Parkinson: Livet på kanten, mellem forskning og forfald

20. august 2014 Guest 2 kommentarer

Gæsteindlæg: Dagens gæsteindlæg er ikke et traditionelt indlæg. Det er skrevet af sygeplejerske Mette Kirk, der i en alder af kun 35 fik konstateret Parkinsons sygdom. Scienceblog har spurgt Mette, hvorfor hun vælger at deltage i kliniske forsøg. Det er en historie om sundhedsfaglig forskning og om at være et menneske med Parkinsons. Og at være ung med Parkinsons.

Jeg begræder Robin Williams’ dødsfald.

Det viser sig, at han havde Parkinson. At han led af depression. Det er ikke overraskende for mig, for der er øget forekomst af depressioner hos Parkinson-patienter. Parkinson medfører ofte depression, depression forværrer Parkinson. Det føles som skruen uden ende.

At være kendt som en sjov mand, der bruger sit ansigt til at udtrykke sig professionelt, der mister sin mimik og føler sig som alt andet end sjov. Det er et identitetstab uden lige, som jeg ser det – og jeg mener, jeg ved noget om sagen.

Jeg har Parkinson og er i antidepressiv behandling.

Almindelig, men uden dopamin

Jeg er 40 år, mor, intensivsygeplejerske og stråleterapeut – so far ret almindelig. Jeg mangler bare lige, at mine dopamin-producerende celler i hjernens substantia nigra ikke degenererer. Jeg mangler bare lige, at jeg ikke har Parkinson, for at være såkaldt almindelig.

Jeg var 35, da jeg en morgen efter flere års undersøgelser og uvished fik diagnosen Parkinsons Disease. Fedt, endelig et svar, en sygdom jeg kunne forholde mig til, symptombehandling, alt sammen fint nok. Men hey – jeg var 35. Ikke 65, 75 eller mere.

Jeg mangler dopamin-dopamin-dopamin, men også serotonin, melatonin, oxytocin og en hel kaskade af transmittorstoffer som følge af agglutinerende proteiner i Lewy’s bodies.

Men jeg har en plan: Find det middel, der forhindrer proteinernes agglutineringsproces. Banko, Parkinson er kureret!

Jeg vil stadig mangle et sted mellem 70 og 80 % af mine dopamin-producerende celler, men henfaldsprocessen vil stoppe. Kurativ behandling for Parkinson, tjek, den napper jeg frem for den symptomlindrende behandling.

Den symptomlindrende behandling, der har bivirkninger som hyperseksualitet, ludomani, manglende impulskontrol, overforbrug og powershopping, overbevægelser, ……, indre uro, manglende søvn, maniodepressive tendenser, manglende koncentrationsevne og påvirkning af det normale stemningsleje. Denne labilitet glæder alle følelser, der bliver kæmpestore. En behandling, der minder lidt om et heroin high, hvis man er overdoseret.

Dopamin-high kan jeg kalde det – nogen kalder det også rask.

Symptomerne rammer personligheden

Og netop derfor mistænker jeg, at der er så store compliance problematikker i behandlingen af Parkinson. Enten jagter patienterne bevidst et dopamin-high eller også er egenproduktionen af dopamin større den ene dag end den anden. Det er kompliceret at være Parkinsonpatient. Ikke nemt at substituere et naturligt forekommende transmittorstof, hvor egenproduktionen er svingende.

Jeg ved aldrig helt, hvad dagene bringer af medicinske udfordringer. Kan jeg dårligt gå, springer jeg afsted, går jeg off midt i noget? Hele tiden skal der være en del af mig, der har konstant fokus på min krop. På de små tegn, der indikerer fald i dopamin. Noget så simpelt som at fryse brænder mit dopamin af, pludselig træthed betyder også lavvande i dopamin-poolen. En simpel infektion og medicinen er nærmest effektløs. Den kvindelige cyklus påvirker medicinens effekt negativt, store røde bøffer hæmmer optagelsen af medicinen. Glæde, musik og motion er fremmende faktorer.

For mange er de fysiske symptomer de værste. At man kan se, at de er syge. At de spilder ned af sig selv, ryster, nedsat balance og trippende gang. Det betyder ikke noget for mig. Jeg er bedøvende ligeglad med, hvad folk tænker om min fysiske fremtoning. Dog irriterer det mig voldsomt, når min tale er så påvirket, at folk ikke kan forstå, hvad jeg siger. Når man har så mange ord som jeg, så er det noget træls.

Jeg er så til gengæld meget, meget træt af de kognitive forstyrrelser. Pludseligt ordfindingsbesvær, nedsat korttidshukommelse, nedsat koncentration, manglende overblik. Jeg hader det , det er jo min spidskompetence. Det er det, der er med til at personificerer mig. Så er det da bedøvende ligegyldigt, om jeg halter. Det bliver min personlighed ikke ændret af.

Fra sygeplejerske til patient

Hvis det er mit ønske, min forhåbning, at der en dag findes en kur for min kroniske, progredierende cerebrale degeneration – så må jeg jo tage ansvar for eget liv.

Jeg er ung, i hvert fald yngre, med en stor sundhedsfaglig viden fra det komplekse højteknologiske felt, hvor opgaven er at finde mennesket i det tekniske rum, og bevare menneskets følelse af autonomi i en situation, hvor der ikke er noget valg.

Jeg har ikke noget valg!

Eller det har jeg – men i mine øjne er det ikke reelt. Jeg tager min medicin velvidende, at det medfører nogle trælse bivirkninger. Men hellere det end alternativet, der er ingenting i mine øjne.

Derfor er jeg inkluderet i videnskabelige forsøg på Aarhus Universitetshospital. Hvis jeg vil tage ansvar for mit liv, må jeg deltage i forskningen hen imod en kurativ behandling. Eller en medicinsk behandling, der er mere effektiv og har færre bivirkninger, end den vi kender i dag.

For hvad er Parkinson? Jeg har skrevet agglutinerende proteiner i Lewy´s bodies; men hvorfor? Er det en virus, der trænger ind i kroppen gennem næsen og via nervus vagus vandrer op i cerebrum og forårsager henfaldet af de dopamin-producerende celler? Det forskes der i i Århus.

Det er rigtig interessant i mine øjne, for jeg har symptomer fra samtlige organsystemer, der er innerveret af nervus vagus. Og det er mange: stemme, lunger, mavetarmkanal, blære, galdeblære, …

Derfor er jeg forsøgsperson. Jeg er mere nysgerrig, end jeg er fortrøstningsfuld. For Parkinson er et stort syndrom, der involverer samtlige organsystemer. Det er ikke bare langsommelighed, stivhed, rysten og at gå i stå midt i det hele. Det er alt, der forbindes med nervus vagus.

Jeg er gået fra at yde højteknologisk pleje og behandling på en kræftafdeling til patient og førtidspensionist på få år. Jeg mener ikke, man har pligt til at deltage i forsøg, jeg kan bare ikke lade være. Alt andet lige, så er det min vej tilbage til den sundhedsfaglige udvikling og forskning, som jeg brænder for.

Min eneste forbindelse med min tabte professionelle identitet. Og det gik først op for mig, hvor stor en del af mig, jeg forbandt med min arbejdsidentitet, da jeg mistede mit arbejde.

Og derfor forstår jeg Robin Williams. Hele verdenen har et syn på ham og en mening om ham – en rolle og identitet han formodentlig ikke følte sig i stand til at oppebære. Jeg forstår ham. Det var ikke et selvmord i mine øjne. Det var i mine øjne Parkinson, han mistede livet til. Ligesom man mister livet til cancer.

Jeg er ikke min sygdom, jeg er ikke Parkinson. Jeg er mig selv, jeg er Mette K – bare med Parkinson.

Update (4. marts 2017): I en af de seneste udgaver af tidsskriftet Neurology beskriver Robin Williams enke hans sidste tid med sygdommen Lewy Body Demens, som har et vist overlap med både Alzheimers og Parkinsons; både hvad angår symptomer og sygdomsmekanismer: The terrorist inside my husband’s brain

Den canadiske skuespiller Michael J. Fox var knap 30 år, da han i 1991 fik konstateret Parkinson. Han har siden dedikeret sit liv til forskning og oplysning om sygdommen.

Astronomi, Formidling, Fysik, Nyheder, Rumfart

De DØDSENSFARLIGE asteroider slår til igen

18. august 2014 Kjartan Kinch

I lørdags havde jeg en dårlig dag. Jeg kom til at besøge Politikens hjemmeside og fandt en historie med overskriften: “Kæmpe asteroide truer med at udrydde os i 2880” (og så var jeg desuden slemt forkølet – men det skal det ikke handle om her).

Nu kunne man tro at min dag blev ødelagt fordi jeg gik rundt og gruede for Jordens undergang om 800 år, men man må tro om igen. Næ, min dag var ødelagt fordi Politikens historie er helt igennem misledende, sensationalistisk og elendig.

Selvfølgelig ved jeg godt, at den stakkels journalist på Ritzau sikkert har fået 5 minutter lige inden deadline til at koge noget suppe på en historie fra britiske the Telegraph, som allerede dér var styg. Og jeg véd at den fremgangsmåde ikke er usædvanlig. Mit ærinde her er derfor heller ikke at hænge hverken journalisten, Ritzau, Politiken eller den konkrete historie ud som unikt dårlig.

Men miséren ER en ganske nydelig demonstration af, at fornuftig videnskabsformidling sjældent harmonerer med pressens krav om dagsaktualitet og at videnskabsjournalistik uden videnskabsjournalister ofte gør mere skade end gavn. Desuden gemmer der sig faktisk en rigtig god forskningshistorie nede under vrøvlet. Så hæng ved, kære læser. Der ér guld for enden af regnbuen, selvom det bliver langt og uden mange billeder, jeg lover det !

Hvorfor var dette her overhovedet en nyhed lige i lørdags ? Jo, det var det fordi en gruppe forskere ved University of Tennessee offentliggjorde en artikel i Nature i torsdags, som ledte til historien i Telegraph fredag og derfra til historien i Politiken lørdag.

Hvad var det så artiklen i Nature handlede om?

Det var ikke opdagelsen af asteroiden (29075) 1950 DA. Den blev, som navnet antyder, opdaget i 1950. Efter opdagelsen i 1950 blev asteroiden i øvrigt ikke set igen før år 2000. Det er slet ikke så nemt at se disse meget små objekter over de gigantiske afstande i Solsystemet.

Havde forskerne fra Tennessee beregnet, at risikoen for at asteroiden skulle ramme Jorden i 2880 var 1 i 300, som Politiken og Telegraph skrev ? Nej, det tal stammer fra en artikel i Science i 2002 kort efter genopdagelsen. Det seneste (og dermed gyldige) estimat, som er fra 2013, er 1 ud af 4000, så I kan ånde lettet op. Det tal, som Politiken og Telegraph vinkler på er 10 år gammelt og en faktor 10 forkert. Ups.

Radarbillede af asteroiden (29075) 1950 DA fra Arecibo radioteleskopet, 4. marts 2001.

1 ud af 4000 er stadig en betydelig risiko. 1950 DA ligger nummer 2 når man rangordner asteroider efter Palermo-skalaen over potentielle meteornedslag. Palermo-skalaen sammenligner risikoen for en kollision med én bestemt asteroide med den samlede risiko for at støde sammen med en asteroide af den givne størrelse i årene inden det potentielle nedslag.

DA 1950 har en værdi på -0.83 hvilket betyder at risikoen for en kollision med denne asteroide om 800 år er 10^(-0.83) = 14% af risikoen for at ramme en tilsvarende asteroide engang i løbet af de 800 år. Værdierne på Palermo-skalaen fortolkes med ord, sådan at tal under -2 betyder “ingen grund til ekstra bekymring”. Tal mellem -2 og 0 betyder “hold lige ekstra øje med denne her” (dem er der 3 af) og tal over 0 betyder “grund til bekymring” (dem er der ingen af). Så: Lad os holde lidt ekstra øje med denne her, men ikke ligge vågne om natten. Fint nok.

Men artiklen i Nature i torsdags handlede om noget helt andet. Og før jeg kommer til det må jeg lige en lille omvej, eller to.

(29075) 1950 DA roterer hurtigt om sig selv. Ét døgn er kun 2 timer og 7 minutter. Dét i sig selv var kendt og er ikke unikt, men gælder for mange små asteroider. Mange af dem roterer faktisk så hurtigt at deres svage tyngdekraft er SVAGERE end centrifugalkraften på ækvator. Med andre ord: Hvis du stod på ækvator ville du blive kastet ud i rummet af centrifugalkraften. Normalt fortolker man det sådan, at disse små asteroider er solide klippeblokke, som holdes sammen ikke af tyngdekraften men af de (meget stærkere) kræfter som nu engang holder en sten sammen. De elektriske kræfter (ionbindinger og kovalente bindinger) mellem atomerne i de forskellige mineraler, som danner stenen.

Mange ANDRE mindre asteroider, er derimod ikke solide klippeblokke, men såkaldte “rubble piles” eller “grusbunker”. Det er asteroider som engang er blevet splintret til klippeblokke, grus og støv ved sammenstød, og som nu kun holdes sammen af tyngdekraften. Disse grusbunker har ofte ganske høj porositet. 50% er ikke ualmindeligt, hvilket vil sige at halvdelen af asteroiden består af tomt rum mellem de forskellige klippeblokke, sten og sandskorn eller støvkorn.

Asteroiden 25143 Itokawa, observeret af den Japanske Hayabusa-rumsonde. Itokawa er én af mange asteroider, som er såkaldte “rubble piles” eller “grusbunker”.

Så her kommer nyheden i artiklen fra Nature: Forskerne fra Tennessee har bestemt massetætheden på (29075) 1950 DA og fundet 1.7 gram per kubikcentimeter. Det er på den ene side for lidt til at tyngdekraften alene kan holde sammen på asteroiden, men på den anden side også alt for lidt til at asteroiden kan være en solid sten. Den må være en grusbunke med porositet omkring 50%. Så asteroiden er alt for let til at være en solid klippeblok men roterer for hurtigt til at tyngdekraften kan holde sammen på den. Noget andet må hjælpe med til at holde sammen på den. Og hvad det “noget andet” er, det kommer vi til lige om lidt.

Men hov, vent, hvordan bestemmer man overhovedet massetætheden af en asteroide ? Normalt finder man massen af et objekt i Solsystemet ved at se på tyngdekraften FRA dette objekt på et andet, mindre objekt. Planeters masser kan beregnes ud fra deres måners bevægelser og en asteroides masse kan bestemmes hvis man for eksempel har en rumsonde i nærheden af den. Hvis man så også kender størrelsen (fra billeder) så har man massetætheden. MEN en asteroide som driver rundt helt for sig selv som denne hér gør er ikke så nem at få skovlen under. Der må mere kreative metoder til.

I dette tilfælde har man kigget på den såkaldte Yarkovsky effekt. Det er en svag kraft, som påvirker banen for små legemer i Solsystemet. Effekten opstår fordi asteroiden roterer hvilket skaber en asymmetrisk varmestråling i forhold til dens bevægelsesretning. Sagt på menneskesprog: Der er varmere om eftermiddagen end om formiddagen og der er varmere om aftenen efter solnedgang end om morgenen før solopgang. Der kommer altså mere varmestråling fra den varmere eftermiddag/aften-side end fra den koldere morgen/formiddag- side. Når asteroiden udsender varmestråling mærker den en uhyre svag kraft i den modsatte retning på grund af impulsbevarelsen. “Rekylet” fra varmestrålingen, simpelthen. Hvis asteroiden roterer sådan at aftensiden vender fremad i bevægelsesretningen vil den blive bremset ned en lillebitte smule af rekylet fra varmestrålingen. Omvendt, hvis den vender den koldere morgenside fremad vil den varmere aftenside skubbe lidt bagpå. Effekten er lille, men er ikke desto mindre kraftig nok til at være den mest betydelige kilde til usikkerhed når det handler om at bestemme banen 800 år frem i tiden.

Forskerne fra Tennessee har kigget på ændringer i asteroidens bane siden 1950 og sammenlignet med den modellerede Yarkovsky-effekt. Heri indgår asteroidens massetæthed både fordi den påvirker varmeledningsevnen og dermed varmestrålingen og fordi asteroidens reaktion på kraften afhænger af den samlede masse. Ud af denne analyse kom altså tallet 1.7 gram per kubikcentimeter for tætheden af (29075) 1950 AD. For let til at være en klippeblok men også for let til at være holdt sammen af tyngdekraften.

Hvad i alverden holder så sammen på den?

Politiken har svaret: “asteroiden udvikler nogle kræfter, der kaldes van der Walls (sic !), og som er med til at holde sammen på 1950 DA.”

Det er så på én gang rigtigt og helt forkert. For det første hedder de van der Waal, ikke van der Wall – men det kan jo smutte. For det andet er der ikke tale om nogle mystiske asteroide-kræfter, men om et helt generelt fænomen i fysisk kemi.

Van der Waals -kræfter er summen af de elektriske kræfter, der virker mellem molekyler, udover de kovalente bindinger og elektrostatiske kræfter fra ladede ioner. Altså summen af en række mindre elektriske effekter udover de stærke kræfter, som holder de enkelte molekyler eller faste stoffer sammen.

For eksempel: Nogle molekyler er polære, altså de er har lidt positiv elektrisk ladning i den ene ende og lidt negativ elektrisk ladning i den anden ende. Hvis to polære molekyler er i nærheden af hinanden og vender rigtigt (så den ene vender den negative ende mod den andens positive ende) så vil der være en tiltrækning mellem dem og det er et eksempel på en van der Waals kraft.

Den slags kræfter er medvirkende til at fint støv har en tendens til at klumpe sammen. Tænk på, hvordan mel klistrer til bordet eller kaffepulver til kanten af kaffedåsen. I et helt tørt miljø – som ude i rummet – er det lidt anderledes fordi der ikke er vand til at få støvet til at klumpe og klistre. Til gengæld kan der typisk være meget statisk elektricitet, hvilket ikke strengt taget er en van der Waals kraft, men potentielt er en anden vigtigt effekt, der får støv på en asteroide til at klistre.

Så, igen, på menneskesprog:

Asteroiden (29075) 1950 DA er for let til at være en solid sten, men roterer for hurtigt til at den kan holdes sammen af tyngdekraften. Vi formoder at dens overflade på ækvator er domineret af fint støv og at den svage elektriske tiltrækning mellem støvkornene er med til at holde sammen på den.

Asteroiden roterer som sagt en gang på 2 timer og 7 minutter. 2 timer og 12 minutter er grænsen for, hvornår tyngdekraften lige præcis kan holde sammen på den. Så den roterer kun en lille smule for hurtigt, hvilket understreger at disse elektriske kræfter i støvet ikke er særligt stærke.

En interessant krølle på historien er at asteroiders rotation kan accelerere over tid på grund af den såkaldte YORP effekt. Det er en variant af Yarkovsky effekten (YORP står for: Yarkovsky-O’Keefe-Radzievskii-Paddack) hvor asymmetrisk varmestråling fra en asteroide med ujævn form også kan øge dens rotation. Man kan altså forestille sig at (29075) 1950 DA var en grusbunke som gradvist roterede hurtigere og hurtigere indtil sten og klippeblokke på dens ækvator simpelthen løftedes af den og svævede lige så stille væk, mens støvet blev tilbage på grund af elektrisk tiltrækning mellem støvkorn.

Den sidste pointe er naturligvis at hvis en sådan asteroide kun lige nøjagtigt hænger sammen så skal der meget lidt til at sprænge den i stumper og stykker. Hvis man om 800 år får brug for at ændre dens bane skal man derfor tænke sig om før man skyder en raket ind i den og skal måske overveje alternative metoder til at ændre dens bane. Dette får Politiken også fuldstændig forvrøvlet til følgende, som slet ingen mening giver for mig:

“I stedet foreslår der, at forskerne prøver at udvikle metoder, der kan pille ved asteroidens overflade for at forstyrre de kræfter, der holder sammen på den. Hvis de kræfter forsvinder, går den i stykker af sig selv, lyder teorien.“

– pointen er netop at man måske ikke har lyst til at asteroiden går i stykker på vej mod Jorden men hellere vil holde den samlet og skubbe let til dens bane. Under alle omstændigheder er den generelle regel med hensyn til truslen fra asteroider at jo før man opdager dem, jo længere tid har man til at gøre noget ved det og jo mindre kraft behøver man påvirke med. Med 800 år skulle vi stå nogenlunde sikkert. Det er nok de asteroider, vi ikke har opdaget, som vi i højere grad skal bekymre os om.

Nu vil jeg gå hjem og pleje min forkølelse efter således at have sat tingene på plads. Det tog mig så også det meste af en arbejdsdag, hvilket en journalist på Ritzau jo ikke lige har en lørdag eftermiddag…

PS: Phil Plait fik også sin lørdag ødelagt

Astronomi, Rumfart

Rosetta ankommer til kometen 67P / Churyumov-Gerasimenko. Samtidig er kometen Siding Spring på vej mod Mars.

8. august 2014 Kjartan Kinch

Dette efterår bliver et godt halvår for folk med interesse for kometer.

I forgårs – den 6. august – ankom ESA’s rumsonde Rosetta til sit mål, en komet med det lidet mundrette navn 67P/Churyumov-Gerasimenko og den 19. oktober vil kometen Siding Spring passere ekstremt tæt forbi Mars, hvor hele batteriet af Mars-sonder vil være i højeste beredskab.

Rosetta har været undervejs i over 10 år ad en uhyre kompleks rute som undervejs har ført sonden tre gange tæt forbi Jorden og én gang tæt forbi Mars samt én gang kortvarigt ud i asteroidebæltet og yderligere en gang hele vejen igennem asteroidebæltet (uden problemer, iøvrigt…). De nære passager forbi Mars og Jorden var såkaldte “gravity assist” manøvrer hvor rumsonden udnyttede tyngdekraften fra planeten til at få yderligere fart på. Rosetta er nu sammen med kometen 67P ude midt i asteroidebæltet, 405 millioner km fra Jorden og på vej indad mod Solen med omkring 55 000 km/t.

Tidligere rumsonder har passeret tæt på kometer, blandt andet ikke mindre end 6 sonder, der besøgte kometen Halley da den sidst var forbi i 1986 (mest kendt, nok ESA’s Giotto).

Halley’s komet fotograferet af rumsonden Giotto i 1986 fra 2000 kilometers afstand (ESA)

Det nye ved Rosetta, og grunden til at det har taget Rosetta 10 år at nå dertil, er at denne sonde som den første nærmer sig en komet OG matcher kometens hastighed således at Rosetta er i samme bane omkring Solen. Rosetta vil følge kometen 67P hele vejen ind forbi Solen (nærmest til Solen i August 2015) og udad mod Jupiter igen. Til sammenligning varede Giottos møde med Halley kun omkring et døgn, hvor kometen blæste forbi med en hastighed på 68 kilometer per sekund i forhold til Giotto.

ESA har offentliggjort en række fantastiske billeder fra Rosetta af 67P/ Chryumov-Gerasimenko:

67P/Churyumov-Gerasimenko fotograferet af Rosetta’s OSIRIS kamera den 3. August fra en afstand på 285 km. 5.3 km/pixel (ESA)

Jeg er altid utroligt fascineret af nærbilleder af små objekter i Solsystemet, som blot hænger dér med deres asymmetriske, tilfældige form, som et lille bjerg, helt alene ude midt i rummets sorte ingenting.

Detalje fra kometen. 6. August fra 130 km. 2.4 km/pixel (ESA)

67P er en kort-periodet, såkaldt Jupiter-familie -komet med en omløbstid på kun 6.5 år og en bane, der kun lige så vidt bringer den udenfor Jupiter’s bane (Halleys omløbstid er til sammenligning 76 år). Kometen blev dannet da Solsystemet var ungt ude i de kolde, ydre dele af Solsystemet uden for planeternes baner og er sidenhen blevet kastet ind i sin nuværende bane på grund af påvirkning fra én eller flere af de ydre planeter. Den består formentlig, som andre kometer, primært af is med mindre mængder af mineralsk støv og kulstofforbindelser. En “beskidt snebold” er den populære betegnelse. Kometen er omkring 4 km på den længste led og har, som det ses, en irregulær, aflang form (tyngdekraften fra så lille et legeme er ikke kraftig nok til at trykke den sammen til en kugle). Når den kommer tættere på solen vil noget af isen begynde at sublimere og danne den såkaldte “koma” -en diffus sky af vand og andre gasser- samt kometens hale.

Alt dette kommer vi til at lære mere om fra Rosetta i løbet af det næste år. Til november er det endvidere meningen at Rosetta skal landsætte en lille lander, Philae, på kometens overflade.

Et godt sted at følge Rosetta er hos Planetary Society, som også har produceret denne grafik, der viser den relative størrelse for de 6 kometer, som tidligere har været fotograferet tæt på af rumsonder (Halley er meget passende den største):

Samtidig, et andet sted i Solsystemet er kometen Siding Spring på vej mod Mars. Siding Spring blev opdaget i januar 2013 fra Siding Spring observatoriet i Australien. I modsætning til 67P er Siding Spring en uhyre langperiodet komet, som kommer fra den såkaldte Oort sky ved Solsystemets alleryderste grænse. Oort skyens kometer er ligesom andre kometer dannet i området lige udenfor de yderste planeter, men er siden blev kastet udad pga. af påvirkning primært fra Jupiter. Siding Spring har formentlig været på vej indad i flere millioner af år, dens nærmeste punkt til Solen vil være kun lige indenfor Mars´s bane, og dens periode når den igen forlader det indre Solsystem vil være omkring 1 million år. Sådanne kometer ændrer deres bane ved hver passage gennem det indre Solsystem fordi meget små ændringer af deres energi pga. f.eks. påvirkning fra Jupiters tyngdekraft kan give store ændringer i omløbstiden.

Grafik, der viser kometen Siding Springs bane forbi Mars. (NASA/JPL)

Det er uvist i hvor høj grad Siding Spring vil blive aktiv og danne en koma og hale, men den kommer til at passere kun omkring 138.000 km fra Mars. Hvis den har en betydelig koma vil Mars passere gennem komaen. Kometen er i en retrograd bane og vil derfor passere Mars med en høj hastighed på 56 km/s, så selv små støvkorn fra kometen kan være betydelige trusler for rumsonder i bane om Mars. Af samme grund har alle disse sonder lagt deres baner således at de vil være i skjul bag Mars lige idet kometen passerer.

Der er lige nu 3 sonder i bane om Mars og 2 på overfladen. Derudover ankommer to yderligere sonder i begyndelsen af oktober: NASA’s MAVEN og den indiske Mangalyaan. Ialt 7 sonder vil derfor kunne observere kometen og dens eventuelle effekt på Mars’s atmosfære. 138.000 km er trods alt et stykke vej, så forvent ikke særligt detaljerede billeder af kometens kerne, men hvis den udvikler en kraftig hale kan det blive noget af et syn. Derudover kan det tænkes at Mars’s ydre atmosfære vil se en betydelig påvirkning.

Så: Kometelskere kan berede sig på et spændende efterår.

Formidling, Medier, Skoler og uddannelse

Journalister er nødvendige for naturvidenskaben

7. august 2014 Lauge Andreas Kjær 1 kommentar

Dansk naturvidenskabelig forskning er blandt verdens førende. De seneste godt 100 år har ni danskere modtaget Nobelprisen i naturvidenskab. Hvis danskerne skal blive ved med at være blandt eliten, skal den offentlige interesse for naturvidenskab være stor. Flere unge skal vælge de naturvidenskabelige uddannelser og op-bakning fra den brede befolkning er vigtig. Her kommer journalisterne ind i billedet. Journalister har gode muligheder for at formidle naturvidenskaben, men de udnytter den ikke til fulde.

”Det har betydning for dansk forskning og forskningspolitik, at der er forståelse for naturvidenskab i den brede befolkning, for det er med til at sikre tilslutning til politiske beslutninger om øgede statslige investeringer i forskningen,” siger Kristian Hvidtfelt Nielsen, lektor på institut for videnskabsstudier ved Aarhus Universitet.

Landets journalister kan hjælpe med at øge befolkningens interesse gennem interessant videnskabsformidling. Men videnskabsjournalistik uden videnskabsjournalister gør mere skade end gavn. Journalistikken er med til at fastholde den naturvidenskabelige stereotyp ved for eksempel altid at interviewe den excentriske og besynderlige fysiker Holger Bech Nielsen, når nye naturvidenskabelige opdagelser skal forklares. Holger Bech Nielsen er underholdende og god på TV, men repræsentativ for den almindelige naturvidenskabsmand er han ikke. Sidste år afholdte Niels Bohr Institutet en stor konference i anledningen af hundredåret for Niels Bohrs verdensberømte atommodel. Holger Bech Nielsen viste sig atter for de mange TV seere, skønt Danmark ikke er fattig på fremragende formidlere af naturvidenskab. I det samme indslag fik journalisten sagt, at der disse dage var samlet en stor flok nørder i København til konference. Ordet nørd er ikke just positivt klingende, selvom det måske burde være det.

En fælles europæisk rapport fra 2013 viser, at danskerne er meget interesserede i naturvidenskab og teknologi, og at danskerne mener, at naturvidenskab og teknologi har positiv indflydelse på samfundet. Men alligevel bliver der set skævt til de, der arbejder med naturvidenskab. De er en slags udstødte, der trods deres nationale nytte, ikke får taletid i den danske presse.

Problemet starter allerede i folkeskolen, hvor faget natur/teknik, ifølge en rapport udarbejdet af Akademiet for de Tekniske Videnskaber, kun bliver undervist af lærere uddannet i faget 50 % af tiden. Resten af tiden er det lærere med linjefag i for eksempel dansk eller historie, der underviser eleverne. Børn har en naturlig nysgerrighed, som man kan frygte forsvinder ved dårlig natur/teknik undervisning. I udskolingen, når eleverne møder de klassiske naturvidenskabelige fag, som fysik/kemi, biologi og geografi, møder eleverne ifølge rapporten i højere grad lærere, som er klædt på til opgaven. Men hvis den indre glød for naturvidenskab er blevet slukket af dårlig undervisning i natur/teknik, kan det være svært at tænde den igen.

Det er ikke, fordi skolerne ikke gider ansætte lærere med de rigtige linjefag men derimod mangel på lærere med naturfag, der er skyld i problemet. Landets seminarier har haft svært ved at tiltrække studerende til naturfagslæreruddannelsen. Det kan skyldes den manglende almene interesse for naturvidenskab. Det er en ond cirkel, hvis manglende interesse giver færre naturfagslærere, fordi færre naturfagslærere skaber manglende interesse.

I den europæiske rapport fra 2013 svarer 72 % af danskerne, at befolkningen skal involveres i beslutninger, der handler om naturvidenskab og teknologi. Det kræver, at befolkningen bliver bedre oplyst. Det er svært at tage stilling til sager, man ikke ved noget om, skønt det bliver gjort i vid udstrækning. Der findes ikke mange danskere, der ikke har en holdning til atomkraft. Men der er ikke mange, der ved, at vi er kommet langt siden Tjernobyl, så atomkraft i dag måske er den reneste form for energi. Inden for fysikken er der stadig mange ubesvarede spørgsmål, og et af de helt store spørgsmål prøver man at besvare på CERN, som er et stort forskningsanlæg i Schweiz. Her var der desværre en fysiker, der kom til at nævne sorte huller for pressen, og så rullede historien. Det er sandt, at der på CERN bliver skabt sorte huller, men sorte huller sluger ikke hele verdener, som man ser i science fiction.

Det er et problem, at journalister hælder vrangforestillinger ind i hovedet på befolkningen, så lovende forskning må stoppes, fordi der pludseligt ikke er opbakning fra befolkningen længere.

Vi skal væk fra Ekstra Blads-journalistik, som spiller på at skabe frygt og rædsel i befolkningen, hvis befolkningen skal have et grundlag for at være med i beslutninger, der handler om naturvidenskab og teknologi.

Forskning, Matematik, Nyheder

Her er den matematiske formel for lykke

5. august 2014 Lilli Gruwier

Kan man sætte glæde på formel? Ja, et team af forskere kommer nu med deres bud på en matematisk formel, der kan forudsige hvor glad du vil føle dig.

Ifølge artiklen “A computational and neural model of momentary subjective well-being” skrevet af Dr. Robb Rutledge og hans team, kan en persons glædesfølelse forudsiges ved hjælp af denne ligning:

Glæden(happiness) kan altså udtrykkes som sammenhængen mellem CRj (chosen reward), EVj (expected value) og RPE (the difference between experienced and predicted rewards). Derudover indeholder ligningen t der er forsøgsnummer, w0 der er en konstant, w der er indflydelsen af forskellige typer af begivenheder, og 0 ≤ γ ≤ 1 der er en forglemmelsesfaktor, der giver nyere oplevelser mere værdi en gamle.

Hvis der sidder en matematiker derude, så uddyb meget gerne i kommentarfeltet herunder.

Artiklen kan findes her.

Så tidligere forventninger, beslutninger og deres udbytte er informationer hjernen bruger til at være så sikker som muligt på, at du vil træffe det valg, der giver dig det største udbytte.

Glædesligningen er baseret på et forsøg med hjerneskanninger af 26 personer, der spillede et simpelt pengespil, og svarede på hvor glade de følte sig undervej. Dette blev udvidet til 18.420 mennesker, der ved hjælpe af et smartphone-spil udførte mere eller mindre risikofyldte valg, og beskrev deres niveau af glæde imens.

Selvom dette eksperiment selv sagt er meget enklere end den virkelige verden, så kan jeg godt genkende mig selv i det. Når en situation er bedre end forventet, bliver man glad. Hvis man f.eks. forventer at det kommer til at gå middel til en eksamen, og man så scorer topkarakterer, så føler man mere glæde, end hvis man havde forventet en topkarakter.

Jo lavere forventning, jo større belønning, jo større glæde.

Der er dog nogen valg, ligningen ikke kan hjælpe med. F.eks hvilken partner man skal vælge, om man skal kvitte sit job eller få en hund for at blive mere lykkelig.

Selvom man ikke er matematiker, kan alle deltage i spillet “The Great Brain Experiment” og hjælpe til at få mere præcise data.

God fornøjelse.

Biologi, Kemi, Medicin

Kan en videnskabsminister tro på magi?

17. juli 2014 Stinus Lindgreen 1 kommentar

Hvordan ville du reagere, hvis den danske finansminister foreslog at løse alle landets finansielle problemer ved hjælp af alkymi? Den moderne videnskab griner måske af denne gamle tradition, men at lave almindelige metaller om til guld er da værd at forsøge. Tænk hvis det virker.

Eller måske skulle vores sundhedsminister finansiere en ekspedition for at lede efter Ungdommens Kilde – det ville jo have enorme konsekvenser for vores forventede levealder!

Den simple grund til, at vi selvfølgelig ikke gør dette, er, at det er overtro og magisk tænkning. Det ved vi jo alle sammen. I et oplyst demokrati som det danske vil ingen minister seriøst overveje magi som en løsning på virkelige problemer.

Og så alligevel. Den engelske premierminister David Cameron har netop udnævnt en ny minister, Greg Clark, der får ansvar for bl.a. forskning og de engelske universiteter (hans fulde titel er Minister of State for Universities, Science and Cities). Det har skabt noget røre i videnskabelige og skeptiske kredse, da Clark tilbage i 2007 støttede en erklæring “NHS Homeopathic Hospitals” til fordel for offentlig støtte til homøopatiske hospitaler. I erklæringen slås det bl.a. fast, at underskriverne “welcomes the positive contribution made to the health of the nation by the NHS homeopathic hospitals; notes that some six million people use complementary treatments each year”.

Der er meget galt med denne erklæring. Homøpati er ren hokus-pokus, der ikke hører til i et offentligt støttet system. Ikke alene virker det ikke – det kan ikke virke. Selve ideen bag homøopatisk “behandling” strider imod alt hvad vi ved om fysik, kemi og biologi. Dernæst er det sagen underordnet, hvor mange brugere der måtte være af denne service. Om en behandling er virkningsfuld eller ej afgøres ikke ved en demokratisk afstemning, men ved at lave en videnskabelig undersøgelse af behandlingen. Det har man gjort, og konklusionen er klar: Homøopati virker ikke.

Greg Clark og de andre underskrivere tabte dog slaget. Men støttede han op om denne erklæring, fordi han tror på homøopatisk “behandling”, eller fordi der i hans vælgerkreds lå et homøopatisk hospital? Tunbridge Wells Homeopathic Hospital lukkede i 2009, efter at den offentlige støtte blev fjernet. Indtil da var der årligt blevet brugt omkring £160,000 på homøopatiske “behandlinger” på hospitalet. Penge der nu heldigvis kan bruges på virkningsfulde behandlinger i stedet.

Det store spørgsmål er dog stadig, om Englands nye videnskabsminister tror på magi? Det er i mine øjne ret væsentligt at få afklaret.

Hvad er homøopati?

Homøopati blev opfundet af Samuel Hahnemann i 1796 i en tid, hvor vores forståelse af sygdomme, fysiologi og videnskab generelt var temmelig mangelfuld. Den grundlæggende idé er ren magisk tænkning: Man kan kurere en sygdom ved at bruge en substans, der hos raske personer giver de samme symptomer som sygdommen. Et eksempel: Koffein giver søvnbesvær, så et homøpatisk middel lavet på koffein skulle kunne kurere søvnløshed. Den homøopatiske “medicin” laves ved at opløse substansen (f.eks. koffein) i alkohol eller destilleret vand i forholdet 1:100. Herefter rystes blandingen – oprindeligt ved at give den 10 hårde slag. Denne opløsning ville få betegnelsen “1C” af Hahnemann. Herefter fortyndes blandingen yderligere ved at tage en lille smule af den oprindelige opløsning og fortynde i forholdet 1:100 endnu engang, hvorefter den rystes 10 gange. Dette er en “2C”-opløsning. Bemærk at der nu er 1 del “aktiv substans” i 10,000 dele opløsning. En “3C”-blanding har et forhold på 1:1,000,000 og så fremdeles. I homøopati anses de mest fortyndede blandinger for at være de mest virkningsfulde, hvilket strider imod alt hvad vi ved om medicin, fysiologi og dosis-respons. Hahnemann anbefalede “30C”-opløsninger, hvilket vil sige 1:10^60 – med andre ord rent vand uden et eneste atom af det oprindelige materiale. Homøopati virker ikke, fordi det ikke kan virke.

Biologi, Formidling, Medier, Nyheder

Kun svage aktivister slipper mink løs

16. juli 2014 Lilli Gruwier 2 kommentarer

Aktivisters tekst på plankeværkt — Aktivisters tekst på plankeværk

I weekenden kunne man på tvs NYHEDER læse, at de fleste mink er fanget igen. Over 950 af 1000 mink er indfanget af frivillige, jægere og minkavlere. Historien bunder i, at ukendte gerningsmænd var brudt ind hos en minkavler ved Ølgod i Sydvestjylland, og havde åbnet burene så minkene kunne slipper ud til friheden.

En kombination af fælder, jagt og indsamling har dog nu sikret at der igen er mink i burene hos avleren. At fange knap 1000 mink er dog ikke så svært som man skulle tro. Langt de fleste blev siddende i deres bure. Andre er så uvant med friheden at de nemt samles op i nærheden af farmen. Resten blev med en samlet jagt-indsats taget med haglgevær og hund.

At det er aktivister der står bag, tyder graffitien med “stop lidelsen” og logoet “ARF” på. Om det er en ny gren af ALF, Dyrene Befrielses Front (Animal Liberation Front) eller om der blot er stavet forkert, er der ingen afklaring på endnu.

Men at der er tale om amatører er der ingen tvivl om.

For det første, kan det at slippe dyrene fri på ingen måde være i nogens interesse, ihvertfald ikke minkenes eller den danske naturs. De er fremmede for hinanden, og mange frivillige kæmper hvert år en ulige kamp med invasive arter. Dyr der ikke har en rolle i det danske økosystem, og derfor falder udenfor, enten ved at leve en kummerlig tilværelse med en kamp for overlevelse i et ukendt tærren, eller ved at overtage nicher der ellers var forbeholdt de danske arter. Langt de fleste når dog at bliver jagtet, fanget, skudt og indsamlet inden de når at gøre skade på den danske natur.

Flot, sat ud til jagt, hvor er det vi har set det før?

Så, hvis I virkelig vil stoppe lidelsen, så slå dem da ihjel med det samme. På den måde skader i ikke den danske natur, minkene får fred og man rammer avlerne hvor det virkelig gør ondt. ”Pels er ikke for mennesker” er også malet på væggen hos minkavleren. Næh, måske ikke. Men så lad os smide læderhandskerne, pelskraverne og uldtæpperne. Lad os slukke køleskabet og leve af nedfaldsfrugt i haven.

Selvfølgelig skal nyttedyr have ordenlige vilkår, men jeg ser ikke mange aktivister der slipper grise, kyllinger eller private hunde løs?Man kan ikke løser problemer ved at lave mere bøvl.

Tidsspilde og egoistisk glorievaskning!

Hvis I skal gøre noget, så gør det ordenligt. Jeg foreslå at I samler 10-15 mand, det burde være muligt. Udstyret med trækæppe med pigge (jeg vil tro at et rundboldbat med søm i enden kunne gøre det) sniger I jer ind til minkfarmen.

Når I så har fået burene op, smadrer I dyrene med kæppene. Der er sikkert andre lige så effektive metoder, måske en kombi af giftgasser og maling? Måske en brand? Ideen er, at få slået dyrene ihjel hurtigt OG få ødelagt skindende.

På den måde undgår I den lidelse I snakker så meget om, plus I rammer avlerne hvor det virkelig gør ondt.

Medicin, Nyheder

Her ligger en halv million skattekroner, som det offentlige har forlagt og glemt

5. juli 2014 Klaus Seiersen 4 kommentarer

Forestil dig at du er kasserer i en lille dansk forening, og at der pludselig står godt en halv million kroner på foreningskontoen, som ingen vil have retur!

Det er faktisk præcis, hvad der er sket for kassereren i mit faglige selskab Dansk Selskab for Medicinsk Fysik (DSMF).

De første penge dukkede op omkring årsskiftet, og vores kasserer kontaktede banken for at finde ud af, hvor de kom fra.

Banken var ikke synderligt interesseret i at hjælpe med at sende pengene retur, for der var tale om en helt legal overførsel. De fandt dog frem til afsenderen, som var ingen ringere end Region Hovedstaden.

Kassereren ringede før nytår til regionens bogholderi, som fandt betalingerne i systemet. De skulle nu bare sende en officiel tilbagebetalingsbegæring samt få stoppet eventuelle fremtidige betalinger.

Vores kasserer har her over et halvt år senere endnu ikke hørt fra dem, og faktisk er flere mindre indbetalinger endda dukket op på kontoen.

Region Hovedstaden kæmper i øjeblikket en svær kamp med omfattende økonomisk misbrug af forskningsmidler, en skandale som også har bredt sig til det midtjyske, hvor en forsker er blevet bortvist. Om DSMFs penge er relateret til hjertecenterets midler er uvist, men chokerende er det i hvert fald, at sundhedsvæsenet har så lidt styr på deres (og vores allesammens) penge.

Datalogi og it, Gæsteindlæg, Matematik, Skoler og uddannelse

Gratis skolebøger?

29. juni 2014 Guest 2 kommentarer

Gæsteindlæg: Dagens gæsteskribent er forfatter og udgiver af MatBog.dk og beskriver sig selv således: “Frank Villa er vist nok 38 år gammel og bor i et hus med stråtag. Han er uddannet i matematik og fysik med en ph.d.-grad i topologisk kvantefeltteori fra Aarhus Universitet. Han har været gymnasielærer siden 2006 og har skrevet en bog om matematik. Desuden rejser han så ofte som muligt hen til steder hvor der er total solformørkelse og/eller vilde dyr”.

Hej, jeg hedder Frank, jeg er naiv.

Richard Stallmann har spillet en væsentlig rolle i min opvækst, og jeg har læst Lawrence Lessigs bog “Free Culture” to gange. Hvis du ikke er bekendt med disse navne, vil jeg lige starte med et ultrakort resumé:

Ideen om fri software og fri kultur kan bedst forstås med udgangspunkt i en misforståelse. Nemlig den misforståelse som kan opstå fordi ordet “fri” og ordet “gratis” staves ens på engelsk.

Richard Stallmann har forklaret forskellen ved at sige at “Free Software” skulle forstås lige som “Free Speech”, men ikke som “Free Beer”.

Desværre er der mange som ikke kender forskel på disse to. I Danmark, hvor vi egentlig har to forskellige ord, er der rigtigt mange (f.eks. 95% af mine lærerkolleger) som tror at software som ligger frit tilgængeligt på internettet kan og bør bruges kvit og frit. Så kan ophavsmændene til denne software jo tjene penge ved at samle ﬂasker i en park. Programmører bliver vel lykkelige fordi vi gider at bruge det som de har lavet? Eller hvad?

I 2005 blev jeg ansat som gymnasielærer i matematik.

Lige som mange andre unge idealister blev jeg overrasket over hvor dårlige de eksisterende lærebøger var. Jeg kunne ﬁnde helt grundlæggende, faktuelle misforståelser i næsten hver eneste, og eleverne læste dem simpelt hen ikke.

Lige som mange andre unge idealister med for meget fritid, begyndte jeg derfor at skrive et alternativ. Det startede som nogle supplerende noter og voksede langsomt til at dække omkring halvdelen af alt gymnasiestoffet. Mine elever elskede det. Naturligvis var der en positiv effekt fra at noterne var skrevet i det samme sprog som jeg brugte med dem til hverdag. Og naturligvis var der en positiv effekt fra at vi kunne være fælles om at hade og håne den gamle, dumme bog. Men selv når disse effekter blev fraregnet (bl.a. ved at nogle af mine kolleger brugte noterne), var der en tydelig tendens til at især de middelstærke og stærke elever ﬁk et stort udbytte af at bruge dem.

Ifølge den feedback jeg har fået fra eleverne, adskiller materialet sig på mange punkter fra andre matematikbøger.

Det er skrevet i et tidssvarende og læsevenligt sprog med respekt for typograﬁ og korrekte kommaer. Der er meget tekst, så hvis man bare mestrer kunsten at læse, kan man ﬁnde forståelige forklaringer på alt hvad der virker mystisk.
Der er aldrig gået på kompromis med den matematiske præcision. Når der en gang imellem springes hen over nogle (alt for avancerede) detaljer, så indrømmes det altid åbent. Jeg tror på at man saboterer elevers forståelse af matematik, hvis man giver dem en illusion af at noget uhyre kompliceret er simpelt.
Alle deﬁnitioner, regler, formuleringer, navngivninger o.s.v. er tænkt meget grundigt igennem. Dvs. der er ingen dumme, intetsigende navne i stil med “tretrinsreglen” eller “topunktsformlen” (Bemærk at der kun er et enkelt “p” i den sidste. Da jeg første gang hørte om dette navn, nægtede jeg at tro på at nogen kunne ﬁnde på at bruge det. Men det ﬁndes!). Og der er ingen deﬁnitioner som strider direkte imod de rigtige deﬁnitioner i den etablerede matematik (såsom at deﬁnere det bestemte integral som tilvæksten i en stamfunktion, og derefter lade som om alle ved hvad et “areal” er).
Det samme stof bliver behandlet fra forskellige vinkler i forskellige dokumenter. F.eks. er deﬁnitioner og lange forklaringer henlagt til “Teori og Baggrund”-dokumenter, mens “metoder og eksempler” og “sætning og bevis” har deres egne dokumenttyper. En særlig nyskabelse er “Pointen med…”-dokumenterne som forsøger at forklare hovedemnerne på en simpel måde, hvor detaljer bliver ofret til fordel for den essentielle forståelse.
Der er altid plads til eksperimenter. Det som fungerer bliver stående, og det som ikke gør bliver fjernet igen. Eftersom forfatteren også er økonomiansvarlig og chef, går den slags beslutninger enormt hurtigt.
Der er plads til humor og pjat. Der er links og referencer til internet-memes og andet ungdomskultur. Som regel er det plat på sådan en “fuld onkel”-agtig måde. Men det giver et tiltrængt afbræk i den tunge stringens i ny og næ, og enkelt elever bliver mere motiverede til at læse, fordi de leder efter det useriøse indslag.
Der er fejl, lige som i alle andre bøger. Nogle dokumenter er skrevet klokken 4 om natten i et ﬂy, og det kan ses. Men som den eneste matematikbog i verden, kan både lærere og elever indberette disse fejl elektronisk, og så bliver de rettet mere eller mindre øjeblikkeligt. I gennemsnit går der 2 timer fra en fejl er blevet påpeget til at den er rettet.

Nå, tilbage til historien…

Nu fulgte en periode hvor jeg drømte om at blive rig. Jeg undersøgte mulighederne for at få noterne udgivet som en bog hos et etableret forlag. Men det viste sig hurtigt at de arbejdsvilkår som forlagene tilbyder deres forfattere, og ikke mindst den latterligt lave provision (typisk under 10% af indtægterne fra salg) slet ikke tiltalte mig. Jeg havde brug for meget mere kreativt frirum, og jeg kunne ikke holde tanken ud om at se reklamefolk, slipsetyper og HR-medarbejdere tjene ﬂere penge end mig selv på den bog jeg havde skrevet.

Så jeg bestemte at jeg ville prøve at blive udgiver. Med en filosofi om at selv hvis alting gik galt, så ville det gå bedre end alternativet.

Jeg lagde noterne op på en webside, lavede en spøjs måde at navigere imellem dem på ved hjælp af mindmaps og ﬁk en yderst talentfuld elev til at hjælpe med lidt webdesign.

På den måde opstod MatBog.dk. Min matematikbog. Og lidt senere opstod “IT Teaching Tools” – mit forlag.

Jeg havde en kort periode (faktisk kun et par timer) hvor jeg spekulerede på om man kunne forhindre kopiering og uretmæssig distribution af bogmaterialet.

Det kan man ikke.

Ihvertfald ikke uden at spolere bogmaterialet og irritere brugerne grænseløst. Derfor ligger alt bogmaterialet den dag i dag helt frit tilgængeligt for alle som gider at registrere sig som bruger. De udgives under en Creative Commons licens som udelukkende har til formål at sikre at der ikke er andre som tager æren eller tjener penge på mit arbejde. Og den eneste straf for at dele og downloade dokumenterne andre steder er at man risikerer at få en version som ikke er opdateret med de nyeste rettelser af fejl.

Nu er så min store drøm at de danske gymnasier vil opdage at der ligger et helt frit og overlegent alternativ til de afsindigt dyre bøger og såkaldte “i-bøger” som de etablerede forlag overdænger dem med reklamer for.

Og en endnu større drøm er at de danske gymnasier indser at man faktisk kan og bør betale for frit tilgængeligt materiale.

For at motivere til det sidste har jeg påbegyndt opbygningen af et lille arsenal af “premium features” som man får adgang til hvis man køber et abonnement. Disse er dog langt fra færdige, fordi jeg hverken har tid eller råd til at lægge det arbejde i som kræves.

Men jeg håber at nogen vil indse at det godt kan betale sig at give penge for noget der umiddelbart ser gratis ud. Fordi de kan se at pengene vil blive brugt til noget fornuftigt.

Som sagt: Jeg er naiv.

Astronomi, Geologi, Rumfart

Strandsten på Mars vidner om milliarder af år gammelt vandløb

27. juni 2014 Kjartan Kinch

I mit første indlæg her på bloggen fortalte jeg om Curiosity-roverens studier af leraflejringer i Yellowknife Bay som viste at der her, på bunden af krateret Gale, for milliarder af år siden har ligget en sø, hvor de nødvendige betingelser for liv var til stede.

I løbet af det første halve år på Mars, før ankomsten til Yellowknife Bay, gjorde Curiosity også en anden opdagelse. Lige hvor roveren landede fandtes, lige under de øverste få centimeter jord, et fladt lag af cementeret sandsten, som hist og her var brudt op og stak op gennem den løse jord ovenover hvor stenen langsomt var i færd med at erodere væk under påvirkning af vind og luftbåret sand.

Cementeret ind i disse klipper var mængder af småsten som var usædvanlige ved at være glatte, afrundede og flade. Ganske som sten man kan finde på stranden, men usædvanligt for Mars, hvor småsten typisk er mere skarpe og kantede. Småstenene var mange steder eroderet ud af klippen og lå nedenfor i små bunker.

A: Småsten i sandstensklipper i Gale krater, Mars. B: Tilsvarende aflejring fra Atacama-ørkenen i Chile. Billedet er fra artiklen i Science om opdagelsen

Ved analyse af stereobilleder og de deraf afledte 3D-modeller af terrænet var det muligt at samle en omfattende statistik over disse småstens størrelse og form. Flere af mine kolleger her på Niels Bohr Institutet bidrog til analysen. Min kollega Asmus Koefoed har lavet en rigtig fin video, som på poetisk vis beskriver dette arbejde:

Ud fra den observerede grad af afrunding af stenene kan man estimere, hvor langt de er blevet transporteret. Det ser ud til at de er transporteret mindst et par kilometer. Samtidig kan man ud fra deres størrelsesfordeling komme med et bud på hvor dybt vandet mindst har været og hvor hurtigt det er strømmet, for at kunne løfte sten af den størrelse. Afhængigt af antagelser om terrænets hældning og mængden af løst sand kommer man frem til at strømmen havde en minimumsdybde på 3 – 90 cm og hastigheden var 20 – 90 cm/s.

Det vigtige er, at disse observationer ikke med nogen rimelighed kan forklares på anden måde end ved vand, der strømmede ganske livligt på overfladen over betydelige afstande. I mange år har man observeret dale på Mars, som af mange blev tolket som floddale fra en tid med en varmere, tættere atmosfære. Men man kunne komme med andre mulige (omend lidt spekulative) fortolkninger, såsom sivende grundvand over lang tid eller strømmende lava. Nu kan vi dokumentere at i hvert fald på dette sted, på et bestemt tidspunkt, strømmede vandet på overfladen af Mars.

Hvornår var det så ? Det er svært at sige nøjagtigt, men det var i hvert fald med stor sandsynlighed senere end den periode omkring 3.6-3.8 milliarder år siden, hvor de fleste af floddalene stammer fra. Selve Gale Krater er fra denne periode og har efter sin dannelse gennemgået en lang historie med deponering af store mængder sediment og senere erosion. Disse sandsten repræsenterer sandsynligvis noget af den seneste betydelige geologiske aktivitet i Gale krater.

Tidspunktet for strømmen kan lige nu ikke bestemmes meget bedre end “engang for mellem 1-3 milliarder år siden”. Det er dog også efter vand-på-Mars forhold ret sent og lægger sig sammen med en del nyere evidens for episodisk vandaktivitet ganske langt op i Mars’ historie. Sandsynligvis lå der sne på bakkerne uden for krateret og da klimaet i en kortere periode skiftede (på grund af vulkanisme ? meteornedslag ?) smeltede en del af denne sne og strømmede ned i krateret. Faktisk gennemskæres kraterranden af en floddal, Peace Vallis, som kommer ud ovenfor Curiosity’s landingssted. Selvom denne floddal ikke kan følges hele vejen ned til de aflejrede strandsten hænger historien dog meget godt sammen.

Muligvis (sandsynligvis ?) blev leraflejringerne i Yellowknife Bay også dannet ved samme lejlighed. Yellowknife Bay ligger lavere og i forlængelse af det område, hvor småstenene blev fundet. Det er dog også muligt at lerlagene er betydeligt ældre og repræsenterer lag som har været dybt begravet og siden er blevet frilagt ved (vind)erosion.

ScienceBlog