Kategoriarkiv: Forskning

Indlæg om naturvidenskabelig forskning.

Galaksejagt

Galakse fra SDSSThe Bad Astronomer har lige postet et indlæg hvor han reklamerer for en yderst spændende side: På galaxyzoo.org kan du hjælpe astronomer med at kategorisere galakser. At analysere billeder er en af de ting som er yderst nemme for mennesker, men som vi har utroligt svært ved at lære computerne at gøre rigtigt. Der er millioner af galakser i Sloan Digital Sky Survey som intet menneske har kigget på endnu – på Galaxy Zoo siden får du chancen for at være en af de første.

Prøv det! det er sjovere end Sudoku.

Omblogning

Kræftens Bekæmpelse vil også blogge, og det er hidtil ikke gået så godt. Nu ser det dog ud til, at de gør endnu et forsøg. På Blog om Kræft har man slettet alle indlæg og startet forfra! Det ser ud til, at man vil have patienter til at skrive på bloggen, og det kan jo sådan set være meget fornuftigt.

Relanceringen er indtil videre sket i al stilhed – lige bortset fra at de nye indlæg dukker op hos os, der allerede har abonneret på deres RSS feed.

NU er Galathea 4 en realitet!

Vi troede, vi var sjove, men nu er den god nok: Den fjerde Galathea-Ekspedition er på vej!

Det er Dansk Naturvidenskabsformidling og seks danske akvarier, der til september arrangerer Galathea Danmark. På turen vil coasteren M/S Samka i en måned sejle landet rundt, og undervejs anløbes 10 havne. Lastrummet har man indrettet som en flydende foredragssal, hvor forskere fra Galathea 3-ekspeditionen vil holde foredrag for gymnasieklasser og 7.-10. klasser, mens 1.-6. klasser kan booke en
rundvisning i aktiviteterne på havnen og på selve skibet.

Som skrevet tilbage i april vil vi helt sikkert komme til at høre mere om den forskning, der blev udført på Galathea, og det vil altså være tilfældet med dette initiativ. Selve navnet er måske lidt slidt efterhånden, men modsat Galathea 3 vil denne sejltur komme helt tæt på danskerne!

Trådløs strøm

Lige siden Nikola Tesla første gang demonstrerede, at det er muligt at overføre strøm gennem luften, har dette koncept optaget såvel forskere som el-forbrugere verden over. Desværre var Teslas oprindelige koncept ikke specielt nyttigt, da det involverede at overføre strømmen gennem elektriske felter (typisk i form af lyn), hvilket naturligvis er en kende farligt…

NikolaTesla

Siden Teslas tid har man ikke set seriøse bud på en sikker måde at overføre strøm på. Eller, faktisk har man gjort det i mere end 100 år i form af radiobølger – det er derfor vi kan høre radio eller se tv uden at være afhængige af andet en elektrisk strøm.

Desværre er effektiviteten af denne form for transmission uhyre ringe, og den anvendes derfor i praksis kun til at overføre selve signalet – den nødvendige effekt for at drive højtaleren eller tv’et har hidtil være forsynet fra stikkontakten. Men nu har en forsker fra MIT måske fået hul på problemet. Metoden bruger præcis samme princip som den simple radio, man måske selv har prøvet at lave i fysiktimerne; en spole til at generere et magnetfelt, og en anden spole til at induktivt at samle signalet op igen.

Ifølge Technology Review har man simpelthen opdaget at sådan en opstilling med to spoler har en ganske bestemt resonansfrekvens, og hvis signalet udsendes ved denne frekvens, vil effektiviteten stige med omtrent en faktor million i forhold til den almindelige opstilling fra fysiklokalet. På denne måde, er forskerne i stand til at få en elektrisk pære til at lyse på 8 meters afstand med en effektivitet på 40% – i sandhed imponerende! Faktisk så imponerende at præstationen slap igennem TV-Avisens nåleøje.

Inden man for alvor går i gang med at smide sine stikdåser og forlængerledninger i skraldespanden, skal det dog siges, at der er meget, meget lang vej tilbage, før dette for alvor kan benyttes i praksis. Eksempelvis findes der endnu ingen dokumentation for, at der ikke kan induceres strøm i andre objekter, end modtagerspolen – en pacemaker for eksempel. Desuden er der endnu også begrænsninger for, hvor stor effekt, der kan overføres, så den trådløse mikrobølgeovn bliver nok ikke det første produkt på markedet.

Gode science videoer

Alle kender efterhånden YouTube, netstedet hvor alverdens brugere frit uploader videoer af ofte meget svingende kvalitet. Der er mange måder at søge i videoerne, og en af dem er at liste alle de videoer, der er uploadet af en bestemt bruger.

En interessant bruger er “Gravitationalist“, der har taget sit navn som respons til USAs mange kreationister: “I’m done arguing with creationist. My head hurts from pounding it against a wall“, skriver brugeren på sin profil, der indeholder en lang række af lærerige videoer med prominente folk som Steven Weinberg, Roger Penrose og Richard Dawkins. Se profilen med alle videoerne her. Du kan blandt andet se en video, hvor Stephen Hawking holder foredrag, hvilket er en ret interessant oplevelse!

Forskningsforsinkelse er nu en realitet

Nu er LHC projektet officielt forsinket. I foråret blev nogle magneter ødelagt under en test, og dette har ført til, at man nu har valgt at opgive de planlagte test-kørsler sidst på året.

Det har hele tiden været planen, at LHC først for alvor skulle op at køre til næste forår (2008), og da dette stadig forventes at kunne gøres, kan man selvfølgelig diskutere, om der er tale om en egentlig forsinkelse. Der er to ting at sige til det:

Læs videre Forskningsforsinkelse er nu en realitet

Ny dansk science portal

Danmark har fået en ny portal med nyheder om naturvidenskabelig/teknologisk forskning og innovation. Portalen er redigeret af journalist Uffe Laursen, som lancerede siden for en lille måned siden. I den periode har den været løbende opdateret med nyheder om naturvidenskab, teknologi, sundhed, innovation og forskningspolitik.

Siden er stadig meget ny og enkel, men det bliver spændende at se, hvordan den udvikler sig. Desværre er der endnu ikke kommentarfunktion eller RSS-feed, men mon ikke det kommer i fremtiden.

Besøg den nye portal: Science Report Denmark.

Sprængfarligt Gær

Overskriften er måske lidt misvisende, afhængigt af ens holdning til genteknologi – The Signal Transduction Laboratory ved Temple Universitetet i Philadelphia har manipuleret gærceller således at de lyser op når de kommer i kontakt med et simpelt sprængstof.

Teamet omkring professor Dhanasekaran har udstyret gæren med gnavernes gener for lugtesans og koblet receptorene til en mekanisme der producerer lysende proteiner. Metoden duer indtil videre kun til at detektere meget simple molekyler, men kunne alligevel bruges til simple biosensorer der kan opspore sprængstoffer, stoffer og hjælpe med dosering af medicin.

Helt sikkert nyttig teknologi, men måske også lidt skræmmende?

Forskningens Døgn på Kbh H

Fredag d. 27. april begyndte Forskningens Døgn her i landet og når man er professionel naturvidenskabsformidler som mig, er man selvfølgelig med til sådan et arrangement. På Hovedbanegården i København samledes fysikformidlere fra hele landet:

Forskningens Døgn på Hovedbanegården

Vi fik besøg af Helge Sander, som jo er initiativtager til Forskningens Døgn og TV2 News lavede indtil flere indslag fra Hovedbanegården i løbet af dagen. (Desværre uden helikopter!) Sidst på dagen fik jeg selv æren af at komme ind i studiet på TV2 News og medvirke i en af nyhedsudsendelserne (som blev sendt ~16.50). Derudover var der indslag i Go’morgen Danmark og i en af DRs radioudsendelser.
For os studerende er det selvfølgelig sjovt at komme lidt ud og lave noget, vi ikke er vant til. I Fysikshow Aarhus tager vi mestendels ud til folkeskoler og gymnasier, men vi griber bestemt også enhver chance for at komme ud til resten af befolkningen. Og til det formål er Forskningens Døgn ganske velegnet.