Kategoriarkiv: Nyheder

Indlæg om nyheder fra naturvidenskabens verden.

Den store HPV-debat

Den 19. januar delte jeg et link til denne artikel på Facebook sammen med følgende tekst:

Dette er desværre et glimrende eksempel på, hvad folks manglende kritiske sans kan føre til. Skal vi lytte til eksperterne, der har lavet store kohortestudier af vaccinen, eller til en eller anden mor til en teenagepige, der bestemt tror, at der er en sammenhæng mellem HPV-vaccinen og datterens svimmelhed?

Her er tale om en grundigt undersøgt vaccine, der ikke giver nogle alvorlige bivirkninger, men som til gengæld beskytter imod bl.a. livmoderhalskræft.

Én gang til: En vaccine imod kræft. Kræft!

Og så vælger forældrene aktivt vaccinen fra … Jeg fatter det ikke. Det er kun et spørgsmål om tid, før en ung kvinde udvikler cancer, fordi forældrene havde læst en skide artikel i MetroExpress eller hørt Liselott Blixt udtale sig om sagen.

Som jeg har for vane, gjorde jeg opslaget offentligt. Det har til dags dato (den 26. januar) medført et hav af kommentarer (langt de fleste fra folk jeg ikke kender, og jeg har slet ikke formået at læse endsige svare på dem alle) og næsten 900 “likes”, ligesom min tekst er delt af mere end 130 mennesker. Det havde jeg ikke forudset.

Når effekten af en sølle statusopdatering fra lille mig er så voldsom, viser det meget tydeligt, at HPV-vaccinen (og vaccinationer generelt) deler vandene, og der kommer nogle meget følelsesladede kommentarer i debatten. Med udgangspunkt i debatten og de mange kommentarer vil jeg gerne nuancere mit indlæg og besvare nogle af de mest hyppige kritikpunkter. Jeg har forsøgt at inddele dem i kritik af mig personligt og mine motiver, mere overordnede kommentarer til diskussionen, og endelig kritik af selve vaccinen.

Inden da vil jeg gerne slå et par ting fast: Ethvert virksomt medicinsk indgreb indebærer også risikoen for bivirkninger – nogle gange trivielle og andre gange alvorlige, nogle gange hyppige og andre gange sjældne. Faktum er dog, at hvis du foretager dig noget, der har en indvirkning på kroppens fysiologi, så vil der også være en risiko for, at du påvirker kroppen negativt. Al medicin er i den forstand en afvejning af fordele og risici. Ved alvorlige lidelser er man ofte villig til at løbe en større risiko, men i sidste ende er det en vurderingssag.

Vaccinationer generelt udmærker sig ved at have en lav risiko og en høj virkning. Nogle vacciner er bedre end andre, og nogle har højere frekvens af bivirkninger end andre, men generelt er det en af de mest sikre og effektive medicinske landvindinger, menneskeheden har gjort. Jeg vil derfor ikke sige, at der ikke forekommer bivirkninger ved vaccinationer, for det gør der. Jeg gentager: Man risikerer bivirkninger, når man lader sig vaccinere. Det springende punkt er dog, hvor alvorlige disse bivirkninger er, hvor hyppige de er, hvor effektiv vaccinen er, og hvad den beskytter imod. Alt dette er helt afgørende for at forstå diskussionen om vacciner generelt og HPV-vaccinen i særdeleshed.

Om mig og min person
Nogle af kritikpunkterne i debatten omhandler ikke HPV-vaccinen overhovedet men drejer sig i stedet om mig, min opdatering og mine motiver.

Min tekst er polemisk, debatskabende, polariserende og sexistisk
Noget af kritikken går på selve min opdatering. Jeg står ved det skrevne, men jeg indrømmer gerne, at det var et polemisk indlæg, der helt oplagt ikke tager alle nuancer med. Jeg havde ikke forventet den voldsomme interesse – så havde jeg måske givet lidt flere informationer. Omvendt havde et langt, tørt indlæg næppe medført den samme interesse. En af dem, der kritiserer mine toner, skriver også, at mit indlæg netop lagde op til en meget nødvendig debat, så det er en balancegang. Dette blogindlæg er så mit forsøg på at komme med lidt flere fakta for at bakke mine synspunkter op. En enkelt fandt mit indlæg sexistisk, fordi jeg spydigt skriver, at folk hellere lytter til “en eller anden mor til en teenagepige” end til eksperterne. Jeg beklager, hvis det er blevet opfattet sexistisk, for det var bestemt ikke hensigten. Jeg kunne også have skrevet far eller – måske endnu bedre – forælder, men min oplevelse er, at det primært er mødre, der har fyldt i debatten. Jeg har ikke lavet statistik på det, så jeg kan tage fejl. Så, ja, jeg skrev polemisk og polariserende, men det er nogle gange nødvendigt for at tage hul på en nødvendig debat.

“Ingen livmoder, ingen holdning”
Apropos anklagen om sexisme ovenfor fik jeg også denne kommentar. Det er oplagt meningsløst – min fysiologi har ingen indvirkning på min viden om emnet, som mand kan jeg også smittes af HPV og udvikle cancer (om end ikke i livmoderhalsen), og så har jeg både en kone, to søstre, en mor, en datter og mange kvindelige venner. Selvfølgelig har jeg ret til at blande mig i debatten uanset køn.

Hvorfor promoverer jeg vaccinen?
Nogle enkelte forsøgte at så tvivl om mine hensigter ved at antyde, at jeg havde en eller anden interesse i at promovere vaccinen. Udover en almen interesse i videnskab og kritisk tænkning (for ikke at nævne en interesse i at mine medmennesker ikke udvikler cancer) kan jeg berolige med, at jeg ikke er på lønningslisten hos firmaet bag Gardasil (eller er det bare det, jeg vil have jer til at tro?!?).

Om debatten
Der er to mere overordnede kommentarer, der blev fremsat flere gange. Begge er i mine øjne relevante og fortjener at blive taget alvorligt og besvaret ordentligt.

Man skal lytte til kritikken
Jeg er som udgangspunkt helt enig i dette synspunkt. Som sagt indebærer al medicin risikoen for bivirkninger, så det er derfor bydende nødvendigt, at forskere og læger lytter til patienternes oplevelser og tager rapporter om mulige bivirkninger alvorligt. Man er jo nødt til at undersøge, om der er en årsagssammenhæng imellem indgrebet og bivirkningerne – ellers kan man jo ikke træffe de korrekte foranstaltninger. Når det kommer til HPV-vaccinen er det vigtigt at understrege, at det jo netop er det, der er sket: Der kom rapporter om bivirkninger, de blev undersøgt af forskerne, og konklusionen var, at der ikke var en sammenhæng imellem alvorlige bivirkninger og HPV-vaccinen, og at man kun så de alment kendte bivirkninger (f.eks. ømhed, kløe og træthed umiddelbart efter injektionen). Dette resultat er blevet gentaget flere gange, senest i en analyse fra 2015 der konkluderer:

The recombinant human papillomavirus types 6, 11, 16 and 18 vaccine was safe and well tolerated. The main adverse effects related to vaccination were pain, erythema, edema and fever. The low frequency of severe adverse effects encourages the administration of the vaccine in the population at risk.

Et tilsvarende resultatet så man i den meget omtalte rapport fra EMA (European Medicines Agency), der ligeledes konkluderer:

Taking into account the totality of the available information the PRAC concluded that the evidence does not support that HPV vaccines (Cervarix, Gardasil, Gardasil 9, Silgard) cause CRPS or POTS. The benefits of HPV vaccines continue to outweigh their risks.

Men som gode videnskabsfolk anbefaler de, at man fortsat holder øje med rapporterne og følger udviklingen. Konklusionen er, at man har lyttet til kritikken, men at data viser, at vaccinen er sikker. Man kan selvfølgelig vælge at ignorere fagkundskaben og den videnskabelige metode for i stedet at sætte sin lid til anekdoter, men det valg har konsekvenser.

Forældre vil jo bare gøre det bedste for deres børn
Jeg er fuldstændig enig. Jeg er da overbevist om, at de forældre, der fravælger vaccinen til deres børn, netop tror at de beskytter deres børn. Jeg kunne aldrig finde på at hævde andet. Netop derfor er det bare så vigtigt at udbrede fakta, så forældrene kan træffe deres valg på et oplyst grundlag. Det er normalt at være bekymret, når man udsætter sit barn for et indgreb, man selv aktivt har valgt, men man er nødt til at veje fordele og ulemper. Netop i spørgsmålet om vacciner er svaret indlysende: Du beskytter ikke bare dit eget barn men andres børn med et minimum af risiko. Det burde være et nemt valg. Derfor bliver jeg virkelig frustreret, når løgne og myter afskrækker forældre fra at beskytte deres børn imod meget alvorlige sygdomme.

Om HPV-vaccinen (og lidt om vaccinationer generelt)
Endelig er der alle myterne omkring vacciner generelt og HPV-vaccinen i særdeleshed. Her prøver jeg at svare på nogle af de mest hyppige, men jeg vil også henvise til sidste års gæsteindlæg om emnet her på bloggen.

Det er unaturligt
Nogle debattører ville ikke lade deres børn vaccinere, fordi det er unaturligt. Det er jo et synspunkt – et ganske dumt synspunkt, men ikke desto mindre et synspunkt. Hele opdelingen i “naturlig” og “unaturlig” er tåbelig og bygger på en forfejlet ide om, at naturen er god og rar, imens alt det unaturlige er farligt. Det er ganske oplagt forkert: Vi lever gode, lange liv på grund af alle vores “unaturlige” opfindelser, og der findes ganske mange “naturlige” ting, der gerne slår os ihjel – herunder en del af de sygdomme, vi vaccinerer imod.

Kontrolgruppen fik ikke placebo
Det er blevet fremhævet flere steder, at en af de undersøgelser, der blev udført, ikke brugte en ren placebo i sammenligningen med HPV-vaccinen. I stedet injicerede de en blanding, der indeholdt den aluminiumsadjuvant, der findes i de fleste vaccinationer. Kritikken lyder, at man derfor ikke kan konkludere noget om HPV-vaccinens sikkerhed. Jeg vil dels påpege, at denne undersøgelse ikke står alene jævnfør de andre undersøgelser, der er linket til ovenfor, dels at denne adjuvant netop er til stede i næsten alle vacciner. Hvis HPV-vaccinen var særligt farlig, ville denne undersøgelse jo netop vise de specifikke problemer – men det gjorde den ikke. Jeg kan også lige nævne årsagen til, at man bruger aluminium i vacciner, da det ofte bliver nævnt som nervegift og alt muligt farligt af folk, der er ideologisk imod vacciner: Man tilsætter en adjuvant til vaccinen for at fremprovokere et stærkere immunrespons og derved få en bedre effekt af vaccinen. Det er såmænd den gode forklaring på det. Og, nej, det er ikke i en form eller mængde, der er farlig for kroppen.

HPV er ikke så slemt
Flere kritikere nævner, at HPV da slet ikke er så slemt endda, og at der jo findes andre måder at beskytte sig imod virus (afholdenhed, kondom) eller opdage cancer (celleskrab). For det første: HPV (Human Papillomavirus) er så sandelig en alvorlig sag. Denne familie af vira kan medføre kønsvorter, der kan være utroligt generende og kosmetisk skæmmende men som dog kan behandles. I værste fald kan HPV medføre cancer hos både mænd og kvinder. I 2012 opstod der over en halv million(!) nye tilfælde af livmoderhalskræft på grund af HPV, og med et dødstal på 266,000 er det en ganske alvorlig cancer, som det for nylig blev fremhævet endnu engang i Nature. Livmoderhalskræft er den fjerde hyppigste cancer hos kvinder, og den fjerde hyppigste årsag til cancerdødsfald. Så, jo, det er en virkelig alvorlig sag, og hvis vi effektiv og sikkert kan afhjælpe smitten, vil det have en stor og direkte effekt på antallet af cancertilfælde og dødsfald på verdensplan. I Danmark dør årligt omkring 100 kvinder af livmoderhalskræft som følge af HPV, og yderligere ca. 300 kvinder overlever deres cancer. Det er dog desværre vigtigt at understrege, at det er en ganske alvorlig sag også for de kvinder, der er så heldige at overleve. Kemoterapi er ikke en triviel behandling, og efter operation oplever mange kvinder desværre alvorlige gener som eksempelvis inkontinens, smerter og manglende sexlyst. Det er derfor en sygdom, hvor de alvorlige konsekvenser ikke kun skal aflæses i de høje dødstal.

Vaccinen virker alligevel ikke
Ingen vaccination er 100% effektiv (det er bl.a. derfor, at det er så vigtigt at få vaccinationstallet op, så vi beskytter hinanden), men HPV-vaccinen er faktisk en meget effektiv vaccine. Flere studier har vist dette, bl.a. en artikel fra 2012 der konkluderer, at de tilgængelige vacciner beskytter rigtig godt imod de vira, de er designet imod:

Both vaccines exhibited excellent safety and immunogenicity profiles. The vaccines also demonstrated remarkably high and similar efficacy against the vaccine-targeted types for a range of cervical endpoints from persistent infection to cervical intraepithelial neoplasia grade 3 (CIN3) in women naïve to the corresponding type at the time of vaccination. […] Taken together, the excellent clinical trial results strongly support the potential of the vaccines as high value public health interventions and justify their widespread implementation to prevent anogenital HPV infections and their associated neoplasia.

De første vacciner beskyttede imod 2 HPV-varianter, der er skyld i de fleste af disse cancertyper – herunder ca. 70% af livmoderhalskræft men også flere andre cancertyper, ligesom de beskytter imod omkring 90% af kønsvorter. Det er ret imponerende, og i dag er der vacciner, der beskytter imod endnu flere HPV-varianter.

Der er rigtig mange rapporter om bivirkninger
Det er sandt – de danske medier har f.eks. været fulde af historier om unge piger, der lider voldsomt, og hvor skylden oftest placeres hos HPV-vaccinen. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke betvivler, at disse piger lider, men data peger på, at årsagen skal findes et andet sted end hos HPV-vaccinen. Som nævnt ovenfor har forskerne taget bekymringen alvorligt og undersøgt sagen, og konklusionen har som sagt hver gang været, at der ikke er en sammenhæng. Men hvordan kan det dog være? Der er flere ting, man er nødt til at have i baghovedet, før man hopper med på vognen: For det første: Er der flere tilfælde af disse lidelser i gruppen af vaccinerede end i den almene befolkning? Hvis ikke det er tilfældet, så kan det jo ikke være HPV-vaccinene, der er skyld i lidelserne. For det andet: Er det overhovedet de samme ting, disse piger lider af? Mange af symptomerne er vage og generelle og kan derfor skyldes mange forskellige ting. Hvis ikke det er den samme lidelse, er der jo ikke noget at lede efter. For det tredje: Skyldes de mange rapporter om bivirkninger, at der er stort fokus i medierne? Det er velkendt, at der er en vis “medløbereffekt”, hvor man pludselig bemærker noget, fordi man læser om det – det kan være rigtigt, men det kan også være en selvforstærkende effekt. For det fjerde: Korrelation betyder ikke nødvendigvis kausalitet. Blot fordi man bemærker symptomerne dagen efter vaccinationen, betyder det ikke, at vaccinationen forårsagede symptomerne – det er derfor, man systematisk indsamler rapporter og analyserer dem objektivt. Det kan være svært at acceptere for mange, da vi som mennesker godt kan lide at finde årsagssammenhænge, men det leder ganske ofte til forkerte konklusioner, fordi vi vil have en årsag. Måske kommer disse symptomer i de tidlige teenageår, og derfor rammer det ofte sammen med vaccinen? Måske var de der tidligere, men man tænkte ikke over det indtil efter vaccinationen? Og så videre. Pointen er, at anekdoter kan virke stærkt overbevisende men ganske ofte er forkerte – det er derfor, vi har den videnskabelige metode, der går systematisk og objektivt til værks, og konklusionen har som nævnt været entydig: Der er ikke en sammenhæng.

Læger/forskere/medicinalindustrien dækker over noget …
Rigtig mange af debattørerne udtrykker en stærk uvilje imod medicinalindustrien, lægestanden og forskerne. De tilskriver dem en masse fordækte motiver og sår tvivl om forskningens validitet. Jeg vil starte med en personlig observation, som du kan bruge eller lade være: Jeg kender en del forskere i medicinalindustrien, og fælles for dem er, at de vil hjælpe syge mennesker med at blive raske. Virksomhederne er selvfølgelig også ude på at tjene penge (ligesom dem der laver kosttilskud eller homøopatiske piller), og jeg vil ikke påstå, at de alle er Guds bedste børn – der findes skrækhistorier hvor medicinalvirksomheder har misbrugt deres magt eller tilbageholdt information – men at afskrive alle eksperter og al forskning med en mistanke om en stor konspiration uden at have skyggen af bevis, er i mine øjne hysteriske konspirationsdrømme. Forestiller man sig, at medicinalvirksomhederne, universitetsforskere og offentligt ansatte alle lyver om vaccinen? Og med hvilket formål? At tjene nogle penge mens folk dør af cancer? Der har jeg dels lidt større tiltro til mine medmennesker, men i endnu højere grad tiltro til den videnskabelige metode. Ja, man skal være meget opmærksom på mulige interessekonflikter, og det er vigtigt, at disse bliver oplyst tydeligt. Så vidt jeg kan se, så er det tilfældet i HPV-forskningen. Det vidner dog om en misforstået opfattelse af forskningsverdenen, hvis man ikke vil have forskere, der modtager penge fra medicinalvirksomhederne (hvem skal så finansiere forskningen i disse emner? Så mange offentlige midler er der jo ikke), og heller ikke vil have forskerne til at fungere som rådgivere (jeg vil da foretrække, at eksperterne på området bliver spurgt). Som sagt skal finansieringen være åben, men i sig selv er det ikke et problem, og slet ikke når resultaterne fra forskellige grupper bliver lagt frem og kan sammenlignes.

Forskeren bag Gardasil advarer selv imod vaccinen.
Selv hvis dette var rigtigt, ville det være ligegyldigt, når samtlige studier viser, at HPV-vaccinen er sikker og effektiv. En enkelt forsker betyder ikke så meget som den samlede konsensus. Når det er sagt, så passer historien heller ikke: Forskeren har ikke undsagt HPV-vaccinen, men det stopper ikke skræmmekampagnerne fra at misbruge hendes ord.

Konklusion
Jeg blev overrasket over den voldsomme interesse for min opdatering om HPV-vaccinen, og jeg håber, at denne noget længere tekst har belyst emnet lidt mere fyldestgørende. Når jeg vælger så aktivt at gå imod kritikerne og anbefale HPV-vaccinen, skyldes det dels en respekt for videnskab og evidens, dels et ønske om, at vi kan forhindre nogle tilfælde af cancer og død. Her har vi et enestående medicinsk indgreb, der har lav risiko og høj effektivitet. Det er en succeshistorie, der fortjener at blive udbredt.

Tilføjet kort efter publicering:
Der er en interessant vinkel, der ofte overses (også af mig i ovenstående) – nemlig at det kun er piger, der får tilbudt HPV-vaccinen gratis i Danmark. HPV kan også medføre sygdomme i seksuelt aktive mænd – herunder både kønsvorter og cancer – så selvom risikoen er størst for kvinder, er der også en gavnlig effekt for mænd (specielt for bi- og homoseksuelle mænd). Det er endnu ikke en del af vaccinationsprogrammet i Danmark, men jeg ville anbefale det til drenge også.

Tilføjet den 15. februar: Link til selve opdateringen på Facebook, så man kan læse de mange kommentarer.

Planet nummer 9

I går offentliggjorde to astronomer fra California Institute of Technology en artikel, hvori de argumenterer for at vort Solsystem har en niende planet med en masse omkring 10 gange Jordens masse i en kraftigt aflang bane omkring 20 gange længere væk fra Solen end Neptun med en omløbstid på 10.000 – 20.000 år.

Det er en sensationel påstand som umiddelbart kalder på en vis skepsis idet påstande om yderligere planeter i Solsystemet har en broget historie, men denne gang ser det ud til at der er noget om snakken: I hvert fald præsenterer de 2 astronomer et ganske overbevisende argument.

Argumentet bygger på den observation at de 6 aller-yderste kendte objekter i Solsystemet, som alle er opdaget siden 2003, har en betydelig systematik i deres baner. De har alle kraftigt aflange baner, de er alle i omkring samme retning fra Solen når de er tættest på, deres baner er alle 6 “vippet” med omkring 30 grader i forhold til Solsystemets plan og det punkt hvor de krydser Solsystemets plan ligger i alle 6 tilfælde også i omkring  samme retning set fra Solen.

Grafikken fra Science herunder illustrerer de 6 objekters baner og den hypotetiske bane for den niende planet.

Orbits_1280_PlanetX2
Orientering af banerne for de 6 yderste objekter i Solsystemet og den foreslåede bane for den niende planet.

Banedynamik for objekter i Solsystemet bliver hurtigt ganske kompleks matematik. Så længe man kan reducere problemet til kun 2 objekter er det kendt stof og forstået siden Johannes Kepler, men i princippet trækker alle Solsystemets objekter jo i hinanden via tyngdekraften og så snart man skal tage hensyn til 3 eller flere legemer bliver problemet hurtigt komplekst og kaotisk og må behandles enten ved hjælp af tilnærmede metoder eller ved computersimuleringer.

De 2 astronomer, Brown og Batygin, demonstrerer i deres artikel både via beregninger og gennem computersimuleringer at en niende planet over lang tid vil kunne påvirke mindre legemer i det ydre Solsystem således at den dels “trækker” deres baner mere aflange, dels orienterer dem på samme vis. Endelig kan påvirkningen fra en sådan planet også forklare nogle få hidtil uforklarede objekter lidt længere inde som har baner der er vippet med næsten 90 grader i forhold til Solsystemets plan.

Nu går jagten så ind på faktisk at SE denne hypotetiske planet (hvis den findes). Det er ikke umiddelbart lige til at se selv en forholdsvist stor planet så langt ude. Solens lys reduceres med kvadratet på afstanden og efter lyset så har reflekteret fra planeten reduceres det igen med kvadratet på afstanden. Det betyder at lyset fra en planet dæmpes med afstanden i fjerde så når man går dobbelt så langt ud reduceres lyset til en sekstendedel etc. Ikke desto mindre er der en rimelig chance for at finde den i løbet af en kort årrække.

Hvis den altså findes.

 

 

 

Var COP21 en succes eller en fiasko?

Ja, tiden flyver … nu er det godt en måned siden, at klimakonferencen COP21 fandt sted i Paris, og jeg burde have skrevet om det langt tidligere. I den nys overståede juleferie blev jeg flere gange spurgt til, hvad jeg mente om resultatet, og da det måske kunne interessere andre, vil jeg derfor dele mine tanker om emnet her.

For var COP21 en succes eller en fiasko? Det kommer lidt an på, hvilken tilgang man har, så jeg vil prøve at nuancere det lidt.

Optimisten: Det var en bragende succes!

Man kommer ikke uden om det fantastiske i, at det rent faktisk lykkedes at få 196 lande til at mødes i to uger og blive enige om noget som helst. Det er i alle henseender en succes for diplomati og politisk håndværk. Der er jo tale om 196 lande med meget forskellige og ofte modstridende interesser og politiske mål. Ikke desto mindre blev de enige og godkendte et fælles dokument den 12. december 2015. Hurra for det!

Endnu mere fantastisk er det, at denne enighed viser, at alle 196 lande anerkender de udfordringer, vi som menneskehed står overfor i form af klimaforandringer. Det kræver fælles handling, og her viste vores politikere den nødvendige handlekraft. Ikke noget med at en enkelt oliestat eller et forurenende industriland spændte ben for de fælles mål.

Politikerne har også lyttet til den videnskabelige konsensus og har vedtaget et mål om at holde den forventede temperaturstigning på et godt stykke under de 2°C i forhold til det før-industrielle niveau, som eksperter har sat som smertegrænsen. Ja, de vil endda sigte efter maksimum 1.5°C. For at nå dette mål har landene sat et fælles mål om, at udledningen af CO2 og andre drivhusgasser skal toppe snarest muligt.

COP21 anerkender også det skæve forhold i, at I-landene står for langt hovedparten af udledningen men også står i en langt bedre position i forhold til at begrænse denne, mens udledningen i de fleste U-lande stadig vokser. For at hjælpe de fattigere lande med at nå målene ved i praksis at springe den forurenende “industrielle revolution” over og nå direkte til en grønnere økonomi skal de rige lande betale US$ 100,000,000,000 hvert år fra 2020.

Endelig er aftalen juridisk bindende og transparent, idet landene har pligt til at oplyse deres fremgang hvert andet år (udledning af drivhusgasser, tilpasning, skridt imod de fastsatte mål osv.). Hvert femte år skal den samlede fremgang evalueres og justeres. Det er da en klimaaftale, der betyder noget!

Pessimisten: Det var en dundrende fiasko!

Desværre er det altsammen lige meget, da der gøres alt for lidt alt for sent. Det lyder godt men er bare skåltaler og tomme politiske ord. Det lyder jo rigtig godt med mål om at holde temperaturstigningen på 1.5°C – og i hvert fald under 2°C – men faktum er, at det med det nuværende momentum bliver umådelig svært bare at holde sig under de 2°C. Vi udleder stadig for meget CO2, og budskaber om, at udledningerne skal toppe “snarest muligt” betyder i praksis intet uden reel handling og redskaber til at nå målet. Vi skal være glade, hvis vi bare rammer 2°C.

Med vores nuværende udledninger – og uden udsigt til at de topper endsige falder drastisk i den nærmeste fremtid – så skal der for alvor forskes i, hvordan vi kan hive CO2 ud af atmosfæren. Det er den eneste mulige vej, men der er vi slet ikke endnu. Flere eksperter – bl.a. James Hansen – påpeger, at en markant skat på drivhusgasser er den eneste sikre måde at tvinge den globale udledning ned, men det er politisk umuligt.

Dernæst er der ingen reel straf for at bryde denne såkaldt juridisk bindende aftale. Javist, det vil se grimt ud, og de lande, der utvivlsomt ikke når deres mål inden den næste evaluering, vil blive kritiseret og sat i skammekrogen. Og hvad så? Vil de andre lande opgive deres egne bestræbelser, når nu man kan slippe udenom uden reel straf?

Selvom aftalen anerkender det skæve forhold imellem U- og I-lande og også erkender, at nogle lande kommer til at lide stort (eller allerede lider) på grund af os andre, så er der ikke udsigt til, at disse lande vil blive kompenseret. Det ville trods alt kræve lidt for store ofre fra de rige lande.

Realisten: Det var nok det bedste, vi kunne håbe på, men ikke helt godt nok.

Jeg befinder mig selv i denne sidste kategori. Der er gode og dårlige ting ved denne aftale, hvilket vel er det eneste, man kunne forvente af en global aftale mellem 196 forskellige lande. De anerkender videnskaben og viser vilje til at handle for at imødegå de værste følger af klimaforandringer, men er det nok, eller er de alt for sent ude?

Det er også tydeligt, at de fossile brændstoffers rolle som den største synder er bredt anerkendt, men lobbyisterne har trods alt været dygtige nok til at imødegå det måske bedste middel i form af øgede afgifter. Ikke desto mindre er der enighed om at arbejde målrettet imod en drastisk reduktion af den globale udledning, hvilket nødvendigvis må indebære, at vi løsriver os mere og mere fra olie, gas og kul.

Det er også godt at se, at de rige lande anerkender, at de må løfte en større byrde, også selv om de kunne gøre mere. Men alt i alt vil jeg mene, at det gode opvejer det dårlige, og at vi kan glæde os over den politiske vilje, der blev udvist i Paris.

Nu må vi så bare håbe, at politikerne lever op til deres ansvar og tager de nødvendige skridt.

Skiløber næsten ramt af drone – fører desværre til forbud

I sidste uge blev World Cup-skiløberen Marcel Hirscher næsten ramt af en kameradrone, der styrtede få meter fra ham midt under en løb:

Det førte desværre til et øjeblikkeligt forbud mod droner under løbene. Desværre, fordi det er den forkerte udvikling.

Selvfølgelig kan droner falde ned. Det er en forholdsvis simpel konsekvens af tyngdekraften, men det mest overraskende er, at Det Internationale Skiforbund ikke havde gennemskuet dette, før man overhovedet begyndte anvende dem.

Droner er et fremragende værktøj, og ikke bare som legetøj eller til TV-dækning. Jeg skrev sidst om droner for lidt over to år siden og som allerede nævnt her, bør udviklingen ikke bremses med forbud. Jo, der skal da være kontrol, så dronerne ikke misbruges til at spionere på naboen, og sikkerhedsregler, så de f.eks. ikke flyver rundt og generer flytrafikken.

Men totalforbud bør måske erstattes af krav om sikkerhedsanordninger. Gerne nogle hårde krav, men dog så de er inden for rækkevidde af en innovativ ingeniørafdeling, så udviklingen af teknologien kan fortsætte. Bare under sikrere rammer.

Fem nye teknologiske tendenser i 2016

Gæsteindlæg: Scienceblog har modtaget dette gæsteindlæg fra Jérôme Bergerou, der er direktør for Accuracast, et britisk baseret digitalt marketingburau. Jérôme arbejder med flersprogede marketingskampagner og SEO (Search Engine  Optimisation), og derudover har han stor interesse i teknologi og dens anvendelse på arbejdspladsen.

Indlægget er oversat til dansk af digital marketing executive hos Accuracast Mette Hansen.

 

 

Da det nye år nærmer sig hastigt, vil jeg fremhæve fem af de store teknologiske tendenser, du ikke bare kan ignorere i 2016.

 

Machine Learning & Deep Neural Nets

image001Praktiske anvendelser af kunstig intelligens har altid være afhængig af maskiner, der kan lære af deres omgivelser uden en forprogrammeret retningslinje. Dette har længe været kendt som Machine Learning, der ofte via en menneskelig operatør hjælper maskinen til at lære, ved at give den et stort antal eksempler, og manuelt korrigere anerkendte fejl. Dette er, for eksempel, måden hvorpå Kinect oprindeligt lærte at genkende forskellige kropsdele.

Deep Neutral Networks har til formål at gå et skridt videre, da de næsten helt fjerner menneskelig indblanding ved at replicere måden hjerneceller interagerer. Dette har allerede haft stor succes i talegenkendelse, computer vision og naturlig sprogforarbejdning. Appels Siri, for eksempel, bliver baseret på DNN. DNNs er mindre end et årti gamle, men gør stigende fremskridt. Googles selvkørende bil er et af de mest omtalte programmer.

2016 kunne blive året, hvor medicinen får sit største løft fra teknologien. Virksomheder som Silicon Medicine gennemgår en stor mængde datasæt fra medicinalfirmaerne, der sigter mod at finde allerede eksisterende lægemidler, der kan blive genbrugt til andre formål. Andre anvendelsesområder omfatter software, der hjælper læger til korrekt at diagnosticere en patient baseret på en analyse af mønstret af de indberettede symptomer. Denne enkle applikation kan hjælpe med at reducere antallet af patienter, der ikke har fået deres kræft opdaget på et tidligt stadie.

 

Virtual Reality

image002I 2016 bliver alle teknologi- og gamingentusiaster belønnet, når Oculus VR, en virksomhed med speciale i den virtuelle virkelighed, frigiver sit længe ventede debutprodukt, Oculus Rift – virtual reality briller. Brillerne dækker hele brugerens synsfelt, og drejer man hovedet under simuleringen, ændrer det virtuelle miljø sig, hvilket gør følelsen mere ægte. Oculus Rift-brillerne er allerede blevet offentliggjort i udviklingsversion, især for spil- og andre applikationsudviklere. Brillerne har gjort et stort indtryk på dem, der har haft det privilegium at teste dem. De siges at være den nye revolutionerende opfindelse inden for den virtuelle teknologi, og forventningerne til brillerne er høje.

Kompatible programmer og spil vil formentlig i første omgang være begrænset, men disse enheder vil blive mere almindelige og tilgængelige. Den første forbrugerversion af Oculus Rift vil blive offentliggjort i første kvartal af 2016.

Online gambling udbyder Maria Casino ser virtuel virkelighed som en interessant udvikling i branchen. Ifølge Dersim Sylwan, leder af Maria Casino, kan enheder som Oculus Rift i fremtiden give kunden følelsen af at være tættere på, som i et stort, traditionelt casino, selvom brugeren blot sidder i sin stue.

 

Robotter

image003Robotter, der overtager den menneskelige verden, er en af science-fiktionens foretrukne temaer. Men du ikke behøver at bekymre dig – i hvert fald ikke endnu – for ifølge eksperter, er humanoids stadig årtier væk.

Internetgiganten Amazon er en af de mest avancerede virksomheder, når det kommer til automatisering. De har udviklet robotter, der er langt mere fleksible end dem, der længe har været anvendt i bilfremstillingsprocessen. De har robotter, der er i stand til at håndtere fleksible opgaver, såsom automatisk opsamling af varer fra hylderne, eller i stand til at bringe varerne til bestemte personer på lageret.

Det bliver virkelig spændende med de robotter, der udvikles til fritid og underholdning. Jibo er blevet markedsført som “verdens første sociale robot til hjemmet” og er lavet til at være en dynamisk del af familielivet. I praksis er Jibo i stand til at socialisere blandt mennesker, joke, og besvare enkle spørgsmål. Soft Bank har udviklet en robot, som hedder Pepper, der er en “følelsesmæssig robot”. Den er i stand til at læse folks følelser ved at observere deres ansigtsudtryk og bevægelser, og derefter reagere på dem i overensstemmelse hermed.

Selvom robotter som en fungerende del af samfundet, stadig synes at være en fjern virkelighed, har den teknologiske udvikling taget enorme fremskridt. 2016 kunne blive året, hvor Google endelig afslører, hvad de har gjort med deres investeringer i en række robot virksomheder, der startede for to år siden.

 

3D Print

image0043D-printning har i de seneste år været under stor udvikling, og det er allerede nu muligt at bruge materialer som kulfiber, glas og biologiske materialer. Der bliver mere efterspørgsel på 3D, fordi det bliver udvidet til flere sektorer, herunder militær, rumfart og medicinalindustrien. Virksomheder som Tesla bruger 3D print til at bygge motordele, og SpaceX bruger teknologien til at lave raketdele.

Et af de steder, hvor anvendelsen af denne teknologi virkelig har været til gavn for mennesker, har været i medicinalindustrien, hvor det nu er muligt blandt andet at printe proteser. Mick Ebeling oprettede det første 3D print laboratorium i 2013, efter han illegalt rejste til Sudan og fandt 14-årige Daniel, der havde mistet begge arme i krigen. Han skabte en 3D printet protesearm til Daniel, og formåede at give ham livsmodet tilbage. Laboratoriet, der hedder Not Impossible, skaber teknologibasererede løsninger til mennesker over hele verden, hovedsageligt hjælpeudstyr til handicappede.

I 2016 vil vi se en kæmpe udvikling inden for 3D print, og det vil blive mere og mere normalt de næste par år.

 

Internet of Things

image005Mange troede, at 2015 ville blive året for tingenes internet, der handler om at forbinde dine “ting”, så de “snakker” sammen, for at få bedre indsigt om dine vaner og adfærd. Fredrik Pantzar, der er Samsungs produktchef, siger at de vil tilbyde Smartthings til nordiske kunder i løbet af andet kvartal i 2016, og at de inden 2020 ønsker, at alle Samsungs produkter skal være “smarte”.

I Ericssons rapport er “sensing homes” trend nummer 5, hvor sensorer i dit hus måler alt fra rørfejl og lækage til mug, konstruktions- og elektricitetsfejl. Luftkvaliteten kan også blive målt og styres automatisk af sensorerne. Tingenes Internet kan blive revolutionerende, for ved at indsamle mest mulig information (big data) om brugervaner, kan vi spare tusindvis af kroner, da vi undgår overproducering af ubrugelige ting, mad og tøj.

Det er bekymrende, for hvor går grænsen mellem at udveksle oplysninger og overvåge folk? Google, Facebook og Samsung har allerede masser af oplysninger om os, de ved muligvis allerede, hvornår vi står op, hvor ofte og hvor længe vi tager brusebad, eller hvor ofte vi spiser på restaurant…. Dette emne bliver omtalt meget i Dave Eggers bog The Circle.

 

24 grunde til at julen bliver god i år

Fysikshow Aarhus har besluttet sig for at forsøde din julemåned med fede fysikvideoer. Store eksplosioner og kæmpe høje brag flyder ud gennem skærmen i de mørke stuer.

Endnu engang har Fysikshow Aarhus gjort sig bemærket. Og endnu engang beretter vi her på scienceblog.dk om deres bedrifter. Det er ikke tilfældigt. Flere af bloggerne her på bloggen har en fortid i fysikshow. Vores redaktør har sågar været med til at starte det i tidernes morgen. Derfor er vi selvfølgeligt meget begejstrede, hver gang showet får opmærksomhed.

Hver gang fysikshow får opmærksomhed, får fysik opmærksomhed, og dermed får hele naturvidenskaben opmærksomhed. Det er vi glade for her på bloggen og derfor vil vi gerne være med til at støtte op om drengene og pigerne fra showet, som hver dag gør en stor indsats for at brede kendskab til naturvidenskaben.

Denne gang har de fundet på at lave en julekalender med 24 super seje forsøg, som har til formål at vække nysgerrighed for naturvidenskab.

Her kan du se de tilgængelige afsnit

 

Hver dag bliver en ny video lagt online. Du kan følge med i julekalenderen her på siden eller følge showets facebookside eller abonnere på YouTube-kanalen.

Der er lagt op til et brag af en jul, og hvis du allerede nu sidder som på nåle efter morgendagens video, kan du se julekalenderens trailer herunder.

Esben Lunde Larsens uddannelse efterlader mange spørgsmål

Hvis man interesserer sig det mindste for forskningspolitik, har man nok opdaget, at Forsknings- og uddannelsesminister Esben Lunde Larsen er havnet i medierne igen – denne gang fordi han har været lidt kreativ med sit CV, som man kan læse på Forsker Forum og i Ekstra Bladet. For lidt baggrund kan man eventuelt læse mine tidligere indlæg om hans syn på skabelse, hans politiske prioriteringer og hans erhvervs-ph.d.

Det nye er, at ministeren havde oplyst på sit CV, at han havde studeret cand.theol. på Københavns Universitet fra 2001 til 2008. Det havde de fleste (alle?) med god ret tolket som, at ministeren havde været studerende på den akademiske teologiuddannelse fra 2001. Det passede bare ikke, for han blev først indskrevet i 2006. I årene 2001 til 2005 var han studerende på Dansk Bibel-Institut (DBI), der er en privat uddannelse, der ikke er akkrediteret i Danmark på grund af sit religiøse indhold.

Interessant nok har ministeren i dag (onsdag den 4. november) rettet sit CV, så der nu kun står årstallet for færdiggørelsen af kandidatgraden. Han har dog ikke i samme omgang fundet det relevant at tilføje oplysninger om indskrivning på DBI.

Det spørgsmål, mange af os sidder tilbage med, er – hvorfor?

Hvorfor skrev ministeren sit CV, så det så ud som om, at han havde læst på Københavns Universitet i alle årene? Hvorfor nævnte han ikke sin tid på DBI? Jeg vil ikke nødvendigvis kalde det fusk, men det er da mærkværdigt, at en minister finder det belejligt at præsentere sin uddannelse på en måde, der giver den et mere akademisk skær end ret er – især når samme minister tidligere har været nødt til at rette sit CV, fordi han fejlagtigt havde skrevet en ikke-eksisterende post.doc.-ansættelse på (se sidste artikel i linket).

Der er flere interessante ting ved DBI, som er relevante i denne sammenhæng. Uddannelser på DBI er ikke akkrediteret i Danmark, så man kan derfor ikke få meritoverført sine kurser, hvis man ønsker at tage en rigtig akademisk uddannelse på et dansk universitet. Det kan man dog snige sig uden om via en såkaldt “diplomagent”, hvilke ministeren da også har gjort: Han har læst de fleste kurser på DBI i Danmark men har været indskrevet på den norske MHS Misjonshøgskolen.

Jeg ville rigtig gerne vide, hvorfor ministeren med ansvar for akkreditering i Danmark ikke finder systemet godt nok, og hvorfor han syntes, at DBI kunne tilbyde en bedre uddannelse end teologi på KU. Ser han ikke noget problem i, at han på den måde omgår det danske akkrediteringssystem?

Derudover er grundlaget for DBI temmelig problematisk – især når man tager ministerens tidligere udtalelser om skabelse, evolution og Big Bang i betragtning. De har et meget fundamentalistisk syn på Bibelen, der anses for “Guds ord” der er “fuldt troværdig og urokkelig”, og den er i sin oprindelige form “uden fejl og selvmodsigelser i alle sine udsagn” – ja, Bibelen er “den eneste, men også fuldt tilstrækkelige, klare og absolutte autoritet i alle spørgsmål vedrørende tro, lære og livsførelse”.

Er dette dækkende for ministerens syn på verden, og er det den tilgang til viden og forskning, der har præget hans uddannelse?

Tilbage i 2009 deltog jeg i en konference arrangeret af DBI, der handlede om Darwin og klima (ja, det er en sær kombination, som jeg stadig ikke helt forstår). Kristeligt Dagblad havde deres journalist til stede, og jeg skrev også selv en kort anmeldelse til avisen.

Det var et rendyrket kreationistisk arrangement uden skyggen af videnskabelighed. Panelet bestod af kendte ansigter indenfor kreationisme og “intelligent design” (Peter Øhrstrøm, Peder Tyvand og Jakob Volf f.eks.), og jeg var tydeligvis den eneste ikke-troende deltager. Her blev forbindelsen mellem DBI og højrekristne grupper som Indre Mission og Luthersk Mission tydelig. Foredraget handlede om al den ondskab, “Darwinismen” førte til, og al den kompleksitet i naturen, der kun kan forklares ved en “designer”. De samme fejlagtige argumenter, vi alle har hørt utallige gange.

Hen imod slutningen af konferencen startede der en absurd diskussion blandt deltagerne – for er Jorden nu 6000 år eller 4.6 milliarder år gammel? Og betyder det noget? Igen minder det mig om ministerens tidligere udtalelser om Universets alder, som han åbenbart aldrig rigtig havde tænkt over.

Om Esben deltog, ved jeg ikke. Men jeg ville gerne vide, hvor meget overlap der er imellem hans syn og DBIs grundlag, og hvorfor han valgte at skjule sin tilknytning til DBI. Hvis han anser uddannelsen for god, er der vel ingen grund til at holde den slags hemmeligt?

Er bacon lige så farligt som rygning?

Weekendens sensationsoverskrift fra Ekstra Bladet fortalte, at “bacon og pølser så farligt som arsenik, asbest og cigaretter“.

Baggrunden er en pressemeddelelse fra WHO, der har klassificeret rødt kød og forarbejdet kød på deres sædvanlige skala for, om en given ting udgør en kræftrisiko eller ej.

Skalaen gennemgik jeg allerede i 2011, hvor sensationshungrende journalister gik i selvsving, da WHO klassificerede mobiltelefoner. Overskrifter som “Se de farligste kræft-telefoner” var helt hen i vejret.

WHO grupperer stoffer og miljøpåvirkninger i fem grupper:

Gruppe 1: Kræftfremkaldende. Der er “sufficient evidence of carcinogenicity in humans“. (Eksempler: Tobaksrøg, asbest, HPV-virus og ioniserende stråling)

Gruppe 2A: Sandsynligvis kræftfremkaldende. Der er “limited evidence of carcinogenicity in humans and sufficient evidence of carcinogenicity in experimental animals“. (Eksempler: Akrylamid, trichlorethylen og udstødning fra dieselbiler)

Gruppe 2B: Muligvis kræftfremkaldende. Der er “limited evidence of carcinogenicity in humans and less than sufficient evidence of carcinogenicity in experimental animals“. (Eksempler: mobiltelefoner, kaffe og arbejde som brandmand)

Gruppe 3: Ikke klassificerbar. Der findes ikke tilstrækkelig med bevisførelse. (Eksempler: Koffein, statiske magnetfelter og stenuld)

Gruppe 4: Sandsynligvis ikke kræftfremkaldende. Der er “evidence suggesting lack of carcinogenicity in humans and in experimental animals“.

Den nye rapport placerer forarbejdet kød (som f.eks. bacon) i gruppe 1 – kræftfremkaldende.

Men det er der intet som helst nyt i!

Det eneste nye er, at WHOs eksperter nu for første gang har gennemgået al forskning og indplaceret kødet, hvor vi længe har vidst, at det hører til.

At sige at bacon er lige så farligt som arsenik, asbest og tobaksrøg – som også befinder sig i gruppe 1 – er ganske enkelt forkert og noget journalistisk makværk.

Grupperingen siger ikke noget om, hvor farlige de enkelte stoffer er, kun at der er evidens for, at de er kræftfremkaldende.

En artikel fra BBC News i dag giver nogle tal på, hvor forskellen ligger. Her kan man se, at tobaksrygning årligt forårsager 1.000.000 kræftdødsfald, 600.000 alkoholdødsfald og “kun” 34.000 relateret til kød.

Et ikke ubetydeligt tal – men slet ikke i samme størrelsesorden som rygning!

I øvrigt kan man bemærke, at hvis man er skomager, maler eller skorstensfejer, så befinder man sig også i gruppe 1. Hvornår ser vi mon Ekstra Bladet lave overskriften “WHO dødsdømmer verdens skomagere”?

At feje for egen dør

Jeg har opbygget lidt af en fascination af vores Uddannelses- og Forskningsminister, Esben Lunde Larsen, som jeg har skrevet om et par gange – dels om hans syn på tro og viden, dels om hans prioriteringer som minister for et helt centralt område. Især sidstnævnte finder jeg problematisk, da hans uvilje imod Det Frie Forskningsråd er tydelig. At beskære den frie forskning med en tredjedel er i mine øjne den helt forkerte vej at gå.

Der er dog en anden ting, der undrer mig, og som tydeligvis også optager flere andre for tiden…

Som bekendt har ministeren en erhvervs-Ph.D, som han har opnået i et samarbejde imellem Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet og Grundtvigsk Forum. Og hvad er så en Erhvervs-PhD? Det kan man læse på Innovationsfondens hjemmeside, men lad mig lige citere en del af beskrivelsen med mine egne fremhævelser:

En ErhvervsPhD er et erhvervsrettet forskningsprojekt og en ph.d.-uddannelse, der gennemføres i samarbejde mellem en privat virksomhed, en ErhvervsPhD-kandidat og et universitet. ErhvervsPhD-kandidaten er ansat i virksomheden og samtidig indskrevet på universitetet, og arbejder på det samme projekt begge steder. Kandidaten bruger al sin arbejdstid på projektet og uddannelsen, og deler arbejdstiden mellem virksomheden og universitetet. Projektets længde svarer til uddannelsens længde, som i Danmark er på tre år. Udenlandske ph.d.-uddannelser kan vare længere. ErhvervsPhD udgør sammen med ErhvervsPostdoc Innovationsfondens Erhvervsforskerprogram. Erhvervsforskerprogrammet har til formål at uddanne og udvikle forskertalenter til erhvervsforskere, der er specialiseret i at skabe vækst og beskæftigelse i Danmarks erhvervsliv gennem forskning, udvikling og innovation.

Ministeren har netop været i Deadline, hvor han blev udspurgt ganske habilt af Nynne Bjerre Christensen. Hun kom til slut ind på ministerens egen Ph.D, og hvordan den harmonerer med hans ønske om at begrænse den frie forskning og i stedet have et stærkere fokus på erhvervsrettet forskning. Ministeren svarede, at han jo netop havde en Erhvervs-PhD og argumenterede lidt vævende for, hvorfor hans projekt om Grundtvig var relevant for dansk erhvervsliv, men han sagde dog også, at hans Ph.D-projekt “ikke skaber kolde arbejdspladser ude i virksomhederne”.

Jeg er stor tilhænger af fri og bred forskning, og jeg skal på ingen måde gøre mig til dommer over Esben Lunde Larsens Ph.D-projekt, der ligger milevidt fra mit eget felt, men jeg sidder dog tilbage med en række spørgsmål:

  • Grundtvigsk Forum er en forening, der så vidt jeg kan gennemskue har nogle indtægter fra noget forlagsdrift og udlejning af lokaler. Når man læser retningslinierne for en erhvervs-Ph.D, står der dog igen og igen, at det skal være en privat virksomhed. Hvordan kan man bruge en forening som Grundtvigsk Forum? Selv hvis de har lidt indtægter fra bøger og lokaleleje, er det så – om jeg så må sige – ånden i lovteksten?
  • Målet med en erhvervs-Ph.D er at skabe vækst og beskæftigelse i erhvervslivet. Hvordan harmonere det med ministerens Ph.D, der jo med hans egne ord ikke havde det for øje?
  • Hvordan kan ministeren forsvare, at han skærer i midlerne til den frie forskning og vil have mere erhvervsrettet forskning, når han så åbenlyst selv har brugt 5 år på at forske i et område, der har hans interesse men ingen reel relevans for erhvervslivet?
  • Ifølge ministerens CV har Esben Lunde Larsen været 7 år om at opnå sin kandidatgrad og 5 år om at opnå sin Ph.D-grad. Ikke at jeg er stor fan af at tvinge alle folk hurtigt igennem systemet, men det bør bemærkes, at det samlet set burde have taget 8 år. Står der ikke i beskrivelsen af en erhvervs-Ph.D, at man skal arbejde fuld tid på projektet i 3 år?

Jeg synes, at der er en vis diskrepans, imellem hvad forskningsministeren synes, landets forskere skal gøre, og hvad han åbenbart mener, han selv skal gøre. Man undres.

Ministeren til eksamen – men har han trukket det forkerte emne?

Da vores nuværende forskningsminister Esben Lunde Larsen blev udnævnt, blev han kritiseret for sine udtalelser omkring tro og videnskab. Ikke overraskende mener jeg, at kritikken var fuldt ud berettiget jvf. mit eget indlæg om sagen. Esben Lunde Larsen var dygtig til at dreje kritikken væk fra det oprindelige – nemlig hans manglende forståelse for og interesse i grundlæggende naturvidenskab – så det i stedet kom til at handle om religionsfrihed, selv om kritikken ikke gik på, at han var troende, men at han ikke selv formåede at være klar i spyttet, når det kom til meget relevante spørgsmål om tro og viden.

Men lad nu det ligge. Nu har Esben Lunde Larsen siddet på posten i nogle måneder, og hvordan har han så klaret det?

Forskningsministeren formåede da også at komme i medierne med en række politiske budskaber. Noget at det første, han satte på dagsordenen, var et større fokus på eliten – Danmark skal have et “honours”-system, som man kender det fra andre lande, og de dygtigste studerende skal tilbydes fokuseret undervisning i mindre grupper.

Det er ikke nødvendigvis en dum idé, men et oplagt spørgsmål er selvfølgelig finansieringen af dette tiltag. Skal der tilføjes ekstra midler, eller skal der prioriteres anderledes med de eksisterende penge? Og hvordan skal de forskere, der skal undervise ekstraordinært, kompenseres, når det uundgåeligt vil påvirke deres produktivitet på de parametre, man måler og bedømmer dem på?

Svaret på dette kom ret hurtigt. Ministeren vil have færre unge til at tage en lang, videregående uddannelse, da vi ifølge ham overuddanner vores unge – dette til trods for, at både Dansk Erhverv og Dansk Industri ønsker flere akademikere og gerne med naturvidenskabelig uddannelse, ligesom De Studerendes Fællesråd er kritiske. Så færre unge på universiteterne og større fokus på eliten. Det kunne lyde som en grundlæggende ændring af vores uddannelsessystem.

Et mere tydeligt svar på spørgsmålet om midler kom i forbindelse med finanslovsforslaget. De danske uddannelsesinstitutioner er jo som bekendt “kornfede” – en udtalelse forskningsministeren står ved – så der kan sagtens spares, uden at det vil få betydning for kvaliteten. Og spares skal der. Over de kommende fire år skal der spares samlet 8,7 milliarder gode danske kroner. Det er meget voldsomme besparelser, der kommer til at ramme forskning og undervisning ekstremt hårdt. Det har da også mødt kritik fra alle implicerede – ikke overraskende fra forskerne men også fra både studerende og det erhvervsliv, der i sidste ende skal ansætte en del af kandidaterne.

Men udover at bruge grønthøsteren over uddannelsesområdet, så har ministeren også en mere målrettet politisk dagsorden, som jeg personligt er meget uenig med. Før han blev minister for området, var Esben Lunde Larsen kritisk overfor Det Frie Forskningsråd (DFF), og nu ser det ud til, at han sætter handling bag ordene. Den samlede bevilling til DFF bliver skåret ned med en tredjedel, samtidig med at man flytter deres administration til Odense alt imens den målrettede Innovationsfond opprioriteres. Det er vigtigt at stå på begge ben i forskningen – den strategiske indsats målrettet specifikke områder er en god ide, men det er farligt at ignorere værdien i den frie forskning. Det er her, man kan søge midler til at forske i den nye gode ide, at undersøge oversete områder, at lave reel grundforskning – alt det der ikke bliver fanget i den strategiske satsning, men som netop kan føre til de helt store gennembrud, som vi f.eks. har set for nylig med den lovende forskning i cancer. Man kan netop ikke forudse, hvor forskningen ender, så det er naivt at bruge hårdhændet politisk styring på området. En konsekvens af at beskære DFF er, at det vil blive endnu sværere for yngre forskere at etablere sig. I forvejen er chancerne for støtte fra DFF temmelig små med en succesrate på omkring 12%, men nu kan man forvente ca. 8% succes, hvilket rammer post docs og nyuddannede forskere hårdest.

Det har også vækket lidt undren, at det på trods af alle besparelserne er lykkedes for ministeren at finde 5 millioner kroner til øremærket forskning i anledning af reformationsjubilæet i 2017. Det er småpenge i det store billede, men problemet ligger i, at det kan lugte lidt af politisk favorisering. Det er jo heller ikke første gang, at der stilles spørgsmålstegn ved ministerens habilitet (se sidste artikel), da han som ordfører var med til at bevilge penge til det center, han selv var tilknyttet. Den kritik, der blev rejst dengang, førte bl.a. til, at ministeren måtte redigere sit CV, da han ikke med rette kunne kalde sig post doc.

Jeg har arbejdet som forsker på både universiteter og i det private og i både Danmark og udlandet, og jeg er personligt dybt uenig i de forskningspolitiske prioriteringer, Esben Lunde Larsen har stillet os i udsigt. Det er da også vigtigt at se, at kritikken ikke kun kommer fra dem, der bliver direkte ramt – nemlig forskerne – men også i udtalt grad fra studerende og fra det erhvervsliv, Esben Lunde Larsen ellers hævder at lytte til. Han har ansvaret for vores alle sammens vigtigste råstof – viden. Hvor blev visionerne af?