Kategoriarkiv: Medier

Indlæg om naturvidenskab i film, TV, bøger, aviser, radio og andre medier.

Tillykke til din PC

I dag fejrer PCen 25 års fødselsdag! Det var nemlig den 12. august 1981, IBM lancerede den første Personlige Computer: IBM 5150. Succesen var kolossal, for det første fordi IBM var velkendte og accepterede af de store virksomheder, som begyndte at indføre computerne på arbejdspladserne, og samtidig fordi størrelsen og prisen hurtigt blev overkommelig for private brugere.

Allerede i starten af 1970erne brugte man betegnelsen personlig computer, men det var IBMs model, der fik navnet til at slå igennem. Med tiden blev PC derfor kun brugt om computere, der var kompatible med IBMs specifikationer. IBM laver ikke længere PCere, men deres markante indflydelse på computeralderen lever videre. Tillykke med fødselsdagen!

Læs mere på CNN.

Det første Galathea-indlæg!

Det måtte jo komme: Det første Galathea 3 indlæg på ScienceBlog! Og der er nok ingen vej udenom, for overalt i Danmark har der i det seneste år været utallige foredrag, TV-indslag, avistillæg og radioindslag om ekspeditionen, der tager afsted fra København om kun 2 uger. Og det må forventes kun at være starten på noget meget større. Men er det hele i virkeligheden de par hundrede millioner kroner, som ekspeditionen koster, værd?

Læs videre Det første Galathea-indlæg!

Se den internationale rumstation

Selv om man ganske jævnligt kan se den internationale rumstation på himlen med det blotte øje, har det i denne uge været fremme i medierne, og det har skabt fornyet interesse for oplevelsen, der da også er ganske spændende og fascinerende.

Tiderne for mulige observationer er yderst afhængige af, hvor i landet man bor, og man skal derfor passe på med at følge et bestemt tidspunkt angivet i en avis. Den letteste måde at få en liste over mulige observationstidspunkter er ved at besøge Heavens Above og vælge “select your location from our huge database“. Første synlige passager finder sted i aften og i nat.

Naturfagskonsulenterne

I fredags blev ScienceBlog.dk nævnt på Naturfagskonsulenternes hjemmeside, og derfor vil jeg også benytte mig af lejligheden til at reklamere for dem. Naturfagskonsulenterne er et firma bestående af en række læreruddannede konsulenter. Ud over at tilbyde kurser og diverse undervisningsmateriale, indeholder hjemmesiden også en weblog, der beskriver naturvidenskab, skoleforhold og undervisningsmaterialer. Absolut et besøg værd.