Jeg havde i går fornøjelse af at være med i juryen ved konkurrencen Unge Forskere, hvis finale blev afholdt i Forum i København.
I dagene op til havde jeg faktisk overvejet, om det var indsatsen værd. Det koster mig – ud over en masse forberedende læsearbejde – en feriedag fra kl. 6 til 24, hvor jeg pga. min bopæl i Østjylland og tidlig efterfølgende arbejdsdag endda går glip af den tilhørende jurymiddag.
Men det var indsatsen værd. Helt sikkert.
Da jeg forlod Forum, var det med en særdeles positiv følelse af, at der virkelig er håb for Danmarks fremtid. Omkring 2.000 projekter var indsendt af unge grundskole- og gymnasieelever, og kvaliteten var rigtig, rigtig høj.
Jeg dømte selv i kategorien “Physical Science”, der dækker fag som fysik, matematik, datalogi, statistik og astronomi.
Supernovaer i Sønderborg
Her var f.eks. Lasse, en gymnasieelev fra Sønderborg, der havde foretaget observationer af en supernova i en fjern galakse. Da dataene ikke var tilfredsstillende, kontaktede han en forskningsgruppe på Oxford og overtalte dem til at dele deres observationer med ham, som han så selv kunne databehandle og lave teoretiske modeller på. Ikke nok med det, Lasses præsentation var ganske enkelt i særklasse.
Lasses gymnasium, Alssund Gymnasiet, løb både med første- og andenpræmien i kategorien, og Lasses projekt blev valgt som den samlede vinder i seniorkategorien. Ydermere blev en af gymnasiets astronomilærere, Michael Jensen, valgt som Årets Underviser.
Astronomi har længe haft en overordentlig stærk base på gymnasiet, ikke mindst takket være lærer Mogens Winther, som var med til at opbygge gymnasiets flotte observatorium. Det er dejligt at se, når fremragende indsats fra lærerne afspejler sig i elevernes succes.
Svømmefysik
Et andet projekt, der blev bemærket af mange, kom fra den unge elitesvømmer Anna, der ud fra ønsket om at forbedre sin svømmeteknik havde designet forsøg, der undersøgte hastigheder og kræfter som funktion af tid gennem et komplet svømmetag med benspark i brystsvømning.
Anna kunne tydeligt se på sine målinger, at det var helt galt med bensparket. Når hun bøjede benene, faldt hastigheden faktisk til 0 m/s. Hun implementerede en ny teknik, og ved det efterfølgende stævne skar hun et halvt sekund af sin tid. Hun var i øvrigt fuldkommen bevidst om, at det selvfølgelig kunne skyldes mange andre faktorer, men hun fik stor ros for problemformulering, design af forsøg samt analyse.
…og så i øvrigt også for en rigtig klar og præcis posterfremstilling, som hun her præsenterer til en tilhører:
På mit køkkenbord kan man finde en orange skål fyldt med en ret beset ganske underlig samling af døde insekter og andet mere eller mindre ulækkert kryb. Dette skyldes ikke en underlig form for madlavning, men er en samling omhyggeligt opbygget af ungerne siden de fik foræret et mikroskop af deres bedsteforældre i foråret. Det viser sig nemlig, at det at have et mikroskop til rådighed er fantastisk motiverende for at samle alle mulige prøver til senere analyse.
Selve mikroskopet er et BioLux NV og er købt i en rodebunke i en tysk dagligvareforretning til en pris langt under hvad der står på hemmesiden, men er alligevel ganske avanceret. Der er mulighed for at prøve mange af de aspekter man også kommer til at møde senere i livet når man får adgang til langt dyrere mikroskoper. Instrumentet kommer med to forskellige øjestykker og tre forskellige linser hvilket alt i alt giver seks forskellige forstørrelser som desværre kun kan vælges i trin. Fokus justeres ved at flytte prøven op og ned i forhold til linsen og prøven kan oplyses både nedefra og oppefra eller begge dele. Desuden medfølger et lille xy-bord til at flytte prøven. Derved har man alt i alt utroligt mange frihedsgrader og der er virkelig gode muligheder for at sidde i lang tid og prøve at få et godt billede ud af en prøve. Mine børn er henholdsvis 3½ og 5½ og i hvert fald den store er helt med på at sidde og eksperimentere med at finde et flot billede.
Det viser sig dog at selve mikroskopet ikke er specielt afgørende, det vigtige er, at man med et mikroskop i huset pludselig kan undersøge sin omverden og det bliver derfor et middel og ikke et mål. Hurtigt lærer børnene, at selv meget små ting kan indeholde en hel verden af overraskelser, hvis man bare kigger godt nok efter, og der går derfor ikke lang tid inden de kommer rendende med alverdens dyr og dimser og vil have dem undersøgt grundigt i mikroskopet. Selvom man jo let kan finde billeder af næsten alt på internettet er der en utrolig tilfredsstillelse i selv at finde et insekt og finde ud af hvordan det ser ud.
Det ene øje på en mariehøne, i forgrunden anes lidt af kæberne.
Som man ser på billedet er hverken dybdeskarphed eller opløsningsevne særlig imponerende forhold til professionelle mikroskoper, og som voksen sidder man hele tiden og ærgrer sig over, at man ikke lige kan komme lidt tættere på eller få fokus på et lidt større område, men virkeligheden er jo, at om så man havde købt et mikroskop for det meste af sin årsløn, ville man sidde med nøjagtigt den samme fornemmelse, bare ved en lidt større forstørrelse. Men et instrument i denne prisklasse har en fantastisk høj tilgængelighed og det giver altså mange point hos ungerne.
Så hvis du vil have et forslag til julegaven i år: Køb et mikroskop.
Da jeg studerede astrofysik på Aarhus Universitet for en snes år siden blev vi med interesse for astronomien ofte drillet af de andre fysikstuderende og undervisere med, at astronomien jo kun handler om at se på pæne billeder. Ærindet med dette indlæg er at pege på denne drift mod skønhed som mange fejlagtigt ikke forbinder med naturvidenskab. Fascination af skønheden i naturen i bred forstand er noget langt de fleste naturvidenskabsfolk (ikke kun astronomer) deler. Skønheden findes både i fænomenerne og underliggende i naturens orden.
Siden studietiden i Århus er astronomien blevet min levevej. Jeg har nu den udsøgte fornøjelse at undervise studerende på Niels Bohr Institutet i astrofysik. Særligt stor glæde har jeg ved at undervise i Observationel Astrofysik, idet vi her hvert år i august måned har et sommerkursus for bachelor studerende ved det Nordisk Optiske Teleskop på La Palma.
I år var vi afsted med 13 studerende og to undervisere. Hensigten med kurset er at introducere de studerende til nogle centrale praktiske aspekter i det observationelle “håndværk”, f.eks. bestemmelse af, hvornår givne himmellegemer kan observeres, hvordan man skal observere for at besvare et givet spørgsmål, hvor længe man skal observere, hvordan man kalibrere observationer, hvordan man efterbehandler.
De studerendes observationer har over årene dækket en meget bred vifte af emner rækkende fra planeter om andre stjerner til kvasarer i den anden ende af Universet. Fælles for alle skolerne er dog, at de studerende altid er interesserede i at bruge en lille del af tiden på at tage billeder af nære, smukke objekter – netop p.g.a. af den fascination af skønheden jeg nævnte.
Her vil jeg blot give et par eksempler på de studerendes observationer fra i år.
Messier 16 er et stjernedannende område i vores egen galakse Mælkevejen. Stjerner dannes i kolde skyer med molekyler og støv. De blå stjerner øverst til højre er nydannede, mens man for neden til venstre kan se resterne af den kolde gassky. Den grønne farve kommer fra gas, der lyser i en kraftig linie fra ioniseret ilt.Her ses en del af den såkaldte svanetåge, der er en del af et meget stort stjernedannende område i Mælkevejen. Tågen er her observeret bl.a. i et filter, der er følsom for lys fra brintgas, der lyser stærkt i rødt lys.Her ses et par galakser i kosmisk dans (Arp 273). Systemet er observeret i et blåt, et grønt og et rødt filter.
Jeg synes det er vigtigt at huske denne skønhed. Vi er grebet af grundforskning ikke kun p.g.a. at skabe økonomisk vækst, men også p.g.a. skønheden og vores længsel efter at forstå, hvad det er for en dybere virkelighed vi er en del af.
Dansk naturvidenskabelig forskning er blandt verdens førende. De seneste godt 100 år har ni danskere modtaget Nobelprisen i naturvidenskab. Hvis danskerne skal blive ved med at være blandt eliten, skal den offentlige interesse for naturvidenskab være stor. Flere unge skal vælge de naturvidenskabelige uddannelser og op-bakning fra den brede befolkning er vigtig. Her kommer journalisterne ind i billedet. Journalister har gode muligheder for at formidle naturvidenskaben, men de udnytter den ikke til fulde.
”Det har betydning for dansk forskning og forskningspolitik, at der er forståelse for naturvidenskab i den brede befolkning, for det er med til at sikre tilslutning til politiske beslutninger om øgede statslige investeringer i forskningen,” siger Kristian Hvidtfelt Nielsen, lektor på institut for videnskabsstudier ved Aarhus Universitet.
Landets journalister kan hjælpe med at øge befolkningens interesse gennem interessant videnskabsformidling. Men videnskabsjournalistik uden videnskabsjournalister gør mere skade end gavn. Journalistikken er med til at fastholde den naturvidenskabelige stereotyp ved for eksempel altid at interviewe den excentriske og besynderlige fysiker Holger Bech Nielsen, når nye naturvidenskabelige opdagelser skal forklares. Holger Bech Nielsen er underholdende og god på TV, men repræsentativ for den almindelige naturvidenskabsmand er han ikke. Sidste år afholdte Niels Bohr Institutet en stor konference i anledningen af hundredåret for Niels Bohrs verdensberømte atommodel. Holger Bech Nielsen viste sig atter for de mange TV seere, skønt Danmark ikke er fattig på fremragende formidlere af naturvidenskab. I det samme indslag fik journalisten sagt, at der disse dage var samlet en stor flok nørder i København til konference. Ordet nørd er ikke just positivt klingende, selvom det måske burde være det.
En fælles europæisk rapport fra 2013 viser, at danskerne er meget interesserede i naturvidenskab og teknologi, og at danskerne mener, at naturvidenskab og teknologi har positiv indflydelse på samfundet. Men alligevel bliver der set skævt til de, der arbejder med naturvidenskab. De er en slags udstødte, der trods deres nationale nytte, ikke får taletid i den danske presse.
Problemet starter allerede i folkeskolen, hvor faget natur/teknik, ifølge en rapport udarbejdet af Akademiet for de Tekniske Videnskaber, kun bliver undervist af lærere uddannet i faget 50 % af tiden. Resten af tiden er det lærere med linjefag i for eksempel dansk eller historie, der underviser eleverne. Børn har en naturlig nysgerrighed, som man kan frygte forsvinder ved dårlig natur/teknik undervisning. I udskolingen, når eleverne møder de klassiske naturvidenskabelige fag, som fysik/kemi, biologi og geografi, møder eleverne ifølge rapporten i højere grad lærere, som er klædt på til opgaven. Men hvis den indre glød for naturvidenskab er blevet slukket af dårlig undervisning i natur/teknik, kan det være svært at tænde den igen.
Det er ikke, fordi skolerne ikke gider ansætte lærere med de rigtige linjefag men derimod mangel på lærere med naturfag, der er skyld i problemet. Landets seminarier har haft svært ved at tiltrække studerende til naturfagslæreruddannelsen. Det kan skyldes den manglende almene interesse for naturvidenskab. Det er en ond cirkel, hvis manglende interesse giver færre naturfagslærere, fordi færre naturfagslærere skaber manglende interesse.
I den europæiske rapport fra 2013 svarer 72 % af danskerne, at befolkningen skal involveres i beslutninger, der handler om naturvidenskab og teknologi. Det kræver, at befolkningen bliver bedre oplyst. Det er svært at tage stilling til sager, man ikke ved noget om, skønt det bliver gjort i vid udstrækning. Der findes ikke mange danskere, der ikke har en holdning til atomkraft. Men der er ikke mange, der ved, at vi er kommet langt siden Tjernobyl, så atomkraft i dag måske er den reneste form for energi. Inden for fysikken er der stadig mange ubesvarede spørgsmål, og et af de helt store spørgsmål prøver man at besvare på CERN, som er et stort forskningsanlæg i Schweiz. Her var der desværre en fysiker, der kom til at nævne sorte huller for pressen, og så rullede historien. Det er sandt, at der på CERN bliver skabt sorte huller, men sorte huller sluger ikke hele verdener, som man ser i science fiction.
Det er et problem, at journalister hælder vrangforestillinger ind i hovedet på befolkningen, så lovende forskning må stoppes, fordi der pludseligt ikke er opbakning fra befolkningen længere.
Vi skal væk fra Ekstra Blads-journalistik, som spiller på at skabe frygt og rædsel i befolkningen, hvis befolkningen skal have et grundlag for at være med i beslutninger, der handler om naturvidenskab og teknologi.
Gæsteindlæg: Dagens gæsteskribent er forfatter og udgiver af MatBog.dk og beskriver sig selv således: “Frank Villa er vist nok 38 år gammel og bor i et hus med stråtag. Han er uddannet i matematik og fysik med en ph.d.-grad i topologisk kvantefeltteori fra Aarhus Universitet. Han har været gymnasielærer siden 2006 og har skrevet en bog om matematik. Desuden rejser han så ofte som muligt hen til steder hvor der er total solformørkelse og/eller vilde dyr”.
Hej, jeg hedder Frank, jeg er naiv.
Richard Stallmann har spillet en væsentlig rolle i min opvækst, og jeg har læst Lawrence Lessigs bog “Free Culture” to gange. Hvis du ikke er bekendt med disse navne, vil jeg lige starte med et ultrakort resumé:
Ideen om fri software og fri kultur kan bedst forstås med udgangspunkt i en misforståelse. Nemlig den misforståelse som kan opstå fordi ordet “fri” og ordet “gratis” staves ens på engelsk.
Richard Stallmann har forklaret forskellen ved at sige at “Free Software” skulle forstås lige som “Free Speech”, men ikke som “Free Beer”.
Desværre er der mange som ikke kender forskel på disse to. I Danmark, hvor vi egentlig har to forskellige ord, er der rigtigt mange (f.eks. 95% af mine lærerkolleger) som tror at software som ligger frit tilgængeligt på internettet kan og bør bruges kvit og frit. Så kan ophavsmændene til denne software jo tjene penge ved at samle flasker i en park. Programmører bliver vel lykkelige fordi vi gider at bruge det som de har lavet? Eller hvad?
I 2005 blev jeg ansat som gymnasielærer i matematik.
Lige som mange andre unge idealister blev jeg overrasket over hvor dårlige de eksisterende lærebøger var. Jeg kunne finde helt grundlæggende, faktuelle misforståelser i næsten hver eneste, og eleverne læste dem simpelt hen ikke.
Lige som mange andre unge idealister med for meget fritid, begyndte jeg derfor at skrive et alternativ. Det startede som nogle supplerende noter og voksede langsomt til at dække omkring halvdelen af alt gymnasiestoffet. Mine elever elskede det. Naturligvis var der en positiv effekt fra at noterne var skrevet i det samme sprog som jeg brugte med dem til hverdag. Og naturligvis var der en positiv effekt fra at vi kunne være fælles om at hade og håne den gamle, dumme bog. Men selv når disse effekter blev fraregnet (bl.a. ved at nogle af mine kolleger brugte noterne), var der en tydelig tendens til at især de middelstærke og stærke elever fik et stort udbytte af at bruge dem.
Ifølge den feedback jeg har fået fra eleverne, adskiller materialet sig på mange punkter fra andre matematikbøger.
Det er skrevet i et tidssvarende og læsevenligt sprog med respekt for typografi og korrekte kommaer. Der er meget tekst, så hvis man bare mestrer kunsten at læse, kan man finde forståelige forklaringer på alt hvad der virker mystisk.
Der er aldrig gået på kompromis med den matematiske præcision. Når der en gang imellem springes hen over nogle (alt for avancerede) detaljer, så indrømmes det altid åbent. Jeg tror på at man saboterer elevers forståelse af matematik, hvis man giver dem en illusion af at noget uhyre kompliceret er simpelt.
Alle definitioner, regler, formuleringer, navngivninger o.s.v. er tænkt meget grundigt igennem. Dvs. der er ingen dumme, intetsigende navne i stil med “tretrinsreglen” eller “topunktsformlen” (Bemærk at der kun er et enkelt “p” i den sidste. Da jeg første gang hørte om dette navn, nægtede jeg at tro på at nogen kunne finde på at bruge det. Men det findes!). Og der er ingen definitioner som strider direkte imod de rigtige definitioner i den etablerede matematik (såsom at definere det bestemte integral som tilvæksten i en stamfunktion, og derefter lade som om alle ved hvad et “areal” er).
Det samme stof bliver behandlet fra forskellige vinkler i forskellige dokumenter. F.eks. er definitioner og lange forklaringer henlagt til “Teori og Baggrund”-dokumenter, mens “metoder og eksempler” og “sætning og bevis” har deres egne dokumenttyper. En særlig nyskabelse er “Pointen med…”-dokumenterne som forsøger at forklare hovedemnerne på en simpel måde, hvor detaljer bliver ofret til fordel for den essentielle forståelse.
Der er altid plads til eksperimenter. Det som fungerer bliver stående, og det som ikke gør bliver fjernet igen. Eftersom forfatteren også er økonomiansvarlig og chef, går den slags beslutninger enormt hurtigt.
Der er plads til humor og pjat. Der er links og referencer til internet-memes og andet ungdomskultur. Som regel er det plat på sådan en “fuld onkel”-agtig måde. Men det giver et tiltrængt afbræk i den tunge stringens i ny og næ, og enkelt elever bliver mere motiverede til at læse, fordi de leder efter det useriøse indslag.
Der er fejl, lige som i alle andre bøger. Nogle dokumenter er skrevet klokken 4 om natten i et fly, og det kan ses. Men som den eneste matematikbog i verden, kan både lærere og elever indberette disse fejl elektronisk, og så bliver de rettet mere eller mindre øjeblikkeligt. I gennemsnit går der 2 timer fra en fejl er blevet påpeget til at den er rettet.
Nå, tilbage til historien…
Nu fulgte en periode hvor jeg drømte om at blive rig. Jeg undersøgte mulighederne for at få noterne udgivet som en bog hos et etableret forlag. Men det viste sig hurtigt at de arbejdsvilkår som forlagene tilbyder deres forfattere, og ikke mindst den latterligt lave provision (typisk under 10% af indtægterne fra salg) slet ikke tiltalte mig. Jeg havde brug for meget mere kreativt frirum, og jeg kunne ikke holde tanken ud om at se reklamefolk, slipsetyper og HR-medarbejdere tjene flere penge end mig selv på den bog jeg havde skrevet.
Så jeg bestemte at jeg ville prøve at blive udgiver. Med en filosofi om at selv hvis alting gik galt, så ville det gå bedre end alternativet.
Jeg lagde noterne op på en webside, lavede en spøjs måde at navigere imellem dem på ved hjælp af mindmaps og fik en yderst talentfuld elev til at hjælpe med lidt webdesign.
På den måde opstod MatBog.dk. Min matematikbog. Og lidt senere opstod “IT Teaching Tools” – mit forlag.
Jeg havde en kort periode (faktisk kun et par timer) hvor jeg spekulerede på om man kunne forhindre kopiering og uretmæssig distribution af bogmaterialet.
Det kan man ikke.
Ihvertfald ikke uden at spolere bogmaterialet og irritere brugerne grænseløst. Derfor ligger alt bogmaterialet den dag i dag helt frit tilgængeligt for alle som gider at registrere sig som bruger. De udgives under en Creative Commons licens som udelukkende har til formål at sikre at der ikke er andre som tager æren eller tjener penge på mit arbejde. Og den eneste straf for at dele og downloade dokumenterne andre steder er at man risikerer at få en version som ikke er opdateret med de nyeste rettelser af fejl.
Nu er så min store drøm at de danske gymnasier vil opdage at der ligger et helt frit og overlegent alternativ til de afsindigt dyre bøger og såkaldte “i-bøger” som de etablerede forlag overdænger dem med reklamer for.
Og en endnu større drøm er at de danske gymnasier indser at man faktisk kan og bør betale for frit tilgængeligt materiale.
For at motivere til det sidste har jeg påbegyndt opbygningen af et lille arsenal af “premium features” som man får adgang til hvis man køber et abonnement. Disse er dog langt fra færdige, fordi jeg hverken har tid eller råd til at lægge det arbejde i som kræves.
Men jeg håber at nogen vil indse at det godt kan betale sig at give penge for noget der umiddelbart ser gratis ud. Fordi de kan se at pengene vil blive brugt til noget fornuftigt.
I denne uge blev konferencen Frontiers of Science Education 2014 holdt I Søauditorierne på AU, med ca. 100 tilmeldte og præsentationer fra internationale og danske forskere, forelæggere og undervisere, arrangeret af Center for Science Education. Temaet i år var Transforming Education with Technology, hvordan moderniserer vi vore scienceuddannelser, øger kvaliteten og tilfredsheden for de studerende, på en måde der er overskueligt og håndgribeligt for underviseren?
Rækken af speaks introducerede et godt udpluk af forskellige tiltag. Det strakte sig fra Massive Open Online Courses (MOOC), over citizen science projekter, aktiveringsøvelser og peer instruction programmer, struktureringsplatforme som Blackboard, specialiserede udgivelser fra de store forlæggerhuse, forskellige undervisningscases, samt diverse open source hjælpemidler. Alle speaks og præsentationer blev optaget og bliver lagt på nettet og vi skal nok linke til det så snart det er muligt (link), det er bestemt et kig værd!
Jeg har ventet spændt på denne konference. For to år siden var jeg med til Frontiers 2012, det var lige i starten af min PhD, og jeg blev for første gang introduceret for principper som inverted classroom, peer instruction, Just in Time Teaching, og clicker’en, som nu efterhånden er blevet en accepteret, om end nogle gange lidt tvunget tiltag (med en lidt træt kommentar om ’ja vi har jo lært at vi skal aktivere jer’ og et anstrengt forsøg på at lave et multiple choice spg integreret i et slideshowet der er dateret 2012..), dengang var det en fed oplevelse kan jeg huske.
Allerede ved introduktionen til konceptet var jeg solgt. Som et klassisk eksempel på brug af teknologien i uddannelse, greb den første speaker fra Center for Science Uddannelse, Mikkel Godsk, lige et blast from the past ud af den blå luft: Texas instruments’ Little Professor lommeregneren!
Mikkel Godsk reintroducerede den Lille Professor, glemt 80’er ikon
Jeg har vitterligt ikke tænkt på den lille gule professor i over 20 år, men gensynet vakte stor glæde og minderne strømmede ganske uventet ind over mig, instant 80’er throwback.
Den lille professor var bestemt den sjoveste feature i matematikklassen da jeg var barn, men kun i matematikklassen – in class. Der var ikke noget med at den skulle med hjem. Mulighederne i dag er heldigvis helt anderledes og det åbner op for rigtigt mange muligheder for interessante ’out of class’ løsninger, til tider er det ganske unødvendigt overhovedet at have et campus kunne man være fristet til at sige.
Distanceundervisning var et oplagt emne at tage hul på når vi snakker om at inddrage teknologien i undervisningen.
Johannes Heinlein EdX: “Education should be non-profit”
EdX’s Johannes Heinlein var keynote speaker og fortalte om filosofien bag disse ny store uddannelses initiativer som MOOCs er. Open source kurser vinder større og større respekt i udlandet og der er efterhånden rigtigt mange vildt fede kurser fra Bl.a. Harvard, MIT, Stanford, UC Berkeley, Australian National University, UN University, Edinburgh University, alle sammen ganske gratis, og mange udbudt gennem EdX. Det er et interessant medie for selvom der igen i mange år har været en del forskellige langdistance uddannelser (fx Open University), har det ikke været frit tilgængeligt i så høj kvalitet før, med bl.a. webcasts og Skype-forelæsninger.
Der kan være flere tusind tilmeldte til hver kursus, fra alle hjørner af kloden. Med MOOCs og andre open source kurser er der også blevet lanceret en mulighed for bare generelt at få inspiration, at supplere materiale og bruge disse webcasts som ekstramateriale i sin egen undervisning (selvom copyright af dette nok liige skal checkes ordentligt først).
Også herhjemme er der eksempler på distancekurser hvor vægten ligger i out of class aktiviteterne, og man så mødes til koncentrerede seminarer et par gange i løbet af semestret. Pernille Maj Svendsen, Centre for Science Education, viste fra hendes undervisning hvordan man kan optimere kvaliteten af den reducerede facetime der er til rådighed i disse former for kurser.
En anden out of class aktivitet var konceptet bag læring gennem selvforklaring. At skulle omstrukturere den viden man har tillært sig for at kunne dele ud af det til andre er et stærk værktøj. Keynote speaker Paul Denny fra U of Auckland, som har udviklet PeerWise fortalte om deres program og virkningen af at de studerende får lov til at reflektere over indholdet på en facon der giver underviseren mulighed for at overvære det. Det er et open source program der er udviklet som redskab til at få de studerende til at lave spørgsmål til deres medstuderende om pensummet, også kaldet peer instruction. Hver studerende laver så en række spørgsmål henover semestret og de andre skal så besvare dem, reviewe og give feedback på evt. misforståelser fra forfatteren eller deres egen side. Der var mange gode spørgsmål i bunken af de 1 million spørgsmål der er lavet rundt om på kloden, der blev virkeligt brugt noget fantasi til at formulere spørgsmålene. At selv skulle forklare og stille spørgsmål til pensummet er ikke det nyeste koncept indenfor pædagogikken, men platformen her er sjov og intuitiv med gaming elementer som leaderbords, badges og pointsystemer, det gør en stor forskel – og lad os nu være ærlige, det er lidt nemmere at relatere til fysikkens love når vi inddrager King Kong og Godzilla i en nærkamp som eksempel på to af hinanden uafhængige modsatrettede kræfter.
Det var fedt at se at det ikke kun var de store internationale inviterede der tænker udenfor boksen i den sammenhæng. De førnævnte webcasts var et hot emne. Altså at filme dele af forelæsningen eller pensummet og gøre det tilgængeligt online for de studerende. Dette er bl.a. brugt til at modernisere både introduktion til Astrofysik som Ole Eggers Bjælde, Centre for Science Education, kunne fortælle, og – til min store glæde – genfødslen af calculus undervisningen på AU. Calculus forelæsningerne står skarpt printet i mit hoved, og desværre hverken pga. af indholdet eller relevansen, nej som 16 ugers tirsdags og fredagsmorgener jeg aldrig får tilbage. Det var et af de fag hvor underviseren startede oppe i venstre hjørne af tavlen, og så ellers bare gik i gang med at skrive formler ned til han sluttede på sjette tavle, nederst til højre, to timer senere. Jeg er sikker på alle har haft et eller nærmere flere fag af den slags, og resultatet af det semester er at jeg til dato stadig ikke kan forklare hvad calculus går ud på uden at google det først…
I stedet er der nu lavet en række elegante webcasts af varierende længde (1-5 min), som forklarer de vigtigste koncepter i hvert kapitel, hver webcast efterfulgt af en spørgsmålsrække der skulle besvares, så der blev reflekteret over hvad emnet handlede om. Det var sådan lidt Veritasium møder David Attenborough i Danskernes Akademi over settingen, godt og professionelt lavet. Det så mega appetitligt ud og jeg sad helt og overvejede om man skulle tage faget igen, sådan bare lidt for sjov..
Ideen med at genopfriske minderne om den Lille Professor var nok til dels at minde os om at der er sket en del siden slut 70erne og 80’erne, og det er jo så absolut en anden verden siden Professoren lå på bordet, men også at de samme virkemidler understøtter læring i dag: leg, refleksion og gentagelser. Gamification og citizen science platforme er og bliver bare et af de mest interessante nye tiltag både inden for science generelt men også i undervisningen, og også på AU! Jacob Sherson og hans innovative gruppe lancerede StudentResearcher, som ligger under paraplyorganisationen Science@Home, under konferencen. Spillet tillader alle at blive deres egen researcher og lege sig til at hjælpe forskningen i bl.a. kvantecomputere, samtidig med at det forklarer konceptet og fysikken bag de simple spil, der så kan forbedre scoren. Samtidig bruges de mange forsøg/spil som simuleringer i udviklingen af kvantecomputeren. I skrivende stund er jeg stadig tabt bag vognen så snart jeg hører ordet kvante, men jeg glæder mig til at få taget hul på spillet og afmystificeret konceptet!
Også Ditlev Brodersen fra AU institut for Molekylær Biologi og Genetik lancerede en ny platform til at introducere peer instruction i undervisningen, kaldet Curriculearn.dk. Platformen er designet til at studerende fra folkeskolen til PhD niveau får stillet en række spørgsmål af underviseren som skal besvares. Besvaringen bliver så anonymt reviewet af tre andre studerende og sød diskussion og refleksion kan opstå. Der er stadig kun tale om beta test af platformen, så der er forbedres stadigt, men programmet ser meget lovende ud, og et rigtigt fint tiltag at indføre review og peer instruction processen out of class.
Der var rigtigt mange andre rigtig gode oplæg og workshops til Frontiers 2014, jeg kunne blive ved, men vil i stedet opfordre til at se oplæggene når de bliver lagt ud.
Refleksionerne på konferencen var i stor stil at alle var inspirerede. De fleste af de undervisere jeg snakkede under konferencen ytrede at de ville bestemt med vil supplere nogle af disse tiltag i undervisningen, men vil ikke fjerne noget der allerede virkede (øh nej, det ville da også være at skyde sig selv i foden..). De få studerende der deltog, udtrykte et behov for at kedsomheden ved den traditionelle form for undervisning skal italesættes og irettesættes, men synes det var inspirerende at se undervisere prøve at udvikle sig, og se det fra den anden side. Næste gang burde der måske være flere studerende med til Frontiers, det var godt at få sat ord på efterspørgslen. Andre udtrykte bekymring om hvor lang tid det ville tage at implementere disse ændringer, og hvem der skulle betale for deres tid.
Jeg fornemmede også der var en tendens til at rynke lidt på næsen over den grad af Hollywood der syntes at træde ind i klasselokalet. Underviseren er gået fra at være en rent faglig formidler, til at skulle være underholdende, og nu også på skærmen. Jeg må indrømme jeg synes nu det er fedt. Vi ser at der er en stigende interesse for videnskab helt generelt, fx forskellige populær videnskabelige talks, Folkeuniversitetet o.l., så det er mere og mere almindeligt accepteret at du skal kunne lave et godt ’show’. Og ja selv om video over tid måske overtager tekstbogen, er det i første omgang kun som et supplement, og i virkeligheden bliver det en gradueret overgang. En af de vigtigste pointer jeg tog med hjem fra denne konference var netop at der blev opfordret til at tilgå undervisningen som videnskab generelt. Lav eksperimenter med jeres undervisning, link til små fede videoer fra nettet og lav jeres eget hvis i ikke kan finde noget godt der passer ind, midlerne er til rådighed.
Fysikshow Aarhus har endeligt fået den opmærksomhed vi fortjener. Som medlem af fysikshow glæder det mig, at vi nu er blevet populære på youtube. Vi er danske fysikstuderende fra Aarhus Universitet, som har lavet et så enestående fysikforsøg, at en video af eksperimentet er gået viralt på youtube.
Fysikshow Aarhus har i 15 år lavet spektakulære fysikforsøg på skoler og gymnasier. For fire år siden begyndte vi at lave videoer af vores eksperimenter til youtube. Men vores youtubekanal har aldrig haft den store succes. Selvom her ligger mange fede videoer.
Heldigvis mødte vi science formidleren Derek Muller fra kanalen Veritasium til en konference for europæiske fysikshows. Derek syntes at flammebordet var så fedt, at han blev nødt til at filme det. Veritasium har mange faste følgere, og hans video af vores forsøg har på få dage fået over 2 millioner views.
Videoen viser flammebordet, som er en videreudvikling af det kendte forsøg Rubens’s Tube.
Klippet blev først rigtigt populært, da facebooksiden I fucking love science delte videoen. Denne side deler naturvidenskabelige nyheder, og har astronomiske 12 millioner likes.
Selv bt.dk har opsnappet nyheden og skrevet en lille artikel om os.
Jeg bliver interviewet over skype til RTL 2
I eftermiddags blev jeg kontaktet af en journalist fra RTL 2, en landsdækkende tysk tv station, som vil lave et indslag om fysikshow og vores fantastiske flammebord.
Jeg har selv haft min gang både foran og bagved scenen på museet i mange år. Faktisk siden jeg i 9. klasse var i erhvervspraktik på museet. Meget er sket siden dengang, og meget har fået lov at være det samme. En ny hjemmeside er et skridt på vejen mod en opdateret udgave.
Museet kom for nyligt i vælten både nationalt og internationalt pga. den berømte dissektion af Marius (og nej, der var ikke tale om en obduktion, vi VED godt hvad dyret døde af…).
Da vinterferien efterfølgende dukkede op gjorde Naturhistorisk Museum (både i Århus og Statens i København) blot hvad de altid har gjort. Nemlig at holde offentlige dissektion af døde dyr. Jeg har selv haft fornøjelsen af at skære og klippe både hajer og blæksprutter op på museet, foran en fyldt sal af glade og interesserede børn og voksne. Og ja, det lugter, og ja det er grænseoverskridende. Men når man høre børnenes ligefremhed og nysgerrighed så….
Hov, det var slet ikke det indlægget skulle handle om. Tilbage til hjemmesiden.
Hjemmesiden har fået et gevaldigt løft. Siden er blevet opdateret og rummer nemt tilgængelige oplysninger, både mht. til det praktiske (det er utroligt hvor mange hjemmesider hvor f.eks et telefonnummer eller adressen er gemt godt af vejen). Siden er nem at navigere rundt på, og virker lige godt på mobile platforme som på almindelig webbrowser.
Der er ikke tale om noget nyt indhold, der er ikke mange nye features, og webbutikken er stadig brugbar men ikke særlig sexet. Jeg kan heller ikke finde oplysninger om kantinen, men det kan man heldigvis ringe og snakke med de venlige og erfarne mennesker i receptionen om. Telefonnummeret står på forsiden.
Der er stadig enkelte småting, noget tekst står mærkeligt, og enkelte genveje er blevet til blindgyder. Jeg mangler også lidt mere dybde om selve udstillingerne, og gerne endnu flere billeder. Jeg bruger selv billeder til at danne mig et indtryk og lidt ejerfornemmelse inden et besøg, og der er nok af flotte motiver både på museet og på deres afdeling på Mols. Brug det.
Linket til deres Instagram viser et blot et enkelt billede fra 2012. Hvis den ikke er opdateret, så lad være med at linke til den!
Til gengæld bruges deres Facebookprofil som et supplement til hjemmesiden, med backstagebilleder, link til interessante artikler, og “husk nu weekendens krybdyrstur på mols”-indlæg. Bliv ved med det.
Lad os håbe at de holder opdateringerne ved lige, får udviklet nye features og får rettet de små ting til. Så burde museet kunne aflæse hyppigere og længervarende besøg i deres hjemmesidestastik.
På en ny hjemmeside tæller et ur ned minut for minut. I skrivende stund er der 569 dage, 2 timer og 56 minutter tilbage. “Tid til launch” står der over uret.
Den nye side ESA-astronaut.dk er den officielle hjemmeside for den danske astronaut Andreas Mogensens mission til den Internationale Rumstation ISS i oktober 2015.
Det er meningen, at siden skal samle informationer om Andreas’ mission, men lige nu er det mest en rodebutik med alle mulige nyheder og arrangementer som smager lidt af rumforskning, men som sådan ikke har noget med Andreas Mogensen at gøre.
På sigt er det dog meningen, at man vil kunne finde en masse formidlings- og undervisningsaktiviteter, og det er jo et eller andet sted vores største udbytte med missionen.
Andreas virker til at være superdygtig og skal nok gøre et fantastisk stykke arbejde, men at Danmark har en astronaut, gør os ikke til en stor rumfartsnation.
En dansk astronaut er til gengæld en mulighed for at give naturfagsundervisningen et kæmpe boost, for mediedækningen må forventes at være intens, og det kan landets lærere bygge på; især hvis de får undervisningsmateriale af høj kvalitet stillet til rådighed.
Lige nu har siden dog ikke meget at byde på, bortset fra en konkurrence om at navngive missionen. ESA har gjort det før, f.eks. da svenske Christer Fuglesang var i rummet. Men helt ærligt virker det en anelse komisk, for ESAs missions-navne er bare paranteser i rumfartshistorien og på ingen måde at sammenligne med f.eks. Apollo-missionerne, som Jyllands-Posten antyder.
Jeg vil gerne holde øje med, hvad siden kommer til at byde på i fremtiden, men desværre har man valgt at lave siden uden nyhedsfeed(!).
I stedet vil jeg anbefale, at man følger Andreas’ eget, og ganske udmærkede, twitter-feed.
Aktuelt er der meget debat omkring reformer af universiteterne i Danmark. Regeringen har vedtaget en fremdriftsreform med den overordnede intention at styrke “dansk økonomi, konkurrenceevne og jobskabelse.” Regeringen har også nedsat et udvalg for kvalitet og relevans, der skal foretage et “360-graders eftersyn” af uddannelserne på Universiteterne. I kommissoriet for udvalget står at læse:
Hvert år bruges ca. 14 mia. kr. på taxametertilskud mv. på de videregående uddannelser. Den massive strategiske og økonomiske satsning på at øge antallet af studerende, der gennemfører en videregående uddannelse, kan dog ikke stå alene. Det er vigtigt, at de offentlige investeringer i de videregående uddannelser anvendes målrettet og effektivt til at sikre høj faglig kvalitet i uddannelserne og relevante uddannelser i forhold til efterfølgende beskæftigelse, så de videregående uddannelser bidrager aktivt til vækst, produktivitet og velstand i Danmark.
Endvidere er den politiske målsætning omkring kvalitet og relevans ifølge kommissoriet bl.a.:
Kvalitet: De videregående uddannelser skal have højere kvalitet i undervisning og uddannelsesforløb, og alle studerende skal udfordres til at nå deres højeste potentiale.
Relevans: Fokus for de videregående uddannelser skal i højere grad flyttes fra sidste eksamen til første job, så (a) flere får job i den private sektor, og (b) alle studerende tilegner sig kompetencer, der kan omsættes i relevant beskæftigelse – uanset på hvilket videregående uddannelsesniveau.
På baggrund heraf synes jeg det er interessant at se på, hvilken role universiteter skal spille i samfundet. Platon grundlagde allerede omkring 387 f.kr. et akademi i Athen helliget filosofien. Lidt senere, omkring 335 f.kr., grundlagde Aristoteles en skole i Lyceum også i Athen, der synes at have mange af de træk, man finder i universiteter idag. Specielt har der været en tæt kobling mellem undervisning og forskning, hvilket også er centralt idag. Den arabiske kulturkreds spillede en vigtig role særligt i årene fra vestromerrigets fald og frem til Mongolernes hærgen i 1200-tallet. Et eksempel er visdommens hus i Bagdad i Irak, hvor man både studerede og oversatte de græske tekster og bedrev ny forskning. I den vestlige verden var klosterne centre for undervisning og lærd tænkning op igennem middelalderen.
Det første egentlige universitet i Europa blev grundlagt i Bologna i 1088, mens vikingetiden var ved at klinge af herhjemme. Ordet “Universitet” kommer fra “universitas magistrorum et scholarium” som betyder noget i retning af “samling af lærere og studenter”.
“Liber ethicorum des Henricus de Alemannia”. Henrik af Tyskland forelæser for en gruppe studerende på Bolognas universitet. Billedet er fra en bog fra 1300-tallet og er malet af Laurentius de Voltolina.
Hvad skal et universitets rolle være idag? Jeg har fundet et lidenskabeligt formuleret bud skrevet midt i 1800-tallet af John Henry Newman, der bl.a. var rektor på University college i Dublin:
It is the place to which a thousand schools make contributions; in which the intellect may safely range and speculate, sure to find its equal in some antagonist activity, and its judge in the tribunal of truth. It is a place where inquiry is pushed forward, and discoveries verified and perfected, and rashness rendered innocuous, and error exposed, by the collision of mind with mind, and knowledge with knowledge. It is the place where the professor becomes eloquent, and is a missionary and a preacher, displaying his science in its most complete and most winning form, pouring it forth with the zeal of enthusiasm, and lighting up his own love of it in the breasts of his hearers. It is the place where the catechist makes good his ground as he goes, treading in the truth day by day into the ready memory, and wedging and tightening it into the expanding reason. It is a place which wins the admiration of the young by its celebrity, kindles the affections of the middle—aged by its beauty, and rivets the fidelity of the old by its associations. It is a seat of wisdom, a light of the world, a minister of the faith, an Alma Mater of the rising generation. It is this and a great deal more, and demands a somewhat better head and hand than mine to describe it well.
Det er måske lidt pompøst, men jeg synes også det er er ganske smukt: universitetet skal være helliget søgen efter sandheden og et alma mater for uddannelsen af den opvoksende generation. Mottoerne for Aarhus Universitet og Københavns universiteter er også sigende: “Solidum petit in profundis” som betyder “søger i dybet den faste grund” og “Coelestem adspicit lucem” som betyder “skuer det himmelske lys”. Det handler om at søge sandheden/lyset for derved at have et fastere grundlag. I 1988, i 900-året efter grundlæggelsen af Bolognas Universitet, underskrev en samling af knap 400 universitetsrektorer det såkaldte Magna Charta Universitatum, der mere konkret forsøger at definerer værdier og rettigheder for universiteter. Alle danske universiteter er medunderskrivere. Her hedder det blandt andet under “fundamentale principper”:
Universitetet er en autonom institution i hjertet af samfund som på grund af geografisk og historisk arv er forskelligt organiseret; det skaber, undersøger, bedømmer og formidler kultur gennem forskning og undervisning. For at opfylde omverdenens behov må dets forskning og undervisning være moralsk og intellektuelt uafhængig af al politisk autoritet og økonomisk indflydelse.
Nu er jeg ved at være fremme ved det dilemma jeg synes vi står i med regeringens nye udspil (og også den tidligere regerings indgreb): hvordan forener vi universiteternes rettelige grav på autonomi med det omgivne samfunds rettelig behov for at “få noget for pengene”? Hvordan fastholder vi universitetet som stedet for den højeste lærdom i en situation, hvor antallet af studerende f.eks. ved Københavns Universitet er vokset fra ca. 4000 i år 1900 til ca. 40.000 idag? Her vil jeg blot lufte nogle få synspunkter:
Det er glædeligt, at regeringen sætter fokus på kvalitet. Taxametersystemet har uvægerligt flyttet fokus i uddannelserne fra kvalitet til kvantitet, så en bevægelse i den modsatte retning er tiltrængt.
Jeg synes man skal passe på ikke at skære al videregående uddannelse over én kam. Professionshøjskoler, ingeniørhøjskoler, handelshøjskoler og universiteter har forskellige, alle vigtige roller at spille, men de passer ikke ned i samme skabelon.
Jeg synes der ligger en fare i at flytte fokus over imod “vækst, produktivitet og velstand”. Universitetets bidrag til samfundet er meget bredere og dybere end disse tre. Her tænker jeg på den grundlæggende værdi, der har været bærende siden grækerne: søgen efter sandhed. Universitetets hovedopgave er at bedrive grundforskning og forskningsbaseret undervisning. Dette bidrager på længere sigt i høj grad til vækst, produktivitet og velstand (tænk bare på, hvad kvantemekanikken har ført med sig), men dette er et afledt gode og ikke den primære motivation. Det er ogå værd at citere Bohrs vision fra hans åbne brev til FN: “En åben verden, hvor ethvert folk kan hævde sig alene ved sine bidrag til den fælles menneskelige kultur og ved den hjælp, det med sine erfaringer og hjælpekilder kan yde andre, må være det mål, der bør sættes over alt andet.“. Vi har brug for visioner af den kaliber ved siden af eller måske endda over vores stræben efter øget vækst, produktivitet og velstand (som naturligvis er vigtigt, så længe det er bæredygtigt).
Jeg synes, der er værd at overveje, hvor meget skiftende regeringer egentlig skal blande sig. Den forrige regering har jo netop, med et bredt flertal bag sig, vedtaget en ny universitetslov. I loven står der i §10: “Bestyrelsen er øverste myndighed for universitetets interesserer som uddannelses- og forskningsinstitution og fastlægger retningslinjer for dets organisation, langsigtede virksomhed og udvikling.” Hvis folketinget virkelig mener dette, så synes jeg men skal prøve at træde et skridt tilbage, sikre en stabil financering med mindst 3-5 årig horisont og så lade bestyrelserne lægge kursen. Dette synes også at være i bedre overensstemmelse med magna charta universitatum.
Endelig; det kunne være spændende, hvis man kunne få mere forskning ud i gymnasierne. Mange utroligt dygtige forskere kan ikke få faste stillinger på universiteter. Hvis nogle af disse med ansættelse i gymnasieskolen kunne få mulighed for at forske (f.eks. 20% af tiden) kunne man opnå meget godt: for de af lærene, der er interesserede ville det være en glæde at få mulighed for at fortsætte forskningen. De dygtigste elever ville kunne blive involveret og for forskningen ville det være en gevinst. En såden ordning ville også skabe en bedre forbindelse mellem gymnasier og universiteterne og måske forbedre rekruteringen.
Uafhængig dansk blog om naturvidenskabelig forskning, formidling, undervisning og politik.
