Skolebørn i New York har taget et nyt våben i brug mod lærere, der forsøger at begrænse elevernes mobiltelefonforbrug i timerne. Børnene bruger SMS toner, der ikke kan høres af de fleste voksne!
Kategoriarkiv: Nyheder
Indlæg om nyheder fra naturvidenskabens verden.
Jammerbugten ligger på Mars
Roveren Opportunity, der har kørt rundt på overfladen af Mars i omkring to og et halvt år, kørte sidst i maj fast i en lille sandklit. Holdet bag roverne har valgt at kalde stedet “Jammerbugt” efter det danske, stormfulde farvand nordvest for Jylland. Det forventes endda, at flere steder på planetens overflade vil blive døbt med danske navne i de kommende par uger.
Første klonede dyr i Skandinavien
På Danmarks JordbrugsForskning nær Viborg blev de første klonede dyr i hele Skandinavien født i går eftermiddag. Det drejer sig om et lille kuld grise. Ikke alene er Skandinaviens første klonede dyr født, hvilket alene betegnes som en sensation, men den anvendte teknik er også helt ny. Forskeren bag projektet, Gabor Vajta, har udviklet en ny, enkel og billig metode til at klone befrugtede æg fra dyr.
“Hos DJF fokuserer vi på at producere klonede grise, der har arvelige sygdomme såsom Alzheimers eller diabetes, så vi kan bruge dem til forskning i sygdomme hos mennesker. Det er ikke alene et vigtigt perspektiv for human sundhed; det har også kommercielt potentiale“, forudser Gabor Vajta og siger, at han forventer, at DJF bliver kloning-center for Danmark og muligvis hele Skandinavien.
Læs hele historien her.
Piger dropper naturvidenskab
Et nyt ph.d.-projekt fra Danmarks Pædagogiske Universitet viser, at kun godt fire ud af 10 piger, der har valgt kemi, fysik eller biologi på højt niveau i gymnasiet, efterfølgende vælger en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse. Hos drengene er situationen en anden, idet næsten tre ud af fire drenge, der har haft et naturvidenskabeligt fag på højt niveau, fortsætter i den retning efter gymnasiet.
Læs historien i Gymnasieskolen.
Levende hjerte i en kasse
I England har en patient fået transplanteret et hjerte, der har været holdt i live uden for donorens krop! Teknikken mere end fordobler den tid, et hjerte kan opbevares uden for kroppen, mens det flyttes fra donor til modtager, og dermed forventes det, at man kan forøge antallet af succesfulde hjertetransplantationer.
HIV kan ikke kureres
“Der kommer aldrig en kur mod HIV“. Så klart var budskabet i P3 Nyhederne på Danmarks Radio i dag klokken 12. Det er i dag 25 år siden, man for første gang blev opmærksom på den begyndede epidemi, idet det amerikanske Center for Disease Control offentliggjorde en rapport om fem syge, homoseksuelle mænd i Los Angeles.
Bronzealderens største vulkanudbrud
Forsidehistorien på tidsskriftet Science den 28. april omhandlede en af historiens største vulkankatastrofer, udbruddet på Santorini omkring 1600 år f.Kr. Arkæologer har længe diskuteret dateringen af udbruddet, men et nyt fund af et oliventræ, der blev dækket til under udbruddet, løser mysteriet. Danske forskere har nemlig været med ved en C-14 datering, og det er dermed lykkedes at datere udbruddet meget præcist til 1613 ± 13 f.Kr. Dette er noget tidligere end hidtil antaget, og opdagelsen kan have betydning for andre arkæologiske tidsangivelser som for eksempel den egyptiske række af faraoner.
Onsdag den 31. maj kl. 19-21 afholdes et åbent foredrag om opdagelsen på Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet. Foredraget følges af en rundvisning ved den atomaccelerator, hvor dateringen er foregået.
Læs mere om opdagelsen her.
Tvivl om nano-fare
Antallet af indlæg om nanoteknologi på ScienceBlog.dk er steget på det seneste, og der vil naturligvis komme mange flere i fremtiden. Nanoteknologi er in, men det betyder også, at den offentlige debat om nanoprodukter er i blomstring. Er der en fare, ved de nye produkter? Det blev beskrevet i indlæg her på bloggen i april og igen i maj måned. Et tysk nanoprodukt blev taget af markedet, da det angiveligt var skadeligt for brugerne. Nu har undersøgelser dog vist, at produktet ikke indeholdt nanopartikler, og dermed er det stadig uvist, hvad der forårsagede brugernes luftvejsgener.
Nanoprofessor modtager Grundfosprisen 2006
Grundfosprisen 2006 blev i denne uge tildelt professor, dr. scient. Flemming Besenbacher, der leder det interdisciplinære nanoscience center iNANO ved Aarhus Universitet. Prisen gives “som anerkendelse af sin store forskningsmæssige indsats inden for materiale- og overfladefysik samt nanoteknologi og nanoscience“.
Speciel komet på himlen
Det er ikke tit, man kan se en komet på himlen med det blotte øje, men det sker da ind imellem. Og resten af maj vil man netop kunne se en sådan komet: Komet 73P/Schwassmann-Wachmann 3. Der er dog ikke tale om en helt almindelig komet, for kometen er for nylig gået i stykker og kredser nu i sin bane om Solen som en række af mindre kometstykker.