Koralsex i måneskin

Ove Hoegh-Guldberg er navnet. Og ham er der nok ikke så mange, der har hørt om før. Det lyder dansk, og det er det da også, selv om han er australsk statsborger. Familien stammer dog fra Danmark, og for to uger siden dukkede navnet op i verdens medier. Ove Hoegh-Guldberg er nemlig en førende forsker i koraller ved University of Queensland i Australien, og for nylig har han været med til at afsløre et af naturens helt store mysterier.

Koraller er dyr og ikke planter, som mange tror. Hvert år gyder hele koralrev på én gang lige omkring fuldmånen, og mysteriet bestod i, hvordan de mange mikroskopiske dyr synkroniserede begivenheden, så de store skyer af æg og sæd blev frigivet samtidigt. Den nye forskning viser, at korallerne faktisk besidder primitive fotoreceptorer, der måske ikke er egentlige øjne, men som er nok til at kunne holde øje med lyset fra den tiltagende måne.

Du kan læse om opdagelsen i New York Times eller New Scientist, og du finder Ove Hoegh-Guldbergs personlige blog her.

VQ er tilbage

Godt nok har DR reduceret kvaliteten af ungdomsprogram NØRD, men nu er videnskabsquizzen VQ tilbage på skærmen. På torsdag er det igen muligt at se Peter Hald lave interessante og lærerige forsøg, men denne gang bliver selve værten i programmet Puk Elgård.

VQ kan ses første gang på torsdag klokken 20, men ellers vil programmerne løbende kunne ses på DRs hjemmeside.

Rumalderen fylder 50

Torsdag d. 4. oktober var det 50 år siden russerne sendte den første satellit – Sputnik 1 – i kredsløb om Jorden. Man kan bl.a. læse om jubilæet på denne hjemmeside om NASAs historie. Denne begivenhed er ofte blevet kaldt for startskuddet til Rumalderen, og i samtiden skabte den en enorm interesse omkring menneskets udforskning af rummet. I Hillary Clintons nyligt afholdte tale om naturvidenskab, som er nævnt i et andet indlæg her på bloggen, refererer hun også til Sputnik:

Fifty years ago, Sputnik marked the dawn of the Space Age and the beginning of a new era filled with new challenges. Fifty years later, there is no single, galvanizing event to steel our resolve and to lift our eyes to the heavens. The challenges we face are more complex and interconnected.

Men når Sputnik var med til at skabe opmærksomhed omkring naturvidenskabelig forskning i samtiden skyldtes det langt fra kun fascinationen over, at mennesket nu var i stand til at indtage rummet. Sputnik satellitten blev i høj grad et symbol på den kolde krig og frygten for at russerne skulle komme foran videnskabeligt, teknologisk og i sidste ende militært. Og den samme frygt var en af hovedgrundene til at USA i årene fra slutningen af halvtredserne satsede stort på naturviden­skabelig forskning og ikke mindst uddannelse.

I Danmark skete der en lignende udvikling fra slutningen af halvtredserne – ikke i samme størrelsesorden selvfølgelig – men staten begyndte for første gang for alvor at investere i forskning. Her i landet skyldtes det dog ikke så meget frygten for kommunisterne fra øst, som vi alligevel ikke kunne hamle op med militært, men snarere frygten for international konkurrence, som kom af at de europæiske markeder var ved at åbne op. En klar parallel til globaliseringen i dag.

Så, hvis det er svært at mobilisere den samme begejstring for og opbakning til natur­videnskaben som dengang, skyldes det ikke kun manglen på “a single galvanizing event to steel our resolve and lift our eyes to the heavens”, men i mindst lige så høj grad, at der ikke er det samme militære incitament.

Ny Hawkingbog på trapperne

På tirsdag kommer en ny fysikbog fra forfatteren Hawking. Ikke fysikeren Stephen Hawking – eller rettere ikke kun ham. Bogen “George’s Secret Key to the Universe” er nemlig skrevet af Lucy Hawking i fællesskab med sin far Stephen.

Lucy fik idéen om George, der kommer på rejse gennem fysikken og universet, da hun ønskede at forklare sin 9 årige søn, hvad det er, morfar arbejder med. Det er noget af en bedrift, hvis det virkelig er lykkedes Lucy Hawking at skrive en letforståelig kvantebog til børn! Den glæder jeg mig til at se.

Forskningspolitik – politisk forskning

I foråret skrev jeg et indlæg med titlen CO2, opvarmning og alt det der, hvor jeg luftede min frustration over, at klimaforskning ikke længere er ren videnskab – det er politik. Det er så sandelig blevet bekræftet i denne uge, hvor det er kommet frem, at Regeringens ministre mere eller mindre har kontrolleret, hvordan forskningsresultater er blevet præsenteret for offentligheden.

Læs hele indlægget på Seiersen Science.

Rekordstort sort hul opdaget

Astronomer har ved hjælp a Chandra røntgenobservatoriet og det optiske Gemini teleskop opdaget et ekstremt stort sort hul i M33 galaksen. Det sorte hul er den ene halvdel af et dobbelstjernesystem, hvilket gjorde det muligt at måle at det vejer 15.7 gange så meget som vores sol. Den anden halvdel af systemet er en ligeledes ekstremt tung stjerne på 70 solmasser.

Dette er langtfra det tungeste sorte hul man kender – supermassive sorte huller i galaksers centre kan have masser der er fra 100000 til flere milliarder gange solens, disse er dog ikke dannet som direkte konsekvens af stjernes liv og død.

Dette sorte hul menes dog at være en død stjerne, selvom den enorme masse bringer den på yderkanten af hvad man forventer fra de gængse teorier.

Nobelmystik

Verden undrer sig…

Al Gore har i dag fået Nobels fredspris for “efforts to build up and disseminate greater knowledge about man-made climate change, and to lay the foundations for the measures that are needed to counteract such change“.

Det vækker undren!

For det første kan man diskutere, om Nobels Fredspris overhovedet dækker klimaforskningen. I Alfred Nobels testamente, kan man læse, hvad frdesprisen gives til:

“den som har verkat mest eller best för folkens förbrödrande och afskaffande eller minskning af stående armeer samt bildande och spridande af fredskongresser” 

Jeg mener ikke umiddelbart, man kan sige, Al Gore har virket til at forbrødre jordens befolkning. Hvad værre er, har hans film været udsat for kritik for at være for dårligt underbygget og for direkte at overdrive.

Jyllands-Posten kalder sagen pinlig, og Viden Oms blog skriver “er det i orden at plædere heftigt for en sag, som man tilsyneladende ikke tager så tungt, når det kommer til ens eget privatliv?

Til gengæld udtaler danske Jens Hesselbjerg: “Uanset man kan lide Al Gores film, så har han jo været med til at sætte det her på dagsordenen på en måde, som nok så mange dygtige fagfolk ikke havde kunnet, når de stiller sig op og leverer den fuldstændigt afbalancerede forskel“.

Jens Hesselbjerg er som hovedforfatter på FNs klimapanels rapport om regionale klimaændringer indirekte medmodtager af årets Nobelpris.

Uafhængig dansk blog om naturvidenskabelig forskning, formidling, undervisning og politik.