Kategoriarkiv: Nyheder

Indlæg om nyheder fra naturvidenskabens verden.

Medier, Nyheder

Miljøaktivister har skændet verdens kulturarv for et godt formål

1 kommentar

For fanden Greenpeace… Nu gjorde I det igen! I har skabt overskrifter, og fået #greenpeace til at gløde på twitter.

Målet er godt, nemlig en klimaprotest med titlen “Time for change”.

Sagen kort: Miljøaktivister fra Greenpeace ville sende en besked til verdens ledere der deltog i en klimaforandringskonferencen i Lima. En håndfuld aktivister fra Greenpeace tog derfor Nazca ørkenen og udlagde et budskab ud af gule stofstykker:

“TIME FOR CHANGE! THE FUTURE IS RENEWABLE!”

Og hvis man var i tvivl om afsenderen af budskabet, så underskrev de lige med den kendte Greenpeace signatur, og lagde efterfølgende droneselfies ud på nettet.

Så langt så godt, men banneret ligger lige op og ned af en af de kendte geoglypher, Kolibrien. Disse geoglypher (Nazca Lines) er lavet af Nazca folket for omkring 2000 år siden. De kom på UNESCOs verdensarvsliste i 1994, og er højt værdsat af peruvanerne, og resten af verden. De optræder ofte i forbindelse med ufoteorier og er gengivet på et hav af postkort.  Der er flere hundrede enkeltfigurer, hvoraf nogen af meget komplekse. De er lavet ved at skubbe mørke småsten og grus til siden på lange stier, sådan at den lyse jord under træder frem.

Fordi  det er så tørt og vindstille i området, kan disse streger bliver liggende i flere tusinde år. Og nu har de så fået følgeskab af fodaftryk og stier lavet af en håndfuld godtroende og håbefulde aktivister.

Greenpeace er kendt for at gå lettere ekstremt til værks, og de kæmper for en god sag. Det er nødvendigt at få fokus på klimaet, og få skiftet fra snak til holdning til handling. Men der må være grænser for kreativiteten og retten til at gøre hvad man vil, så længe ens sag er god og ens hjerte rent.

Billeder af aktionen kan findes her

Om deres valg af lokation er velovervejet, effektiv, helt i orden, eller bare dum, må være op til den enkelte at bedømme, og det er tydeligt at det meste af verden dømte til sidstnævnte.

Hvilket Greenpeace burde havde forudset. Hvor er mediekonsulenterne i denne sag? Hvorfor er der ikke en eller anden der har sagt “øhhmm, mon det er en god ide?” et eller andet sted i den lange proces det har været at organisere aktionen?

Mange af figurerne er så store, at de kun kan ses fra luften.

Det er ikke første gang at fokus på Greenpeace flytter sig fra aktionens budskab til dens udførelse. Hvilket er brandærgeligt.

Greenpeace selv melder at de netop har valgt stedet for at ære Nazcal folket, hvis forfædres geoglyphs er historiske landmærker for Peru, og for at gøre opmærksom på at klimaforandringer måske er igang med at udviske dem. 

Greenpeace melder efterfølgende at de er kede af det, og håber på at finde en løsning. Hvad efterspillet for de involverede aktivister, Greenpeace, kolibrien og klimaet bliver, må tiden vise.

En ting er sikker, de har ikke gavnet deres egen sag.

Nyheder, Rumfart

I morgen begynder eventyret om mennesker på Mars

Hører du til generationen født lige efter Månelandingen i 1969, har du – ligesom jeg – kun oplevet en af historiens største teknologiske bedrifter i bog-, billed- og videoformat.

Jeg er vokset op med rumfærgeprogrammet og har siddet klistret til liveudsendelser på CNN for at se både store succeser som servicemissionerne til Hubble-teleskopet og tragedier som Challenger-ulykken, hvorimod Apollo-programmet kun er noget, jeg har læst om og set historiske klip fra.

Men nu har vi chancen for at være med i et episk rumeventyr helt fra start. I morgen testflyves NASAs næste store rumkapsel, Orion, der er designet til at bringe 4 astronauter længere ud i rummet end nogensinde før.

Det er kun selve rumkapslen, der skal testflyves. Det er en ubemandet udgave, som sendes i kredsløb om Jorden og derefter ud i en bane, der fører den 14-15 gange længere væk fra Jorden end den Internationale Rumstation. Det kan lyde af meget, men det er stadig ingenting i forhold til afstanden til f.eks. Månen. Formålet er da også kun at teste elektronik og computersystemer under påvirkning fra det forøgede stråleniveau i rummet samt kapslens varmeskjold under re-entry i atmosfæren.

Opsendelsen sker på den gennemtestede Delta 4-raket, men fra år 2018 skal kapslen afsted på den gigantiske Space Launch System-raket, der mest af alt ligner en blanding mellem en rumfærge og en Saturn V-raket. Først i 2021 er der planlagt en bemandet tur.

Orion-projektet har lidt under et skrabet budget og skiftende præsidenters forskellige målsætninger. Der har været tale om missioner til Månen, om en bemandet landing på en asteroide, og så selvfølgelig det helt oplagte mål nemlig det første menneske på overfladen af Mars, hvilket først vil være realistisk i 2030’erne.

Uanset resultatet kan opsendelsen i morgen være starten til noget rigtig stort for menneskeheden.

Du kan følge opsendelsen live og gratis på nettet via NASA TV. Det sker klokken 13.05, hvis altså vejret tillader det.

Forskning, Fysik, Medicin, Nyheder, Teknologi

Partikelterapi i Danmark: Nu sker der for alvor noget

Jeg har tidligere på bloggen skrevet meget om den mangeårige politiske proces for at få partikelterapi til Danmark, men nu sker der for alvor noget.

I dag klokken 12 blev de indsendte bud fra de tre firmaer, der er tilbage i indkøbsprocessen, åbnet.

Jeg har selv glæden af at sidde med i indkøbsudvalget og kan af åbenlyse årsager ikke afsløre nogen detaljer, men det forventes at vinderen kan annonceres umiddelbart efter årsskiftet.

Aarhus Universitetshospital skriver i dag i en pressemeddelelse:

“Det er tre stærke, internationale firmaer, der har afleveret deres bud i dag. Vi kender deres teknologi gennem den intensive dialog vi har haft med dem hen over sommeren. Vi køber en partikelaccelerator til Aarhus, der kan sikre kræftbehandling af meget høj kvalitet og samtidig fungere som teknologisk platform for DCPT’s visioner for den fortsatte udvikling af partikelterapi”, siger Cai Grau, professor på Onkologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Den første patient vil efter planen blive behandlet med partikelterapi om 3-4 år.

Læs mere på AUH.dk.

Formidling, Medier, Nyheder

Forskningsformidling i hverdagen: Maggi-terninger af viden

Jakob RosenfeldtGæsteindlæg: En ny formidlingstjeneste for forskningsresultater har set dagens lys i Danmark. Useful Science specialiserer sig i at fortælle om forskningsresultater med ganske få ord gennem f.eks. Twitter og Tumblr-siden dk.usefulscience.org. Scienceblog har snakket med initiativtageren til den danske afdeling, Jakob Rosenfeldt, der til daglig arbejder som marketingassistent i Bureau Veritas og freelancerådgiver i digitale medier.

 

Hvad er Useful Science?

Useful Science er små Maggiterninger af viden, du på den ene eller anden måde kan bruge i din hverdag – som regel aldrig mere end 2 sætninger.

Det hele startede i Canada, hvor en gruppe studerende gav sig til at gøre netop det ovenstående: koge videnskabsresultater ned til noget alle kunne forholde sig til, og derved gøre videnskab mere tilgængelig for alle.

Hvis du har en computer og en internetadgang kan man selv søge rundt på Springer, JSTOR og alle de andre videnskabelige databaser, men det er langt fra alle der gør det. Jeg kender ikke nogen, og har aldrig hørt om nogen der gør det. Bortset fra de andre frivillige i Useful Science ;).

Der er som sådan ingen indlysende grund til at Useful Science er startet op i Danmark andet end, at jeg så en charme i at kunne være med til at berige andre folks liv med ny viden i et format, der interesserer mig: digitale medier samt en fascination af at det kan lade sig gøre at være med i et projekt, der har rødder i Canada.

Jeg startede det op i Danmark alene, og der har været 3-4 andre ind over – 2 er blevet: Christina og Thomas. Og det har betydet en del, at vi er flere om det – og der er snildt plads til flere. Der er masser af materiale at rive i, særligt på den engelske del, hvor folk fra hele verden hjælper til med at koge en stor mængde viden ned til en koncentreret fond.

Lige nu laver vi primært omskrivninger og oversættelser af de engelske tekster og resultater, men det er min plan på sigt at vi også kan bidrage med danske (måske skandinaviske) forskningsresultater, når vi er up to speed med det engelske content – og det bliver vi kun hurtigere, hvis der kommer flere folk til.

Opgaverne består bl.a. i at oversætte, så det også giver mening i en dansk kontekst, koordinere hvem gør hvad hvornår, lægge det på vores hjemmeside (tumblr) samt distribuere på sociale medier (Tumblr og Twitter).

Som en sidenote kan jeg fortælle, at den type viden, der har været mest interesse i, er det, der omhandler børn og opdragelse.

Hvad er jeres faglige baggrunde for at forstå de forskningsresultater, I formidler, og som giver jer kompetencer til at koge avanceret forskning ned til et så forsimplet budskab?

Vi er alle akademikere. Så det med at forstå ny viden er ikke ukendt for os. Desuden er det pt. primært oversættelse, så vi får god træning i at se, hvordan de arbejder med nedkogningen ovre i Canada. Vi får vores for, når de danske/nordiske resultater tikker ind.

På Scienceblog er vi ofte efter journalister, der forsimpler forskningsartikler og dermed videregiver et budskab, der egentlig ikke bakkes op af de resultater, som forskerne har fundet frem til? Er der ikke en stor fare for at gentage dette med Useful Science?

Jo. Misforståelser forekommer alle steder. Vi er dog aldrig på jagt efter læsertal eller scoops. Vi ser på tallene og resultaterne og formidler det, der står. Vi er helt upartiske i resultatet.

Hvilke medier arbejder I gennem – kun Tumblr og Twitter? Ikke Facebook?

Tumblr og Twitter er det format de kører i Canada, og derfor det vi har adopteret. Det er noget personlig interesse fra min side i at holde det på Twitter for nu – det er simpelthen et sjovere medie at arbejde med. Facebook kunne være næste skridt – men LinkedIn er lige så sandsynlig, da vi snart inkluderer “management” som kategori.

Overvejer I samarbejde med de etablerede nyhedsmedier?

Vi vil hellere end gerne samarbejde. Også derfor jeg skrev til Scienceblog. Vi starter småt, så mediet passer med den tid, vi har lige nu. Videnskab.dk har i øvrigt sagt nej tak. De vil kun have rigtige forskere som gæstebloggere. Men vi er åbne overfor muligheder – måske er der nogen, der sidder med et behov eller en vinkel vi ikke tænkt på eller set. Moderskibet har et samarbejde med Washington Post på vej, og gæsteblogger om Fitness for tech/gadget-virksomheden Fitbit.

Har I et bestemt succeskriterium – antal followers, eller lignende?

Kort: Nej. Langt: Nej. Jeg ved det kan være farligt at arbejde uden mål, men det er et frivilligt projekt med kun 3 mand lige nu. Vi skal først og fremmest up to speed med de engelske resultater – vi er ret tæt på. Når vi har nået det, sætter vi nye mål. Men det bliver ikke likes/followers vi kommer til at måle os i. Det bliver måske i samtaler og samarbejder med nøglepersoner/organisationer indenfor videnskab, forskning og læring.

Søger I sponsorater, eller skal det bare være baseret på frivilligt arbejde?

Det gør de i Canada, og vi burde måske også kigge den vej, men igen falder det på at holde fokus på én ting, når vi kun er 3. Skulle der sidde en læser med næse for ansøgninger, skal du bare skrive eller tweete – så finder jeg tid til dig 😀

Har I bare ambitioner om at formidle “sjove facts”, eller er der et højere mål omkring formidling af forskning og at øge samfundets forståelse af forskningsresultater?

Jeg synes nu ikke at vi kun formidler “sjove facts”. Det kan være at formatet på ca. 140 tegn ikke tilgodeser alvorlighed, men at der nu er forsket i at vacciner ikke forårsager autisme, eller at der er bevis for at fattigdom påvirker børns sociale adfærd er ikke sjove facts. Det er hard facts.

Men – vi må aldrig blive hellige. Der skal også være plads til sjov. For eksempel at vi drømmer i farver pga. farve-tv, og at kvinder over 20 år kunne reducere deres snorken, hvis de trænede min. 3 timer om ugen.

Biologi, Nyheder

Derfor er ebola-epidemien ude af kontrol

9 kommentarer

Vi hører om det jævnligt i øjeblikket: ebola-udbruddet i Vestafrika.

Vi hører, at det er det hidtil største udbrud, og at antallet af smittede kan eksplodere. Her til aften melder USAs Center for Disease Control (CDC), at der til januar kan være 1,4 millioner smittede!

Det er helt vilde tal i forhold til de få tusinde, der er ramt i øjeblikket. Faktisk er det så vilde tal, at man rammes af mistro og tænker “Kan det nu være rigtigt?”

Det kan det godt.

Af en eller anden grund følger de danske medier ikke op med en simpel graf, der viser udbruddets omfang, så man visuelt kan fornemme alvoren. Det kan man i stedet finde på Wikipedias artikel om udbruddet, hvor en aktiv bruger løbende opdaterer grafer over antallet af smittede og døde.

Se for eksempel denne her:

http://en.wikipedia.org/wiki/File:Diseased_Ebola_2014.pngDet fulde omfang forstår man dog først, når man ser præcis den samme graf på en logaritmisk skala:

http://en.wikipedia.org/wiki/File:Evolution_of_the_2014_Ebola_outbreak_in_semiLog_plot..pngEn ret linje i et logaritmisk plot, en eksponentiel vækst, en epidemi ude af kontrol!

Jeg har taget tallene fra Wikipedia og fremskrevet ovenstående rette linje. Det giver et tal på omkring 50.000 smittede den 1. januar 2015, men allerede 1 million smittede omkring midten af marts måned. Tal, der med den givne usikkerhed, slet ikke er i uoverensstemmelse med CDCs udmelding i dag.

Det her går den forkerte vej.

 

 

 

Forskning, Medicin, Nyheder

Sådan taber du dig – igen

1 kommentar

Dette er en opfølgende kommentar på mit indlæg fra juni sidste år.  Her skrev jeg nemlig følgende:

“Slankekure ligger under for modetendenser styret af, hvilke bøger der kommer på markedet, og hvilke kendte mennesker, der benytter sig af dem!

Virker kurene så? Ja, det gør de sikkert ofte. Jeg vil dog vove den påstand, at uanset hvilken kur, du vælger, har du en god mulighed for vægttab, alene fordi du hele tiden tænker over, hvad du putter i munden.”

Et nyt stort studie bakker op om min påstand: Alle slankekure virker, men ingen virker bedre end andre. Det hele handler om kalorieindtag og -forbrug.

Læs mere her.

Biologi, Forskning, Medier, Nyheder

Er Jack the Rippers identitet virkelig blevet afsløret?

I weekenden eksploderede medier verden over med historien om, at Jack the Rippers identitet langt om længe er blevet afsløret.

Den historie hører vi med jævne mellemrum, når diverse amatørdetektiver og konspirationsteoretikere har samlet mere eller mindre troværdige brikker i et stort puslespil, der udgives som bog med formålet at overbevise læseren om, at lige netop dén teori bare må være rigtig.

Men weekendens historie har en afgørende fordel i forhold til alt, hvad vi har set før. For første gang er det hårde videnskabelige data, der ligger bag bevisførelsen!

Det påstår man i hvert fald.

Den nye teori virker gennembearbejdet, og alle brikkerne passer rigtig godt sammen: En politimand er på vagt en aften, hvor et af massemorderens ofre findes. Han beslutter sig for at tage et flot (men blodigt) sjal, som findes sammen med liget, og give dette til sin kone. Sjalet bliver i familien i generationer, hvor det nedarves sammen med historien om, at konen i hvert fald ikke skulle bruge den makabre tyvekost, hvorfor det blev pakket væk og aldrig vasket.

I 2007 køber forretningsmanden Russell Edwards sjalet på en auktion, og han går nu sammen med molekylærbiologen Jari Louhelainen fra Liverpool John Moores University i gang med en grundig videnskabelig analyse. Der findes DNA-rester, og Edwards opsporer efterkommere af både mordofferet og af søsteren til en af de hovedmistænkte, som begge kan knyttes til sjalet via DNA-tests.

En fin teori, det hele passer sammen. Der er bare én ting, der skurer i ørerne: Alt det videnskabelige arbejde offentliggøres i Edwards bog, og ikke i et videnskabelig tidsskrift, hvor metoderne kan kommenteres og kritiseres af fagfolk indenfor området.

Der ér nemlig problemer med analysen, som The Independents science reporter bemærker:

Hvis DNA-analyserne alle er udført i samme laboratorium – altså både de levende efterkommeres og materialet fra sjalet – kan man ikke udelukke, at der er sket en forurening. Ingen blindtests, ingen analyser udført i uafhængige laboratorier.

Ydermere viser det sig, at sjalet under en konference i 2007 har været i samme rum som the Rippers mordoffer, hvilket dermed udgør en betydelig kontamineringsrisko.

Der er bestemt en mulighed for, at historien er sand – især fordi den peger på en person, der i forvejen var en af politiets absolutte hovedmistænkte – men før vi har set de præcise detaljer af det videnskabelige arbejde, bør vi ikke drage forhastede konklusioner.

Forskningsarbejdet publiceres i morgen den 9. september.

Ikke i Science eller Nature – men i boghandlen.

Astronomi, Formidling, Forskning, Fysik, Geologi, Medier, Nyheder, Rumfart, Teknologi

Sludder sælger – Når penge betyder mere end fakta

1 kommentar

Så er den gal igen. På videnskab.dk kunne man d. 22. august læse, at en knogle fra en alien er fundet på Mars. Det lyder da utroligt. Det er det også, men det er ikke bare utroligt, det er også forkert. I den seneste tid har vi her på ScienceBlog.dk været lidt efter videnskabsjournalister med indlæg som Journalister er nødvendige for naturvidenskaben og De dødsensfarlige asteroider slår til igen. Her kommer endnu et indlæg i rækken.

Hele historien starter, fordi NASAs Mars-rover Curiosity har taget et billede af en bunke sten, hvoriblandt en af stenene angiveligt ligner en lårbensknogle. Det er det bare ikke, NASA skriver, at formen sandsynligvis er skabt af erosion fra vind eller vand.

Det er dette billede, der har vækket håb om liv i rummet hos alien-bloggerne. (Foto:NASA)
Dette er billedet, som har skabt hele historien. (Foto:NASA)

Videnskab.dk er et uafhængigt nyhedmedie med fokus på videnskabelig forskning. Deres vision er at gøre befolkningen klogere ved at skabe større interesse for videnskab. Som de selv skriver:

“Videnskab.dk er et uafhængigt nyhedsmedie med fokus på forskning

Redaktionen leverer daglige forskningsnyheder og andet indhold, der med afsæt i videnskabens verden giver brugerne en aha-oplevelse og gør dem klogere. Vi dækker forskningen bredt – fra kultur og samfund til teknologi og naturvidenskab. 

Vores vision er at gøre befolkningen klogere ved at skabe større interesse for videnskab – og det at vide noget – i samfundet generelt og i særlig grad hos de unge.

Videnskab.dk skrives og redigeres af en uafhængig redaktion.”

Det lyder meget smukt. Nu mangler de bare at efterleve det fine budskab. I artiklen skrevet af Anne Marie Lykkegaard er der gået noget galt. Det virker som om, skribenten prøver at skabe en stor sensation ud af ingenting. Det kunne umiddelbart bare afskrives som en smutter, måske med en undskyldning a la: ”Okay, det viste sig ikke at være en alienknogle alligevel.” Men det holder bare ikke, når skribenten allerede i artiklen skriver, at det ikke er en alienknogle. Skribenten venter bare knap 200 ord, før hun løfter sløret og fortæller, at den historie hun lige har skrevet, slet ikke er rigtig. Hun nævner nemlig selv, at NASA skriver i en meddelelse på deres hjemmeside, at der ikke kan være tale om en lårbensknogle.

For at være fair vil jeg give forfatteren, at NASA bare er en kilde ud af flere. Hun har nemlig også en kilde, der mener, at der er tale om en lårbensknogle fra en alien, nemlig en blogger fra abovetopsecret.com med navnet amazing.  Jeg vil bare mene, at NASA i denne sammenhæng virker som en mere pålidelig kilde end amazing, men hvad mener I?

Astronomi, Formidling, Fysik, Nyheder, Rumfart

De DØDSENSFARLIGE asteroider slår til igen

I lørdags havde jeg en dårlig dag. Jeg kom til at besøge Politikens hjemmeside og fandt en historie med overskriften: “Kæmpe asteroide truer med at udrydde os i 2880” (og så var jeg desuden slemt forkølet – men det skal det ikke handle om her).

Nu kunne man tro at min dag blev ødelagt fordi jeg gik rundt og gruede for Jordens undergang om 800 år, men man må tro om igen. Næ, min dag var ødelagt fordi Politikens historie er helt igennem misledende, sensationalistisk og elendig.

Selvfølgelig ved jeg godt, at den stakkels journalist på Ritzau sikkert har fået 5 minutter lige inden deadline til at koge noget suppe på en historie fra britiske the Telegraph, som allerede dér var styg. Og jeg véd at den fremgangsmåde ikke er usædvanlig. Mit ærinde her er derfor heller ikke at hænge hverken journalisten, Ritzau, Politiken eller den konkrete historie ud som unikt dårlig.

Men miséren ER en ganske nydelig demonstration af, at fornuftig videnskabsformidling sjældent harmonerer med pressens krav om dagsaktualitet og at videnskabsjournalistik uden videnskabsjournalister ofte gør mere skade end gavn. Desuden gemmer der sig faktisk en rigtig god forskningshistorie nede under vrøvlet. Så hæng ved, kære læser. Der ér guld for enden af regnbuen, selvom det bliver langt og uden mange billeder, jeg lover det !

Hvorfor var dette her overhovedet en nyhed lige i lørdags ? Jo, det var det fordi en gruppe forskere ved University of Tennessee offentliggjorde en artikel i Nature i torsdags, som ledte til historien i Telegraph fredag og derfra til historien i Politiken lørdag.

Hvad var det så artiklen i Nature handlede om?

Det var ikke opdagelsen af asteroiden (29075) 1950 DA. Den blev, som navnet antyder, opdaget i 1950. Efter opdagelsen i 1950 blev asteroiden i øvrigt ikke set igen før år 2000. Det er slet ikke så nemt at se disse meget små objekter over de gigantiske afstande i Solsystemet.

Havde forskerne fra Tennessee beregnet, at risikoen for at asteroiden skulle ramme Jorden i 2880 var 1 i 300, som Politiken og Telegraph skrev ? Nej, det tal stammer fra en artikel i Science i 2002 kort efter genopdagelsen. Det seneste (og dermed gyldige) estimat, som er fra  2013, er 1 ud af 4000, så I kan ånde lettet op. Det tal, som Politiken og Telegraph vinkler på er 10 år gammelt og en faktor 10 forkert. Ups.

1950DA

Radarbillede af asteroiden (29075) 1950 DA fra Arecibo radioteleskopet, 4. marts 2001. 

1 ud af 4000 er stadig en betydelig risiko. 1950 DA ligger nummer 2 når man rangordner asteroider efter Palermo-skalaen over potentielle meteornedslag. Palermo-skalaen sammenligner risikoen for en kollision med én bestemt asteroide med den samlede risiko for at støde sammen med en asteroide af den givne størrelse i årene inden det potentielle nedslag.

DA 1950 har en værdi på -0.83 hvilket betyder at risikoen for en kollision med denne asteroide om 800 år er 10^(-0.83) = 14% af risikoen for at ramme en tilsvarende asteroide engang i løbet af de 800 år. Værdierne på Palermo-skalaen fortolkes med ord, sådan at tal under -2 betyder “ingen grund til ekstra bekymring”. Tal mellem -2 og 0 betyder “hold lige ekstra øje med denne her” (dem er der 3 af) og tal over 0 betyder “grund til bekymring” (dem er der ingen af). Så: Lad os holde lidt ekstra øje med denne her, men ikke ligge vågne om natten. Fint nok.

Men artiklen i Nature i torsdags handlede om noget helt andet. Og før jeg kommer til det må jeg lige en lille omvej, eller to.

(29075) 1950 DA roterer hurtigt om sig selv. Ét døgn er kun 2 timer og 7 minutter. Dét i sig selv var kendt og er ikke unikt, men gælder for mange små asteroider. Mange af dem roterer faktisk så hurtigt at deres svage tyngdekraft er SVAGERE end centrifugalkraften på ækvator. Med andre ord: Hvis du stod på ækvator ville du blive kastet ud i rummet af centrifugalkraften. Normalt fortolker man det sådan, at disse små asteroider er solide klippeblokke, som holdes sammen ikke af tyngdekraften men af de (meget stærkere) kræfter som nu engang holder en sten sammen. De elektriske kræfter (ionbindinger og kovalente bindinger) mellem atomerne i de forskellige mineraler, som danner stenen.

Mange ANDRE mindre asteroider, er derimod ikke solide klippeblokke, men såkaldte “rubble piles” eller “grusbunker”. Det er asteroider som engang er blevet splintret til klippeblokke, grus og støv ved sammenstød, og som nu kun holdes sammen af tyngdekraften. Disse grusbunker har ofte ganske høj porositet. 50% er ikke ualmindeligt, hvilket vil sige at halvdelen af asteroiden består af tomt rum mellem de forskellige klippeblokke, sten og sandskorn eller støvkorn.

Itokawa4

Asteroiden 25143 Itokawa, observeret af den Japanske Hayabusa-rumsonde. Itokawa er én af mange asteroider, som er såkaldte “rubble piles” eller “grusbunker”.      

Så her kommer nyheden i artiklen fra Nature: Forskerne fra Tennessee har bestemt massetætheden på (29075) 1950 DA og fundet 1.7 gram per kubikcentimeter. Det er på den ene side for lidt til at tyngdekraften alene kan holde sammen på asteroiden, men på den anden side også alt for lidt til at asteroiden kan være en solid sten. Den må være en grusbunke med porositet omkring 50%. Så asteroiden er alt for let til at være en solid klippeblok men roterer for hurtigt til at tyngdekraften kan holde sammen på den. Noget andet må hjælpe med til at holde sammen på den. Og hvad det “noget andet” er, det kommer vi til lige om lidt.

Men hov, vent, hvordan bestemmer man overhovedet massetætheden af en asteroide ?  Normalt finder man massen af et objekt i Solsystemet ved at se på tyngdekraften FRA dette objekt på et andet, mindre objekt. Planeters masser kan beregnes ud fra deres måners bevægelser og en asteroides masse kan bestemmes hvis man for eksempel har en rumsonde i nærheden af den. Hvis man så også kender størrelsen (fra billeder) så har man massetætheden. MEN en asteroide som driver rundt helt for sig selv som denne hér gør er ikke så nem at få skovlen under. Der må mere kreative metoder til.

I dette tilfælde har man kigget på den såkaldte Yarkovsky effekt. Det er en svag kraft, som påvirker banen for små legemer i Solsystemet. Effekten opstår fordi asteroiden roterer hvilket skaber en asymmetrisk varmestråling i forhold til dens bevægelsesretning. Sagt på menneskesprog: Der er varmere om eftermiddagen end om formiddagen og der er varmere om aftenen efter solnedgang end om morgenen før solopgang. Der kommer altså mere varmestråling fra den varmere eftermiddag/aften-side end fra den koldere morgen/formiddag- side. Når asteroiden udsender varmestråling mærker den en uhyre svag kraft i den modsatte retning på grund af impulsbevarelsen. “Rekylet” fra varmestrålingen, simpelthen. Hvis asteroiden roterer sådan at aftensiden vender fremad i bevægelsesretningen vil den blive bremset ned en lillebitte smule af rekylet fra varmestrålingen. Omvendt, hvis den vender den koldere morgenside fremad vil den varmere aftenside skubbe lidt bagpå. Effekten er lille, men er ikke desto mindre kraftig nok til at være den mest betydelige kilde til usikkerhed når det handler om at bestemme banen 800 år frem i tiden.

Forskerne fra Tennessee har kigget på ændringer i asteroidens bane siden 1950 og sammenlignet med den modellerede Yarkovsky-effekt. Heri indgår asteroidens massetæthed både fordi den påvirker varmeledningsevnen og dermed varmestrålingen og fordi asteroidens reaktion på kraften afhænger af den samlede masse. Ud af denne analyse kom altså tallet 1.7 gram per kubikcentimeter for tætheden af (29075) 1950 AD. For let til at være en klippeblok men også for let til at være holdt sammen af tyngdekraften.

Hvad i alverden holder så sammen på den?

Politiken har svaret: “asteroiden udvikler nogle kræfter, der kaldes van der Walls (sic !), og som er med til at holde sammen på 1950 DA.”

Det er så på én gang rigtigt og helt forkert. For det første hedder de van der Waal, ikke van der Wall – men det kan jo smutte. For det andet er der ikke tale om nogle mystiske asteroide-kræfter, men om et helt generelt fænomen i fysisk kemi.

Van der Waals -kræfter er summen af de elektriske kræfter, der virker mellem molekyler, udover de kovalente bindinger og elektrostatiske kræfter fra ladede ioner. Altså summen af en række mindre elektriske effekter udover de stærke kræfter, som holder de enkelte molekyler eller faste stoffer sammen.

For eksempel: Nogle molekyler er polære, altså de er har lidt positiv elektrisk ladning i den ene ende og lidt negativ elektrisk ladning i den anden ende. Hvis to polære molekyler er i nærheden af hinanden og vender rigtigt (så den ene vender den negative ende mod den andens positive ende) så vil der være en tiltrækning mellem dem og det er et eksempel på en van der Waals kraft.

Den slags kræfter er medvirkende til at fint støv har en tendens til at klumpe sammen. Tænk på, hvordan mel klistrer til bordet eller kaffepulver til kanten af kaffedåsen. I et helt tørt miljø – som ude i rummet – er det lidt anderledes fordi der ikke er vand til at få støvet til at klumpe og klistre. Til gengæld kan der typisk være meget statisk elektricitet, hvilket ikke strengt taget er en van der Waals kraft, men potentielt er en anden vigtigt effekt, der får støv på en asteroide til at klistre.

Så, igen, på menneskesprog:

Asteroiden (29075) 1950 DA er for let til at være en solid sten, men roterer for hurtigt til at den kan holdes sammen af tyngdekraften. Vi formoder at dens overflade på ækvator er domineret af fint støv og at den svage elektriske tiltrækning mellem støvkornene er med til at holde sammen på den.

Asteroiden roterer som sagt en gang på 2 timer og 7 minutter. 2 timer og 12 minutter er grænsen for, hvornår tyngdekraften lige præcis kan holde sammen på den. Så den roterer kun en lille smule for hurtigt, hvilket understreger at disse elektriske kræfter i støvet ikke er særligt stærke.

En interessant krølle på historien er at asteroiders rotation kan accelerere over tid på grund af den såkaldte YORP effekt. Det er en variant af Yarkovsky effekten (YORP står for: Yarkovsky-O’Keefe-Radzievskii-Paddack) hvor asymmetrisk varmestråling fra en asteroide med ujævn form også kan øge dens rotation. Man kan altså forestille sig at (29075) 1950 DA var en grusbunke som gradvist roterede hurtigere og hurtigere indtil sten og klippeblokke på dens ækvator simpelthen løftedes af den og svævede  lige så stille væk, mens støvet blev tilbage på grund af elektrisk tiltrækning mellem støvkorn.

Den sidste pointe er naturligvis at hvis en sådan asteroide kun lige nøjagtigt hænger sammen så skal der meget lidt til at sprænge den i stumper og stykker. Hvis man om 800 år får brug for at ændre dens bane skal man derfor tænke sig om før man skyder en raket ind i den og skal måske overveje alternative metoder til at ændre dens bane. Dette får Politiken også fuldstændig forvrøvlet til følgende, som slet ingen mening giver for mig:

“I stedet foreslår der, at forskerne prøver at udvikle metoder, der kan pille ved asteroidens overflade for at forstyrre de kræfter, der holder sammen på den. Hvis de kræfter forsvinder, går den i stykker af sig selv, lyder teorien.“

 – pointen er netop at man måske ikke har lyst til at asteroiden går i stykker på vej mod Jorden men hellere vil holde den samlet og skubbe let til dens bane. Under alle omstændigheder er den generelle regel med hensyn til truslen fra asteroider at jo før man opdager dem,  jo længere tid har man til at gøre noget ved det og jo mindre kraft behøver man påvirke med. Med 800 år skulle vi stå nogenlunde sikkert. Det er nok de asteroider, vi ikke har opdaget, som vi i højere grad skal bekymre os om.

Nu vil jeg gå hjem og pleje min forkølelse efter således at have sat tingene på plads. Det tog mig så også det meste af en arbejdsdag, hvilket en journalist på Ritzau jo ikke lige har en lørdag eftermiddag…

 

PS: Phil Plait fik også sin lørdag ødelagt

 

 

 

 

Forskning, Matematik, Nyheder

Her er den matematiske formel for lykke

Kan man sætte glæde på formel? Ja, et team af forskere kommer nu med deres bud på en matematisk formel, der kan forudsige hvor glad du vil føle dig.

Ifølge artiklen “A computational and neural model of momentary subjective well-being” skrevet af Dr. Robb Rutledge og hans team, kan en persons glædesfølelse forudsiges ved hjælp af denne ligning:

Happiness equation

Glæden(happiness) kan altså udtrykkes som sammenhængen mellem CRj (chosen reward), EVj (expected value)  og RPE (the difference between experienced and predicted rewards). Derudover indeholder ligningen t der er forsøgsnummer, w0 der er en konstant, w der er indflydelsen af forskellige typer af begivenheder, og  0 ≤ γ ≤ 1 der er en forglemmelsesfaktor, der giver nyere oplevelser mere værdi en gamle.

Hvis der sidder en matematiker derude, så uddyb meget gerne i kommentarfeltet herunder.

Artiklen kan findes her.

Så tidligere forventninger, beslutninger og deres udbytte er informationer hjernen bruger til at være så sikker som muligt på, at du vil træffe det valg, der giver dig det største udbytte.

Glædesligningen er baseret på et forsøg med hjerneskanninger af 26 personer, der spillede et simpelt pengespil, og svarede på hvor glade de følte sig undervej. Dette blev udvidet til 18.420 mennesker, der ved hjælpe af et smartphone-spil udførte mere eller mindre risikofyldte valg, og beskrev deres niveau af glæde imens.

Selvom dette eksperiment selv sagt er meget enklere end den virkelige verden, så kan jeg godt genkende mig selv i det. Når en situation er bedre end forventet, bliver man glad. Hvis man f.eks. forventer at det kommer til at gå middel til en eksamen, og man så scorer topkarakterer, så føler man mere glæde, end hvis man havde forventet en topkarakter.

Jo lavere forventning, jo større belønning, jo større glæde.

Der er dog nogen valg, ligningen ikke kan hjælpe med. F.eks hvilken partner man skal vælge, om man skal kvitte sit job eller få en hund for at blive mere lykkelig.

Selvom man ikke er matematiker, kan alle deltage i spillet “The Great Brain Experiment” og hjælpe til at få mere præcise data.

God fornøjelse.