Ja, tiden flyver … nu er det godt en måned siden, at klimakonferencen COP21 fandt sted i Paris, og jeg burde have skrevet om det langt tidligere. I den nys overståede juleferie blev jeg flere gange spurgt til, hvad jeg mente om resultatet, og da det måske kunne interessere andre, vil jeg derfor dele mine tanker om emnet her.

For var COP21 en succes eller en fiasko? Det kommer lidt an på, hvilken tilgang man har, så jeg vil prøve at nuancere det lidt.

Optimisten: Det var en bragende succes!

Man kommer ikke uden om det fantastiske i, at det rent faktisk lykkedes at få 196 lande til at mødes i to uger og blive enige om noget som helst. Det er i alle henseender en succes for diplomati og politisk håndværk. Der er jo tale om 196 lande med meget forskellige og ofte modstridende interesser og politiske mål. Ikke desto mindre blev de enige og godkendte et fælles dokument den 12. december 2015. Hurra for det!

Endnu mere fantastisk er det, at denne enighed viser, at alle 196 lande anerkender de udfordringer, vi som menneskehed står overfor i form af klimaforandringer. Det kræver fælles handling, og her viste vores politikere den nødvendige handlekraft. Ikke noget med at en enkelt oliestat eller et forurenende industriland spændte ben for de fælles mål.

Politikerne har også lyttet til den videnskabelige konsensus og har vedtaget et mål om at holde den forventede temperaturstigning på et godt stykke under de 2°C i forhold til det før-industrielle niveau, som eksperter har sat som smertegrænsen. Ja, de vil endda sigte efter maksimum 1.5°C. For at nå dette mål har landene sat et fælles mål om, at udledningen af CO₂ og andre drivhusgasser skal toppe snarest muligt.

COP21 anerkender også det skæve forhold i, at I-landene står for langt hovedparten af udledningen men også står i en langt bedre position i forhold til at begrænse denne, mens udledningen i de fleste U-lande stadig vokser. For at hjælpe de fattigere lande med at nå målene ved i praksis at springe den forurenende “industrielle revolution” over og nå direkte til en grønnere økonomi skal de rige lande betale US$ 100,000,000,000 hvert år fra 2020.

Endelig er aftalen juridisk bindende og transparent, idet landene har pligt til at oplyse deres fremgang hvert andet år (udledning af drivhusgasser, tilpasning, skridt imod de fastsatte mål osv.). Hvert femte år skal den samlede fremgang evalueres og justeres. Det er da en klimaaftale, der betyder noget!

Pessimisten: Det var en dundrende fiasko!

Desværre er det altsammen lige meget, da der gøres alt for lidt alt for sent. Det lyder godt men er bare skåltaler og tomme politiske ord. Det lyder jo rigtig godt med mål om at holde temperaturstigningen på 1.5°C – og i hvert fald under 2°C – men faktum er, at det med det nuværende momentum bliver umådelig svært bare at holde sig under de 2°C. Vi udleder stadig for meget CO₂, og budskaber om, at udledningerne skal toppe “snarest muligt” betyder i praksis intet uden reel handling og redskaber til at nå målet. Vi skal være glade, hvis vi bare rammer 2°C.

Med vores nuværende udledninger – og uden udsigt til at de topper endsige falder drastisk i den nærmeste fremtid – så skal der for alvor forskes i, hvordan vi kan hive CO₂ ud af atmosfæren. Det er den eneste mulige vej, men der er vi slet ikke endnu. Flere eksperter – bl.a. James Hansen – påpeger, at en markant skat på drivhusgasser er den eneste sikre måde at tvinge den globale udledning ned, men det er politisk umuligt.

Dernæst er der ingen reel straf for at bryde denne såkaldt juridisk bindende aftale. Javist, det vil se grimt ud, og de lande, der utvivlsomt ikke når deres mål inden den næste evaluering, vil blive kritiseret og sat i skammekrogen. Og hvad så? Vil de andre lande opgive deres egne bestræbelser, når nu man kan slippe udenom uden reel straf?

Selvom aftalen anerkender det skæve forhold imellem U- og I-lande og også erkender, at nogle lande kommer til at lide stort (eller allerede lider) på grund af os andre, så er der ikke udsigt til, at disse lande vil blive kompenseret. Det ville trods alt kræve lidt for store ofre fra de rige lande.

Realisten: Det var nok det bedste, vi kunne håbe på, men ikke helt godt nok.

Jeg befinder mig selv i denne sidste kategori. Der er gode og dårlige ting ved denne aftale, hvilket vel er det eneste, man kunne forvente af en global aftale mellem 196 forskellige lande. De anerkender videnskaben og viser vilje til at handle for at imødegå de værste følger af klimaforandringer, men er det nok, eller er de alt for sent ude?

Det er også tydeligt, at de fossile brændstoffers rolle som den største synder er bredt anerkendt, men lobbyisterne har trods alt været dygtige nok til at imødegå det måske bedste middel i form af øgede afgifter. Ikke desto mindre er der enighed om at arbejde målrettet imod en drastisk reduktion af den globale udledning, hvilket nødvendigvis må indebære, at vi løsriver os mere og mere fra olie, gas og kul.

Det er også godt at se, at de rige lande anerkender, at de må løfte en større byrde, også selv om de kunne gøre mere. Men alt i alt vil jeg mene, at det gode opvejer det dårlige, og at vi kan glæde os over den politiske vilje, der blev udvist i Paris.

Nu må vi så bare håbe, at politikerne lever op til deres ansvar og tager de nødvendige skridt.