Anmeldelse, Arrangementer, Biologi, Formidling, Medier, Nyheder, Skoler og uddannelse

Naturhistorisk Museum: Ny hjemmeside, nyt indhold?

Så er der ny hjemmeside på adressen http://www.naturhistoriskmuseum.dk/.

Jeg har selv haft min gang både foran og bagved scenen på museet i mange år. Faktisk siden jeg i 9. klasse var i erhvervspraktik på museet. Meget er sket siden dengang, og meget har fået lov at være det samme. En ny hjemmeside er et skridt på vejen mod en opdateret udgave.

Museet kom for nyligt i vælten både nationalt og internationalt pga. den berømte dissektion af Marius (og nej, der var ikke tale om en obduktion, vi VED godt hvad dyret døde af…).

Da vinterferien efterfølgende dukkede op gjorde Naturhistorisk Museum (både i Århus og Statens i København) blot hvad de altid har gjort. Nemlig at holde offentlige dissektion af døde dyr. Jeg har selv haft fornøjelsen af at skære og klippe både hajer og blæksprutter op på museet, foran en fyldt sal af glade og interesserede børn og voksne. Og ja, det lugter, og ja det er grænseoverskridende. Men når man høre børnenes ligefremhed og nysgerrighed så….

Hov, det var slet ikke det indlægget skulle handle om. Tilbage til hjemmesiden.

Hjemmesiden har fået et gevaldigt løft. Siden er blevet opdateret og rummer nemt tilgængelige oplysninger, både mht. til det praktiske (det er utroligt hvor mange hjemmesider hvor f.eks et telefonnummer eller adressen er gemt godt af vejen). Siden er nem at navigere rundt på, og virker lige godt på mobile platforme som på almindelig webbrowser.

Der er ikke tale om noget nyt indhold, der er ikke mange nye features, og webbutikken er stadig brugbar men ikke særlig sexet. Jeg kan heller ikke finde oplysninger om kantinen, men det kan man heldigvis ringe og snakke med de venlige og erfarne mennesker i receptionen om. Telefonnummeret står på forsiden.

Der er stadig enkelte småting, noget tekst står mærkeligt, og enkelte genveje er blevet til blindgyder. Jeg mangler også lidt mere dybde om selve udstillingerne, og gerne endnu flere billeder. Jeg bruger selv billeder til at danne mig et indtryk og lidt ejerfornemmelse inden et besøg, og der er nok af flotte motiver både på museet og på deres afdeling på Mols. Brug det.

Linket til deres Instagram viser et blot et enkelt billede fra 2012. Hvis den ikke er opdateret, så lad være med at linke til den!

Til gengæld bruges deres Facebookprofil som et supplement til hjemmesiden, med backstagebilleder, link til interessante artikler, og “husk nu weekendens krybdyrstur på mols”-indlæg. Bliv ved med det.

Lad os håbe at de holder opdateringerne ved lige, får udviklet nye features og får rettet de små ting til. Så burde museet kunne aflæse hyppigere og længervarende besøg i deres hjemmesidestastik.

Ny hjemmeside, gammelt indhold.

Datalogi og it, Nyheder, Teknologi

Hvor søger man det forsvundne fly? Følg skibene på nettet

1 kommentar

Det er svært at gennemskue, om vi får al information om eftersøgningen af det forsvundne Malaysia Airlines Flight 370, og om den information, vi får, er rigtig eller forkert.

Efterhånden er man overbevist om, at flyet af endnu ukendte årsager, er endt i havet i den sydlige del af det Indiske Ocean, hvor masser af fly og skibe i øjeblikket leder.

Her har hjemmesiden MarineTraffic valgt at publicere data fra skibenes AIS-system, så man kan følge dem online. Desværre er det så langt ud på havet, at man kun kan følge skibe med satellitbaseret AIS, og det er kun ganske få skibe, der bruger det.

Et eksempel er dog det kinesiske redningsskib Xue Long, som man altså kan følge live: Hvor det sejler, hvor hurtigt det sejler, og hvordan det zig-zag’er i sin søgning efter vragdele.

Måske det nærmste vi kommer ufiltreret information fra eftersøgningen.

Screenshot fra Marine Traffic

Biologi, Formidling, Forskning, Medier, Nyheder

Løvemord og andre vigtige nyheder

2 kommentarer

Havde egentligt en naiv forestilling om at mit første blog indlæg skulle dreje sig om en fantastisk god ide, som nogle virkeligt smarte mennesker i en eller anden forkromet tænketank havde udklækket. Eller om en løsning som en græsrodsgruppe havde udviklet, og dermed kunne sprede en masse optimisme og glæde, over alle de ting vi formår at opnå som samfund, når vi sætter os det for. Du ved, man sætter hurtigt høje forventninger op. Men i stedet blev jeg gjort opmærksom på nogle Breaking News.

Københavns Zoo har igen været ude med boltpistolen og har begået løvemord denne gang. Min første indskydelse var at det kan da umuligt være en historie en gang til? Men jo, jeg sidder og kigger på at historien ligeså langsomt kravle op ad trending listen på Facebook. Ligger nu ligger den lige under historien om Gwyneth Paltrow og Chris Martin’s separation. Lige interessante nyheder leger åbenbart bedst.

Men lad os da tage den en gang til så. Københavns Zoo har slået fire løver ihjel. Fire stk. Fire. De havde sikkert alle sammen et navn, fordi vi kun kan relatere til naturen hvis den bliver antropomorfiseret (læs: tillagt menneskelige egenskaber). De gjorde det fordi de vælger at følge retningslinjer udstedt af EAZA (European Association of Zoos and Aquariums) og IUCN’s (International Union of Conservation of Nature) programmer der skal sørge for at holde generne raske og diverse i vores dyr i zoo´s rundt om i verden.

Sidstnævnte er samme organisation som laver rødlisten over truede dyrearter, og dem der kortlægger hvor disse arter findes samt hvor truede de er. Det stoler vi nok på dem til de får lov at styre. De retningslinjer specificerer at aflivningen er set som en sidste udvej, og ifølge EAZA selv “We are ethically obliged to strike an informed balance between the life of an individual and maintaining the long term viability of a managed population.” Altså at det er artens overlevelse der er den vigtige, ikke individets. Som evolution nu engang virker. Ifølge BBC er der på europæisk plan ca. 3000-5000 aflivninger om året. Dog er ikke alle dyr med samme cute factor som giraffer eller løver.

Hvorfor er vi ikke vildt forargede over at der  i første omgang overhovedet skal være et program som sikrer arternes overlevelse? Hvorfor er vi ikke forargede over, at disse gener skal holdes sunde og raske, fordi det måske ender med at være de eneste levende eksemplarer der er tilbage, med den hast vi udrydder arterne med? Vi sidder midt i den sjette masseudryddelse af arter på jorden, og går i moralsk stivkrampe over fire løver og en giraf. Hold nu op hvor er det bare tamt og hult at høre på. Nej giv mig hellere nogle vigtige nyheder, som Gwyneth’s og Chris’ break-up. Se det er noget man kan forstå bliver verdensomspændende..

Biologi, Formidling, Nyheder

Hvorfor gik tudsen over vejen?

1 kommentar

…anemoner, bøgeblade, svaler, springvand, sommerdæk, sommertid…

Dette er et lille udpluk af de forårstegn vi danskere er så vilde med. Men der findes et forårstegn der er virkelig overset. Et tegn jeg personligt er helt vild med, og som jeg kigger efter hvert år i marts. Når frosten er af jorden, og de første solstråler begynder at varme, og gerne når det første våde regnskyl har efterladt den spæde forårs jord fugtig. Så kommer de frem fra deres huller og starter deres flere kilometer lange færd. De små hanner først, de store hunner vraltende lidt forsinket bagefter, de har ikke helt så travlt. Du har sikkert selv set dem, men måske troet at det blot var visne blade der lå på vejen.

De ligner visne blade, som de står der på vejen når deres profil tegner sig mod aftenhimlen, med forlygternes skær glimtene i deres mørke øjne.
Helt stille vandrer de i massevis. Helt stille står de hvis de forstyrres, med løftet hage og afventende blik.
Bufo bufo
Skrubtudsen
Tudserne er på vej til den årlige befrugtningsfest i deres hjemlige vandhul. Et vandhul de selv forlod. Med nydannede ben og en appetit på livet drog de afsted, for at vende tilbage dette forår, år efter år.

Når man har udvendig befrugtning som tudserne, gælder det for hannerne om at være til stede i samme øjeblik æggene forlader hunnen. Så hannerne springer på hunnerne, allerede inden vandhullet er nået. Dette mistolkes tit som en decideret parring. Men en parring sker kun hos de dyrearter der har indvendig befrugtning, herunder mennesket. Hannerne kravler rigtig nok op på ryggen af hunnerne, og kan sidde der allerede flere hundrede meter inden de har nået deres bestemmelsessted. Og at der måske i forvejen sidder én han, betyder ikke at han nr. 2 blot vandrer videre til den næste, man kan jo altid lege ”hvem kan holde skansen” indtil der dukker noget andet op. Så han hopper blot oven på han nr. 1 og enten klamre han sig fast der eller også prøver han at få han nr. 1 af pinden.

Hunnen vandrer blot videre, hun blander sig ikke videre i den kamp om toppen der foregår bag hendes ryg. Hendes sikkerhed ligger i at den stærkeste han (og dermed den bedst egnede til at befrugte hendes æg), er ham der kan holde skansen ned til søen, og indtager sin rettelige plads som befrugter af æggene. Hvis en han uheldigvis hopper på en anden han, har de en indbygget sikkerhedsmekanisme. Et lille piv fra den overrumplede han giver besked om at det er spildte kræfter, og de kan begge kravle videre mod en hun.

Tudsernes vandring er ikke et forårstegn man hører om på TV2 vejret, men for mig er det årets vigtigste tegn på at der er varme, lys og nyt liv er på vej.

Astronomi, Rumfart

Hvad er risikoen for at ramme en asteroide med sit rumskib ?

1 kommentar

I forlængelse af min sidste post stillede min med-blogger Thomas mig dette udmærkede spørgsmål:

Ok, hvis du skal give dit bedste bud… hvis man skyder en sonde ud imod saturn, hvad er så chancen for at den rammer en asteroide?

I Star Wars ved vi at det er svært at komme igennem et asteriode felt, men i virkeligheden er det nok svært at ramme noget som helst.

Er chancen bedre eller værre end at blive ramt af et lyn? Hvor mange gange bedre eller værre?

Modigt påstod jeg at risikoen for at ramme en asteroide på vej gennem asteroidebæltet var mindre end risikoen for at blive ramt af et lyn. Men havde jeg ret i det ? Klogt undlod jeg i første gang at sætte et tal på, men måske vi godt kan lave en eller anden slags estimat af risikoen:

Hvad er risikoen for at blive ramt af et lyn ?  Ifølge myndighederne sker der i Danmark omkring et dødsfald hvert andet år på grund af lynnedslag. Der er lidt over 5.5 millioner mennesker i Danmark. Vi regner i runde tal her, så lad os sige at min risiko for at blive ramt af et lyn i løbet af ét år er:

1 ud af 10 millioner.

Hvad er så risikoen for at ramme en asteroide på vej gennem asteroidebæltet ?

Det første man skal forstå om asteroidebæltet er, at asteroidernes tæthed er drastisk mindre,  end Alex Parkers visualisering giver indtryk af. Det samme gælder en hvilken som helst anden visualisering af asteroidebæltet, du nogensinde har set. På film er det endnu værre:

hoth_asteroid_field_btm.

Grunden til dette er simpel nok. En realistisk visualisering af asteroidebæltet ville se ca. sådan her ud:

asteroids.001

– og det er der jo ikke meget spas ved.

Der er kun én af asteroiderne, 4 Vesta, som på en rigtig god dag kan ses med det blotte øje fra Jorden. Asteroiderne er så små og er spredt over så gigantisk et område at asteroidebæltet stort set udelukkende består af tomt rum.

Ifølge wikipedia har i alt 11 rumfartøjer bevæget sig i asteroidebæltet, og ingen af dem har oplevet kollisioner (se nederst, under “exploration”). Hist og her på internettet  har jeg set tallet 1 ud af en milliard (engelsk: one in a billion) som estimat af risikoen for at ramme en asteroide, men jeg har ikke fundet nogen autoritativ reference.

Jeg har lavet en uhyre grov overslagsberegning (de interesserede kan se nedenfor) og jeg landede faktisk på det samme tal :

1 ud af en milliard

som risikoen for at ramme en asteroide. Det er altså 100 gange mindre end risikoen for at blive ramt af lynet i løbet af et år.

Derned kan vi med en rimeligt god margen nok godt tro på at risikoen for at ramme en asteroide er mindre end risikoen for at blive ramt af lynet i løbet af et år. Så min første indskydelse var korrekt. Og læserne kan roligt fortsætte med deres eventuelle planer om en rumrejse til Saturn uden at bekymre sig om at ramme en asteroide på vejen.

 

—————————————

Her følger min (uhyre grove) overslagsberegning for de særligt interesserede:

Vi vil prøve at estimere asteroidebæltets tværsnitsareal når man skyder en rumsonde ud igennem det fra det indre solsystem. Det vil vi så sammenligne med asteroidernes antal og deres tværsnitsareal.

Afstanden fra Jorden til Solen kaldes en astronomisk enhed (AE) og er i grove tal 150 millioner km. Asteroidebæltet centrum er omkring 2.7 AE fra Solen. Asteroiderne er koncentrerede omkring Solsystemets plan og bliver gradvist færre opad og nedad derfra, men for nemheds skyld lad os sige at asteroiderne er jævnt spredt over et bånd, der går 1/10 AE over og under solsystemets plan. Det er ikke helt tåbeligt, som det ses på Alex Parkers visualisering. Asteroidebæltet  ligger altså (i vores grove beregning) spredt over et fladt, cirkulært bånd med en radius på 2.7 AE og en bredde på 0.2 AE. Det bånd har et areal på 2* π * 2.7 AE * 0.2 AE ~ 7.6 * 1016 km2

Altså  76  billiarder kvadratkilometer ! 
-som vores estimat af asteroidebæltets tværsnitsareal når man kigger udaf fra det indre Solsystem.

Asteroiderne er naturligvis også fordelt over en betydelig udstrækning i den tredje dimension, (variation i afstanden til Solen), men det vil vi ignorere her, da det jo er den retning vores rumsonde bevæger sig.

Hvor mange asteroider er der så ?  Igen Ifølge wikipedia er der anslået 25 millioner asteroider på over 100 m i diameter. Hvis vi dividerer det tal op i arealet af vores bånd ovenfor finder vi (runde tal):

En asteroide for hver 3 milliarder kvadratkilometer. 

Nu har vi så brug for et passende vægtet gennemsnit af asteroidernes størrelse. De bliver hurtigt færre når størrelsen går op (25 millioner over 100 m, 4 millioner over 300 m). Lad os for nemheds bruge tallet 200 m i diameter.  Sådan en asteroide har et tværsnit på omtrent 0.03 kvadratkilometer.

Divider 0.03 op i 3 milliarder og vi finder at risikoen for at ramme en asteroide (på over 100 m) er:

1 ud af 100 milliarder

Den opmærksomme læser vil vide at jeg i ovenstående beregning har hugget en hæl, klippet en tå, sat π=3 og på alle måder lavet meget grove approksimationer, men ikke desto mindre skal resultatet nok være rigtigt indenfor i hvert fald en faktor 10.

Her er problemet imidlertid: Hvor mange asteroider under 100 m i diameter er der ?  Det ved vi faktisk ikke. Ved de mindre størrelser følger antalsfordelingen tilnærmelsesvist en potensfunktion med eksponenten -2.3. Det vil sige at der er flere og flere asteroider, jo mindre størrelser, vi ser på. Asteroidebæltets samlede masse er domineret af de største objekter og vi kan derfor med god præcision bestemme denne (~4% af Månens masse). Men asteroidernes samlede tværsnit er domineret af de mindste objekter. Med andre ord er risikoen for at ramme en asteroide, der er mindre end 100 m efter al sandsynlighed langt større end risikoen for at ramme en asteroide på over 100 m. Men præcist hvor stor er meget svært at sige, da vi ikke ved om størrelsesfordelingen bliver med at adlyde den samme lovmæssighed når vi går til mindre størrelser.

Hvis denne lov bliver ved at gælde er der ca. 7000 gange så mange asteroider mellem 10 cm og 100 meter som det samlede antal over 100 m. Under 10 cm er vi måske ved at være dér, hvor rumsonden har en chance for at overleve sammenstødet (afhængigt af om det er et solpanel eller centralcomputeren, der bliver truffet). Hvis asteroiden er mindre end rumsonden så er det rumsondens areal , der er relevant for risikoen for at blive ramt. Lad os sætte rumsondens diameter til 20 meter, så arealet bliver 1/100 af det tal, vi benyttede før. Den samlede risiko er altså 7000 * 1/100 = 70 gange det tal, vi fandt før. Lad os runde op til 100 da vi jo stadig har ignoreret objekter under 10 cm i diameter.

Vi slår altså ud med hånden og siger at risikoen for at ramme en asteroide i alt er 100 gange større end risikoen for at ramme en asteroide på over 100 m. Vi kommer dermed frem til at risikoen for at ramme en asteroide er:

1 ud af en milliard

Som også var det tal, jeg havde set citeret hist og her, så det er nok ikke helt tåbeligt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Formidling, Medier, Nyheder, Rumfart, Skoler og uddannelse

Nedtælling sat i gang – snart har vi en dansker i rummet

På en ny hjemmeside tæller et ur ned minut for minut. I skrivende stund er der 569 dage, 2 timer og 56 minutter tilbage. “Tid til launch” står der over uret.

Den nye side ESA-astronaut.dk er den officielle hjemmeside for den danske astronaut Andreas Mogensens mission til den Internationale Rumstation ISS i oktober 2015.

Det er meningen, at siden skal samle informationer om Andreas’ mission, men lige nu er det mest en rodebutik med alle mulige nyheder og arrangementer som smager lidt af rumforskning, men som sådan ikke har noget med Andreas Mogensen at gøre.

På sigt er det dog meningen, at man vil kunne finde en masse formidlings- og undervisningsaktiviteter, og det er jo et eller andet sted vores største udbytte med missionen.

Andreas virker til at være superdygtig og skal nok gøre et fantastisk stykke arbejde, men at Danmark har en astronaut, gør os ikke til en stor rumfartsnation.

En dansk astronaut er til gengæld en mulighed for at give naturfagsundervisningen et kæmpe boost, for mediedækningen må forventes at være intens, og det kan landets lærere bygge på; især hvis de får undervisningsmateriale af høj kvalitet stillet til rådighed.

Lige nu har siden dog ikke meget at byde på, bortset fra en konkurrence om at navngive missionen. ESA har gjort det før, f.eks. da svenske Christer Fuglesang var i rummet. Men helt ærligt virker det en anelse komisk, for ESAs missions-navne er bare paranteser i rumfartshistorien og på ingen måde at sammenligne med f.eks. Apollo-missionerne, som Jyllands-Posten antyder.

Jeg vil gerne holde øje med, hvad siden kommer til at byde på i fremtiden, men desværre har man valgt at lave siden uden nyhedsfeed(!).

I stedet vil jeg anbefale, at man følger Andreas’ eget, og ganske udmærkede, twitter-feed.

Astronomi

100.000 Asteroider

3 kommentarer

Planetforskeren Alex Parker har lavet en imponerende simulering af 100.000 kendte asteroiders bevægelse. Asteroiderne er vist i forskellige størrelser og farvekodede efter deres spektrale karakteristika. Det vil sige forskellige farver viser forskellige klasser af asteroider, som reflekterer sollys forskelligt. Asteroiders reflektions-spektrum er en indikation af, hvad asteroiden består af. 

Man ser, hvordan asteroiderne er fordelt i en ganske tyk torus og en del af dem har baner, der bevæger sig en betydelig afstand over og under solsystemets plan. Derudover ser man selvfølgelig at de inderste asteroider roterer hurtigere end de yderste i overensstemmelse med Keplers love. Man ser, hvordan asteroidebæltets indre rand ikke er helt cirkulær, men følger Mars’s elliptiske bane og man kan også se de særlige familier af “trojanske” asteroider som bevæger sig langs Jupiters bane, men foran og bagved Jupiter bundet til de såkaldte L4 og L5 Lagrange-punkter.

Asteroidernes baner er naturligvis primært bestemt af Solens tyngdekraft, men både Jupiter og Mars spiller også med og for eksempel findes der ingen asteroider  med perioder på præcis halvdelen eller en tredjedel af Jupiters periode. Sådanne baner er ikke stabile pga. resonans med Jupiters bane. Asteroiden passerer Jupiter de samme steder i sin bane hver gang, hvilket forstærker effekten af Jupiters tyngdekraft over lang tid. Dette skaber de såkaldte Kirkwood Gaps. 

Nu vil jeg sætte mig til at stirre hypnotiseret på Asteroidernes dans den næste time eller to.

 

 

 

Fysik, Medier, Nyheder, Rumfart

Afsløring: Denne film vinder IKKE en Oscar for bedste film i aften

3 kommentarer

I aften afvikles den 86. Oscar-uddeling i Los Angeles, og er du en af dem, der skal sidde vågen hele natten for at følge med på TV, skal du ikke læse videre, for nu bringer jeg en afsløring: Af de ni film, der er nomineret til Bedste Film, kan vi på forhånd afskrive én af dem som vinder.

 

 

Læser du stadig med?

 

 

Er du klar…?

 

 

Gravity!

Gravity vinder ikke en Oscar som Bedste Film i aften.

Hvorfor ikke? Fordi science fiction-film aldrig vinder den pris. Flere har været nomineret, men science fiction vinder bare ikke den pris. Ikke Star Wars, ikke E.T., ikke A Clockwork Orange, Inception, District 9 eller Avatar. Og heller ikke Gravity.

Og det er synd, for Gravity er en helt fantastisk film. Den er uhyre flot, den er gribende, og den viser den hidtil bedste udnyttelse af det populære 3D-format.

Det vil klæde Hollywood endelig at anerkende genren, og savner man en kunstnerisk begrundelse, kan man uden problemer finde den i de særlige filmiske virkemidler: Kun to skuespillere, masser af store panoramabilleder, ganske få men lange klip (åbningsscenen er én ubrudt 17 minutters sekvens), og så selvfølgelig lydene.

Eller mangel på samme.

For i det lufttomme rum er der jo netop ingen lyde, og som tilskuer føler man virkelig hovedpersonens angst dybt i egen krop, når man kun hører hendes paniske åndedræt, mens dræbende rumskrot farer forbi som fuldstændig lydløse projektiler, der knuser alt på deres vej.

Faktisk er filmen i mine øjne en fuldstændig klar vinder som Bedste Film.

Hvis ikke det var fordi, det netop er… science fiction.

Formidling, Forskning, Forskningspolitik, Medier, Nyheder

Videnskaben er det rene vrøvl

Et slidigt gravben vridrede

i brumringen på tidvis plent,

og lappingen var vaklig, og

det borte grøfgrin grent

Teksten kan ved første øjekast give fin mening. Men det er i virkeligheden det rene vrøvl, taget fra den gamle danske oversættelse af Lewis Carrolls  Bag spejlet .

I den akademiske verden er  vrøvl, humbug og bevist eller ubevist snyd ikke noget nyt. Men der plejer at være mennesker bag. Ifølge  The Guardian skal det nyeste inden for snyd i videnskabens verden findes i et sindrigt computerprogram. Dette program kan klippe nye artikler sammen, ud fra allerede eksisterende artikler.

Disse artikler bliver derfor det rene vrøvl, hvis man rent faktisk læser hvad der står. Hvis man kun skimmer hen over artiklen kan det dog være svært at skelne imellem artikler lavet af rigtig forskere, og så disse vrøvle artikler, især indenfor videnskabsfelter der ligger udenfor ens eget område. Men burde der ikke være en sikkerhed i vores nuværende review-system? Hvorfor er disse artikler ikke opdaget noget før? Jeg tror at vi i dette tillfælde har gjort som mennesker gør tit. Vi følger loven om den nemmeste vej. Hvis det lyder rigtigt, så er det det nok også. Videre. Det er ligemeget. Vi laver bare en ny artikel.

Modtrækket og grunden til at flere end 100 vrøvleartikler er blevet afsløret, er et nyt program, der kan scanne artiklerne og vurdere om der står rigtig forskning bag sætningerne. Kapløbet er altså i gang, og det er nok ikke sidste gang at der er snyd eller computerprogrammer bag videnskabelige artikler. Men skal vi ikke bare acceptere at der er enkelte snydere imellem? Eller skal vi bruge endnu flere ressourcer på at dobbelttjekke hinanden?

Man ved ikke hvor mange Jabberwocky-artikler der stadig ligger derude, men du kan øve dig i at spotte dem her.

 

Biologi

Isbjørne, hvor kommer de egentlig fra?

I går var åbenbart den international dag for isbjørne. Det anede jeg faktisk ikke.

Jeg er dog selv lidt interesseret i isbjørne. Mest fordi jeg blev involveret i et projekt om isbjørnenes oprindelse for et års tid siden. Jeg fik et opkald fra en der arbejder med dem der spurgte om jeg kunne lave en hurtig analyse af deres genom, og sammenligne det med andre bjørne. Det hastede lidt for de ville sende en artikel ind i slutningen af ugen, og det var allerede onsdag…

Det var selvfølgelig urealistisk at lave en analyse på et par dage, men jeg kastede mig over det, og fik lidt ekstra tid så jeg kunne gøre det godt nok, og vi fik en artikel ud af det. Og jeg fik et par gode venner ud af det. Hej Charlotte og Vic hvis I læser det her.

Et par måneder senere var jeg i New York og boede et par dage hos senior forfatteren på artiklen, Charlotte Lindquist, hendes mand Vic Albert og deres familie, og sjældent er jeg blevet taget så vel imod. De dejligste ting sker når man er lidt åben for nye projekter.

Nå, vi hopper tilbage til projektet. Et par måneder inden jeg fik det opkald var der en artikel i Science der handlede om isbjørne og hvornår de blev en ny art. Isbjørne er tæt beslægtet med brunbjørne men er specielt tilpasset arktisk. Ud fra analyser af deres mtDNA ser det dog ud til at de splittede fra brunbjørne for ganske kort tid siden, måske kun nogle få titusinde år, så hvordan har de tilpasset sig så hurtigt?

Science artiklen viste at det faktisk heller ikke var tilfældet.  Deres genom tyder på at de har været en art i op mod en halv million år. Det er blot deres mtDNA der ser sær ud.

Lidt forklaring er måske på sin plads. Vi arver halvdelen af vores genom, vores arvemasse, fra hver forældre, men mtDNA får vi kun fra vores moder. Lige som mænd kun får deres Y fra faderen.

Splittet mellem isbjørne og brunbjørne ser derfor ud til at være sket for nylig for hunner og for meget længere siden for hanner. Ja, det vil sige, splittet er så sket for længe siden men siden er de to arter blandet igen og isbjørne har arvet mtDNA fra den senere blanding.

Det tyder således på at de to arter af bjørne er blevet splittet i to arter der senere har blandet sig igen, før de blev splittet igen igen.  Lidt som vi nu tror er tilfældet mellem moderne mennesker og neandertaler.

Arter er lidt flydende. Det ser vi igen og igen jo mere vi kikker på genetisk data. Jo mere vi kikker på det, jo oftere ser vi at hvad vi opfatter som forskellige arter har blandet sig efter længere tids separation. Biologi er noget frygtelig kompliceret noget.

I den artikel vi skrev nåede vi samme konklussion. Isbjørne og brunbjørne splittede fra hinanden for længe siden, men har udvekslet gener flere gange siden.  Jeg har lidt en mistanke om at vores estimat for det første split er lidt for langt tilbage i tiden, men jeg ved det ikke rigtig…

Det er nogle brunbjørne på nogle øer syd for Alaska der komplicerer billedet endnu mere. De har mtDNA fra isbjørne, og en del af deres X kromosom for isbjørne, men er ellers brunbjørne. Så her må isbjørne og brunbjørne igen have blandet gener. Det kan dog ikke forklare hvorfor isbjørne har mtDNA fra brunbjørne, for det har de alle. Så vi har fat i mindst to gange hvor de to typer bjørne har blandet gener. Brunbjørne har overført deres mtDNA til isbjørne før forfaderen for alle de nulevende isbjørne, og det mtDNA er så blevet ført tilbage til en gruppe brunbjørne.

Lige nu har vi ikke rigtig nogen god forståelse for hvad der foregår, og hvordan og hvornår isbjørne opstod, men det er frygtelig spændende at arbejde med.

Gad vide om man kan lave en panda ved at parre en isbjørn med en sortbjørn?

God weekend

Thomas

Uafhængig dansk blog om naturvidenskabelig forskning, formidling, undervisning og politik.