Kategoriarkiv: Medier

Indlæg om naturvidenskab i film, TV, bøger, aviser, radio og andre medier.

Danmarks ældste nyhedsmedie relanceres

Nyhedsmagasinet Ingeniøren blev for 13 år siden det første danske medie, der lagde sine nyheder på nettet. Her til eftermiddag blev siden relanceret med helt nyt layout og ny teknologisk platform. Sidstnævnte skulle gerne betyde, at en række irritationsmomenter (såsom problemer med login i debatten) nu skulle være løst. Samtidigt satses der mere på blogs, som har fået en tydeligere placering på forsiden.

I starten skal diverse indkøringsproblemer selvfølgelig lige overvindes, men når alt er på plads, kan man forvente nye digitale tjenester til efteråret. Indholdet af disse beskrives dog ikke nærmere i dagens nyhed.

Sommerskole på P3

På P3 holdes der i denne uge Sommerskole med naturvidenskab. Værterne hedder Julie og Johan, og Johan vil de fleste kende som biokemikeren, der også er forsanger i bandet Magtens Korridorer.

Programmet får besøg af fysikere og kemikere fra Cirkus Naturligvis ved Københavns Universitet. For lidt siden lavede Morten og Mikkel fra Cirkus Naturligvis et kæmpebrag ved at hælde flydende kvælstof i en colaflaske, hvilket kan lade sig gøre fordi kvælstof efter sigende udvider sig 1800 gange, når det går fra at være flydende til at være på gasform.

Udover forsøgene bliver der svaret på alskens spørgsmål fra lytterne også selv om spørgsmålene ikke har noget med naturvidenskab at gøre. Men det kan programmet jo ikke gøre for – jeg synes såmænd, det er helt fint, at der bliver svaret på det hele.

En af de ting, man har kunnet blive klogere på i dag, er om det kan lade sig gøre at sejle rundt på en lavaflod i en diamantbåd. Det kan det ikke…

Et nanodøgn

Et Døgn Med Nano‘ er navnet på et tema på DRs hjemmeside. På siden får man alt at vide om de muligheder, nanoteknologien rummer for os lige nu. På siden skitseres det kort, hvor ordet nano kommer fra og hvad nanoteknologi egentlig er.

Under vejledning af Professor Flemming Besenbacher fra iNANO (Interdisciplinært Nanoscience Center) ved Aarhus Universitet, gennemgås alt fra cykler til lys, medicin, mad og tøj. Professor Besenbacher fortæller i små korte klip om fremtidsperspektiverne ved de nogle af de teknikker, vi allerede nu er ved at udvikle.

Men ingen fremtidsperspektiver uden lidt etisk omtanke, nanoetik. Det store spørgsmål er: “Skal vi eller skal vi ikke fortsætte udviklingen af nanoprodukter?” Hvorfor skulle man? Fordi der kan være uanede muligheder inden for nanoteknologien, som vi alle måske kan drage fordel af. Nye og forbedrede lægemidler, ikke-sure sokker og bedre overfladebehandling, så vi slipper for at vaske vinduer. Men hvorfor skulle man så lade være? Måske fordi vi ikke ved nok om ‘bivirkningerne’ ved at bruge fx. nanopartikler. Vi ved heller ikke, hvad det kommer til at betyde for os, at vi efterhånden kan lave elektroniske komponenter så små, at vi nærmest ikke opdager, at de er der. (der tales om bittesmå nanomikrofoner! (= femtofoner?!))

Men er disse spekulationer en god nok grund til at hindre udviklingen? Vi kunne jo også gå hen at vinde i det helt store nanolotteri, men det kræver jo at vi tør at spille.

Tør vi det?

Det skader bestemt ikke at tænke over konsekvenserne, men jeg mener, vi skal passe på med at træde for hårdt på bremsen.

Supernova

Har lige set første del af en bizzar miniserie på DR1. I “Truslen fra Solen” (Originaltitel: Supernova) går det op for astrofysikere, at Solen måske er på vej til at eksplodere i en supernova. Det er selvfølgelig skidt, og det bliver ikke bedre af, at regeringen vil holde det hemmeligt for befolkningen. Den har nemlig intentioner om at videreføre udvalgte elementer af menneskeracen i gigantiske underjordiske anlæg. Så går det ellers over stok og sten med forskere, som forsvinder under mystiske omstændigheder, special effects, efterretningsorganer med mærkelige forkortelser og en smule kærlighed. Der er enddog en nedtælling. Jo klichéerne er så sandlig blevet støvet af. Så kniber det lidt mere med videskaben. Læs videre Supernova

Vågn op!

Lone Frank kommer med et opråb til de danske naturvidenskabsfolk: Bland jer. Vær med til at skabe debat om fremtiden – på et naturvidenskabeligt grundlag. Hele artiklen kunne læses i weekendavisen.

… “De intellektuelle. De udgøres af en hærskare af humanister og samfundsforskere. For slet ikke at tale om falanksen af folkekirkepræster. Men hvornår i alverden får vi holdninger og samfundstanker fra matematikprofessorer, genetikere og nanoteknologer?”

Læs videre Vågn op!

Gode science videoer

Alle kender efterhånden YouTube, netstedet hvor alverdens brugere frit uploader videoer af ofte meget svingende kvalitet. Der er mange måder at søge i videoerne, og en af dem er at liste alle de videoer, der er uploadet af en bestemt bruger.

En interessant bruger er “Gravitationalist“, der har taget sit navn som respons til USAs mange kreationister: “I’m done arguing with creationist. My head hurts from pounding it against a wall“, skriver brugeren på sin profil, der indeholder en lang række af lærerige videoer med prominente folk som Steven Weinberg, Roger Penrose og Richard Dawkins. Se profilen med alle videoerne her. Du kan blandt andet se en video, hvor Stephen Hawking holder foredrag, hvilket er en ret interessant oplevelse!

Vi skal blogge… fordi… det skal vi bare!

Alle blogger – så det skal vi da også! Sådan tænker mange organisationer og virksomheder for tiden, og det resulterer desværre i nogle elendige projekter.

Vores undervisningsminister er for eksempel begyndt at blogge, og han skriver faktisk jævnligt. Indlæggene er også interessante, men desværre kan man ikke kommentere på dem, hvilket i sig selv er et stort problem. Helt komisk bliver det dog, når man læser teksten under hvert indlæg: “Du kan følge kommentarerne til indlægget via RSS … kommentarer og pings er lukket i øjeblikket“!

På Københavns Universitet forsøgte det naturvidenskabelige fakultet sig også med en blog. Det gik egentligt godt. Der var løbende indlæg, og af og til var der rigtig mange kommentarer. Dekanatet havde åbenbart opnået den ønskede dialog, men pludselig gik bloggen i stå. Ingen nye indlæg og ingen forklaring på, hvad der var sket. Farvel blog.

Bloggen var dog bedre, end det man har på Aarhus Universitet. Ja, her i virkeligheden ingen blogs, men hvis man søger på “blog” på deres hjemmeside, finder man denne mærkelige side under deres officielle domæne. Man undres.

Kræftens Bekæmpelse har været kendt for lave nogle kiksede blogs med kongelige skribenter, men nu er de vist ved at dumme sig igen. “Formanden blogger” skrev foreningen i marts måned, da de lancerede en helt ny blog på eget domæne: BlogOmKraft.dk. Bortset fra en velkomstbesked fik læserne kun ét indlæg fra formanden og ét fra foreningens direktør. Det er nu over to måneder siden, og vi venter stadig…