Kategoriarkiv: Nyheder

Indlæg om nyheder fra naturvidenskabens verden.

Xploorit

I Kolding åbnedes i går et helt nyt science center, Xploorit, som har kroppens allermindste beboere som tema. Jeg nåede desværre kun lige indenfor dørene, men fordi jeg var der allerede på andendagen, var der lidt ekstra guf! En biolog eller zoolog eller en afart deraf fortalte os om specielle vandrende pinde og viste en kæmpestor en af slagsen frem for os (min søster og jeg). Den kom fra Australien og ligende et blad. På afstand var den ikke helt så grim, som jeg forestiller mig, at den ville være tæt på. Håber ikke det er almindeligt at have sådan en kravlende på kroppen.

Læs videre Xploorit

Ny dansk science portal

Danmark har fået en ny portal med nyheder om naturvidenskabelig/teknologisk forskning og innovation. Portalen er redigeret af journalist Uffe Laursen, som lancerede siden for en lille måned siden. I den periode har den været løbende opdateret med nyheder om naturvidenskab, teknologi, sundhed, innovation og forskningspolitik.

Siden er stadig meget ny og enkel, men det bliver spændende at se, hvordan den udvikler sig. Desværre er der endnu ikke kommentarfunktion eller RSS-feed, men mon ikke det kommer i fremtiden.

Besøg den nye portal: Science Report Denmark.

Jordlignende planet fundet

Astronomer har for første gang kunnet eftervise eksistensen af en jordlignende planet uden for vores solsystem.

Planeten er ca 50% større og fem gange mere massiv end jorden. Det er den første gang at en så lille planet er blevet fundet som samtidigt har muligheden for at have flydende vand på overfladen.

Ved hjælp af den super-nøjagtige HARPS spektrograf på ESOs 3.6m teleskop har astronomerne udmålt at planeten Gliese 581 c. har et “år” på kun 13 dage og dermed er meget tæt på stjernen den er i omløb omkring. Stjernen er dog en rød dværgstjerne som er en hel del koldere end vores sol og det er derfor stadigvæk koldt nok på overfladen til at der principielt kan være flydende vand.

Vand er nødvendigt for liv som vi kender det og astronomer håber på efterhånden at finde flere af disse jordlignende planeter eftersom målemetoderne bliver bedre.

edit: Læs mere om exoplaneter i den danske wikipedia

Tv2 genudsender

Mens DR i disse dage lancerer deres store spareplaner, vælger TV2 fra i aften at genudsende deres program Er du rigtig klog? Som man måske husker, er programmet en udsendelse med naturvidenskabelige forsøg, der er poppet op med TV2s sædvanlige, overdrevne anvendelse af kendte mennesker.

Som udgangspunkt er det en fin platform for at få naturvidenskab ind i primetime TV; men programmet virker nu ikke helt så seriøst, som DRs VQ, der for øvrigt snart kommer igen med helt nye udsendelser.

Om TV2 også planlægger nye udsendelser af Er du rigtig klog?, ved jeg ikke, men mediekrigen om de naturvidenskabelige seere fortsætter åbenbart.

Urimelig hetz mod Powerpoint

Et australsk forskningsprojekt har fundet ud af, at det er langt sværere at forstå et budskab, hvis man hører og læser ordene samtidig, og derfor får folk meget mindre ud af at lytte til én, der læser sin Powerpoint-præsentation højt, end hvis vedkommende bare talte frit fra leveren.

Det er jo sådan set meget interessant fra et didaktisk synspunkt, men historien bliver desværre fordrejet i medierne, så det virker som om, det er selve Powerpoint-programmet der er den onde. I mediernes overskrifter er det for eksempel blevet til: “Forsker: Powerpoint har været en katastrofe“. Og det er jo en vildledende overskrift! Forskningsprojektet beskriver anvendelsen af programmet, ikke selve programmet. Man kan jo lave lige så dårlige præsentationer, hvis man skriver sine pointer på en gammeldags transparent, som så oplæses for publikum.

Mere interessant er det, at de samme forskere også har konkluderet, at elever lærer bedre, hvis de præsenteres for allerede løste opgaver, end hvis de selv løser opgaverne! Desværre skriver artiklen ikke noget om, hvilken alder forsøgspersonerne havde. Der er som bekendt stor forskel på, hvordan børn, teenagere og voksne indlærer nyt, men mon ikke de australske resultater er meget interessante for de mange naturfagsdidaktikere, der efterhånden dukker op i Danmark?

PS. Hvis du vil lave en god Powerpoint-præsentation, skal du ifølge australierne kun vise billeder, grafer og diagrammer, som du så fortæller om. Lad være med at skrive nogen tekst på dine slides! Held og lykke.