Selv om man taler meget i mobiltelefon, øges risikoen for kræft i hjernen ikke. Det viser en ny, stor dansk undersøgelse, hvor 420.000 mobilbrugere har været fulgt i op til 21 år.
Undersøgelsen offentliggøres i dag i tidsskriftet “Journal of the National Cancer Institute”, og resultaterne har fået stor opmærksomhed uden for Danmark. Det skyldes, at andre internationale undersøgelser tidligere har antydet, at der kunne være en sammenhæng mellem mobiltelefoner og kræft. Historien kom i dag ud på Reuters, og har siden været publiceret på blandt andet BBC News, ABCNews og TIME.
På trods af undersøgelsens klare budskab, maner forskeren bag undersøgelsen til forsigtighed. Undersøgelsen har også sine naturlige begrænsninger og bør derfor ikke overfortolkes. For eksempel ved man ikke, hvilke abonnenter, der havde et lille dagligt forbrug af mobiltelefonen, og hvem, der havde et stort forbrug. Tilsvarende vides det ikke, hvor mange blandt ikke-abonnenterne, der havde en mobiltelefon, som blot stod i en andens persons navn.
Læs om forskningen hos Kræftens Bekæmpelse eller på Politiken.dk.