidig bruges de mange forsøg/spil som simuleringer i udviklingen af kvantecomputeren. I skrivende stund er jeg stadig tabt bag vognen så snart jeg hører ordet kvante, men jeg glæder mig til at få taget hul på spillet og afmystificeret konceptet!

Også Ditlev Brodersen fra AU institut for Molekylær Biologi og Genetik lancerede en ny platform til at introducere peer instruction i undervisningen, kaldet Curriculearn.dk. Platformen er designet til at studerende fra folkeskolen til PhD niveau får stillet en række spørgsmål af underviseren som skal besvares. Besvaringen bliver så anonymt reviewet af tre andre studerende og sød diskussion og refleksion kan opstå. Der er stadig kun tale om beta test af platformen, så der er forbedres stadigt, men programmet ser meget lovende ud, og et rigtigt fint tiltag at indføre review og peer instruction processen out of class.

Der var rigtigt mange andre rigtig gode oplæg og workshops til Frontiers 2014, jeg kunne blive ved, men vil i stedet opfordre til at se oplæggene når de bliver lagt ud.

Refleksionerne på konferencen var i stor stil at alle var inspirerede. De fleste af de undervisere jeg snakkede under konferencen ytrede at de ville bestemt med vil supplere nogle af disse tiltag i undervisningen, men vil ikke fjerne noget der allerede virkede (øh nej, det ville da også være at skyde sig selv i foden..). De få studerende der deltog, udtrykte et behov for at kedsomheden ved den traditionelle form for undervisning skal italesættes og irettesættes, men synes det var inspirerende at se undervisere prøve at udvikle sig, og se det fra den anden side. Næste gang burde der måske være flere studerende med til Frontiers, det var godt at få sat ord på efterspørgslen. Andre udtrykte bekymring om hvor lang tid det ville tage at implementere disse ændringer, og hvem der skulle betale for deres tid.

Jeg fornemmede også der var en tendens til at rynke lidt på næsen over den grad af Hollywood der syntes at træde ind i klasselokalet. Underviseren er gået fra at være en rent faglig formidler, til at skulle være underholdende, og nu også på skærmen. Jeg må indrømme jeg synes nu det er fedt. Vi ser at der er en stigende interesse for videnskab helt generelt, fx forskellige populær videnskabelige talks, Folkeuniversitetet o.l., så det er mere og mere almindeligt accepteret at du skal kunne lave et godt ’show’. Og ja selv om video over tid måske overtager tekstbogen, er det i første omgang kun som et supplement, og i virkeligheden bliver det en gradueret overgang. En af de vigtigste pointer jeg tog med hjem fra denne konference var netop at der blev opfordret til at tilgå undervisningen som videnskab generelt. Lav eksperimenter med jeres undervisning, link til små fede videoer fra nettet og lav jeres eget hvis i ikke kan finde noget godt der passer ind, midlerne er til rådighed.

Astronomi, Formidling, Kemi, Nyheder

Star Wars, Harry Potter, Simpsons og nu kvindelige forskere

1 kommentar

Der var en gang, en LEGO-mand var en LEGO-mand. Ikke de store variationer i udseende og ansigtsudtryk.

Siden har LEGO introduceret en række temabyggesæt som f.eks. Star Wars, Teenage Mutant Ninja Turtles, Lord of the Rings, Harry Potter og The Simpsons.

Og ikke nok med det, via LEGO Ideas kan alle og enhver foreslå idéer til rigtige byggesæt. Alle idéer med mindst 10.000 supporters vil blive vurderet af en panel nedsat af LEGO.

LEGO har netop offentliggjort hvilken idé, der er udvalgt til at blive det næste officielle byggesæt: Det skal hedde Research Institute, og det består af tre kvindelige forskere – en palæontolog, en astronom og en kemiker – and all their awesome equipment!

Fantastisk at LEGO nu forsøger at bryde det stereotype kønsrollemønster, som de ellers forstærkede med deres lyserøde pige-univers fra 2012.

Modellerne udkommer i august 2014 – i god tid før julehandlen!

Se LEGOs annoncering her:

Tak til NBC for historien.

Anmeldelse, Formidling, Science centre

Jeg elsker Experimentarium!

2 kommentarer

Jeg husker, at jeg som barn besøgte Experimentarium en gang vi var på tur til København. Jeg husker ikke meget af det besøg, udover at jeg var glad for det. Som voksen har jeg været der adskillige gange og er blevet skuffet hver gang; det er de sædvanlige problemer som man ser gang på gang den slags steder, for mange forsøg man kender, for små effekter og alt, alt for lidt udskiftning i udstillingen betød at jeg meget meget hurtigt mistede entusiasmen for stedet.

Så fik jeg børn.

Nu elsker jeg Experimentarium!

Først når man har et par unger med (i mit tilfælde 3 og 5 år ved seneste besøg) forstår man, at det slet ikke gør noget, at forsøgene er gamle travere, det viser sig nemlig lidt til min overraskelse at kendskab til forsøg ikke nedarves, ungerne er ligeglade med om jeg går og brokker mig over uopfindsomhed, de synes ikke der er skruet for langt ned for effekterne og de har slet, slet ikke noget imod at der kun er begrænset udskiftning i udstillingen. Genkendelsens glæde skal man ikke undervurdere…

Læg så dertil at Experimentarium som ingen andre har forstået vigtigheden af gode praktiske forhold så som toiletter og plads til madpakker og man har en sikker vinder!

IMG_20140421_110206

Faktisk forekommer Experimentariums løsning så oplagt, at man kunne tænke, at alle andre lignende institutioner vil være indrette på omtrent samme måde. Men ak nej, et besøg i Den Blå Planet viser med skræmmende sikkerhed hvor let det er at gøre omtrent det hele forkert.

Hvor Experimentarium har taget bolig i noget der mest minder om en gammel fabrikshal har Den Blå Planet valgt en dyr arkitekttegnet bygning som måske ser fin ud, men hvor forholdene for besøgende er helt igennem håbløse, stedet mangler ganske enkelt plads; uanset hvor man går er man ved at blive mast og at få et kig på en fisk er ualmindeligt svært, især hvis man gerne også vil lade ungerne kigge med. Køen til toiletterne er konsekvent lang og at få et skab i garderoben er et lotterispil man reelt kun har en chance i hvis man ankommer indenfor de første 10 minutter af åbningstiden.

Havde jeg kun været mig selv og mine spidse albuer havde jeg sikkert stadig synes at Experimentarium var kedeligt og jeg kunne da sikkert nok finde på at gå i den Blå Planet en gang imellem. Men nu er sagen klar:

Jeg elsker Experimentarium!

Anmeldelse, Formidling, Fysik

Niels Bohr må vende sig i sin grav

3 kommentarer
Niels Bohr må vende sig i sin grav – Om fornægtelsen af kernekraften

Niels Bohr må vende sig i sin grav – Om fornægtelsen af kernekraften

“Niels Bohr må vende sig i sin grav – Om fornægtelsen af kernekraften” er titlen på en debatbog, som lige før nytår blev sendt på gaden af forfatter Thomas Grønlund Nielsen. Bogen har til formål at sætte kernekraft tilbage på den politiske dagsorden, samt at bygge bro mellem Fysik, Historie og Samfundsfag for de elever, der eventuelt måtte have interesse i et studieretningsprojekt inden for disse fag.

Bogens præmis er, at vi frygter brugen af kernekraft, fordi vi ikke forstår den, og der er jo faktisk forskel på kernekraft og kernevåben. Det kan godt være, at der sidder nogen derude, der ikke helt har fanget dén, og de skulle så kunne blive klogere af at læse denne bog. Det tror jeg nu ikke, de bliver. Bogen er ganske rodet, og argumenterne har en noget svingende kvalitet. Af og til peger de efter min mening endda i forskellig retning.

Lad mig komme med et eksempel fra side 76:

“Fysikfaget sættes nu mindre i forbindelse med menneskets fremskridt og mere med massedrab og supermagternes terrorbalance. Professorvældet på Universiteterne væltes og det er velkendt hvad der er sket med vores uddannelses system og den almindelige dannelse siden da. Fra en skole hvor man blev målt på sin faglighed og sine kundskaber, fik vi en hvor det var vigtigere at kunne snakke sin sag med stor selvtillid og lave gruppearbejde.”

hvilket er dårligt forstås. Senere skriver forfatteren på side 91:

“Vi må som fagfolk genopdage vigtigheden af der i fysik også rummes plads til hjerteblod og den gode historie og ikke helt fortabe os i matematiske formler. Den tiltagende akademisering og teoretisering der i de seneste årtier har bredt sig overalt i vores uddannelsessystem, må begrænses. For ikke alle lærer bedst gennem formler og formalistiske bøger.”

Så… først er det dårligt, at vi har fået en blødere skole, og dernæst er det dårligt, at der er en stigende akademisering (altså hårdere skole?) fordi ikke alle lærer bedst gennem formler og formalistiske bøger. Jeg er simpelthen i tvivl om, hvad forfatterens holdning egentlig er. Endnu mere er jeg i tvivl om, hvad det har med kernekraft og Niels Bohr at gøre, men her vil forfatteren nok henvise til Niels Bohrs arv.

Andre ting i bogen, jeg heller ikke forstår pointen i, er inddragelsen af fem personlige fortællinger fra forfatterens eget liv. Hjælper det virkelig på forståelsen af forskellen mellem kernekraft og kernevåben at høre om forfatterens dameproblemer på fysikstudiet, om hans stress over at have en computer stående på værelset og om hans faglige mindreværdskompleks? Det hjælper ikke mig. Til gengæld undergraver det efter min mening forfatterens troværdighed som fysiker (måske med undtagelse af dameproblemerne).

En værre forbrydelse er dog det kristne islæt, som jeg bestemt ikke mener hører hjemme i en såkaldt fysikfaglig bog. Måske kan Scienceblog.dk’s læsere forklare mig, hvad følgende budskab har med Eisenhowers Atoms for Peace-tale at gøre, side 37:

“Den ældgamle tro på at mennesket er et guddommeligt væsen der kan og skal bruge sit intellekt og sin skaberkraft til at erobre og kontrollere det fysiske rum – troen på at vi kan skabe en bedre verden forsvandt ned i en afsides skuffe.”

Her er forfatteren ikke tilfreds med, at Eisenhowers ånd i de kommende årtier skulle sygne hen til ukendelighed, hvilket også er ærgerligt, men hvad har det med mennesket som et guddommeligt væsen at gøre?

På side 37 kan vi læse at:

“Som mennesker må vi erkende at vi ikke altid evner at forstå og at dette ikke må føre til frygt men i stedet bør give plads for troen- er det ikke netop det kristendommen, vores kulturarv handler om.”

Så altså… hvis man ikke lige forstår alt det gode ved kernekraft, så må man ty til kristendommen?? Var det ikke mere passende at tage fat i en fysikbog i stedet for? (Altså en rigtig fysikbog, ikke TGN’s bog).

Og på side 39 kan vi læse om fysikken, at

“Den har ligesom kongehuset netop sin berettigelse i at hvile på tidsløse principper og være hævet over modestrømninger og småborgerlighed.”

Er det virkeligt nødvendigt at inddrage kongehuset i denne argumentation? Det mener jeg ikke, men til gengæld undrer jeg mig over, at forfatteren finder det relevant.

Jeg vil skåne læserne for flere eksempler og springe direkte til dommen:

Det er virkelig forstyrrende at læse en så rodet tekst med alle mulige og umulige påstande og upassende argumenter for og/eller imod, hvad end forfatteren lige kommer i tanker om. Det tager nok længere tid at læse bogen, end det har taget at skrive den, og det er absolut ikke en god ting!

Jeg kan ikke anbefale denne bog hverken til gymnasieelever eller nogen som helst andre med interesse i Niels Bohr og kernekraft. Beklager.

Formidling, Fysik, Medier, Skoler og uddannelse

Dansk fysikforsøg får international opmærksomhed gennem viral video

1 kommentar

Fysikshow Aarhus har endeligt fået den opmærksomhed vi fortjener. Som medlem af fysikshow glæder det mig, at vi nu er blevet populære på youtube. Vi er danske fysikstuderende fra Aarhus Universitet, som har lavet et så enestående fysikforsøg, at en video af eksperimentet er gået viralt på youtube.

Fysikshow Aarhus har i 15 år lavet spektakulære fysikforsøg på skoler og gymnasier. For fire år siden begyndte vi at lave videoer af vores eksperimenter til youtube.  Men vores youtubekanal har aldrig haft den store succes. Selvom her ligger mange fede videoer.

Heldigvis mødte vi science formidleren Derek Muller fra kanalen Veritasium til en konference for europæiske fysikshows. Derek syntes at flammebordet var så fedt, at han blev nødt til at filme det. Veritasium har mange faste følgere, og hans video af vores forsøg har på få dage fået over 2 millioner views.

Videoen viser flammebordet, som er en videreudvikling af det kendte forsøg Rubens’s Tube.

Klippet blev først rigtigt populært, da facebooksiden I fucking love science delte videoen. Denne side deler naturvidenskabelige nyheder, og har astronomiske 12 millioner likes.

Selv bt.dk har opsnappet nyheden og skrevet en lille artikel om os.

Jeg bliver interviewet over skype til RTL 2
Jeg bliver interviewet over skype til RTL 2

I eftermiddags blev jeg kontaktet af en journalist fra RTL 2, en landsdækkende tysk tv station, som vil lave et indslag om fysikshow og vores fantastiske flammebord.