Indlæg om science centre.
Landets zoologiske haver, akvarier og terrarier er særlig hårdt ramt i denne corona-tid. Selv om Staten giver mulighed for lønkompensation for hjemsendte medarbejdere, så kan man ikke bare lukke en dyrepark.
Dyrene skal fodres, passes og plejes, og det koster rigtig mange penge. Penge, som man ikke har, når der har været lukket fuldstændig ned for alle entréindtægter.
Læs videre 112 – Nødopkald fra dyrenes verden
Gæsteindlæg: Mark Källstrøm er født i 1989 og uddannet skov- og landskabsingeniør. Han tog naturformidler-uddannelsen hos Natur & Ungdom i 2018 og har siden arbejdet med sin selvstændige virksomhed Naturhandel.dk, som er en klassisk webshop med en niche inden for naturfag, kombineret med en naturblog og muligheden for at leje ham som naturvejleder.
Scienceblog har spurgt Mark, hvem han er, og hvorfor han har startet sit firma:
Mit koncept handler om at få flere forældre til at lave naturaktiviteter for deres børn.
Jeg er af den overbevisning at mange af de forældre, som besøger landets naturcentre, faktisk selv ville kunne stå for naturformidlingen til deres børn.
I en rejseberetning på Facebook skrev jeg i februar, at jeg boede lige ved siden af en af Hawaiis aktive vulkaner, Hualālai, som godt nok ikke har været i udbud siden 1801, men at den med min sædvanlige rejsehistorik nok gik i udbrud inden ugens udgang.
Der skulle dog gå godt 60 dage fra dén udtalelse, og vi skulle også 60 km længere mod sydøst, før der skete noget voldsomt på Hawaii. Læs videre På første række til vulkangudindens pragtforestilling
De fleste af min barndoms sommerferier blev afholdt i Vendsyssel, og jeg har derfor et særligt forhold til diverse nordjyske attraktioner som f.eks. Nordsøen Oceanarium i Hirthals, som jeg nok besøgte første gang tilbage midt i 1980erne.
Her 30 år senere er jeg selv som familiefar begyndt at tage mine egne små børn med til Nordjylland, og både denne og de sidste to somre besøgte vi da også oceanariet.
Nordsøen Oceanarium har en lang historie. Det blev indviet tilbage i 1984 i forbindelse med det eksisterende fiskeriforskningscenter Nordsøcentret. Dengang kaldte man det Nordsømuseet, et kulturhistorisk museum for fiskerierhvervet kombineret med et akvarium og et udendørsanlæg for sæler.
Jeg husker det som et rigtig hyggeligt sted, hvor det store sælanlæg helt klart var hovedattraktionen.
Jeg husker endda en enkelt sæl særlig tydeligt: Sæl nr. 16. Navnet skyldtes ganske enkelt, at tallet 16 var frysemærket ind i pelsen i forbindelse med et forskningsprojekt, og sælen, som var med ved åbningen i 1984, kunne jeg hilse på igen i 2014. Danmarks ældste spættede sæl i fangenskab døde efter 31 år i sælanlægget i juni 2015.
Og det bringer mig frem til, hvad forskellen på Nordsømuseet i 1980erne og Nordsøen Oceanarium i 2016 er:
For det første er sælanlægget blevet opdateret. Det nye anlæg på 800.000 liter havvand, der løbende udskiftes, åbnede i 2001, og det er virkelig godt. Sælerne er aktive og nysgerrige, og det er nemt at komme helt tæt på de store dyr, der kan konstant svømmer forbi de store vinduespartier både udendørs og i den undersøiske tunnel, der er stor og rummelig med plads til mange mennesker (se billedet øverst i indlægget).
Selv om sælanlægget er fremragende, er det dog degraderet lidt som hovedattraktion. Baggrunden for navneskiftet til “Oceanarium” er nemlig, at man i 1998 indviede et gigantisk akvarium på 4,5 mio. liter vand. Her er det muligt at se stimefisk, rokker og hajer, samt et par kæmpestore klumpfisk svømme rundt.
Og så har du måske hørt om stedet, for ja, det var her man i 2003 blev ramt af en storbrand, hvor akvariet revnede og den tidligere klumpfisk døde.
Du kender måske også stedet fra den danske film “Klumpfisken” fra 2014, der netop omhandler en forsker fra Nordsøens forskerpark, som indleder et forhold til en lokal fisker, i øvrigt genialt spillet af Henrik Birch, som blev præmieret for sin præstation.
Nå, tilbage på sporet…
Oceanariet er Nordeuropas største akvarium. Det kalder Den Blå Planet i København sig sådan set også, men her måler man vist på samlet akvarievolumen og ikke de enkelte akvarietanke. Den Blå Planets største tank er i øvrigt “kun” på 4 mio. liter vand.
Kendere af Scienceblog husker måske min medbloggers kritik af Den Blå Planet som et sted, der mangler plads til publikum (et sted “skabt udelukkende af arkitekter og en presseafdeling”), men det problem har man ikke i Hirtshals.
Nordsøen Oceanarium har ikke fine koralrev som Den Blå Planet eller tropiske hajer som Kattegatcenteret i Grenå. Der er fokus på de hjemlige vande ud for den jyske vestkyst, men sæler, rokker, små hajer, klumpfisk og store fiskestimer er også interessante, og man påstår faktisk, at man har (næsten) alle fiskearter, der lever i Nordsøen.
Man kan endda se en helt fantastisk 8-armet blæksprutte samt en flok fascinerende søheste. Sidstnævnte art lever dog godt nok i Australien, men der findes såmænd søheste nede i Den Engelske Kanal og i Themsen, så de har også fået plads i Nordsøen.
Børnene kan more sig med den populære krabbefisker-aktivitet, og et rørebassin med fladfisk, søstjerner og krabber er også populært hos de små. Desuden kan man komme op i toppen af det store akvarium og fodre stimefiskene.
Butikken skal også have rosende ord med. Ethvert museum eller science center har selvfølgelig en medfølgende butik, hvor diverse ragelse og souvenirs kan købes.
Nordsøen har også en sådan butik, men mit indtryk er, at den er lidt større end gennemsnittet, og selv om der selvfølgelig er det sædvanlige skrammel, t-shirts og tøjdyr, kan man også finde glaskunst (som er ret udbredt på toppen af Jylland), Nordsøens egne mikrobryggede øl, en lommelærke med ægte sælskind eller et skakbræt af rav til 18.000 kroner. Trods alt et bredt udvalg!
Jeg er med andre ord meget positiv over for stedet, men lidt kritik skal der da også falde:
Ved siden af rørebassinet finder man endnu et rørebassin. Her er det vist meningen, at man kan hilse på en rokke, som dog som regel ligger nede på bunden, hvor man ikke kan nå den, og hvor der i øvrigt ikke rigtigt skrives noget om de øvrige fisk, der er i akvariet. Her halter formidlingen en del.
Går man længere hen finder man en udstilling om planteplankton, som selvfølgelig er en vigtigt del af havmiljøet. Jeg ved ikke, hvordan man skal formidle plankton på en spændende måde, men det virker efter min mening slet ikke på Nordsøen. Det er også sjældent, man finder publikum i denne ende af udstillingen.
Under mit besøg overvejede jeg også at kritisere cafeteriaets forholds tynde legeområde, som ellers kan være en god hjælp til at parkere børn, mens familien spiser færdig. Området er dårligt belyst og kun udstyret med få legeredskaber. Men jeg må indrømme, at mine egne børn elskede stedet og brugte overraskende lang tid der, så den kritik må jeg hellere holde tilbage.
Det er jo også dyrene, det handler om…
Min største kritik går måske mod stedets helt store nyhed denne sommer, en hvalforskerhytte. Det er virkelig et kedeligt sted. Nordsøen beskriver det selv som “et autentisk miljø … hvor gæsterne får indblik i hvalforskerens arbejde med observationer og forskning“.
Fair nok, men formidlingsmæssigt er man altså rejst tilbage til 80’erne med en gammeldags museumsudstilling uden publikumaktivering. Der er et par hvalskeletter, nogle gamle bøger, to skærme viser videofilm (den ene var godt nok i stykker), og så kan man da lige tage fat i fire forskellige “telefoner” og lytte til hvalers lyde.
Det er bare for tyndt her i 2016.
Hvalforskerhytten er etableret på grundlag af en donation på 1,1 mio. kroner fra Det Obelske Familiefond. Man kan tillade sig at stille spørgsmål ved det etiske i at lade penge fra en tobaksfabrikant financiere en udstilling for små børn – men penge er vel penge.
Nå, men Nordsøen Oceanarium har været en integreret del af min egen barndom, og nu er det så småt ved at blive en del af mine egne børns sommerminder. Og mon ikke vi kommer der igen. Jeg har i hvert fald stadig et rigtig godt indtryk af stedet.
Min anmeldelse er selvfølgelig farvet af, at jeg har særlige følelser for stedet, men er det i virkeligheden ikke også den største ros, et science center kan få: at gæsterne husker det så tydeligt og positivt selv 30 år efter første besøg?
Jeg benyttede mig i år af sommerferien til at besøge de nye, flotte væksthuse i Botanisk Have i Århus midtby.
Væksthusene har ligget på stedet siden omkring 1970, men hvis man har besøgt dem det seneste årti, vil man vide, at de har været frygtelig nedslidte, og en renovering har været savnet. Den renovering er endelig en realitet med midler fra fonde, kommune og universitet, og de helt nye væksthuse åbnede i september sidste år.
Resultatet er imponerende.
Allerede udvendigt ser man stor forandring. Bygningerne er lavet helt om, og det nye vartegn er et stort tropehus designet specifikt til at indsuge så meget sollys som muligt. Resultatet er flot, og arkitekterne fra C.F. Møller har da også med projektet vundet 1. præmie i en arkitektkonkurrence.
Indvendigt er det svært at genkende ret meget fra den gamle tid. Indgangspartiet er helt nyt, og der er nu suppleret med en hyggelig naturcafé, en butik og et større formidlingsområde for skoleklasser.
I det hele taget er formidling i højsædet. Hist og her findes eksempler på varer fra supermarkederne, der er direkte relateret til de planter, man kan møde i huset. Det kan være kaffe, citrusfrugter, mandler, kanel, etc., som alt sammen vokser i husene.
Der er også installeret små touchskærme, hvor man kan gå yderligere i dybden med de forskellige klimazoner. Her kan selv en 3-årige navigere rundt og kigge på billeder og video:
I selve planteudstillingen har anlægsgartnerne været på overarbejde. Det er et fremragende resultat, og man har gjort meget ud af, at der især i tropehuset er mange små stier, hvor man kan bevæge sig rundt og gå på opdagelse.
Det er stemningsfuldt, og man har ydermere benyttet sig af et billigt – men effektivt – trick: Blandt planterne er der gemt 40 højttaler, der diskret afspiller dyrelyde. Det giver en effektfuld lydkulisse, så man får en fornemmelse af at bevæge sig rundt i regnskoven blandt vilde dyr. På trods af at der kun er fisk og sommerfugle i udstillingen (…og en flok kakerlakker, at bedømme ud fra lokkedåserne).
Har du endnu ikke været i væksthusene, bør du virkelig tage et smut forbi. Det er godt på vej til at blive en af Århus’ helt store attraktioner, kun overgået af Aros, Den Gamle By og Moesgård Museum.
Det er åbent dagligt fra 9-16, i weekender fra 10-17. Og så er det gratis!
Læs mere om Væksthusene her.
Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker Experimentarium, og jeg var derfor meget glad for at blive inviteret til at se deres nye udstilling, Puls. I Puls handler det ikke overraskende om at gennemgå en række poster, som allesammen indeholder forskellige former for fysisk aktivitet. Vi kommer rundt til så forskellige øvelser som et kæmpe hamsterhjul, en danse-rengøringsleg og en forhindringsbane. Alle aktiviteter er godt lavet, især jorden-er-giftig legen og øvelsen hvor man ved hjælp af et slow-motion kamera kan øve sin hoppeteknik faldt i virkelig god jord hos mig selv og et medbragt barn.
Det specielle ved Puls er dog ikke kun de konkrete aktiviteter, men mere det meget specielle koncept som Experimentarium introducerer med den nye udstilling; de enkelte dele af udstillingen skal ikke ses som individuelle enheder, men skal helst udføres som en samlet oplevelse hvor et hold gennemfører alle øvelserne sammen. Undervejs optjener holdet point og laver samtidig en billedmappe over turen som man til sidst kan få med hjem på email.
Dette koncept garanterer at få din puls i vejret – på den ene eller på den anden måde… når det fungerer er jeg overbevist om at oplevelsen af at gennemgå et forløb sammen som et hold fungerer helt fantastisk. Desværre sætter dette koncept også så stramme rammer for besøget, at risikoen for stærkt forøget puls som følge af et pludseligt vredesudbrud også er meget reel. Som en lille service fra Scienceblog til læserne kommer derfor en kort guide til at sikre at pulsen kommer i vejret på den helt rigtige måde:
1) Tænk dig rigtig godt om, når du laver hold. Når først et hold er sat, kan det ikke splittes op igen, og det betyder, at gruppen skal holde sammen under hele turen. Hvis nogle af deltagerne hopper fra undervejs (der er mange distraktioner på Experimentarium!!) er resten af gruppen forhindret i at fortsætte.
2) Vær forberedt på teknisk bøvl før start på hver aktivitet. Den megen teknik, som er flettet ind i den nye udstilling er ikke fejlfri. At få en hel flok logget ind som deltagere på en øvelse er ikke uden problemer. De tre børn som jeg havde medbragt, havde store problemer med at få drejet armbåndet, så det faktisk blev registreret.
3) Pas på dit armbånd! Puls er (sjovt nok….) forbundet med en del fysisk aktivitet og flere deltagere i vores gruppe nåede at få revet deres armbånd af undervejs.
4) Kig godt efter om du kan finde en Ja-hat et sted hjemme i gemmerne inden du tager afsted. Tro mig, når du kommer igennem alt bøvlet, er det faktisk ret sjovt.
I denne uge blev konferencen Frontiers of Science Education 2014 holdt I Søauditorierne på AU, med ca. 100 tilmeldte og præsentationer fra internationale og danske forskere, forelæggere og undervisere, arrangeret af Center for Science Education. Temaet i år var Transforming Education with Technology, hvordan moderniserer vi vore scienceuddannelser, øger kvaliteten og tilfredsheden for de studerende, på en måde der er overskueligt og håndgribeligt for underviseren?
Rækken af speaks introducerede et godt udpluk af forskellige tiltag. Det strakte sig fra Massive Open Online Courses (MOOC), over citizen science projekter, aktiveringsøvelser og peer instruction programmer, struktureringsplatforme som Blackboard, specialiserede udgivelser fra de store forlæggerhuse, forskellige undervisningscases, samt diverse open source hjælpemidler. Alle speaks og præsentationer blev optaget og bliver lagt på nettet og vi skal nok linke til det så snart det er muligt (link), det er bestemt et kig værd!
Jeg har ventet spændt på denne konference. For to år siden var jeg med til Frontiers 2012, det var lige i starten af min PhD, og jeg blev for første gang introduceret for principper som inverted classroom, peer instruction, Just in Time Teaching, og clicker’en, som nu efterhånden er blevet en accepteret, om end nogle gange lidt tvunget tiltag (med en lidt træt kommentar om ’ja vi har jo lært at vi skal aktivere jer’ og et anstrengt forsøg på at lave et multiple choice spg integreret i et slideshowet der er dateret 2012..), dengang var det en fed oplevelse kan jeg huske.
Allerede ved introduktionen til konceptet var jeg solgt. Som et klassisk eksempel på brug af teknologien i uddannelse, greb den første speaker fra Center for Science Uddannelse, Mikkel Godsk, lige et blast from the past ud af den blå luft: Texas instruments’ Little Professor lommeregneren!
Jeg har vitterligt ikke tænkt på den lille gule professor i over 20 år, men gensynet vakte stor glæde og minderne strømmede ganske uventet ind over mig, instant 80’er throwback.
Den lille professor var bestemt den sjoveste feature i matematikklassen da jeg var barn, men kun i matematikklassen – in class. Der var ikke noget med at den skulle med hjem. Mulighederne i dag er heldigvis helt anderledes og det åbner op for rigtigt mange muligheder for interessante ’out of class’ løsninger, til tider er det ganske unødvendigt overhovedet at have et campus kunne man være fristet til at sige.
Distanceundervisning var et oplagt emne at tage hul på når vi snakker om at inddrage teknologien i undervisningen.
EdX’s Johannes Heinlein var keynote speaker og fortalte om filosofien bag disse ny store uddannelses initiativer som MOOCs er. Open source kurser vinder større og større respekt i udlandet og der er efterhånden rigtigt mange vildt fede kurser fra Bl.a. Harvard, MIT, Stanford, UC Berkeley, Australian National University, UN University, Edinburgh University, alle sammen ganske gratis, og mange udbudt gennem EdX. Det er et interessant medie for selvom der igen i mange år har været en del forskellige langdistance uddannelser (fx Open University), har det ikke været frit tilgængeligt i så høj kvalitet før, med bl.a. webcasts og Skype-forelæsninger.
Der kan være flere tusind tilmeldte til hver kursus, fra alle hjørner af kloden. Med MOOCs og andre open source kurser er der også blevet lanceret en mulighed for bare generelt at få inspiration, at supplere materiale og bruge disse webcasts som ekstramateriale i sin egen undervisning (selvom copyright af dette nok liige skal checkes ordentligt først).
Også herhjemme er der eksempler på distancekurser hvor vægten ligger i out of class aktiviteterne, og man så mødes til koncentrerede seminarer et par gange i løbet af semestret. Pernille Maj Svendsen, Centre for Science Education, viste fra hendes undervisning hvordan man kan optimere kvaliteten af den reducerede facetime der er til rådighed i disse former for kurser.
En anden out of class aktivitet var konceptet bag læring gennem selvforklaring. At skulle omstrukturere den viden man har tillært sig for at kunne dele ud af det til andre er et stærk værktøj. Keynote speaker Paul Denny fra U of Auckland, som har udviklet PeerWise fortalte om deres program og virkningen af at de studerende får lov til at reflektere over indholdet på en facon der giver underviseren mulighed for at overvære det. Det er et open source program der er udviklet som redskab til at få de studerende til at lave spørgsmål til deres medstuderende om pensummet, også kaldet peer instruction. Hver studerende laver så en række spørgsmål henover semestret og de andre skal så besvare dem, reviewe og give feedback på evt. misforståelser fra forfatteren eller deres egen side. Der var mange gode spørgsmål i bunken af de 1 million spørgsmål der er lavet rundt om på kloden, der blev virkeligt brugt noget fantasi til at formulere spørgsmålene. At selv skulle forklare og stille spørgsmål til pensummet er ikke det nyeste koncept indenfor pædagogikken, men platformen her er sjov og intuitiv med gaming elementer som leaderbords, badges og pointsystemer, det gør en stor forskel – og lad os nu være ærlige, det er lidt nemmere at relatere til fysikkens love når vi inddrager King Kong og Godzilla i en nærkamp som eksempel på to af hinanden uafhængige modsatrettede kræfter.
Det var fedt at se at det ikke kun var de store internationale inviterede der tænker udenfor boksen i den sammenhæng. De førnævnte webcasts var et hot emne. Altså at filme dele af forelæsningen eller pensummet og gøre det tilgængeligt online for de studerende. Dette er bl.a. brugt til at modernisere både introduktion til Astrofysik som Ole Eggers Bjælde, Centre for Science Education, kunne fortælle, og – til min store glæde – genfødslen af calculus undervisningen på AU. Calculus forelæsningerne står skarpt printet i mit hoved, og desværre hverken pga. af indholdet eller relevansen, nej som 16 ugers tirsdags og fredagsmorgener jeg aldrig får tilbage. Det var et af de fag hvor underviseren startede oppe i venstre hjørne af tavlen, og så ellers bare gik i gang med at skrive formler ned til han sluttede på sjette tavle, nederst til højre, to timer senere. Jeg er sikker på alle har haft et eller nærmere flere fag af den slags, og resultatet af det semester er at jeg til dato stadig ikke kan forklare hvad calculus går ud på uden at google det først…
I stedet er der nu lavet en række elegante webcasts af varierende længde (1-5 min), som forklarer de vigtigste koncepter i hvert kapitel, hver webcast efterfulgt af en spørgsmålsrække der skulle besvares, så der blev reflekteret over hvad emnet handlede om. Det var sådan lidt Veritasium møder David Attenborough i Danskernes Akademi over settingen, godt og professionelt lavet. Det så mega appetitligt ud og jeg sad helt og overvejede om man skulle tage faget igen, sådan bare lidt for sjov..
Ideen med at genopfriske minderne om den Lille Professor var nok til dels at minde os om at der er sket en del siden slut 70erne og 80’erne, og det er jo så absolut en anden verden siden Professoren lå på bordet, men også at de samme virkemidler understøtter læring i dag: leg, refleksion og gentagelser. Gamification og citizen science platforme er og bliver bare et af de mest interessante nye tiltag både inden for science generelt men også i undervisningen, og også på AU! Jacob Sherson og hans innovative gruppe lancerede StudentResearcher, som ligger under paraplyorganisationen Science@Home, under konferencen. Spillet tillader alle at blive deres egen researcher og lege sig til at hjælpe forskningen i bl.a. kvantecomputere, samtidig med at det forklarer konceptet og fysikken bag de simple spil, der så kan forbedre scoren. Samtidig bruges de mange forsøg/spil som simuleringer i udviklingen af kvantecomputeren. I skrivende stund er jeg stadig tabt bag vognen så snart jeg hører ordet kvante, men jeg glæder mig til at få taget hul på spillet og afmystificeret konceptet!
Også Ditlev Brodersen fra AU institut for Molekylær Biologi og Genetik lancerede en ny platform til at introducere peer instruction i undervisningen, kaldet Curriculearn.dk. Platformen er designet til at studerende fra folkeskolen til PhD niveau får stillet en række spørgsmål af underviseren som skal besvares. Besvaringen bliver så anonymt reviewet af tre andre studerende og sød diskussion og refleksion kan opstå. Der er stadig kun tale om beta test af platformen, så der er forbedres stadigt, men programmet ser meget lovende ud, og et rigtigt fint tiltag at indføre review og peer instruction processen out of class.
Der var rigtigt mange andre rigtig gode oplæg og workshops til Frontiers 2014, jeg kunne blive ved, men vil i stedet opfordre til at se oplæggene når de bliver lagt ud. 
Refleksionerne på konferencen var i stor stil at alle var inspirerede. De fleste af de undervisere jeg snakkede under konferencen ytrede at de ville bestemt med vil supplere nogle af disse tiltag i undervisningen, men vil ikke fjerne noget der allerede virkede (øh nej, det ville da også være at skyde sig selv i foden..). De få studerende der deltog, udtrykte et behov for at kedsomheden ved den traditionelle form for undervisning skal italesættes og irettesættes, men synes det var inspirerende at se undervisere prøve at udvikle sig, og se det fra den anden side. Næste gang burde der måske være flere studerende med til Frontiers, det var godt at få sat ord på efterspørgslen. Andre udtrykte bekymring om hvor lang tid det ville tage at implementere disse ændringer, og hvem der skulle betale for deres tid.
Jeg fornemmede også der var en tendens til at rynke lidt på næsen over den grad af Hollywood der syntes at træde ind i klasselokalet. Underviseren er gået fra at være en rent faglig formidler, til at skulle være underholdende, og nu også på skærmen. Jeg må indrømme jeg synes nu det er fedt. Vi ser at der er en stigende interesse for videnskab helt generelt, fx forskellige populær videnskabelige talks, Folkeuniversitetet o.l., så det er mere og mere almindeligt accepteret at du skal kunne lave et godt ’show’. Og ja selv om video over tid måske overtager tekstbogen, er det i første omgang kun som et supplement, og i virkeligheden bliver det en gradueret overgang. En af de vigtigste pointer jeg tog med hjem fra denne konference var netop at der blev opfordret til at tilgå undervisningen som videnskab generelt. Lav eksperimenter med jeres undervisning, link til små fede videoer fra nettet og lav jeres eget hvis i ikke kan finde noget godt der passer ind, midlerne er til rådighed.
Jeg husker, at jeg som barn besøgte Experimentarium en gang vi var på tur til København. Jeg husker ikke meget af det besøg, udover at jeg var glad for det. Som voksen har jeg været der adskillige gange og er blevet skuffet hver gang; det er de sædvanlige problemer som man ser gang på gang den slags steder, for mange forsøg man kender, for små effekter og alt, alt for lidt udskiftning i udstillingen betød at jeg meget meget hurtigt mistede entusiasmen for stedet.
Så fik jeg børn.
Nu elsker jeg Experimentarium!
Først når man har et par unger med (i mit tilfælde 3 og 5 år ved seneste besøg) forstår man, at det slet ikke gør noget, at forsøgene er gamle travere, det viser sig nemlig lidt til min overraskelse at kendskab til forsøg ikke nedarves, ungerne er ligeglade med om jeg går og brokker mig over uopfindsomhed, de synes ikke der er skruet for langt ned for effekterne og de har slet, slet ikke noget imod at der kun er begrænset udskiftning i udstillingen. Genkendelsens glæde skal man ikke undervurdere…
Læg så dertil at Experimentarium som ingen andre har forstået vigtigheden af gode praktiske forhold så som toiletter og plads til madpakker og man har en sikker vinder!
Faktisk forekommer Experimentariums løsning så oplagt, at man kunne tænke, at alle andre lignende institutioner vil være indrette på omtrent samme måde. Men ak nej, et besøg i Den Blå Planet viser med skræmmende sikkerhed hvor let det er at gøre omtrent det hele forkert.
Hvor Experimentarium har taget bolig i noget der mest minder om en gammel fabrikshal har Den Blå Planet valgt en dyr arkitekttegnet bygning som måske ser fin ud, men hvor forholdene for besøgende er helt igennem håbløse, stedet mangler ganske enkelt plads; uanset hvor man går er man ved at blive mast og at få et kig på en fisk er ualmindeligt svært, især hvis man gerne også vil lade ungerne kigge med. Køen til toiletterne er konsekvent lang og at få et skab i garderoben er et lotterispil man reelt kun har en chance i hvis man ankommer indenfor de første 10 minutter af åbningstiden.
Havde jeg kun været mig selv og mine spidse albuer havde jeg sikkert stadig synes at Experimentarium var kedeligt og jeg kunne da sikkert nok finde på at gå i den Blå Planet en gang imellem. Men nu er sagen klar:
Jeg elsker Experimentarium!
Et nyt britisk studie har dokumenteret, at folk der går til deres arbejde har markant lavere risiko for at udvikle diabetes og forhøjet blodtryk, end folk der kører i bil.
Læs hele indlægget på Seiersen Science.
Netaviserne verden over er ved at ændre sig, og flere og flere eksperimenterer med forskellige betalingsmodeller for indhold, der før var gratis. I Danmark er det vist snart alle større aviser, der har indført en eller anden betalingsform, omend der stadig arbejdes med mange forskellige modeller, så vi har helt sikkert ikke set de endegyldige løsninger.
Jeg har ikke købt abonnement eller netadgang til en eneste dansk netavis, men nu har jeg alligevel fundet et netmedie, der har fanget mig, og som jeg har købt abonnement på: MATTER.
Læs hele indlægget på Seiersen Science.
